Du bliver, hvordan du spiser

Jeg har som regel meget lidt tålmodighed med kvindemagasiner, der fortæller mig, at månedens (!) musthave er en silkekimono til stranden til 4000,- eller et par sandaler til 5000,- Og som derudover gør mig opmærksom på, at jeg skal skynde mig hen til den nærmeste spa og blive exfolieret, hvis jeg vil være strandklar. Strandklar er for mig en ren bikini, min søns badetøj og svømmefødder og en halvtredser til is.

Ikke desto mindre købte jeg junis Eurowoman, fordi forsiden reklamerede med et interview med Siri Hustvedt, en forfatter jeg har beundret i årevis. Interviewet handlede gudskelov ikke om hendes must-haves og favoritkøb, men derimod med slet skjult feminisme om hendes overvejelser i forhold til mænd og kvinder i kunsten – overvejelser, der også er interessante i en yogasammenhæng, hvor langt de fleste udøvere er kvinder, mens langt de fleste verdensstjernelærere (også på mere lokalt plan) er mænd.

Særlig interessant blev artiklen dog, da jeg nåede til det sidste punktum. Og kiggede over på den modsatte side. Der var en helsidesannonce for et diætprodukt. ”Udviklet til at give dig en behagelig mæthedsfølelse i hvert måltid”, stod der, under et billede af en kvinde med et målebånd lige over barmen.

Det faldt mig ind, at almindelig mad også er udviklet til at give dig en behagelig mæthedsfølelse. Og at det måtte være en joke fra magasinets side at sætte en annonce, der opfordrer kvinder til at erstatte almindelig kost med noget specialproduceret diætvås ved siden af en artikel om en kvinde, der igen og igen har stillet spørgsmålstegn ved kvindens position i samfundet – også kvinden som krop sat over for manden som hjerne.

Men desværre er vi så forblændede af myten om lykken via den perfekte fremtoning, at jeg tvivler på, de selv har set ironien hos Eurowoman.

Som yogalærer tilbringer jeg de fleste af mine arbejdstimer i selskab med (hovedsageligt) kvinder, der elsker at bruge kroppen på den måde, som den dynamiske yoga i sine forskellige former tilbyder. Fælles for dem er, at de fra første bevidste indånding er nærmest gudindesmukke i deres fokuserede bevægelser. Og at kun ganske få af dem har lige præcis de mål, som den desværre efterhånden visuelt dominerende Instagram Yoga påstår, at de skal have, hvis de vil være ”rigtige” til yoga.

Hvor yogien før i tiden ofte var afbilledet som en indisk mand i et pudsigt lændeklæde eller uformellige shorts og med et særdeles afslappet forhold til kropsbehåring, er hun i dag en ultrasmidig 22-årig i neonfarvet specialdesignet yogatøj, der kun med nød og næppe dækker hendes dybt bagoverbøjende krop. Sex sælger. Åbenbart også yoga. Er det mærkeligt, at vores elever tror, at det er sådan en sand yogi ser ud, når det er det eneste, de nogensinde ser? Og at diætprodukter muligvis er vejen til at opnå lige præcis den tilstand af yoga?

Jeg er vokset op i en familie, hvor bekymring var en stor del af tilgangen til livet. Men intet overgik denne altoverskyggende bekymring: Frygten for at blive fed!

Da jeg for første gang som ung teenager skulle rejse alene til udlandet for at besøge noget familie i England, var det ikke alle de ting, som jeg selv ville spekulere på, hvis min søn skulle på sådan en tur, der spillede den største rolle. Men først og fremmest dette: I England spiste de usundt, og så ville jeg komme hjem og være fed! (Mere eller mindre ordret citeret…)

Jeg levede selvsagt af diætyoghurt hele ferien og fik selvfølgelig, som led i en stolt familietradition, udviklet mig en spiseforstyrrelse, da jeg blev ældre. Først da jeg dykkede ned i yogaen i starten af tyverne (gudskelov længe før Instagram blev skabt) fik jeg et sundt forhold til mad. Fordi jeg pludselig oplevede, hvad min krop tillod mig at gøre af fantastisk sjove og selvtillidsstyrkende ting, hvorfor jeg ikke længere syntes, det var rimeligt at straffe den ved at nægte mig selv god, sund og nærende kost.

I dag spiser jeg mere eller mindre, hvad det passer mig. Min aftensmad i går var cheesecake og hvidvin. Som regel spiser jeg sundere end det, fordi cheesecake og hvidvin ikke giver så meget energi, som jeg har brug for i en travl hverdag. Men jeg nægter aldrig mig selv noget. Jeg drikker sødmælk i min latte, elsker smør og hvedebrød og kan finde på at rejse tilbage til steder, hvor jeg har fået et særlig godt måltid.

Som jeg er bygget, kunne jeg sikkert godt klemme mig ned i en størrelse 0, hvis jeg gad at kontrollere min kost. Men det gider jeg ikke. For helt ærligt: Er det virkelig ønskværdigt? En størrelse 0? Lyder det ikke lidt som bare at forsvinde? Og er det – for at vende tilbage til Siri Hustvedts diskussion – ikke bare endnu et aspekt af vores dybt problematiske syn på den perfekte kvinde: En der bare opløses til nul og ikke længere er?

Engang hørte jeg noget i denne her stil: ”Regeringen må virkelig være glade for, at vi gider bruge så meget tid på, hvad vi spiser og hvordan vi træner vores krop. For det betyder, at vi har mindre tid til at fokusere på problemerne i samfundet.”

Hvis det er sandt, er det virkelig skræmmende. Uligheden i verden (også i vores ellers traditionelt ret lige land) øges konstant. Danske politikere prøver i øjeblikket at overgå hinanden i, hvem der kan være mest hård over for flygtninge, der har overlevet helvede på jord. Menneskeskabte klimaforandringer truer med at gøre hele vores jordklode ubeboelig. Og imens læser vi annoncer for diætprodukter og planlægger vores fritid, så vi kan træne til en Ironman.

Her er min sommeropfordring til alle: Indse, at ingen kan være dig bedre end dig, og at du er helt og aldeles så smuk, som du skal være. Husk at mad skal nydes for at gøre gavn, og for at du kan gøre gavn, skal du spise godt. Så kan du nemlig gå ud i verden med fornyet energi og gøre den til et bedre sted for os alle. Resultatet af det er en mæthedsfølelse, der ikke bare varer til den næste diætkiks, men hele livet.

 

God sommer til alle!

 

Tidligere Blogs

For tidligere Blogs tryk her:

- Når sindets drejninger kommer til ophør - den klassiske definition på yoga

- Fra glorificeret gymnastik til indre ro

- Ligevægt - eller ligeglad?

- Verdens bedste julegave

- Fællesskab eller mig, mig, mig

- Derfor skal du ikke droppe yogaen (eller klidbollerne)

- Yoga og Facebook - sociale og asociale medier

- Yoga, håb og kærlighed

- Alder er kun et tal

- Yoga er ikke (for alvor) overfladisk

- Derfor bliver du lykkeligere af yoga

- Kommer man til skade i Ashtanga Yoga?

- Derfor skal du tage din yogauddannelse i Danmark

- Kan du alt? Også bede om hjælp?

- Julefred - om at slutte fred med julen

- Hvor dyb er din navle?

- Øvelse gør mester eller hvad?!

- Hvad er farligst - hvede eller sult?

- Den sande lære(r) - om ægte og uægte guru'er

- Sild, snaps og yoga