Prisen på yoga. Et nytårsforsæt.

En nat for mange år siden vågnede jeg op i min seng i København til en rystelse, jeg ikke kunne forstå. Jeg sprang op og løb ind til min lille søn, men før det gik op for mig, at det var et jordskælv, jeg mærkede, var det slut. Da jeg næste morgen loggede på min computer, ramte døgnets anden rystelse mig: Min lærer havde solgt sin skole i Boulder, mit elskede yoga-tilflugtssted, hvor jeg havde oplevet de fleste af mine personlige yoga-jordskælv.

Det var ikke bare yogaen, der var særlig på The Yoga Workshop. Det var også stemningen på skolen. Fra fornemmelsen af altid at være velkommen, og at yoga var noget, vi samarbejdede om, til oplevelsen af at det aldrig handlede om penge (man lagde bare sin betaling i en lille boks, og der var tillid til at man ikke snød): Her fik yogaen i alle dens aspekter lov til at vokse. Min lærer parkerede endda altid et stykke fra skolen, så pladserne tættest på var ledige til de elever, der kom i sidste øjeblik

De fleste af os, der elsker yoga, kan sikkert nævne en håndfuld steder, der har haft betydning for vores praksis. Betydning på den måde især, at de har fået os til at se verden igennem nye filtre, eller måske helt præcist: Uden filter.

Her har vi oplevet kroppen som et fantastisk univers af levende, åndende nærvær, og ikke som noget, der skal måles og vejes. Her har vi oplevet vores egne mønstre opløses og måske endda dvælet i den frihed det er ikke længere at skulle bedømme alting.

For det er noget af det, yogaen kan: Løfte os ud af en virkelighed, der handler om præstation, position og to-do-lister.

En virkelighed, der er gennemsyret af frygten for, at vi aldrig er helt tilstrækkelige: Hverken tilstrækkelig nærværende, dygtige eller pæne. For selvom yoga i mediebilledet ofte handler om det fysiske, har det fra mit perspektiv altid været det mentale, der gør yoga så verdensomvæltende og så helt afsindig vigtig i vores moderne verden. For vi har brug for at se tingene som de er, uden filter. Og vi har brug for at se på os selv og hinanden på samme måde. Så vi kan se hvor meget skønhed og godhed, vi helt naturligt rummer.

I bund og grund er yogaens gave det modsatte af penge: Den er det sted, hvor vi oplever, at penge har så uendelig meget mindre værdi, end vi normalt tillægger dem.

Ikke desto mindre er der paradoksalt nok penge i den gave. For yogaens erkendelser gør, at vi får det bedre, og hvem vil ikke gerne have det bedre? Og betale for det?

Hvor yoga, da jeg startede, meget, meget sjældent var drevet af en forretningsplan, er det, som indtjeningsmulighederne er vokset, noget der i den grad har ændret sig.

I dag er markedet groft sagt delt i to: Mindre skoler med en eller to lokaliteter, hvor der lægges vægt på en praksis, der er autentisk i forhold til det, underviserne brænder for, i stil med min lærers skole i Boulder. Det behøver ikke nødvendigvis være en traditionel, ældre linje, der tilbydes. Uanset linje undervises der dog altid på baggrund af mange års erfaring og ud fra et brændende ønske om at gøre en forskel og at gøre godt. Og i langt de fleste tilfælde løber det lige præcis rundt.

Og så er der de kæder, som har gjort deres indtog i særligt de større byer i Danmark, og som i langt højere grad handler om yoga som simulacrum. Det vil sige at formen muligvis ligner det, du kender fra de mindre steder, men det brændende ønske bag arbejdet her er størst mulig profit til ejerne, måske endda med henblik på at sælge kæderne og tjene millioner. Ofte uddannes instruktørerne på disse steder på korte forløb, der giver meget lidt dybde. Forståelsen for, at yoga ikke bare handler om vores fysiske form, og om hvordan vi tager os ud i spejlet, har ofte trange kår. Ikke at der ikke kan være dygtige undervisere her. Dygtigheden værdsættes dog først og fremmest, fordi den giver fulde sale og penge i kassen. Ikke fordi den giver deltagerne en forståelse af frihed, den klassiske yogas endemål.

Mit nytårsforsæt i 2018 er – sammen med en række andre små, dedikerede yogaskoler (stay tuned…) – at få yogaen som en praksis, der kan andet end at få dig til at svede, tilbage på dagsordnen. Jeg vil have de penge, der bliver lagt i kæder, der ser yoga som en vej til profit, tilbage til de undervisere, der ser yoga som en vej til frihed. Jeg vil være med til at højne niveauet for yoga i Danmark, så en weekendworkshop eller et 100 timers-kursus kun er første skridt på vejen til at blive yogaunderviser, og ikke en uddannelse i sig selv. En smagsprøve, før vi sætter tænderne i det fulde, nærende måltid, som yogaen er.  

