En vej gennem mørket

På mit Facebook-profilbillede står jeg lige nu med armen om min søn foran Taj Mahal, det smukkeste monument til kærlighed i verden, og et af de syv moderne vidundere. Bygget af en muslimsk hersker til minde om sin elskede hustru. Jeg er født og opvokset i en kristen tradition, men har det meste af mit voksenliv fulgt Dharmaen, Buddhas lære, ligesom jeg har opdraget min søn ud fra et buddhistisk verdenssyn, kombineret med min mands danske snusfornuft. Jeg underviser en asiatisk, åndelig tradition med rødder i blandt andet tidlig hinduisme. Før jeg rejser, laver jeg ofte en puja for Lord Ganesh, den elefanthovede, hinduistiske gud, der er kendt som Remover of Obstacles. Og så er jeg på fotoet for øvrigt iklædt en Shalwar Kameez, som længe var en klædedragt særligt udbredt i Punjab, hvor en stor del af befolkningen er sikher. Min søn er iført fodboldtøj fra forskellige klubber, det nærmeste mange moderne mennesker kommer på en religion.

Efter tragedien i Paris i fredags var der overraskende mange, der ikke bare blev rystede og rasende over de meningsløse mord på uskyldige. Men også godt gale i skralden over, at nogle tillod sig at udtrykke, at de bad for Paris.

Religion er det, der har skabt det her rod, ytrede de. Så skal vi sgu da ikke bede!

Men viser mit profilbillede noget, ud over overjordisk smukke Taj Mahal og en lige så smuk blå himmel over os, så er det, at religion helt og aldeles gennemsyrer vores liv, om vi vil det eller ej. Og ja, religion har ført til utilgivelige drab. Ligesom nationalisme ude af kontrol har det.

Men religion har også skabt nogle af verdens største kunstværker, som vi den dag i dag ser os selv igennem og næppe ville være foruden. Og religiøse mennesker hjælper verden over hver dag dem, der har brug for hjælp. Ligesom religiøse mennesker hver dag verden over opfører sig som nogle kæmpe idioter. På fuldkommen samme måde som ikke-religiøse.

Så hvis vi skyder skylden på religion, er jeg bange for, at vi misser pointen. Sociale, politiske, kulturelle og selvfølgelig også religiøse strømninger skaber hvert øjeblik den verden, vi lever i. Og hvem skaber de strømninger? Det gør vi.

Så mit håb er, at uanset om vi tror på noget eller ej, uanset om vi beder eller ej, så finder langt de fleste af os i den tradition hvor vi nu føler, vi hører hjemme, styrke til medfølende, næstekærligt og demokratisk at komme videre igennem mørket sammen. Uden at kritisere hinandens måder at gøre det på.

Ved måske først og fremmest sammen at indse, at der ingen nemme løsninger er på situationen. Ingen lukkede grænser, der fungerer som andet end et ekstremt kortvarigt plaster på såret for de ganske få. Ingen bomber, der kan give os fred. Slet ingen bomber, der kan give os fred, faktisk, hvis de seneste femten års verdenshistorie da har lært os noget som helst.

Men at det ikke er let, betyder ikke, at vi ikke skal i gang. Tværtimod kan det kun gå for langsomt med, at vi får taget det første skridt på vejen til en fremtid uden terror. 

Et sted at starte kunne være at insistere på respekt for menneske- og kvinderettigheder hos nogle af de stater, vi samarbejder med. Så længe at et land som Saudi Arabien ikke på nogen måde sanktioneres, selvom de igen og igen overtræder menneskerettighederne på det mest horrible, men endda får en plads i FNs menneskerettighedsråd, er vores politikere, der tillader dette at ske, ikke de bedste til at lede os. Og det leder os hen til et andet sted, hvor vi kan starte. Hos os. Verdens befolkning. Der er så meget tættere på hinanden end nogensinde før.

Så tæt endda, at vi kan minde hinanden om, at ikke bare Paris sørger. Men at også Beirut netop er blevet bombet. At kenyanske og russiske familier har mistet deres kære i kujonagtige terrorangreb i år. At mere end 100 pakistanske skolebørn for mindre end et år siden aldrig kom hjem fra skole, fordi de faldt for Talibans kugler. Og at det, vi så i fredags, er det, som syriske familier hver dag flygter fra til et Europa, der er mindre end villigt til at give dem sikkerhed.

Og selvom ovenstående opremsning næsten ikke er til at bære, og ikke engang er udtømmende, er det samtidig den globale sorg, der må føre os videre. Sammen. Uanset hvor vi kommer fra, og hvad vi tror på. For der er terrorister, vanvittige religiøse og/eller nationalistiske ledere og magtforblændede, opportunistiske politikere, der alle alt for ofte får lov til at sætte dagsordenen.

Men der er flere af os. Almindelige mennesker, der bare vil vores kære og også hinanden det bedste. Det er os, der skal mødes. På tværs af grænser og tro. Snakke sammen, diskutere, endda skændes. Og slutte af med et kram, en kop kaffe og en lille snak om vejret. Fordi vi alle skal og må kunne deles om én verden. For hvad er egentlig alternativet? 

 
 

Tidligere Blogs

For tidligere Blogs tryk her:

- Yogakærlighed i kapitalismens tid

- Find din indre gudinde,.. Eller præstinde... Eller kriger eller Henning...

- En guddommelig kop kaffe

- Du bliver, hvordan du spiser

- Når sindets drejninger kommer til ophør - den klassiske definition på yoga

- Fra glorificeret gymnastik til indre ro

- Ligevægt - eller ligeglad?

- Verdens bedste julegave

- Fællesskab eller mig, mig, mig

- Derfor skal du ikke droppe yogaen (eller klidbollerne)

- Yoga og Facebook - sociale og asociale medier

- Yoga, håb og kærlighed

- Alder er kun et tal

- Yoga er ikke (for alvor) overfladisk

- Derfor bliver du lykkeligere af yoga

- Kommer man til skade i Ashtanga Yoga?

- Derfor skal du tage din yogauddannelse i Danmark

- Kan du alt? Også bede om hjælp?

- Julefred - om at slutte fred med julen

- Hvor dyb er din navle?

- Øvelse gør mester eller hvad?!

- Hvad er farligst - hvede eller sult?

- Den sande lære(r) - om ægte og uægte guru'er

- Sild, snaps og yoga