Kan du alt? Også bede om hjælp?

Noget af det første, jeg lærte at sige, var ”Kan selv”. Det var min absolut foretrukne sætning i meget af min tidlige barndom, og det drev mine forældre til vanvid, da der selvfølgelig var grænser for, hvad jeg som 2-årig rent faktisk selv kunne.

Som jeg er blevet ældre, er sætningen selvfølgelig blevet omformuleret så den passer til givne situationer, men essensen er den samme: Jeg kan selv og behøver ikke hjælp fra nogen. Måske derfor er min kærlighed faldet på lige præcis ashtanga yogaen, som jo i den grad er en individuel praksis, hvor man dag efter dag, praksis efter praksis arbejder med lige præcis det, man selv kan eller ikke kan, så man efterhånden kan lære det.

Da jeg for et år siden overtog yogaskolen i Magstræde, gjorde jeg det selvfølgelig i vanlig stil, altså ud fra det perspektiv, at nu var det mig, der skulle i gang og gøre alt arbejdet. Selv. Alene.

Fordi jeg har haft buddhismen som ledetråd og foretrukne livsvisdom i de sidste godt og vel ti år af mit liv, kunne man måske have ment, at jeg burde have vidst bedre.

I buddhismen tager man nemlig ikke kun tilflugt til Buddha og hans lære, dharmaen. Man tager også tilflugt til sanghaen, gruppen af alle andre praktiserende. Men lige præcis den del af tilflugtsbønnen har altid forekommet mig noget abstrakt. For der var mig, Buddha og dharmaen, og jeg kunne jo selv.

Selvom et arketypisk billede i Vesten af en seriøs mediterende er noget med en hule, et bjerg og absolut ensomhed, er det langt fra hele sandheden. For man sætter sig altså ikke op i en hule i en længere periode uden nogen – for eksempel beboerne i en landsby i nærheden – der kan sørge for, at man får mad, medicin, brændsel mm. Og det er her, ideen om sanghaen kommer ind. For en sangha er ikke kun en masse andre, der mediterer i deres egne huler. Det er også alle dem, der gør det muligt for os at praktisere. Alle dem, der på den ene eller anden måde deler det med os, som vi er i gang med.

På en yogaskole er det de andre lærere, der tager sig godt af eleverne, når man ikke selv underviser. Og det er eleverne. De elever, der sender mails med gode ideer og forslag. Og de elever, som uge efter uge trodser kulde og travlhed for at komme hen på skolen og rulle deres måtte ud. Og som fortæller, hvor glade de er for, at vi er her og tilbyder yoga på lige præcis vores måde.

Så det bedste, der er sket for mig i det års tid, jeg har kastet mig ud i jobbet som leder af Prana Yoga Shala, er, at begrebet sangha ikke længere er abstrakt.

Endelig er det gået op for mig, at min sangha er alle dem, der kommer forbi Magstræde som undervisere og elever for at dele yogaen med mig, både på gode og mindre gode dage. Og som af og til giver en hånd med. Om det så bare er at åbne porten for det næste hold. For selvfølgelig har jeg i løbet af det seneste år indset, at jeg ikke kan det hele selv. I hvert fald ikke hele tiden. Helt basalt ville jeg ikke kunne undervise, hvis der ikke kom nogen, der ville undervises. Og så ville mit job blive uendelig trist. Lidt ligesom at sidde i en hule på et bjerg uden mad og drikke.

For sådan er det med en sangha: Mange af de bedste ting sker, når vi gør dem sammen. Eller når vi bare ved, at de andre er der.

Og det glæder jeg mig til meget mere af i 2013.

 

 

Tidligere Blogs

For tidligere Blogs tryk her:

- Når sindets drejninger kommer til ophør - den klassiske definition på yoga

- Fra glorificeret gymnastik til indre ro

- Ligevægt - eller ligeglad?

- Verdens bedste julegave

- Fællesskab eller mig, mig, mig

- Derfor skal du ikke droppe yogaen (eller klidbollerne)

- Yoga og Facebook - sociale og asociale medier

- Yoga, håb og kærlighed

- Alder er kun et tal

- Yoga er ikke (for alvor) overfladisk

- Derfor bliver du lykkeligere af yoga

- Kommer man til skade i Ashtanga Yoga?

- Derfor skal du tage din yogauddannelse i Danmark

- Kan du alt? Også bede om hjælp?

- Julefred - om at slutte fred med julen

- Hvor dyb er din navle?

- Øvelse gør mester eller hvad?!

- Hvad er farligst - hvede eller sult?

- Den sande lære(r) - om ægte og uægte guru'er

- Sild, snaps og yoga