En guddommelig kop kaffe

Sommeren begynder så småt at gå på hæld, og jeg har været så heldig at tilbringe en god portion af den det sted, jeg holder allermest af.

Det meste af mit voksenliv har jeg ellers givet efter for den rastløshed som en temmelig stille og meget lidt begivenhedsrig opvækst i forstæderne helt sikkert har fremelsket, og jeg har derfor altid været så meget på farten, som jeg kunne. Og ikke bare har jeg rejst ud i verden. Jeg har også rejst fra sted til sted derude, med sjældent mere end et par dage i hver by - aller lykkeligst, når jeg mærkede jorden bevæge sig under mig, i toge, busser, taxaer, rickshaws og endda i ny og næ en oksekærre.

Nu er jeg så blevet ældre og nok lidt mere magelig. I hvert fald kan jeg endelig nyde bare at være et sted. I det mindste når stedet er øen Hydra i Grækenland. Hvor der ingen biler er, hvor cykler er forbudte og hvor stilheden kun overdøves af den uanstrengte skønhed, der findes overalt. Når jeg er på Hydra, er jeg ikke rastløs. Jeg er bare. Til gengæld er jeg altid knust, når jeg skal derfra. Feriens magi afløses alt for hurtigt af den sure indadvendthed, som et regntrist Danmark har det med at inspirere til, og kunsten er at bevare glæden, også på de grå hverdage. Og det kan altså være en temmelig svær kunst… Som altid er der dog inspiration at hente i yogafilosofien.

På vores yogalæreruddannelse introducerer vi altid til den klassiske yogatekst Bhagavad Gita, simpelthen fordi den måske er noget af det fineste, der nogensinde er skrevet. I den befinder helten Arjuna sig i en situation, der er så forskellig fra en skøn sommerferie, som noget kan være. Han står med sine fire brødre og deres følgere på randen af en krig. Mod deres egen familie endda. Hvilket betyder, at der i begge lejre er folk, som Arjuna holder af og respekterer. Der er derfor stort set ingen mulighed for, at han vil kunne komme ud på den anden side af krigen uden at have slået nogen af sine tidligere venner ihjel.

Han spørger i sin vildrede og sorg sin stridsvognsfører Krishna til råds, og hvor den slags spørgsmål i dag nok ville blive sendt til Mads og Monopolet, er Arjuna så heldig, at Krishna faktisk er en gud, som ved lidt mere om universets sammenhæng end hvad man normalt kunne forvente af en ung fyr med kørekort til en hestetrukket kampvogn.

Efter at være blevet undervist i forskellige yogiske tilgange til livet, begynder det så småt at gå op for Arjuna, at Krishna måske ikke helt er den, han giver sig ud for at være. Og han beder nysgerrigt vennen om lov til at se ham i al hans guddommelige pragt. Krishna indvilliger, fordi han holder så utrolig meget af Arjuna - og måske fordi han også ved, at Arjuna er så fin en fyr, at han ikke vil profitere på den guddommelige oplevelse, for eksempel ved at starte sin egen yogaretning og blive en guru uden jordforbindelse. 

Og ganske rigtigt: Den overvældende oplevelse af at se hele universet folde sig ud, med tusinder soles kraft og med tusinder af munde, brændende af ild, der (som tiden) fortærer alt, der eksisterer, bliver hurtigt alt for meget for den gode Arjuna, der derfor mindeligt beder sin bedste ven om at blive sig selv igen, efter for øvrigt at have undskyldt at han af og til har drillet ham og kaldt ham øgenavne, fordi han jo ikke lige vidste, at han var guddommeligheden selv.  

Det jeg holder allermest af ved teksten er, at selvom den selvfølgelig beskriver den åndelige, altomvæltende oplevelse, der altid har været yogaens endemål (i hvert fald indtil dette endemål for nyligt til dels blev erstattet af fedtforbrænding, afstresning, større smidighed og muskuløse arme…) så viser den også, at det virkeligt magiske opstår i det øjeblik, hvor Krishna igen fremstår som Arjunas ven, og det, der er tilbage, simpelthen er kærlighed. Kærlighed mellem to gode venner, der bare er sig selv. For når vi læser det, kan vi koble fortællingen til vores eget liv. Og minde os selv om det guddommelige i hverdagen. At der er de helt store oplevelser i livet – de skønne ferier, de overvældende forelskelser, de fantastiske nyheder; alt det vi poster om på facebook eller twitter, kort sagt – men at små, dagligdags øjeblikke, som der er så mange af, og som alt for ofte bliver overset på vej til det næste store, også kan rumme glæde og kærlighed, hvis vi bare er opmærksomme. 

Som når du tager den første tår af den kop kaffe, som din kæreste er stået tidligt op og har lavet til dig på en kølig morgen. Eller når solen varmer din hud på cykelturen til arbejdet. Eller når dit barn tager din hånd, selvom han af og til synes, at han er ved at være for stor til det. Er vi vågne i disse øjeblikke, formindskes behovet for at skulle noget andet, noget større. For det kæmpestore, det allerstørste faktisk, nemlig kærligheden, er her hele tiden, også når det regner.

 

Vil du fordybe dig i yogaen og alle dens mange aspekter (og høre, hvordan historien om Arjuna ender)? Læs her om vores yogalæreruddannelse, der næste gang starter til februar 2016:

Tidligere Blogs

For tidligere Blogs tryk her:

- Du bliver, hvordan du spiser

- Når sindets drejninger kommer til ophør - den klassiske definition på yoga

- Fra glorificeret gymnastik til indre ro

- Ligevægt - eller ligeglad?

- Verdens bedste julegave

- Fællesskab eller mig, mig, mig

- Derfor skal du ikke droppe yogaen (eller klidbollerne)

- Yoga og Facebook - sociale og asociale medier

- Yoga, håb og kærlighed

- Alder er kun et tal

- Yoga er ikke (for alvor) overfladisk

- Derfor bliver du lykkeligere af yoga

- Kommer man til skade i Ashtanga Yoga?

- Derfor skal du tage din yogauddannelse i Danmark

- Kan du alt? Også bede om hjælp?

- Julefred - om at slutte fred med julen

- Hvor dyb er din navle?

- Øvelse gør mester eller hvad?!

- Hvad er farligst - hvede eller sult?

- Den sande lære(r) - om ægte og uægte guru'er

- Sild, snaps og yoga