Ann-Charlotte Monrad

Siden 1999 har Ann-Charlotte kombineret sin passion for yoga med arbejdet som yogalærer. I sin undervisning ønsker hun at inspirere sine elever til at gøre yogaen til en integreret del af deres liv – ikke kun som fysisk praksis, men også som en måde at møde verden på med større glæde, medfølelse og overskud.

Hendes interesse for yoga udsprang af en livslang fascination af Indien og alt indisk, som i første omgang førte til to universitetsgrader i litteraturvidenskab med speciale i moderne indisk litteratur. Men hun savnede at få kroppen med, og efter endt uddannelse kastede hun sig ud i yogaen på fuld tid. Hun var blandt de første, der fik den mere dynamiske yoga (dengang power yoga) ud i fitnesscentre o.l., men hendes egen praksis var i mange år hovedsageligt ashtanga yoga, med besøg hos særligt Iyengar og vinyasa yoga.

Hun er uddannet hos Richard Freeman på hans skole i Boulder, Colorado, hvor hun blev introduceret for den åndelige og filosofiske forbindelse til en fysisk praksis, som yogaen i alle dens aspekter på helt unik vis tilbyder. Hun er også brændende interesseret i, hvordan vi kan bruge yogaen som en drivkraft til at skabe en mere balanceret og socialt retfærdig verden - hvilket bl.a. er kommet til udtryk i Yoga for et åbent Danmark, et fællesskab af yogalærere, der har undervist gratis yogaforløb for indvandrere, flygtninge og socialt udsatte i Danmark.

Som følge af sin interesse for yogaen som en terapeutisk praksis er hun i gang med at uddanne sig til Yoga Medicine-praktiserende (RYT 500) hos Tiffany Cruikshank/Yoga Medicine, og hun samarbejder med sin mand, Ole Bertram (BA i kinesisk og akupunktør), om at integrere yoga og kinesisk medicin i en praksis, der gør det muligt for Prana Yoga Shalas elever at bruge yogaen som en alternativ førstehjælpskasse..

Ann-Charlotte er daglig leder af Prana Yoga Shala og står for skolens yogalæreruddannelse. Hun er registreret hos Yoga Alliance som E-Ryt 200 (experienced registered yoga teacher).

Udover yoga har hun studeret og praktiseret dharma (den buddhistiske lære) siden 2003. I sommeren 2011 blev hun certificeret mindfulness-instruktør, og hun nyder i sin meditationsundervisning at kombinere buddhismen og yogafilosofien med det lidt mere moderne tvist, som mindfulness tilbyder.

I 2002 udgav hun romanen Yoga – eller kunsten at vedligeholde sin mentale sundhed (Borgen) om en helt almindelig kvindes ikke altid uproblematiske møde med yogaverdenen.

I juni 2016 udkom hendes bog Hvor der er stille - en moderne guide til Patanjalis Yoga Sutras.

Ann-Charlotte Monrad
Ann-Charlotte Monrad