Når guruen bor i hjertet

- Mit farvel til ashtanga yogaen

 

Da jeg voksede op, blev nye tiltag, ideer, drømme og håb ofte mødt med et: ”Pas nu på, du ikke bliver skuffet.”

Om mine snart tyve år som selvstændig yogalærer har været et langvarigt opgør med den tilgang til livet, skal jeg ikke kunne sige, men jeg har i hvert fald arbejdet intenst på ikke at lade mulig skuffelse sætte en kæp i hjulet for det, mit hjerte brænder for. I stedet har jeg prøvet at give den et positivt twist: Det kan godt være, at tingene kommer til at gå helt galt, men det betyder ikke, at man ikke kan gøre sit bedste og have det sjovt undervejs.

Som underviser af særligt ashtanga yoga har jeg i årevis fundet inspiration hos min lærer, Richard Freeman, der i sin version af ashtangaen aldrig i nogen særlig grad har bekymret sig om, hvad der er ”korrekt” eller ”ukorrekt” i forhold til systemet. Derimod har han guidet mig og alle sine andre elever i retning af den visdom, der bor lige midt i vores eget hjerte, hvis vi tør åbne ørerne og lytte opmærksomt.

I lang tid oplevede jeg, at denne legende undersøgelse, som jeg prøvede at videregive på mine egne klasser, kunne eksistere side om side med den mere traditionelle tilgang til ashtangaen, som findes på de fleste andre ashtanga skoler, og mange elever har igennem årene udtrykt glæde ved min fleksible undervisning. Men efterhånden blev diskrepansen mellem mit syn på yogaen og det syn, der i dag præsenteres som traditionel ashtanga, temmelig stor. Jeg følte, at jeg skulle bruge flere og flere kræfter på at forklare nye elever, hvorfor og hvordan min undervisning var anderledes end hvad de måske havde mødt tidligere eller hørt om.

Jeg blev også mere og mere opmærksom på, at alt hvad der lugter bare det mindste af dogma, af ”sådan er det bare, for det siger vores guru”, harmonerer meget dårligt med min praksis, min lærerrolle og mit verdenssyn.

En bog, som har inspireret mig dybt - Mark Singletons modige Yoga Body - hørte jeg midt i min periode af tvivl en certificeret, verdensberømt og højt respekteret ashtanga-lærer vredt beskrive som ”Mere Oxford end Mysore”. Og det slog mig i det øjeblik, at det måske var en del af grunden til, at jeg ikke kunne finde mig til rette i en traditionel, dogmatisk praksis. For jeg er også mere Oxford end Mysore. Med en universitetsbaggrund, der har lært mig at være lige dele nysgerrig og kritisk, vil jeg aldrig være i stand til at tage en gurus ord for gode varer, hvis de ikke ræsonnerer med min egen fysiske såvel som mentale oplevelse, samt min mere videnskabeligt baserede viden. Og vil nogen påstå, at man ikke kan være en ordentlig yogi, hvis man ikke bare kan overgive sig til lærerens ord, så vil jeg påstå, at jeg i det mindste er i godt selskab. Som praktiserende buddhist følger jeg nemlig Buddhas råd om ikke at tro blindt på noget, men at teste det selv. Dalai Lama er i den forbindelse for øvrigt en stærk fortaler for, at blandt andet naturvidenskabelige opdagelser skal påvirke Buddhismens udvikling. Og der er trods alt nok ingen, der vil påstå, at han ikke har en ordentlig praksis…

Da min tvivl så småt begyndte at tage ikke bare mental, men også fysisk form, fordi min krop på temmelig smertefuld vis pludselig (eller fordi jeg begyndte at lytte) gjorde mig opmærksom på, at efter mere end femten år med ashtangaen manglede nogle helt essentielle ting i min ellers traditionelt set ret korrekte praksis, gik jeg på opdagelse. Og fandt ud af, at jeg langt fra var den eneste, der var kommet til den konklusion, at ”korrekt” mere var en talemåde end en objektiv sandhed i forhold til indholdet i min praksis. Jeg satte mig for at lære nye ting, der kunne supplere min egen og mine elevers yoga, og blev inderligt begejstret for det nye, jeg lærte. Så begejstret faktisk, at jeg efter et års tid måtte sande, at det ikke længere gav mening for mig at undervise et system, der ikke virkede så gavnligt for mig selv eller for langt størstedelen af mine elever, som det nye, jeg lærte. Og at jeg ikke længere kunne leve med et system, der modsætter sig forandring og ikke lægger øre til udøvere, der stiller kritiske spørgsmål, men kun har interesse i det, der hylder status quo.