Og jeg vil gøre dig opmærksom på, at hver gang du rækker ud efter endnu en 55-minutters samlebåndstime på de bugnende hylder i dit yogakædesupermarked, er der en lille, lokal skole med årevis af erfaring og indsigt, der er tættere på at lukke. Og er der noget, vi som moderne mennesker lige nu ikke har råd til at miste, så er det dem, der kan lære os, at vi er gode nok, som vi er. At vores kroppe er fantastiske, uanset form og størrelse. Og at vi grundlæggende er frie og altid har været det. Så selvom det bare virker lettere og billigere at støtte kæderne, bliver prisen i sidste ende, at yogaen ender som form uden indhold. Som endnu en vare, der skal sælges. Og er det virkelig en pris, vi har lyst til at betale?

 

Fra november 2018 tilbyder Prana Yoga Shala en 300-timers Yoga Alliance-godkendt overbygning for yogalærere med en 200-timers uddannelse. Send os en mail til pranayogashala@gmail.com, hvis du vil have programmet tilsendt og mulighed for at forhåndstilmelde dig. Programmet offentliggøres i løbet af januar.

 

Yoga and the Culture of Silence

“Would all foreign women please dress in an appropriate manner? Scantily clad Western women inspire assaults on all women, regardless of clothing”.

While this might not have been the specific wording of the sign, this was pretty much what it said.

I read it at the local internet café in the early days of my yoga journey 17 years ago. I had just arrived in Auroville in South India to practice ashtanga for three months.

Right around the time I fell in love with ashtanga, I had finished two Masters degrees in Comparative Literature – one from University of Copenhagen and one from SOAS/School of Oriental and African Studies. Both my dissertations were on modern, Indian women’s writing, and both used Feminist theory to unravel the meaning of the texts that I studied.

The sign at the internet café challenged my feminist self and my culturally sensitive self to a battle. Of course you should always dress in a way that was respectful to the culture you were visiting, my culturally sensitive self said. But was it really okay to blame sexual assaults on inappropriately dressed women on the women themselves? And was it also okay to blame the assaults on women dressed in a chaste manner on the women who wore too little clothes according to conservative South Indian culture? What about the men assaulting the women? Weren’t they to blame at all?

Over the years, I kept returning to Auroville. On one such visit, I was appalled to notice that my community’s housekeeper Rani, a respectable, hard-working, local woman was bruised from an obvious beating. Her husband had attacked her, I was told, which was unfortunately not that unusual, as domestic violence is an all too common occurrence in the region. What I particularly remember about Rani was how embarrassed by her bruises she seemed. As if she had done something wrong.

My own yoga journey has not been without the particular physical challenges that come with being a woman.

When I watched the now infamous Pattabhi Jois adjustment video for the first time last year, I was transported back to my very first ashtanga yoga retreat in the summer of ‘99.

The teacher at the retreat was certified and highly recognized. He was also highly handsy. He grabbed my breasts when adjusting me in Marichyasana C, and my crotch in prasarita padottanasana C. In headstand, he placed a finger on top of my vagina, telling me that this was where I needed to relax. For those of you getting ready to claim that this could potentially be a useful adjustment, I can tell you that it isn’t.

The retreat had an extremely sexualized energy with naked sauna in the evening and naked swimming in the daytime. I kept my bikini on most of the time, as I’m naturally pretty shy. But I was dating a guy at the retreat, and somehow felt that despite my outrage and disgust at the adjustments I received, I might be partly to blame for them. This was yoga, and we were supposed to practice brahmacharya, but here I was sleeping with a guy that I probably wasn’t going to marry, so could I really blame the teacher for molesting me, when I obviously wasn’t all that chaste myself?

Maybe because of this and maybe because of my youth, I never confronted him. He had a reputation for being almost enlightened (or at least really good at handstands), so who was I to question him? But I did ask the guy I was dating to watch over me during practice, as he was in another group. The unwanted attention stopped, and I rewrote everything as an anecdote on how to never adjust anyone.

But watching the adjustment video, my feelings of helplessness and disgust resurfaced. They were almost twenty years old, but they hadn’t lost their strength. At that moment I realized that I would no longer be able to teach or practice ashtanga yoga ever again. What I saw Pattabhi Jois do in the video was what the certified teacher had done to me. It was not a freak occurrence, not an accident. It was embedded in the system. A system that unfolded in a part of the world where women will be blamed for assaults on themselves and other women, because of the way they dress. A region where women will be assaulted by their husbands, regardless of how they dress, because that’s just how it is.

