Sofie Bugge

Mit første møde med yoga var da jeg i 1999 var gravid med mit første barn og meldte mig til yoga for gravide. Jeg var nyuddannet jordemoder, og det var fantastisk at finde noget, der kunne få mig ud af al den teoretiske viden jeg havde i mit hoved og ned i kroppen. Ned og få noget jordforbindelse og mærke mig selv, min krop og det barn jeg bar på.

Det var skønt at kunne bruge min krop, og både passe på den og samtidig komme i bedre form både fysisk og psykisk til den fødsel der ventede mig, og hvor jeg også havde meget glæde af det jeg havde lært.

Siden da har jeg fået to børn mere og yogaen har været i mit liv on and off. De seneste år har det dog fyldt mere og mere, og er blevet et fast holdepunkt for mig – et uundværligt sted, hvor jeg kan finde ro. Det er simpelthen i stigende grad blevet dét jeg har lyst til at bruge min tid på. Derfor valgte jeg også at tage uddannelsen til yogalærer hos Prana, for at få lov at fordybe mig i yogaen og få mulighed for at undervise.

Jeg synes det er skønt at undervise i både vinyasa og yin, og elsker at kombinere fordybelsen med lidt humor. Og så har jeg selvfølgelig også, som den jordemoder jeg er, en særlig forkærlighed for at undervise gravide i yoga. Jeg forsøger at hjælpe og vejlede individuelt efter de behov der er, og nyder at se maverne vokse og mødrene blive rustede til alt det skønne og udfordrende der venter dem forude.

Sofie Bugge