Fra glorificeret gymnastik til indre ro

De første par år på min nu mere end sytten år lange yogarejse var jeg fuldkommen bjergtaget af alt det man kunne (og i mit tilfælde ikke kunne) med sin krop. Jeg var ramlet lige ind i ashtanga yogaen, som på det tidspunkt – i slut-halvfemserne – var det eneste alternativ i Danmark til den mere halvfjerdseragtige hatha yoga,  der forekom mig mest at være for smådovne mormødre i lilla batik.

Og ashtanga yoga passede mig perfekt. Bygget op af gradvist sværere serier med kun få pusterum, var det noget jeg kunne forholde mig til efter sammenlagt tyve års skolegang. Skolegang, der – især de første ti år på en temmelig ambitiøs privatskole og senere igen på det meget lidt socialt anlagte institut for litteraturvidenskab på Københavns Universitet - altid havde handlet om at præstere. Om at det ikke var nok at gøre sit bedste, hvis det ikke betød, at man var den bedste, og om at der altid ventede en ny og sværere opgave, når man endelig havde afleveret det, man var i gang med. Fra jeg begyndte at få karakterbøger var spørgsmålet i mit barndomshjem aldrig, hvordan jeg havde klaret mig, men hvordan jeg havde klaret mig i forhold til de andre. Og her var der så en yogaform, hvor man blev belønnet med en ny stilling, hver eneste gang man havde bemestret den foregående. En yogaform som tillod mig at slå mig selv oveni hovedet, når jeg ikke var god nok, og stråle stolt og en anelse arrogant over for de mindre dygtige, når jeg var. Jeg følte mig inderligt hjemme, fordi jeg var et sted, hvis regler jeg kendte så godt.

Lige indtil den dag, jeg holdt op med at føle mig hjemme. Det var den dag, hvor jeg ikke længere var den stemme i mit hoved, der skiftevis skældte ud og roste mig. Men blot var betragteren af dette velkendte mønster, denne insisterende knævren, der foldede sig ud både på og uden for måtten.

Det skete i Indien, hvor jeg var rejst til for at blive bedre til de stillinger, jeg allerede praktiserede, og lære nogle nye, så jeg kunne bevæge mig op i ashtanga-hierarkiet ved at være bedre end de andre. Men som andre før mig har oplevet, får man sjældent det i Indien, man forventer. Og slet ikke det, man kommer efter.

En dag sad jeg i en skyggefuld have hos en ældre dame, der holdt satsang. Det var yoga på den dovne, batikagtige mormormåde – kun snak og en buddhafigur til pynt og så absolut ikke min kop te. Troede jeg. Indtil det ændrede mit liv. For pludselig blev jeg opmærksom på stemmen i mit hoved. Der på trods af konstant kværnen grundlæggende ikke sagde noget særlig brugbart. Og pludselig blev min lyst til at skrue ned for den stemme så meget kraftigere end min lyst til at blære mig med svære stillinger.

De næste par måneder i Indien fortsatte jeg med min ashtangapraksis, men jeg vendte tilbage til de mest basale dele og droppede alt det, der kunne sætte stemmen i gang. Den tav selvfølgelig ikke helt, men den blev svagere. Jeg rejste hjem og fandt en lærer, som kunne folde alt det magiske ud, der gemmer sig i ashtangaserien uden at det handler om konkurrence. En lærer som, da jeg en dag faldt tilbage i mit gamle mønster og brokkede mig over min elendige pincha mayurasana, kiggede mig i øjnene og sagde: ”I wouldn’t worry to much about it” – noget jeg igen og igen finder tilbage til som det mest brugbare mantra i mit liv, da jeg er del af en slægt hvor ”Hvis du ikke bekymrer dig, dør du!” kunne være teksten på vores våbenskjold.

En af de vigtigste ting, min lærer gjorde for mig, var at introducere mig for meditation. Som faktisk folder sig ud over fire af de otte led, som ashtanga yoga er opkaldt efter, men som har en forsvindende lille betydning i den ashtanga, der bliver praktiseret verden over.

Meditationen blev det sted, hvor jeg for alvor lærte den kværnende stemme at kende. Lærte at genkende den i dens mange forskellige forklædninger og i hvordan jeg interagerer med verden.  I dag mediterer jeg for at finde ro i travle perioder, lande i nuet i svære perioder og af og til simpelthen fordi det er et rum, der helt og fuldt er mit (Virginia Woolf, look no further…)

Meditationen har givet mig en ashtangapraksis, der handler om nuet og nærværet i min vejrtrækning og min krop, uanset hvilke stillinger, jeg laver. Om hvordan det føles frem for hvordan det tager sig ud. Og en evne til at tage det nærvær med ud i verden, i hvert fald på alle de gode dage, som der stik imod alle odds, min opvækst taget i betragtning, er flest af. Og hvis jeg påstod, at det har været en dans på roser og lykkeboblende harmonisk, ville jeg lyve. Jeg har nok grædt mere på min pude end i resten af mit liv sammenlagt. For det kan gøre næsten urimelig ondt at blive præsenteret for de mønstre, der igen og igen skaber ubehag og frustration i vores liv. Men når de først er trådt frem i lyset, mister de lige så stille deres magt. Så tårerne er mere end godt givet ud.   

Og selvom det for mange moderne yogaudøvere forekommer at være en del mere sexet at bruge en weekend på en håndstandsworkshop end på at sidde ukomfortabelt på selv den bedste meditationspude med intet andet til underholdning end tanker, der meget hurtigt ligner et uendeligt re-run af verdens kedeligste og mest irriterende realityshow, er det for mig at se et nødvendigt skridt, hvis yogaen skal flytte sig fra at være glorificeret gymnastik til noget, der potentielt kan ændre verden. Ved at ændre den måde, vi ser verden på. Og ved at give os evnen til at lytte. Også til det, der tager mere end en statusopdatering om at folde sig ud. 

 

 

Tidligere Blogs

For tidligere Blogs tryk her:

- Når sindets drejninger kommer til ophør - den klassiske definition på yoga

- Fra glorificeret gymnastik til indre ro

- Ligevægt - eller ligeglad?

- Verdens bedste julegave

- Fællesskab eller mig, mig, mig

- Derfor skal du ikke droppe yogaen (eller klidbollerne)

- Yoga og Facebook - sociale og asociale medier

- Yoga, håb og kærlighed

- Alder er kun et tal

- Yoga er ikke (for alvor) overfladisk

- Derfor bliver du lykkeligere af yoga

- Kommer man til skade i Ashtanga Yoga?

- Derfor skal du tage din yogauddannelse i Danmark

- Kan du alt? Også bede om hjælp?

- Julefred - om at slutte fred med julen

- Hvor dyb er din navle?

- Øvelse gør mester eller hvad?!

- Hvad er farligst - hvede eller sult?

- Den sande lære(r) - om ægte og uægte guru'er

- Sild, snaps og yoga