Yogi nr. 1

 

Hvis jeg havde en krone for hver gang jeg har hørt udsagnet ”Yoga er ikke en konkurrence”, ville min bankrådgiver være ret vild med mig. Efter tyve år som yogalærer har jeg dog måttet indse, at det udsagn i den grad er en sandhed med modifikationer.

Mit første møde med yoga som konkurrence fandt sted i begyndelsen af mine år som ashtangi. Her oplevede jeg igen og igen hvordan særligt mandlige yogalærere med den perfekte kombination af tilpas meget muskelmasse og lav fedtprocent underviste workshops og udgav dvd’er på stribe, der hovedsageligt viste deres akrobatiske bedrifter sat ind i en spirituel ramme.  Mens læreren stemte op i håndstand, beskrev han hvordan det udelukkende handlede om vejrtrækning, bandhas og fokus. Det handlede ikke om akrobatik.

Ikke desto mindre var dette åbenbart slet ikke gymnastisk baserede system bygget op på den måde, at man kun fik lov til at rykke videre i serierne, når man til en vis grad bemestrede stadigt mere radbrækkende stillinger. Og først når man var rykket videre, kunne man gøre sig forhåbninger om certificering, afholdelse af internationale workshops, dvd-produktion mv. Hvilket kort sagt betød, at hvis man ikke havde akrobatiske evner, kunne man holde sine bandhas og sit fokus til man blev blå i hovedet, men en fast indtægt, man kunne leve af, skulle man ikke regne med.

Det resulterede i, at det blev meget svært at undgå den fysiske konkurrence, både yogierne imellem, men selvfølgelig også personligt, når den genstridige krop man var udstyret med ikke makkede ret, og til ens store frustration bare ikke fattede, hvor vigtigt det var at den kun lave dropbacks og andre af den slags yogiske åndeligheder.

På et tidspunkt nåede jeg et sted i min egen yoga, hvor det blev tydeligt for mig, at jeg ville have gavn af at skrue lidt ned for den fysiske konkurrence, der gjorde min asanapraksis intens på en måde, der var alt andet end sund for min mentale balance og mine overanstrengte led (som for øvrigt altid har hadet dropbacks).

Jeg var blevet præsenteret for buddhistisk meditation på min første teacher training, og det virkede som et fornuftigt sted at flytte mit fokus hen i en periode. Men selvom konkurrencen her ikke var så gennemgribende eller fysisk tydelig, var den der stadig.

Hvem kun sidde mest rank under endeløse meditationer og bevare et udtryk af noget, der lignede oplysning, selv når knæene skreg og ryggen græd? Hvem kunne holde sig vågen under timelange tomhedsbelæringer og måske endda se ud som om man forstod noget af det, der blev sagt? Hvem kunne være mest mild og medfølende i sin omgang med andre, uanset hvor lidt indsigtsfulde, de var (måske endda særligt, når de ikke var indsigtsfulde)?

Det er selvfølgelig overvejende positivt at konkurrere om, hvem der er mest medfølende, men det var svært ikke fra tid til anden at blive ramt af en fornemmelse af, at man bare ikke var buddha-agtig nok og måske aldrig ville blive det. Som når en stille, pittoresk tåre trillede ned ad kinden på en medmediterende, mens man selv skulle kæmpe indædt for ikke at rulle sig sammen i fosterstilling og krampegråd under meditationer på moderkærlighed…

Et tredje sted, hvor jeg på min spirituelle rejse mødte konkurrencen var i løbet af et ophold på Osho International Meditation Resort i Pune. Jeg var på ingen måde en overbevist Osho-tilhænger, men jeg havde en kæreste, der var, og jeg var nysgerrig.

Her blev jeg præsenteret for noget, der var stik imod den fysiske strenghed, jeg kendte fra ashtanga, og den stille ophøjethed, jeg havde med mig fra buddhismen. Her konkurreredes der på følelser.

Hvem kunne være mest rasende, mest ulykkelig og mest skingrende, hvinende glad til gruppeøvelserne? Ikke mig, viste det sig.

