Alder er kun et tal

 

I sin bog A History of Modern Yoga beskriver religionsforsker Elizabeth de Michelis, hvordan der i moderne yoga ikke er tradition for at opfordre udøverne til intellektuel refleksion over eller evaluering af de mange forskellige yogaretningers oprindelse og arv. Man tager som regel ukritisk det, man bliver fortalt, for at være hele sandheden og praktiserer sin yogaform uden at stille spørgsmål, som om det at stille spørgsmål er uforeneligt med yoga. Efter i mange år at have praktiseret og undervist ashtanga yoga kan jeg for min egen retnings vedkommende så absolut nikke genkendende til den beskrivelse.

Enhver yogaskole med respekt for sig selv har, uanset retning, et eller andet sted på sin hjemmeside eller i sit materiale en beskrivelse af, hvordan yoga er et flere tusind år gammelt system, som er godt for det ene og det andet. Kigger man ikke denne påstand efter i sømmene, får man en fornemmelse af, at yoga har udfoldet sig ubrudt og uforanderligt i tusindvis af år, og at den måde vi laver yoga på nu, er den måde, man lavede yoga på i tidernes morgen i Indien – lige bortset fra den skridsikre, pink måtte og det åndbare designer-yogatøj, måske. Men hvis dette rent faktisk var tilfældet, ville yoga så være det eneste i verden, der var ubrudt og uforanderligt.

Som A History of Modern Yoga så grundigt fremlægger, er yogaen som vi kender den i Vesten i dag - som alt andet - selvfølgelig opstået på baggrund af sociale, kulturelle og økonomiske omstændigheder, i Vesten såvel som i Indien. I Vesten begyndte vi fra slutningen af 1800-tallet og frem at hungre efter Østens mystik. Et lille stykke tid senere blev den sunde, smukke, veltrænede krop attråværdig. Og en lille gruppe indiske lærere var ikke sene til at præsentere os for en slags kombination i form af den asanapraksis, man i 20’erne og 30’erne havde udviklet i Indien som et indfødt, alternativt bud på et sundhedssystem, der kunne modsvare den engelske kolonimagts vestlige medicin. Det vil sige: I 1920’erne og 1930’erne, ikke 20-30 e.v.t.  Ikke at alle asanas var helt nyopfundne, men mange (som solhilsner og stående stillinger) var. Og dem der ikke var, kan faktisk ikke spores længere tilbage end Middelalderen – en periode, der er kendt for meget, men ikke sundhed…

Men betyder det egentlig noget, hvor gammel yogaen vi dyrker i dag er? Og at den i dag i sin vestlige form ser væsentligt anderledes ud end yoga i Indien gør? (På nær den yoga i Indien, der hovedsageligt praktiseres af besøgende vesterlændinge, som f.eks. ashtanga.)

Selv er jeg overbevist om, at jeg som moderne, storbytravl vesterlænding med computerspændte skuldre har andre behov i forhold til min yogapraksis, end en indisk sadhu havde det for 500 år siden. Og hver eneste gang jeg stiller mig på min måtte, er jeg taknemmelig over, hvor godt det system, jeg praktiserer, føles, og hvor sjovt det tit er. Jeg har ikke brug for at henvise til dets meget høje alder for at retfærdiggøre, at det er det, jeg praktiserer og underviser. Jeg ved det virker, fordi jeg kan mærke det.

Der hvor en diskussion af yogasystemernes alder og opståen er vigtig er, når vi nægter at modificere og moderere med henvisning til ”tidernes morgen” og ”systemets uanfægtelighed”. Fordi et system er opstået i en særlig kulturel, økonomisk og social kontekst, må vi også være parate til se på mulige justeringer eller forandringer, når den kontekst ændrer sig. Hvis jeg rejser til Indien i tre måneder for udelukkende at praktisere ashtanga, vil min daglige praksis nødvendigvis være anderledes, end hvis jeg prøver at få mit liv til at hænge sammen med fuldtidsarbejde, småbørn, Netto i ulvetimen og ind imellem lidt yoga. Det skal systemet kunne rumme. Og det skal vi kunne diskutere. Ellers tror jeg, at ashtanga vil blive for de udvalgte få, der har mulighed for (stort set) ikke at lave andet. Og det ville virkelig være et tab. For det er det en alt for skøn yogaform til, også selvom den ikke er 2000 år gammel!

 

Du kan læse mere om hvad nyere forskning har at sige om den moderne yogas opståen i bl.a.:

Barbara de Michelis: A History of Modern Yoga (Continuum 2004)

Joseph S. Alter: Yoga in Modern India (Princeton University Press 2004)

Mark Singleton: Yoga Body – The Origins of Modern Posture Practice (Oxford University Press 2010)

 

 

Tidligere Blogs

For tidligere Blogs tryk her:

- Når sindets drejninger kommer til ophør - den klassiske definition på yoga

- Fra glorificeret gymnastik til indre ro

- Ligevægt - eller ligeglad?

- Verdens bedste julegave

- Fællesskab eller mig, mig, mig

- Derfor skal du ikke droppe yogaen (eller klidbollerne)

- Yoga og Facebook - sociale og asociale medier

- Yoga, håb og kærlighed

- Alder er kun et tal

- Yoga er ikke (for alvor) overfladisk

- Derfor bliver du lykkeligere af yoga

- Kommer man til skade i Ashtanga Yoga?

- Derfor skal du tage din yogauddannelse i Danmark

- Kan du alt? Også bede om hjælp?

- Julefred - om at slutte fred med julen

- Hvor dyb er din navle?

- Øvelse gør mester eller hvad?!

- Hvad er farligst - hvede eller sult?

- Den sande lære(r) - om ægte og uægte guru'er

- Sild, snaps og yoga