OPSKRIFT 

Quinoa-grød med friske bær og frugtmos

Skøn morgenmad, lækkert mellemmåltid eller dessert, hvis du vil skære ned på de søde sager.

Til 2 personer

Ingredienser:

100 g skyllet quinoa (fyldt med protein og derfor perfekt for vegetarer)

ca. 4 dl vand

1 lille tsk kardemomme (godt for fordøjelsen)

1 lille tsk vanillesukker (godt for glæden)

ca. 180 g frugtmos (Urtekram har nogle gode varianter. Æble/mango er dejlig om sommeren)

friske bær, gerne blåbær, der er fulde af antioxidanter

 

Fremgangsmåde:

Kog den skyllede quinoa i ca. dobbelt så meget vand for svag varme, tilsat kardemomme og vanille. Det tager ca. 15-20 minutter, indtil alt vandet er kogt væk. Lad quinoaen køle af, før du blander den med mos og bær. Den kan sagtens spises halvlun, men smager også fantastisk efter en tur i køleskabet. Laver du den om aftenen, har du verdens lækreste og sundeste morgenmad at glæde dig til, når du vågner.

 

Tip:

Det absolut mest besværlige ved denne meget simple ret er at skylle quinoaen. De små korn ryger igennem eller sætter sig fast i de fleste sigter, men hvis du skyller dem i gryden, som de skal koge i, kan du forsigtig hælde vandet fra igennem en lillebitte åbning mellem låg og grydekant. Da quinoa er temmelig dyr de fleste steder, er det nemlig bedst at undgå, at for mange korn ender i køkkenvasken!