Opvokset i forstæderne i en dansk middelklassefamilie som jeg var, ville jeg nok kunne have været i stand til naturligt og med nogen succes at fremprovokere et enkelt emotionelt udtryk, nemlig det passivt-aggressive, men det var desværre ikke på dagsordnen.

Så jeg hankede op i min bordeaux-farvede robe og gik uforløst fra alle gruppepraksisser. Og det blev ikke bedre til de ugentlige barfodsfester, hvor man skulle danse som sensuelle  elverpiger med lukkede øjne og vuggende hofter uden noget stærkere end chai til at løsne op for hæmningerne.

I konkurrencen om at give fuldkommen slip på sig selv måtte jeg indse, at mine odds var virkelig dårlige, og det var uden stort vemod at jeg besluttede, at Osho ikke var vejen for mig.

Alle, der har deltaget i en spirituel praksis, kan sikkert komme med lignende eksempler. Ganske subtilt kan bare måden vi klæder os på være med til at positionere os på den åndelige vej. Man ser f.eks. ikke mange yogalærere i det syntetiske, neonfarvede løbesæt, de fik i julegave fra arbejdspladsen, selvom det vel i bund og grund godt kunne bruges på lige fod med Lululemon-leggings, Spiritual Gangster-toppe og farvekoordinerede malas.

Men derfor gør det mig også ekstra glad, at jeg i dag oplever, at noget helt nyt er på færre i hvert fald i den del af den spirituelle verden, der har yogaen som sit hovedfokus.

Med hele opbruddet i forhold til kultagtig gurutilbedelse er den blinde tiltro til læreren – og dermed forsøget på at gøre det han siger bedre end alle de andre – lagt på hylden rigtig mange steder. I stedet er en ny tilgang begyndt at vokse frem: For det første er communities, hvor vi støtter hinanden og bruger hinandens kompetencer, dukket op. Og for det andet er der med disse communities endelig kommet fokus på det, vi faktisk har påstået lige fra starten: At yoga ikke er en konkurrence.

For mange af os har efterhånden indset, at uanset hvor hårdt, vi anstrenger os, vil vi altid kun være den bedste til én ting, nemlig til at være lige præcis dem, vi er, på godt og ondt.

Og den indsigt har ændret det, vi præsenterer vores elever for: I stedet for at undervise dem i tricks, faste formler og ”universel” alignment, opfordrer vi til og underviser i hvordan man kan undersøge sin egen personlige - mentale såvel som fysiske - alignment. Den, der folder sig ud i hvert eneste levende, åndende, foranderlige øjeblik. Så vi kan ære lige præcis det, vi har med i baggagen og tage det med på tegnebordet, frem for at prøve at rive det ned og bygge det om.

Den form for praksis handler først og fremmest om en ting: Kærlighed. I første omgang til os selv, men også til de fællesskaber, der favner os, som vi er. Og den kærlighed fører en ekstra erkendelse med sig: At vi alle sammen er yogi nr. 1. Og at vi hele tiden har været det.

 

Vil du fordybe dig i yoga med os, har vi datoer for næste 200-timers teacher training med ledige pladser klar i næste uge (den starter til januar 2019). Send en mail til pranayogashala@gmail.com, hvis du vil have oversigten tilsendt, når den er færdig.

Der er infomøde om vores 300-timers overbygningsuddannelse d. 29/4 kl. 14 i Magstræde 10C. Mødet varer ca. 45 min.

 

Prisen på yoga, del 2. Yogaen i det 21. århundrede

(please scroll down for the English version)

Det har altid været min dybeste overbevisning, at yoga ikke bare handler om os selv. At vi, forbundet som levende, åndende væsner, først for alvor forstår yogaens skønhed, når vi vælger at tage ansvar for at hjælpe dem, der er ramt af dybe udfordringer. Derfor var jeg for nylig til møde med Morgencafé for hjemløse for at høre, hvordan Københavns yogier kan hjælpe vores hjemløse medborgere. Til det møde fik jeg venligt at vide, at det er fint med tilbud om yoga og den slags til caféens brugere, men at det i bund og grund er penge til mad og husleje, de har mest brug for.