Unfortunately, there’s very little I can do to to stop assaults on women in India or anywhere else in the world. I can support organizations that fight violence against women, but that’s about it.

What I can do, what we can all do - especially in a yoga context - is to once and for all stop blaming the women being assaulted, no matter whether they are insensitively dressed tourists, conservatively dressed local women or yoginis in short yoga shorts.

What we can do is to stop overlooking the “flaws” of gurus - “they’re only human. We all have flaws” - because they are/were such great men. (This particular comment made by a highly regarded authorized teacher to a sharing of the adjustment video shocked me nearly as much as the video itself).

What we can do, in a yogic setting, is to respect every woman’s spiritual journey and not make her doubt her right to practice by objectifying her.

What we can do is ask ourselves how we would react if she were our mother, our sister, our daughter. Because she is. 

Does this force us to question the system that we teach and practice? Of course it does. But by refusing to question it, we don’t make the questions go away. We simply place ourselves right in that culture of silence that has made assaults on women go unpunished for hundreds of years. And I don’t care how you rephrase that to explain your ongoing support of your yoga system. To me, it will never be yoga.

Thank you to Karen Rain, whom I was greatly inspired by in Auroville many years ago, for being the first senior ashtangi to openly and unapologetically speak out about abuse in Mysore: http://www.decolonizingyoga.com/karen-rain-responds-mary-taylors-post-sexual-misconduct-pattabhi-jois/

 

 

 

Yoga for fællesskab

 

”The yoga industry is booming – but does it make you a better person? spurgte en artikel i The Guardian mig for nylig. Artiklen omhandlede ikke overraskende den tendens, der kan opleves i et yogamiljø, der hovedsageligt består af hvid, vestlig middelklasse med råd til at spendere tusindvis af kroner på designeryogatøj og yogarejser: Yogaen er blevet til et egodrevet projekt, et projekt, der kun handler om os, påstod artiklen. Og jo mere vi piller i vores navle, jo mere vender vi verden ryggen. Hvilket er særlig problematisk, fordi vi i yogaens målgruppe jo må tænkes at have tid til faktisk at give en hånd med andre steder end på vores egen mindfulness-rejse, når vi nu kan bruge hver anden weekend på ayurveda-kurser og yogalæreruddannelser.

 

Da jeg læste artiklen, havde jeg netop læst et Instagram-opslag fra en af verdens nok mest berømte yoginier. som beskrev, hvordan hun da også har det svært af og til, og kan blive ked af det i sin yogapraksis. Hvilket jo på sin vis er rigtig fint, fordi det kan støtte op om de begyndere, der måske bliver mødt af et mørke på måtten, som de ikke havde forventet, da de købte den lokale yogaskoles påstande om, hvor velafbalanceret man bliver af yoga. Men som også understreger The Guardian-artiklens påstand om, at yoga ofte handler mest om os selv og om, hvordan vi og vores selvudviklingsprojekt har det. For hvis en udøver med tyves års erfaring og en ekstremt avanceret asana-praksis stadigvæk med jævne mellemrum har brug for at dele ud af, hvor svær hendes rejse er, hvad chance er der så for at nybegynderen vælger fællesskabet over den personlige oplevelse?

 

I min egen erfaring flyder man ikke naturligt over i en mere altruistisk praksis efter nogle år med yoga. Man skal have inspiration fra andre, der har gået den samme vej, og så skal man træffe en bevidst beslutning om at parkere sin selvinvolvering en smule. Fordelen ved det valg er så, at vi helt ærligt ikke går glip af det store. For på et tidspunkt når vi nemlig alle til et sted i vores praksis, hvor det bare ikke bliver meget bedre. Et sted, hvor vi må indse, at visse fysiske og mentale smerter og ubalancemønstre er nogen, vi må lære at leve med. Hilse dem velkommen, når de dukker op, bevares, men ikke kontinuerligt optages af dem. Simpelthen fordi der er brug for vores energi andre steder. Hvilket, hvis du er yogalærer, kan handle om den hjælp og omsorg, du giver dine elever. Eller kan være valg du træffer om at gøre en forskel på et mere globalt plan, fordi det er så nødvendigt i en verden, der falder mere og mere fra hinanden.

 

Men bare fordi det er nødvendigt, at vi giver verden en hånd, der rækker ud over fredschanting og en loving-kindness meditation i ny og næ, er det ikke nødvendigvis let, har jeg de sidste par år måttet sande.

Da Danmark i maj 2015 valgte en regering, der som en af sine mærkesager havde at gøre livet så svært for bl.a. flygtninge som muligt, startede jeg gruppen og Facebook-siden Yoga for et åbent Danmark. Vores mål var at tilbyde yoga til grupper, der blev berørt af den utryghed, som en regering med et gedigent underskud på medfølelseskontoen, skabte.

