Når sindets drejninger kommer til ophør – den klassiske definition på yoga

(Uddrag af "Hvor der er stille - en moderne guide til Patanjalis Yoga Sutras" af Ann-Charlotte Monrad. Udkommer til vinter.)

Før du kastede dig ud i yoga, har du uden tvivl haft mange andre interesser. Interesser du måske endda stadig finder tid til i det moderne menneskes til stadighed mere udfordrende balancegang mellem arbejde, studier, socialt liv, familie og alt det andet, der har betydning for dig. Det, der gør dig til den, du er. Ikke desto mindre har du valgt, at yogaen skal have lidt mere fokus. Hvorfor du nu sidder med en bog om en af yogaens klassiske tekster, selvom det sikkert ville være mere underholdende at tænde for Netflix eller sjove kattevideoer på YouTube.

Din vej til yoga kan være startet som en søgen mod noget, der kan give et fragmenteret, senmoderne liv mening. Enten som en jordforbindelse eller som det helt modsatte: Et behov for noget højere, noget større. Den kan også være startet der, hvor den starter for de fleste af os: I dit lokale fitnesscenter, hvor du faktisk slet ikke havde tænkt dig at gå til yoga, men hvor den spinning- eller zumbaklasse, du havde set dig lun på, var overfyldt, og yogaklassen var det eneste hold, der var plads på.

Og der, på din lidt for glatte måtte og på trods af rystende arme og sitrende ben, fik du en fornemmelse af, at yogaen kunne noget mere, noget andet end det, du havde prøvet før. Du svedte måske ikke helt så meget, som du var vant til og forventede, når du var til træning, men du svedte på en anden måde. Som om noget, der havde ligget og gemt sig dybt inde i dig, begyndte at dukke op til overfladen. Noget, det var værd at kigge nærmere på. Eller også (og de to oplevelser udelukker på ingen måde hinanden) oplevede du den største ro, du mindedes at have oplevet i dit liv. Og opdagede, at hvordan du så ud i spejlet i træningssalen pludselig var mindre væsentligt end hvordan du havde det.

Første linje af Patanjalis næsten totusind år gamle tekst indfanger den dag i dag følelsen af, at uanset hvordan du er kommet til yogaen, er det nu den, det gælder – atha yoganushasanam.

Atha, tekstens allerførste ord, betyder simpelthen ”nu”, og er det måske mest geniale ord at starte en tekst om yogaens inderste mekanismer med. For det eneste sted, yogaen for alvor kan opleves og erkendes er netop: Nu! I det fuldkommen nærværende øjeblik, hvor fokusset tillades at dvæle ved lige præcis det, som er. Ikke ved det som frygtes, drømmes eller forestilles, ved fortiden eller fremtiden. Og hvis dette nu skal æres, er det vigtigt, at du holder dit fokus. Vælger, at på trods af alt muligt andet, du kunne lave – støvsuge, bage en kage, ringe til en ven – er det yoga, det handler om i dette øjeblik.

Så den første udfordring er, at alt det andet, du er, og alt det, du ellers fylder dit liv med for et øjeblik må vente. Men hvis det lykkes, er du allerede i gang med yoga. For essensen af yoga – som den præsenteres allerede i anden linje – er nemlig at sindets drejninger kommer til ophør.

Således bliver det fra starten af teksten tydeligt, at yoga ifølge Yoga Sutraene ikke er noget, man kan gå til. Ikke nogen blærede stillinger, der kræver en pangfarvet, skridsikker måtte eller et par veldesignede yogabukser i økologisk bambusstof. Yoga er en mental tilstand. Som sagtens kan opnås under udførelsen af ovennævnte stillinger og iklædt og stående på ovennævnte yogatilbehør. Men for så vidt også i en lang række andre sammenhænge. Hvordan det lige præcis sker er temaet for resten af teksten, der både omhandler hvilke hindringer, der er på vejen til en tilstand af yoga, hvordan den fremelskes, hvordan den folder sig ud og meget mere. Men man har altså som læser allerede efter to linjers læsning en god fornemmelse af, om det her er noget, man gider. Lyder sindets drejningers ophør tillokkende? Eller er det ikke mystisk nok? Er du mere til en løbetur? Eller måske endda en shoppetur? Valget er dit.

Læser man stadig med efter de første to linjer, uddybes det nu, hvad der præcist sker, når en tilstand af yoga opstår ved at sindets drejninger ophører. Nemlig at seeren/den rene bevidsthed kan dvæle i sin egen essens. Hvis tilstanden ikke opnås vil den rene bevidsthed derimod identificere sig med sindets drejninger. Hvordan det præcist skal forstås, vil blive uddybet, når samkhya yogaen lidt senere bliver foldet ud.

Her træder teksten dog et skridt tilbage for at definere, hvad sindets drejninger, der skal ophøre, i det hele taget er.

For en nutidig læser med et mentalt billede af en verdensfjern yogi i dyb meditation i en hule i Himalaya, virker det måske ikke ligefrem tillokkende at opnå samme tilstand. De fleste af os har brug for vores tankers drejninger, hvis vi skal kunne passe vores jobs, vores venskaber og familier og generelt fungere i en almindelig, moderne hverdag. Selvom det sikkert ville føles ganske rart at opleve en sindstilstand som bjergyogien, ville man ikke komme langt i planlægningen af sin arbejdsuge uden sindets drejninger…

Det er dog vigtigt at understrege, at yogaen på ingen måde er en anti-tanke filosofi. Tværtimod har vi brug for tankerne, hvis vi skal gøre os håb om at stille skarpt på de mønstre, der skaber forstyrrelser frem for klarhed og nærvær i sindet. Både de positive og negative tanker er nemlig drejninger, og teksten beskriver de fem slags, der findes.