Det var utrolig befriende at høre, for det samme gør sig jo i den grad gældende for os yogalærere, selvom det aldrig rigtig er noget, vi taler om (og selvom de fleste af os selvfølgelig ikke er hjemløse). For at tale om penge når man taler om yoga føles ofte upassende for mange. Er tanker om økonomi ikke noget, som seriøse yogier er hævet over?

Faktum er dog, at også yogalærere skal have mad på bordet og tag over hovedet. Og dette besværliggøres lige nu af nogle store, rige spillere i yogabranchen, der er dukket op de sidste par år, som yogaens popularitet er vokset og dermed indtjeningsmulighederne på at tilbyde yoga eller noget, der ligner.

Jeg har i min artikel ”Prisen på yoga. Et nytårsforsæt” fra årsskiftet (læs den længere nede af siden) beskrevet, hvordan kommercialiseringen af yoga har en bagside i form af forfladigelse af yogaen og de ting, vi kan bruge den til. Den artikel vandt genklang hos rigtig mange af mine kolleger, der føler sig presset af et marked, der har ændret sig markant, siden mange af os begyndte at undervise.

Men jeg fik også kritik fra en af de kommercielle spillere. Jeg blev både anklaget for ikke at samle og for at opføre mig u-yogaagtig. Jeg fik også at vide, at jeg åbenbart ikke troede på mit eget produkt, for hvis jeg gjorde, ville jeg jo ikke have behov for at kritisere andre.

Lad mig for det første understrege, at jeg aldrig har brugt og aldrig kommer til at bruge ordet ”produkt” om yoga. For mig er yogaen en livsrejse, og som underviser er jeg simpelthen den guide, der fører an, særligt når mine elever støder på udfordringer, fysiske såvel som mentale, på rejsen. For det andet er det at ”tro på sit produkt” – uanset om man ser det som et produkt eller ej - ikke det, der gør en forskel som markedet ser ud lige nu.

Bær over med en smule nørderi: Økonomen Thomas Piketty har i sin Kapitalen i det 21. århundrede beskrevet, hvordan kapitalismen altid vil tilgodese dem, der allerede har rigeligt frem for den hårdtarbejdende lønmodtager eller selvstændige, uanset at liberalistiske regeringer verden over prøver at bilde os noget andet ind i deres forsøg på at holde samfundet, som det ser ud nu, i gang.

Hvis du bare har gå-på-mod, knofedt og arbejdsomhed, kan du sagtens være din egen lykkes smed, siger de. Men det passer simpelthen ikke. Dem, der har mest, får mere, og dem der har lidt, vil blive ved med at have lidt, uanset hvor hårdt de arbejder, ifølge Piketty.

Et ureguleret kapitalistisk system som det vi lever i lige nu vil i fredstid altid føre til konstant stigende ulighed, og det samme gør sig selvfølgelig gældende i yoga.

Forestil dig, at du med din brændende kærlighed til yoga, formstøbt af årevis af fordybelse, starter nogle hold op i et lokale, du lige præcis har råd til. Der er ikke penge til lækkert interiør og heller ikke penge til at reklamere. Det eneste du har at gøre godt med er viden, begejstring, passion og et håb om, at dine elever gerne vil betale for din undervisning, samt sprede ordet.

Forestil dig så, at du i stedet træder ind på markedet med en god håndfuld millioner fra tidligere forretninger. Millioner der gør, at du både kan tilbyde de lækreste omgivelser, samt reklamere vidt og bredt for det, du kalder dit produkt. Et produkt, du ikke nødvendigvis elsker, men som du ved, der er penge i. Du vælger måske, fordi du har råd, at tilbyde gratis eller i hvert fald meget billige medlemskaber, der gør det umuligt for almindelige lærere at konkurrere. Og det du sælger er det du ved er populært: Det er enten hård træning eller wellness.

