Yin Yoga

praksis & terapi

20-timers kursus for yogalærere og erfarne udøvere

 

Yin Yoga fungerer for mange som et roligt og dybdevirkende supplement til en mere dynamisk praksis som ashtanga eller vinyasa yoga. De langsomme, rolige stillinger påvirker led og bindevæv, så større smidighed opnås i områder af kroppen, der ellers kan være svære at arbejde med, selv efter en mangeårig yogapraksis.

Men Yin Yoga har også en nærende effekt på de energikanaler, der gennemstrømmer kroppen, og som vi kender som nadier i yoga og meridianbaner i kinesisk medicin. Det er derfor muligt at bruge sin Yin Yoga-praksis til at arbejde med de ubalance-mønstre, der kan skabe mere eller mindre kroniske sygdomstilstande i kroppen, og vi vil i løbet af kurset få en grundlæggende forståelse for sammenhængen mellem Yin Yoga-stillinger og energibaner, og hvordan man kan sekvensere sin praksis i forhold til de mest sædvanlige ubalancer.

Et andet vigtigt aspekt af en sund praksis er at være bevist om kostens og klimaets indvirkning på krop og sind. Vi ser derfor på, hvordan man kan supplere sin Yin Yoga-praksis med en bevidsthed om, hvordan man skaber vedvarende sundhed og energi i forhold til klima, årstid og kost. 

Fordi kurset folder sig ud over to weekender - den første sidst i januar og den anden i begyndelsen af marts - vil vi have mulighed for at observere effekten af årstidernes skiften fra mørk vinter til gryende forår på kroppen og energiniveauet og inddrage det i vores forståelse, ligesom vi vil tage udgangspunkt i fødevarer, der er naturlige og lettilgængelige i Danmark.

Vi vil også støtte op om den åbnende Yin Yoga ved at gennemgå muligheder for arbejde med relevante muskelgrupper i mere dynamiske flow-sekvenser for at undgå, at leddenes åbning ikke underbygges af styrke, som det desværre af og til sker i Yin, hvis fokusset udelukkende er på smidighed og åbning uden stabilitet. 

 

Undervisere

Ann-Charlotte Monrad, yogalærer og hovedunderviser på Prana Yoga Shalas Yoga Alliance-godkendte yogalæreruddannelse, samt cand. mag. i litteraturvidenskab med speciale i indisk kultur og litteratur

Ole Bertram Monrad, yogalærer og akupunktør med speciale i kinesisk kostforståelse, samt BA i kinesisk fra KU

 

Datoer: 30. og 31. januar, 5. og 6. marts.

Alle dage kl. 13-18.

Pris: 2.500,- Betales ved tilmelding til kontonr. 6737-0001054791. Først når vi har modtaget din betaling, er din plads på kurset sikret. Du kan også vælge at betale halvdelen ved tilmelding og halvdelen d. 1/2, hvis der er brug for ekstra rum i januarbudgettet...

Betalingsbetingelser: Betaling for kurset refunderes minus et administrationsgebyr på 250 DKK ved skriftligt afbud senest en måned før kursets start, altså senest d. 30/12. Bliver du forhindret i at deltage efter den dato, kan du give din plads videre til en anden efter aftale med os. Har vi deltagere på venteliste, kan vi hjælpe dig med at finde en anden, der kan overtage din plads.

Sted: Prana Yoga Shala. Magstræde 10 C. Kbh. K