Guru-mæssigt udfordret

Dagen i går var Guru Purnima – den dag, hvor man i den hinduistiske tradition fejrer sin guru. Og selvom yoga i sin oprindelse ikke er en hinduistisk praksis (yoga som filosofi går langt forud for hinduismen, i hvert fald som vi kender den i dag) kunne man blandt mine venner og bekendtes Facebook-opslag se utallige hilsner og taknemmelighedsytringer til diverse guruer. Ytringer, der gjorde det mere end tydeligt for mig, hvor svært jeg selv har det med ideen om guruen for tiden.

Jeg er grundlæggende gurumæssigt udfordret på flere planer, emotionelt og intellektuelt såvel som praktisk. Og selvom jeg stadig bakser lidt med at indkredse det emotionelle og intellektuelle, har jeg ret godt styr på, hvorfor jeg rent praktisk stejler ved tanken om en lærer, der kender mig bedre, end jeg kender mig selv, en lærer, der er tung af viden, mens jeg er let som en fjer. Min praktiske udfordring er nemlig startet med noget så basalt som min egen krop, ved foden af en trappe på den græske ø Hydra for to år siden.

 

Da jeg første gang stiftede bekendtskab med denne trappe, havde jeg netop deltaget i et sveddryppende ashtanga-kursus i Athen, og var med min familie sejlet ud til vores yndlingsø for at holde lidt ferie. Som en dedikeret ashtangi med på det tidspunkt mere end seksten års praksis bag mig forestillede jeg mig, at jeg måtte være i pænt god form. For ashtanga har jo ry for at være en af de aller hårdeste yogaformer, og ashtangier er ikke sene til at give udtryk for, hvor fysisk seje de generelt er.

Så at trappen slog mig fuldkommen ud, mens min familie hoppede op ad den som bjerggeder, kom i den grad bag på mig. Fordi vi skulle op ad den hver dag for at komme op til vores lejlighed, blev min trappeform i ugerne, der gik, langsomt bedre. Men aldrig helt god.

Nogle måneder senere begyndte jeg for alvor at døje med smerter i min ene hofte. Smerter, der af og til vækkede mig om natten. Som den gode yogi, jeg var, tænkte jeg, at det nok skulle strækkes væk. Så jeg strakte og strakte. Og smerterne tog til. Særligt første serie i ashtanga, som ellers har ry for at være meget gavnlig for hofterne, var helt umulig, og jeg havde altid mere ondt efter træning end før.

En lille stemme i mit hoved, som ellers aldrig havde gjort lyd af sig før, begyndte nu at hviske: Styrke. Stabilitet. Styrke. Stabilitet. Begreber, der ikke havde fyldt meget i min evige søgen efter stadig større smidighed. For jeg ville jo kunne lave alle de blærede stillinger med benene bag nakken i tredje serie, og at styrke hofterne ville nok ikke gøre dem mere smidige.

For øvrigt var der jo allerede masser af styrke i min praksis. Mula og uddiyana bandha (rod- og mavelås) kastede deres tryllestøv rundt i min krop, når jeg praktiserede, så alting var stærkt og støttet. Det havde jeg altid fået at vide. Og troet på. Det og så vejrtrækningen var alt, jeg behøvede.

Alligevel afprøvede jeg lidt øvelser, jeg fandt på YogaGlo. Stabilisering for gluteus medius, gluteus maximus og piriformis. Jeg lavede øvelserne to-tre gange. Og smerterne i hoften gik væk. Jeg begyndte at kigge på min praksis med nye øjne. Tilføjede elementer af stabilisering. Indså, at alt det smidighedsarbejde, jeg igennem årene havde lavet i jagten på stadig mere ekstreme stillinger havde haft en seriøs bagside. Musklerne i mine hofter var blevet sat til at strække i en sådan grad, at de ikke længere kunne tænde og ikke længere kunne stå for det styrkearbejde, enhver sund krop har brug for. Derfor kunne jeg ikke klare turen op ad trappen. Fordi jeg havde afspændt min gluteus maximus (”relax your butt”) så meget, at den ikke længere kunne tænde. Først og fremmest fordi jeg havde troet på det med tryllestøvet. På bandhas (eller ”core” i en populær, amerikaniseret udgave) der klarer arbejdet, selvom det egentlig er f.eks. hofte- eller (i tilfælde af skuldersmerter) skulderstabiliserende muskler, der burde gøre det. Ligesom jeg havde troet på, at hvis jeg bare passede min praksis, ville alting komme. Perfekt stærk smidighed, for eksempel. Uden at jeg behøvede at ty til noget så uesoterisk som en anatomibog. Jeg havde sat min lid til det, jeg havde set i bøger, på dvd’er og i de senere år på de sociale medier: Næsten tyngdekraftsopløsende yogier, der kan alt. Stå på hænder og hvile deres fødder på hovedet. Gå bagud i bro og gribe deres lår.

