Fællesskab eller mig, mig, mig

Den klassiske definition på yoga er, at yogaen opstår, når sindets drejninger kommer til ophør[i]. Hvilket sagt på moderne dansk vil sige, at yoga er der, hvor der kommer ro på. Der hvor motorvejen af tanker bliver til en skovsti med plads til at sanse jordbundens duft og bladenes farver.

Kigger man rundt på moderne repræsentationer af yoga kunne man ellers godt fristes til at tro, at definitionen på yoga i dag er: ”Yoga er når man i næsten intet tøj poserer i en akrobatisk stilling og poster det på instagram”. Antallet af blærede yogaselfies er gudskelov noget mindre i Danmark end i f.eks. USA, hvor nogle af de mere narcissistiske udøvere af og til virker som om de som Ovids Narcissus er ved at drukne i beundringen af deres eget spejlbillede. Langt de fleste af de yogaudøvere, jeg kender i Danmark, bruger gudskelov ”bare” yogaen til at finde mental og fysisk plads i en travl hverdag.

Men også herhjemme kan yogaen af og til - og desværre i højere og højere grad - komme til at handle om at opbygge et selvbillede, som vi kan præsentere for andre. Et selvbillede, der giver os et moderne, holistisk image, som er næsten lige så kunstigt som halvtredserne perfekte husmor.

Den perfekte yogi har ekstremt sunde og bæredygtige madvaner. Er selvfølgelig mindful i alle livssituationer, fra vuggestueafleveringer til køer på motorvejen til det, der er værre. Hun laver sin daglige yogapraksis på en økologisk yogamåtte iklædt tøj i fairtrade bambusstof. Og der er en god chance for, at hendes yndige børn også går til yoga. Eller i det mindste aldrig får sukker.

Jeg har praktiseret yoga i seksten år og ud over det med den daglige praksis (som regel i det tøj, der ligger øverst i bunken) kan jeg ikke leve op til et eneste af de ovenstående punkter. Mine morgener er som oftest kaotiske, jeg kan blive virkelig sur i trafikken, og min søn synes, at yoga er det mest kedelige, han nogensinde har prøvet. Og så elsker han slik.

Hvis andre kan få det perfekte, alternative liv til at fungere, kommer det selvfølgelig i bund og grund ikke mig ved. Men det jeg observerer er, at fokusset på det smukke, holistiske, mindfulde selvbillede gør, at vi begynder at tro, at yogaen handler om en konstant bevægelse mod en stadig større grad af perfektion. Om vores selvudvikling mod det bedste jeg, vi kan være. Hvilket i sidste ende vil sige, at det udelukkende handler om en ting: nemlig mig, mig, mig.

I sommers var jeg på et kursus hos en fantastisk ashtanga lærer, der lagde ud med at sige, at vi alle sammen havde fundet yogaen og derfor var samlet på kurset, fordi der var noget i vores liv, der ikke fungerede. Hvis vi havde været grundlæggende lykkelige med en problemfri livshistorie, havde vi fundet os en anden hobby. Så var dét ligesom sat på plads, og navlepilleri virkede temmelig overflødigt, for hvis alle halvfems tilstedeværende navler skulle undersøges, ville vi ikke kunne nå andet... Efter sin indledning gik læreren videre med at diskutere, hvordan yogaen tillader os at rumme vores omverden på en måde, så den ikke længere behøver at skubbe os ud af balance. Hvilket selvfølgelig er rart for os, men først og fremmest har den effekt, at vi kan få et mere positivt og engageret virke i samfundet.

Da han sagde det, slog det mig, at det ikke er tit, det handler om samfundet, når vi taler yoga. Fordi det som regel kun handler om os selv. Og når vi næsten eneøjet fokuserer på os selv, glemmer vi ofte, at vi er en del af et større os. Et os, det faktisk er ufattelig vigtigt at få til og fungere, hvis vi skal bevare balancen. Selv i Danmark, som ellers ligger højt på diverse lykkelister. For er der ikke mange ting i vores nærmiljø, som vi kan starte med at forbedre?

I sidste uge sprang en del lokale nyheder i øjnene. Der var en historie om en børnehavebus, der blev angrebet med æg, fordi den forstyrrede roen på en villavej. Endnu værre var historien om en ung mand på vej til eksamen, der blev efterlyst og endda eftersøgt af politiet, fordi han sad og læste i en bog om terror i toget og både var mørklødet og nervøs. Og i den komiske ende var der historien om flere tusinde mennesker, der faktisk valgte at bruge tid på at klage over mangel på vaser (!) hos Imerco. Efter sådan en uge (der endda blev rundet af med et skybrud) vil jeg godt af lykkelisten.

For kan vi virkelig stå inde for et samfund, hvor vi har det så godt, men ikke kan gøre plads til børnehavebørn? Hvor vi gider skrive til Imerco, men ikke gider spørge manden i toget om han er okay? Hvor vi i sidste ende bliver stressede, fordi vi ikke kan leve op til vores tårnhøje forventninger til egen formåen og bekymrer os om, hvordan andre ser os? Også selvom vi er yogier? Og ja, der sker mange ting ude i verden, der er langt, langt værre end dem, jeg har nævnt. Men hvis vi ikke starter i det små, kommer vi måske slet ikke i gang.

Så brug din yogapraksis til at finde ro i en travl hverdag. Brug den til at mærke din krop og din vejrtrækning. Og gå så ud i verden og giv en hånd med at gøre den til et bedre sted. Din fortid er bag dig, men fremtiden skaber vi sammen. Du er allerede så perfekt, som du skal være. Uanset hvad du spiser og uanset hvilket tøj du har på. Men verden, den har altså brug for en kærlig hånd. Din kærlige hånd.  

 

 

[i] Patanjali’s Yoga Sutras 1.2: Yogascittavrittinirodah

 

 
 

Tidligere Blogs

For tidligere Blogs tryk her:

- Når sindets drejninger kommer til ophør - den klassiske definition på yoga

- Fra glorificeret gymnastik til indre ro

- Ligevægt - eller ligeglad?

- Verdens bedste julegave

- Fællesskab eller mig, mig, mig

- Derfor skal du ikke droppe yogaen (eller klidbollerne)

- Yoga og Facebook - sociale og asociale medier

- Yoga, håb og kærlighed

- Alder er kun et tal

- Yoga er ikke (for alvor) overfladisk

- Derfor bliver du lykkeligere af yoga

- Kommer man til skade i Ashtanga Yoga?

- Derfor skal du tage din yogauddannelse i Danmark

- Kan du alt? Også bede om hjælp?

- Julefred - om at slutte fred med julen

- Hvor dyb er din navle?

- Øvelse gør mester eller hvad?!

- Hvad er farligst - hvede eller sult?

- Den sande lære(r) - om ægte og uægte guru'er

- Sild, snaps og yoga