Diskussionen om hård træning klædt ud som yoga kan vi tage en anden gang, men diskussionen om wellness ligger i tråd med det, jeg nævnte i min første ”Prisen på yoga”-artikel.

Lad mig med det samme slå fast: Jeg har intet imod wellness, og jeg kan sagtens forstå behovet. Da jeg for nyligt blev ramt af en mindre, men ret intens livskrise, var jeg så heldig, at jeg med kort varsel kunne rejse til varmere egne, hvor jeg kiggede op i en blå himmel og på nogle palmetræer i fem dage. Jeg var så miserabel, inden jeg tog af sted, at det at fjerne den endeløse danske vinter fra ligningen føltes som et must, hvis jeg skulle komme mig så hurtigt, som jeg havde brug for det.

Men det var i sidste ende ikke varmen og palmerne, der helede mig. Det gjorde først og fremmest den meditationspraksis (en ekstremt vigtig del af klassisk  yoga), som jeg skruede gevaldigt op for i perioden.

Enhver der kender til meditation ved, at det at sætte sig i sin stilhed, når man gør så ondt, at man mest af alt har lyst til at løbe med 200 km i timen væk fra smerten, er mildest talt udfordrende. Der sidder man med Ganges-floder af sorg strømmende ned ad kinderne, sidning efter sidning, dag efter dag. Og man sidder, indtil sorgen begynder at transformeres til noget andet. Til visdom. Til indsigt. Til overgivelse. Og det er en gave og en mulighed man får med yoga undervist som en seriøst transformerende praksis. Det får man ikke med wellness.

Så det jeg insisterer på nu, og det jeg vil blive ved med at insistere på så længe jeg underviser i yoga er at vi ikke lader yoga som sport og wellness opsluge yoga som indsigt. At vi ikke svigter de lærere, der kan gøre en egentlig, blivende forskel i vores liv.  For der er ingen tvivl om, at som markedet ser ud lige nu, kan vores lærer fra før i det lille, lejede lokale tro på sit ”produkt” til hun bliver blå i ansigtet, men hendes chance for at overleve som underviser, hvis hun også har en familie, hun skal brødføde, er ikke stor.

Jeg er selv velsignet med et stabilt og kærligt community i Magstræde, og her oplever jeg dagligt, hvordan små, personlige yogafælleskaber virkelig gør en forskel, både for lærere og elever.

Så lad mig gentage fra min tidligere artikel, at du som yogi kan vælge at støtte ved at betale den pris, som din dygtige, erfarne lærer tager for sin undervisning. At du kan finde tid til at følge hendes undervisning, selvom hun selvfølgelig ikke kan tilbyde ti klasser om dagen. Og at du skal takke pænt nej til gratis yoga. Fordi den i sidste ende ikke er gratis, i hvert fald ikke for de små steder.

Lad mig også opfordre de store spillere til at afholde sig fra at smide om sig med floskler som ”bare tro på dit produkt”, når selv ikke den stærkeste tro kan flytte de markedskræfter, der huserer i yogaen i Danmark lige nu. Og lad mig slutteligt understrege én ting: I min bog bliver det aldrig u-yogisk at påtale ulighed. Faktisk, mener jeg, er det lige omvendt.

 

Lidt reklame, men i en god sags tjeneste: En lang række selvstændige yogaskoler og –lærere deltager i arrangementet hOMe/#yogahjaelper, der tilbyder charity-klasser rundt om i byen d. 2. og 3. juni til fordel for Morgencafé for hjemløse. Listen af deltagere vokser hele tiden, og du kan følge hOMe’s Facebook-side for at holde dig opdateret, så du kan få skøn yoga og samtidig hjælpe dem, der virkelig har brug for det.

 

The price of yoga, part 2. Yoga in the 21st Century

I have always believed that yoga isn’t just about us as individual beings. It’s also about what connects us through breath and through life, which means that we can only fully understand the beauty of yoga when we choose to be responsible for helping those in our midst who are facing adversity.