 

Og det er muligvis den sværeste opgave, jeg nogensinde har kastet mig ud i. Vi tog kontakt til Røde Kors ad flere omgange, men det kom der ikke noget ud af. Vi satte en praktikant til at opsøge tilbud for flygtninge og indvandrere igennem et par måneder, men det kom der heller ikke noget ud af. Vi undersøgte, om man kunne skaffe hjælp til transport fra flygtningecentre til yogaskoler, men det kunne ikke lade sig gøre. Vi kastede os ud i undervisning af hjemløse, men så skulle stedet, hvor der blev undervist, renoveres. Og sådan fortsatte det igennem et års tid.

 

På den positive side fik vi en smule penge fra en fond, der kunne lønne en yogalærer i Trampolinhusets kvindeklub, og i dag går pengene fra Prana Yoga Shalas ugentlige Manhood-yogaklasse, der er donationsbaseret, til netop kvindeklubben i Trampolinhuset.

 

Yoga for et åbent Danmark har også givet mig kontakt til en ildsjæl af en yogalærer på Ærø, der har delt de smukkeste erfaringer om sin yogaundervisning af uledsagede flygtningedrenge på det lokale center.

Men alt i alt ville Yoga for et åbent Danmark være lukket for længe siden, hvis projektet havde været en forretning, der skulle løbe rundt. Og hver eneste gang Facebook minder mig om, at jeg ikke har postet noget på siden længe, ser jeg mig selv i gruppen af middelklasse-yogier, der gerne vil redde verden, så længe det bare ikke pletter mine nye yogabukser eller bringer min dosha i ubalance. Og det er simpelthen ikke godt nok. For jeg tror inderligt på, at yoga kan gøre os til bedre mennesker,  i hvert fald hvis det er en vej, vi aktivt vælger at gå.

 

Min drøm om at hjælpe flygtninge med yoga var nok var en smule naiv. Flygtninge i Danmark har brug for hjælp og velvilje fra politisk side i langt højere grad end de har brug for asana-praksis. Men der må være en masse andre måder, vi her i landet kan bruge yogaen til at skabe fællesskaber, der rækker ud over møder med folk, der ligner os selv.

Jeg er selv så heldig at uddanne yogalærere, der underviser uden for det klassiske yogasegment, dér hvor der hverken er råd til yogaferier eller matcha latte. Og de lærere inspirerer mig. Så min tanke er nu, at det måske er inspirationen, vi kan bruge Yoga for et åbent Danmark-siden til, både igennem små beretninger og interviews. Så vi alle kan finde nye veje til at bringe yogaen fra måtten og ud i verden.

 

For at markere den nye start skifter siden navn til Yoga for fællesskab. Mit mål er at poste noget ca. hver anden måned. I starten vil jeg tillade mig at topstyre processen ved at henvende mig til dem, der kunne have noget at dele. Men med tiden håber jeg på at kunne sætte siden fri, så vi alle kan inspireres til at vende vores yogablik fra os selv og mod hinanden og forme fællesskaber, der ikke bare handler om yoga, men om at være mennesker sammen. Og det kan vi selvfølgelig sagtens gøre, selvom vi , som mig, har (alt for) mange yoga leggings.

Tidligere Blogs

For tidligere Blogs tryk her:

- Din helt egen praksis

- Når guruen bor i hjertet

- På hvilket niveau er din yogapraksis?

- Vedholdende venlighed

- Guru-mæssigt udfordret

- Detox for sindet

- En perfekt, uperfekt jul

- En vej gennem mørket

- Yogakærlighed i kapitalismens tid

- Find din indre gudinde... Eller præstinde... Eller kriger... Eller Henning!

- En guddommelig kop kaffe

- Du bliver, hvordan du spiser

- Når sindets drejninger kommer til ophør - den klassiske definition på yoga

- Fra glorificeret gymnastik til indre ro

- Ligevægt - eller ligeglad?

- Verdens bedste julegave

- Fællesskab eller mig, mig, mig

- Derfor skal du ikke droppe yogaen (eller klidbollerne)

- Yoga og Facebook - sociale og asociale medier

- Yoga, håb og kærlighed

- Alder er kun et tal

- Yoga er ikke (for alvor) overfladisk

- Derfor bliver du lykkeligere af yoga

- Kommer man til skade i Ashtanga Yoga?

- Derfor skal du tage din yogauddannelse i Danmark

- Kan du alt? Også bede om hjælp?

- Julefred - om at slutte fred med julen

- Hvor dyb er din navle?

- Øvelse gør mester eller hvad?!

- Hvad er farligst - hvede eller sult?

- Den sande lære(r) - om ægte og uægte guru'er

- Sild, snaps og yoga