Ligevægt - eller ligeglad?

På vores yogalæreruddannelse sætter vi altid tid af til at diskutere, hvordan man opfører sig etisk som yogalærer. En af de ting, jeg lægger vægt på i den diskussion er, at man i sin undervisning skaber et apolitisk rum, hvor alle, uanset race, køn, religion, seksuel eller politisk overbevisning, kan føle sig velkomne som lige præcis dem, de er.

Det vil sige, at selv hvis Inger Støjberg eller Pia Kjærsgaard skulle finde på at dukke op til yoga i Magstræde, ville de blive budt velkommen, ligesom jeg heller ikke ville skubbe til dem, når de stod på et ben, men hjælpe dem med at holde balancen.

Men at alle skal føle sig hjemme i en yogasal betyder ikke, at man som yogalærer ikke af og til kan vende blikket ud mod omverdenen og forholde sig til det, der sker uden for shalaen. Og i disse dage er det svært at undgå.

For med store skrifttyper lader en kampagne os det vide, at kontanthjælpsmodtagere har svimlende summer at gøre godt med.

Det beløb, man kan læse på hovedstadens busser, er i hvert fald temmelig stort i forhold til de fleste yogalæreres løn. Gudskelov har andre regnet lidt på det og er kommet frem til, at sandheden ligger et pænt stykke fra oksehøjreb og dyr fransk rødvin i en arbejdsløs familie, og at tallet mere er et udtryk for blå propaganda. Men hvem der regner rigtigt og forkert, er ikke i så høj grad det, der ligger mig på sinde. Det gør derimod spørgsmålet om, hvordan vi taler til og om hinanden.

Når jeg forholder mig til verdenen igennem de yogabriller, som sytten års dedikeret praksis har givet mig, minder jeg altid mig selv om (med hjælp fra Patanjalis sutra 2.33) at jeg skal vise medfølelse over for dem, der lider, og sindsligevægt over for dem, der opfører sig uanstændigt eller ligefrem ondt.

Men hvad er sindsligevægt? Selvom vi i yogaverdenen af og til kan have så travlt med vores eget velbefindende, at det næsten virker som om det betyder ”at ignorere alt hvad der ikke handler om mig, mine haser og mit forhold til min mor”, er jeg temmelig sikker på, at det ikke var det, Patanjali mente.

Og selvom jeg ikke truer eller råber af dem, jeg er uenig med, kan jeg med sindsligevægt alligevel arbejde for at ændre det, som jeg oplever som skadeligt.

Og skadeligt er det at skamme en af vores svageste gruppe borgere ud i det offentlige rum. Som yogalærer hører jeg absolut ikke til den del af samfundet, der kan købe en Audi og en villa i Hellerup. Men med en universitetsuddannelse bag mig er det et valg, jeg selv har truffet. Jeg har så at sige valgt økonomisk kapital fra og åndelig kapital til, for at bruge den franske sociolog Pierre Bourdieuxs termer. Men at vælge økonomisk kapital fra er et valg, mange kontanthjælpsmodtagere ikke har truffet. De er, hvor de er, fordi de aldrig er blevet præsenteret for andre valg. Fordi de, af sociale, familiære, kulturelle og måske endda sundhedsmæssige årsager, aldrig har lært at klare sig godt. I modsætning til dem, der stemmer på de partier, der vil løse landets problemer ved at gøre de fattige endnu fattigere.  

Men selvom fronterne er trukket skarpt op, er der en ting, de fleste af os har til fælles, på tværs af klasse- og indtægtstrin. Og det er, at vi har børn. Og vi kan enten give alle børns forældre en anstænding tilværelse, og dermed dem en chance. Eller vi kan føje endnu flere til de allerede alt for mange fattige børn i Danmark.

Jeg har tilbragt en væsentlig del af mit voksenliv med at studere indisk kultur og historie, og jeg har opholdt mig sammenlagt et par år i Indien. Og en af de ting, jeg stadig har utrolig svært ved at sluge, er den mangel på lighed, der findes i det land, jeg ellers elsker. Altid har jeg glædet mig over, at er mange ting gale i Danmark, så er det i hvert fald ikke mangel på lighed. Men det må jeg vist genoverveje. For hvis vi virkelig mener, at vi som anstændige mennesker kan nikke samtykkende til påstande om, hvor forkælede samfundets svage er, og endda stemme på de partier, der udstiller dem, så er vi ikke bare på vej til at cementere den ulighed, som alle, der arbejder med socialt udsatte advarer om. Så er vi også i gang med at acceptere den. Og sindsligevægt eller ej. Det må simpelthen ikke ske.

Så ja, selv politikere, der bruger hundredetusindvis af (andres) kroner på førsteklasses flybilletter og jakkesæt, er velkomne til yoga i Magstræde.

Men lige så snart jeg låser døren til vores dejlige, rolige yogasal og går ud i det Danmark, jeg ikke længere kender, har jeg tænkt mig at tale dem imod, der træder på folk, som allerede ligger ned. Og jeg håber, jeg ikke er alene.  

 

 

 
 

Tidligere Blogs

For tidligere Blogs tryk her:

- Når sindets drejninger kommer til ophør - den klassiske definition på yoga

- Fra glorificeret gymnastik til indre ro

- Ligevægt - eller ligeglad?

- Verdens bedste julegave

- Fællesskab eller mig, mig, mig

- Derfor skal du ikke droppe yogaen (eller klidbollerne)

- Yoga og Facebook - sociale og asociale medier

- Yoga, håb og kærlighed

- Alder er kun et tal

- Yoga er ikke (for alvor) overfladisk

- Derfor bliver du lykkeligere af yoga

- Kommer man til skade i Ashtanga Yoga?

- Derfor skal du tage din yogauddannelse i Danmark

- Kan du alt? Også bede om hjælp?

- Julefred - om at slutte fred med julen

- Hvor dyb er din navle?

- Øvelse gør mester eller hvad?!

- Hvad er farligst - hvede eller sult?

- Den sande lære(r) - om ægte og uægte guru'er

- Sild, snaps og yoga