 

Der var derfor ingen vej uden om at føre Prana Yoga Shala i en ny retning og udfase ashtangaen.

 

I den proces gav min barndoms formaninger pludselig god mening. For forandringen er ikke kommet uden en god portion skuffelse – min såvel som andres. Men sideløbende med skuffelsen har glæden gudskelov fyldt godt op. Opbakningen til de nye tiltag har nemlig været langt stærkere end afvisningen. Og ligesom min egen praksis nu, med lige dele styrke, leg og generelt velbefindende, gør mig glad på en måde, jeg aldrig tidligere har oplevet på min måtte, har jeg simpelthen aldrig elsket det at undervise så højt, som jeg gør nu. Fordi jeg i stedet for at præsentere en form, som mine elever skal passe ind i, så godt eller ikke godt, som de kan, har noget andet at tilbyde: Nemlig et væld af former, der forandrer og tilpasser sig alt efter hvad der folder sig ud i det mageløse univers lige under huden, som er med os alle hvert sekund af hver dag. Jeg kan nu i den grad guide imod den visdom, der bor i kroppen og hjertet på os alle, og som det er muligt at høre, når vi virkelig lytter. Sjovt nok føler jeg mig så tæt på min lærers vision som nogensinde før, selvom jeg underviser et helt andet system.

Er det her så en kritik af ashtanga yogaen? Nej, egentlig ikke. Det er først og fremmest en erkendelse af, at livet som yogalærer altid vil være mere usikkert og mindre rentabelt end mange andre karrierevalg. Og at det derfor er helt ekstremt vigtigt, at man i det mindste arbejder passioneret med sin undervisning og har hjertet og glæden og for mit vedkommende nysgerrigheden og videbegærligheden med sig, for at det giver mening. Det er i dag min erfaring, at man ikke altid kan undgå at skuffe andre, når man skifter retning og følger sine håb og drømme. Men det vigtigste er trods alt, at man ikke skuffer sig selv.

 

Vi har netop haft vores sidste ashtanga mysore-klasse på skemaet, og ud over vores almindelige guidede vinyasa- og yin-klasser, kan du nu hver torsdag kl. 17 komme og støtte op om vores nye projekt: Prana Selvpraksis. Her stiller vi sal og hjælpemidler, samt eventuelt vejledning til rådighed, og du laver yoga ”as if no one is watching”. Du bedes om ikke stringent at følge en fast serie, men at lade opfindsomhed og opmærksomhed folde din praksis ud, også selvom du arbejder ud fra en mere eller mindre fast grundstruktur.

 

Tidligere Blogs

For tidligere Blogs tryk her:

- På hvilket niveau er din yogapraksis?

- Vedholdende venlighed

- Guru-mæssigt udfordret

- Detox for sindet

- En perfekt, uperfekt jul

- En vej gennem mørket

- Yogakærlighed i kapitalismens tid

- Find din indre gudinde... Eller præstinde... Eller kriger... Eller Henning!

- En guddommelig kop kaffe

Du bliver, hvordan du spiser

- Når sindets drejninger kommer til ophør - den klassiske definition på yoga

- Fra glorificeret gymnastik til indre ro

- Ligevægt - eller ligeglad?

- Verdens bedste julegave

- Fællesskab eller mig, mig, mig

- Derfor skal du ikke droppe yogaen (eller klidbollerne)

- Yoga og Facebook - sociale og asociale medier

- Yoga, håb og kærlighed

- Alder er kun et tal

- Yoga er ikke (for alvor) overfladisk

- Derfor bliver du lykkeligere af yoga

- Kommer man til skade i Ashtanga Yoga?

- Derfor skal du tage din yogauddannelse i Danmark

- Kan du alt? Også bede om hjælp?

- Julefred - om at slutte fred med julen

- Hvor dyb er din navle?

- Øvelse gør mester eller hvad?!

- Hvad er farligst - hvede eller sult?

- Den sande lære(r) - om ægte og uægte guru'er

- Sild, snaps og yoga