På hvilket niveau er din yogapraksis?

 

For et par dage siden delte en elev på vores yogaskole denne observation med mig: ”Når jeg har været til yoga her, føles det altid som om alt det, jeg gør lige bagefter, er godt nok.”

I et samfund, hvor vi konstant bliver opfordret til at anstrenge og forbedre os, er der få ting, der er finere end dette: En erkendelse af, at det vi gør er godt nok, og at det samme måske endda gør sig gældende i forhold til dem, vi er.

Weekenden før denne samtale havde jeg undervist et kursus i sekvensering. En af de ting, vi undersøgte på kurset var, hvordan vi via de stillinger og flows, vi tilbyder vores elever, kan give dem en oplevelse af styrke, både fysisk, men i særlig grad mentalt.

Det er også et tema på Prana Yoga Shalas yogalæreruddannelse, hvor en ting er forblevet uforandret siden allerførste gang, vi underviste den for fem år siden: Uanset hvor hårdtarbejdende, grundige og fokuserede, vores deltagere er, starter de fleste altid på uddannelsen med i det mindste en snert af tvivl om deres eget værd, simpelthen fordi det er så grundlæggende en tilstand i vores moderne eksistens, at vi alle deler den.

mit eget tilfælde var det et mønster, jeg først begyndte at genkende og slippe efter mange års vedholdende yoga- og meditationspraksis, så jeg kender kun alt for godt den konstant kritiske stemme, der gerne kører som uskøn baggrundsmusik hos mange af os livet igennem. Hvilket er en af grundene til, at det altid overrasker mig, når yogalærere snakker om, at deres elever skal ”nå til næste niveau”,  i betydningen ”forbedre sig”. Eller når et system er struktureret på en måde, hvor du først får en ny stilling, hvis du en dag bliver god nok til de stillinger, du allerede har fået, selvom de måske af anatomiske grunde altid vil ligge uden for din fysiske formåen.

Forstå mig ret: Jeg har selvfølgelig intet imod at man arbejder med basale færdigheder, før man kaster sig over noget, der er sværere. Vil man lave urdhva dhanurasana og undgå smerter i lænden, er det f.eks. en god ide først at kunne tænde den nedre del af gluteus maximus og sin kernemuskulatur, ligesom det er en fordel at have afspændt både en stram psoas og øvre trapezius, så rotator cuff’en kan aktiveres.

Men hvis et system er baseret på arbitrær progression, som f.eks. at du skal kunne lave drop backs (hvilket for langt de fleste udøvere hverken er muligt eller sundt) før du må lave shalabhasana, som potentielt kunne understøtte dine drop backs, hvis du da ikke helt kan slippe for dem, så bliver denne idé om progression ekstremt problematisk, fysisk såvel som mentalt. For du kan chante Yoga Sutraene til du er blå i ansigtet, men hvis du er vokset op i et samfund, hvor du først og fremmest er noget værd, hvis du har opnået noget, så gør det altså ondt, når der er noget du ikke kan og noget, du ikke opnår. Fordi det minder dig om det, du jo allerede godt ved: At du ikke helt er tilstrækkelig. At du bliver nødt til at stramme dig an. Men gudskelov kan du også praktisere på en måde, der gør den kritiske stemme tavs.

At bruge sekvensering til at opnå fysisk og mental styrke handler ikke om at være den stærkeste, sejeste eller mest smidige. Det handler om at være ærlig i forhold til hvad du har brug for i enhver given situation. Nogle gange skal du være stærk. Nogle gange skal du mærke livet i al dets skønhed cirkulere igennem dig i et flow af stillinger. Og nogle gang skal du kunne være helt, helt stille, og måske endda – i hvert fald af og til – fuldkommen afslappet. Men én ting, du helt sikkert aldrig har brug for mere af, er følelsen af ikke at være god nok, for der er en virkelig god chance for, at det er en evne, du allerede har bemestret til fulde...

I mine mere end fyrre år på denne klode har verden helt ærligt aldrig virket mere kaotisk eller skræmmende, end den gør lige nu. Det, vi som yogier kan opnå ved at være helt til stede i vores egen kropslige intelligens i vores daglige praksis, er en forståelse af hvad vi og dem omkring os har brug for i hvert øjeblik, og hvordan vi ved hjælp af denne viden kan føre verden i en mere positiv retning.

Det opnår vi ikke ved altid at referere tilbage til vores lærer eller ved blindt at følge et system, der påstår at det ved, hvad der er ”korrekt”, hvad det så end betyder. Vi opnår det heller ikke ved at praktisere på en måde, der holder os fast i et mønster, hvor vi altid anstrenger os for at være gode nok eller allerhelst bedre end dagen før, uden at vi nogensinde føler, at det helt lykkes. (På nær den der ene gang, på Bali, i Sydfrankrig eller i Indien, hvor vores praksis bare var helt perfekt…)

Så måske vi skulle omformulere ”næste niveau” i en yoga sammenhæng. Så det ikke længere handler om at opnå noget. Men om øve sig på tilfredshed (santosha), så den tvivl på os selv, der dræner os for energi, ikke får lov til at overskygge vores evne til at gøre godt i verden. Måske vi kan sige, at næste niveau handler om at lære at bruge det vi rummer i ethvert givent øjeblik på en måde, der støtter os. Så vi i sidste ende indser, at der slet ikke findes niveauer. At der kun findes lige nu og her. Og at det, du gør i dette lige nu og her med ret stor sikkerhed er godt nok.

 

Tidligere Blogs

For tidligere Blogs tryk her:

- Hvor dyb er din navle?

- Guru-mæssigt udfordret

- Detox for sindet

- En perfekt, uperfekt jul

- En vej gennem mørket

- Yogakærlighed i kapitalismens tid

- Find din indre gudinde... Eller præstinde... Eller kriger... Eller Henning!

- En guddommelig kop kaffe

Du bliver, hvordan du spiser

- Når sindets drejninger kommer til ophør - den klassiske definition på yoga

- Fra glorificeret gymnastik til indre ro

- Ligevægt - eller ligeglad?

- Verdens bedste julegave

- Fællesskab eller mig, mig, mig

- Derfor skal du ikke droppe yogaen (eller klidbollerne)

- Yoga og Facebook - sociale og asociale medier

- Yoga, håb og kærlighed

- Alder er kun et tal

- Yoga er ikke (for alvor) overfladisk

- Derfor bliver du lykkeligere af yoga

- Kommer man til skade i Ashtanga Yoga?

- Derfor skal du tage din yogauddannelse i Danmark

- Kan du alt? Også bede om hjælp?

- Julefred - om at slutte fred med julen

- Hvor dyb er din navle?

- Øvelse gør mester eller hvad?!

- Hvad er farligst - hvede eller sult?

- Den sande lære(r) - om ægte og uægte guru'er

- Sild, snaps og yoga