Først og fremmest er der tanker, som er udtryk for en korrekt opfattelse. De opstår, når alle de filtre, vi ser verden igennem, et kort eller længerevarende øjeblik opløses, og vi ser verden, som den virkelig er. For eksempel når du midt i et skænderi med din kæreste lige pludselig opdager, at det, du er rasende over, i virkeligheden er din mors kæphest og ikke noget, du ikke kan slippe på sekundet. Eller når du på en gåtur i en fremmed storby et øjeblik glemmer dine planer (som du alligevel selv har lagt og derefter ophøjet til lov) og virkelig sanser dine omgivelser: Udtrykkene i de forbipasserendes ansigter, duftene og lugtende, lyset.

Udover korrekt opfattelse er der selvfølgelig også ukorrekt opfattelse. Som er, når vores mest fastlåste filtre blokerer for vores frie interaktion med verden. Disse filtre vil oftest være baseret på frygt, den frygt vi er opdraget til at føle. For dårlig økonomi. For det fremmede. For alt det, der ikke kan kontrolleres. Livet og dets modsætning, døden. Og når vi ser på verden igennem dem, ser vi sjældent det, der egentlig er. Men alt det, vi er bange for skal ske. Falsk viden, kalder Yoga Sutraene det.

Den tredje drejning er fantasi eller forestilling, noget der ikke har sit udgangspunkt i vores direkte møde med det omkring os, til forskel fra både korrekt og ukorrekt opfattelse. Et eksempel på dette kunne være politikerspin, der ofte lyder som om det er opstået i vildtvoksende retorik frem for i en klar erkendelse af virkeligheden. Megen yogasnak kan også af og til lyde som bare ord, endog meget smukke ord, men helt uden jordforbindelse.

Dyb søvn er den fjerde af sindets drejninger. Af og til efter den dybeste shavasana – en af dem, hvor man måske har savlet en lille smule – kan man få fornemmelsen af, at det her må være, hvad yogaen handler om. Men selvom det kan være utrolig gavnligt og nærende helt at falde væk, er det ikke nødvendigvis det samme som en egentlig yogisk tilstand. Ingen tvivl om at drømmerejser og afspænding er skønt og gavnligt, men det er ikke det samme som en fuldkommen klar og nærværende væren i verden. Vi må gerne space ud, men det gør os ikke til Buddha.

Den femte og sidste form, som tankernes drejninger kan tage, er minder. Det vigtige ved minder er, at de efterlader spor, som styrer vores måde at se verden på. En af opgaverne i en seriøs yogapraksis er at lægge mærke til disse spor, så de med tiden mister deres kraft til at forme vores virkelighed.

 En ting er selvfølgelig at blive sig bevidst om, hvordan vores tanker formes og hvad den form medfører. Noget andet er at interagere med denne erkendelse. Det gøres ifølge Yoga Sutraene ved to ligevægtede greb: abhyasa og vairagya, praksis og ikke-reaktion. Hvad praksis præcist vil sige dækkes mere specifikt i andet kapitels gennemgang af de otte led, men her nævnes det, at det er det vedholdende arbejde med at forblive i en tilstand af yoga, en tilstand af sindsro. Har vi været i gang med det arbejde i et stykke tid, kan vi nikke genkende til næste linje: At det er noget, der skal gøres med største omhu og igennem et længere stykke tid. Et enkelt weekendkursus er langt fra nok, og af og til heller ikke et enkelt liv.

At praksis således må siges at være sværere end at afspænde skuldrene og gøre hasemusklerne smidigere, opvejes dog af ikke-reaktion. Her er arbejdet nemlig at give slip på alt – også ambitionen om at nå til en tilstand af yoga. Således vil en asanapraksis, der enøjet fokuserer på kroppens udvikling i virkeligheden have mere med elitegymnastik end med yoga at gøre. Kun på det tidspunkt, hvor yogaen begynder at handle om at hvile i sindets stilhed og give slip på alt, også ambitionen om at nå et sted hen, kan vi endeligt ankomme. Eller måske mere præcist: Opdage, at vi hele tiden har været her.

 
 

Tidligere Blogs

For tidligere Blogs tryk her:

- Når sindets drejninger kommer til ophør - den klassiske definition på yoga

- Fra glorificeret gymnastik til indre ro

- Ligevægt - eller ligeglad?

- Verdens bedste julegave

- Fællesskab eller mig, mig, mig

- Derfor skal du ikke droppe yogaen (eller klidbollerne)

- Yoga og Facebook - sociale og asociale medier

- Yoga, håb og kærlighed

- Alder er kun et tal

- Yoga er ikke (for alvor) overfladisk

- Derfor bliver du lykkeligere af yoga

- Kommer man til skade i Ashtanga Yoga?

- Derfor skal du tage din yogauddannelse i Danmark

- Kan du alt? Også bede om hjælp?

- Julefred - om at slutte fred med julen

- Hvor dyb er din navle?

- Øvelse gør mester eller hvad?!

- Hvad er farligst - hvede eller sult?

- Den sande lære(r) - om ægte og uægte guru'er

- Sild, snaps og yoga