Nu om dage kigger jeg på den slags billeder med mere kritiske øjne. Og tænker tit: ”Av!” For rigtig meget af det, der præsenteres, lægger et pres på leddene, som kroppen kun i en kortere årrække vil kunne bære. Og der er allerede yogier, der får hofteoperationer. Og slidgigt i særligt lænden. Og heftige håndledsskader. Så skaderne i den mere ekstreme yoga begynder at ligne dem, der findes i både professionel dans, fodbold og andre former for professionel bevægelse, hvor man udbrændt må lade sig pensionere som fyrre-årig.  

Og der ligger mit praktiske problem med gurudyrkelsen. For jeg har endnu til gode at høre meget andet end lidt tåget bandha-snak, når det kommer til guruoverleveret anatomi. Og en rungende mangel på kritiske spørgsmål fra tilbedende disciple. Og det er simpelthen ikke godt nok!

Vi bliver nødt til at kunne lægge gurubenovelsen så meget fra os, at vi kan diskutere den kæmpe diskrepans der er mellem håbet om en sund krop, som får mange vesterlændinge til at vælge yogaen, og ideen om at transcendere kroppen igennem en praksis, hvor vi lever med smerten, som særligt er tanken bag asana-praksis i en del indiske systemer – hvorfor anatomiinteressen naturligt er mindre. For hvis vi ikke tager den diskussion og afstemmer forventninger, vil den vestlige elev komme til undervisningen og tænke: ”Yoga er sundt”, og den indiske (eller i de mere hårdføre indiske systemer uddannede vestlige) lærer vil se asana-praksis som noget helt andet. Og mens ingen af delene er forkerte, er de meget, meget forskellige.

Og så længe vi i næsegrus gurubeundring ikke rigtig får taget stilling til – eller bliver spurgt om - hvilken praksis, vi vil have (eller undervise i) vil vi se mange skadede yogier, der simpelthen ikke har opdaget, hvad der skete med dem, før det var for sent.

 

For et par dage siden i middagsheden stod jeg endnu engang ved foden af den trappe på Hydra, som slog mig ud for et par år siden. Og jeg vil ikke sige, at jeg hoppede op af den som en bjergged. Men jeg følte mig efter det sidste halvandet års arbejde med at stabilisere og styrke min overstrakte krop stærk nok. Og oveni det har jeg fået en anden gave. For det er endelig, på et fysisk erkendt plan, gået op for mig, at der ikke findes nogen korrekt udførelse af nogen stilling. Men at der findes så mange variationer af korrekthed i stillinger, som der findes yogier, der praktiserer dem.

Så min hilsen på Guru Purnima går ud til alle de af mine medpraktiserende, der sammen med mig har lyst til at udforske, diskutere og undres. I er mine guruer.

 

Tidligere Blogs

For tidligere Blogs tryk her:

- En perfekt, uperfekt jul

- En vej gennem mørket

- Yogakærlighed i kapitalismens tid

- Find din indre gudinde,.. Eller præstinde... Eller kriger eller Henning...

- En guddommelig kop kaffe

- Du bliver, hvordan du spiser

- Når sindets drejninger kommer til ophør - den klassiske definition på yoga

- Fra glorificeret gymnastik til indre ro

- Ligevægt - eller ligeglad?

- Verdens bedste julegave

- Fællesskab eller mig, mig, mig

- Derfor skal du ikke droppe yogaen (eller klidbollerne)

- Yoga og Facebook - sociale og asociale medier

- Yoga, håb og kærlighed

- Alder er kun et tal

- Yoga er ikke (for alvor) overfladisk

- Derfor bliver du lykkeligere af yoga

- Kommer man til skade i Ashtanga Yoga?

- Derfor skal du tage din yogauddannelse i Danmark

- Kan du alt? Også bede om hjælp?

- Julefred - om at slutte fred med julen

- Hvor dyb er din navle?

- Øvelse gør mester eller hvad?!

- Hvad er farligst - hvede eller sult?

- Den sande lære(r) - om ægte og uægte guru'er

- Sild, snaps og yoga