En perfekt, uperfekt jul

En af mine ældste og bedste venner flyttede for et par år siden til USA med sin familie. En aften, da vi var på besøg hos dem for nylig, diskuterede vi det store fokus på karakterer i amerikanske skoler. Min holdning var, at det måtte være hårdt for børnene hele tiden at skulle leve op til noget og præstere. Min ven kiggede undrende på mig. Og sagde så: ”Men vi to konkurrerede da altid i gymnasiet. Hvornår er du blevet så blød?”

Det var et godt spørgsmål. Og ret let at svare på. For så længe, jeg havde troet, at jeg kun var værd at elske, hvis jeg var den bedste, konkurrerede jeg. Og da det i mine midt-tyvere efter et par års yoga gik op for mig, at jeg ikke ville elskes betinget, at betinget kærlighed faktisk slet ikke føltes kærlig, holdt jeg op. Men jeg kunne let være fortsat.

Konkurrencen, der i bund og grund handler om kærlighed, om at være værd at elske, er ret typisk for min generation, tror jeg. En generation, som det er utrolig let at grine af. Med vores evige fokus på den rigtige kost, den sunde, smukke krop og det perfekte job. En serie som DR2’s Mens vi presser citronen får det grin frem på fantastisk vis. Særligt fordi der ligger en næsten ulidelig smerte og sitrer lige under overfladen. For det er sgu ikke sjovt altid at skulle være perfekt. Det er ikke sjovt helt grundlæggende, ja, nærmest på celleplan, at tro, at vi kun fortjener kærlighed, hvis vi er perfekte. At andres blik på os og bedømmelse af os betyder noget.

Jeg er sikker på, at de forældre, der pressede os børn i min generation, såvel som de forældre, der presser deres børn til konstant at få gode karakterer i det amerikanske skolesystem, ikke gjorde eller gør det af ond vilje. For forældre ønsker jo som regel det bedste for deres børn, og i den moderne konkurrencestat måles succes kun ud fra én målestok: Gode karakterer fører til god uddannelse fører til godt, vellønnet job, fører til stort hus og en stor bil. Og jeg kan som yogalærer tilføje: Fører også ofte til stress og en konstant følelse af ikke at slå til. Og det har ikke så meget med kærlighed at gøre. Slet ikke selvkærlighed.

Jeg var selv et barn, der havde ret let ved at få gode karakterer. Jeg var også en lille, sær, drømmende person, der altid var i gang med at skrive eventyr i tankerne og tilbragte det meste af min tid begravet i bøger om fjerne egne. Da jeg i børnehaveklassen blev spurgt, hvad jeg ønskede mig mest i hele verden til jul, svarede jeg ”Fred på jorden og at alle har det godt”, hvilket var temmelig atypisk i mit barndomskvarter, hvor man nærmest var venstreorienteret, hvis man stemte konservativt, og hvor det eneste, man ønskede sig var, at det man fik var bedre og større end naboens. Og selvom der var et ofte formuleret ønske fra mine forældres side om, at jeg skulle læse jura, endte jeg på humaniora med et speciale om moderne, indisk kvindelitteratur. Og et job som yogalærer. Så uanset pace’n og pres, endte jeg der, hvor jeg hele tiden havde ønsket at være: I gang med i det små at gøre mit for at skabe fred i verden og sørge for, at alle har det godt. (Og jeg er også stadigvæk lidt sær og tilbringer en stor portion af min fritid begravet i bøger om fjerne egne.)

Spor af den gamle konkurrencetrang har jeg selvfølgelig stadig. Særligt når jeg har lavet noget, jeg er rigtig stolt af og glad for, men som ikke mødes med den helt store respons. I de sociale mediers tid kan man virkelig øve sig på det, Krishna opfordrer Arjuna til i Bhagavad Gita: At udføre sin pligt uden at forvente at få noget igen. Hvilket i moderne oversættelse vil sige at klø på selv uden hundredevis af like’s, også når det gælder ens kæreste projekter. Det bliver så en anelse lettere, fordi jeg elsker, elsker, elsker det, jeg laver, og ville blive ved, selvom jeg vandt milliongevinsten i Lotto. Og jeg gør det med mit yndlingscitat fra førnævnte Bhagavad Gita i baghovedet. Det er der, hvor Krishna fortæller Arjuna, at det er bedre at udføre sin dharma (livsopgave) uperfekt, end en andens perfekt. For en andens dharma er farlig.

Og ja, hvis du kører dit liv med 200 kilometer i timen for at leve op til alt det, der måske slet ikke, hvis du satte dig ned og ganske stille betragtede det, betyder noget for dig, så er det farligt. Livsfarligt, faktisk.

Så hvorfor ikke bruge juletiden på at undersøge, hvad der virkelig betyder noget for dig? Og hvad der bare betyder noget, fordi det er sådan, du er opdraget? Om det måske er muligt for dig at gøre nogle ting, som bare føles rigtige, og være okay med, at du hverken får klap på skulderen eller ros for dem? Julen er det perfekte tidspunkt at nærstudere familiemønstre og indkredse, hvor du selv befinder dig i dem, og hvad de har givet dig med af ting, som det måske er på tide at slippe.

Og hvis du tager opgaven på dig, er det helt sikkert, at en ting vil blive lettere: At elske dit perfekt uperfekte jeg. Og som følge af det dine perfekt uperfekte nærmeste. Og det er en absolut uvurderlig gave.

 

 

Tidligere Blogs

For tidligere Blogs tryk her:

- En vej gennem mørket

- Yogakærlighed i kapitalismens tid

- Find din indre gudinde,.. Eller præstinde... Eller kriger eller Henning...

- En guddommelig kop kaffe

- Du bliver, hvordan du spiser

- Når sindets drejninger kommer til ophør - den klassiske definition på yoga

- Fra glorificeret gymnastik til indre ro

- Ligevægt - eller ligeglad?

- Verdens bedste julegave

- Fællesskab eller mig, mig, mig

- Derfor skal du ikke droppe yogaen (eller klidbollerne)

- Yoga og Facebook - sociale og asociale medier

- Yoga, håb og kærlighed

- Alder er kun et tal

- Yoga er ikke (for alvor) overfladisk

- Derfor bliver du lykkeligere af yoga

- Kommer man til skade i Ashtanga Yoga?

- Derfor skal du tage din yogauddannelse i Danmark

- Kan du alt? Også bede om hjælp?

- Julefred - om at slutte fred med julen

- Hvor dyb er din navle?

- Øvelse gør mester eller hvad?!

- Hvad er farligst - hvede eller sult?

- Den sande lære(r) - om ægte og uægte guru'er

- Sild, snaps og yoga