Because of this belief, I recently went to meet with the people behind the shelter Morning Café for the Homeless in Copenhagen to learn how the yogis of Copenhagen could lend a hand to our homeless citizens. At the meeting I was told with much friendliness that while they truly appreciated the offer of yoga and other such kindnesses, what they really needed was money for food and rent for the shelter.

I was extremely grateful to them for saying it like it is. And I wish that we as yogis could be just as straightforward. In our line of work no one ever really talks about money. It feels inappropriate somehow. Isn’t a true yogi supposed to be untroubled by monetary concerns? But the reality is that yoga teachers also need to pay rent and feed their families. And if you run a small, independent yoga school, having even your most basic, economic needs met is extremely challenging at the moment, because of some very wealthy investors who have made their entry into the world of yoga in recent years.

In my article “The price of yoga. A New Year’s resolution” I described how the commercialization of yoga might lead to an over-simplification of this ancient practice that results in our missing out on the most precious wisdom of yoga.

This article was enthusiastically received by many of my colleagues who are justifiably concerned with what is going on in the world of yoga and the changes that are occurring on an economic level. But I was also strongly criticized by one of the big chain owners. I was accused of dividing instead of uniting and of being un-yogic. I was told that I obviously didn’t believe in my own product, because if I did, I wouldn’t have to criticize someone else. 

Let me make this very clear: I never have and never will use the word “product” about yoga. Yoga for me is a journey that lasts for as long as we live, and as a teacher I simply act as a guide for my students, especially when they meet physical and/or mental challenges. But apart from that, “believing in your own product” – whether you see it as a product or not – simply isn’t enough in the current market.

Bear with me as I move into nerdy social studies territory: In Capital in the 21st Century French economist Thomas Piketty has described how capitalism will always favour those who already have a lot over most of the hardworking wage earners and self-employed people like yoga teachers. Our governments might tell us that it’s not like that in order to keep the status quo. That is: Us working hard and paying our taxes. They’ll tell us that if we work even harder and put in even more hours, we’ll get to the promised land of financial security. But according to Piketty and the economic data that he has analysed this simply isn’t true. Those who have a lot will keep getting more and those who have too little will hardly ever prosper. The worldwide inequality is just going to keep growing unless we start doing something active about it. This is also true in the world of yoga.

Imagine that you’re a yoga teacher renting a basic space that you can just barely afford. You’re overflowing with your passion for yoga and burning with a wish to share the knowledge that you’ve been gathering for years. What you lack in funds you make up for in dedication. You hope that word-of-mouth will help you get started as you don’t have the money to advertise. You also hope that your students will be willing to pay for their classes.

Now imagine that you have a couple of millions to invest. You’ve noticed how popular yoga is, so you decide to open up a chain of studios and have them decorated by a team of professional interior designers. You advertise widely for what you see as your product. A product you might not be all that invested in, apart from the millions that you’ve invested, of course.

To get things started, you might decide to offer free memberships to all new members. You can afford it, so why not? Of course you only sell what you know is in demand: A hard, sweaty workout dressed up as yoga or wellness in the same guise.

The discussion of a hard workout dressed up as yoga requires another article, but the discussion of yoga as wellness is related to my previous “The price of yoga”-article.

Let me make this very clear: I have nothing against wellness, and I totally understand why you might sometimes need it. When I was recently hit by a minor (but nevertheless intense) life crisis I was fortunate enough to be able to travel to a place where it was nice and warm, and where I could look up at the blue sky and some palm trees for five days. Before I left Denmark, I was so miserable that I felt I had to remove the endless Danish winter from the equation if I was to get back on my feet as quickly as I needed, for the sake of my son and for my students.

But at the end of the day it wasn’t the sunshine or the palm trees that set the healing process in motion. What did it was my meditation practice (an incredibly important part of classical yoga) that I intensified a lot during my processing.

Anyone who knows about meditation knows how tough it is to sit down in your own stillness when you’re in so much pain that all you want to do is to run a hundred miles an hour away from everything that’s hurting you. But you keep sitting, with rivers of sorrow streaming down your cheeks, minute after minute, day after day. And you keep sitting until the sorrow starts to transform into something else. Into wisdom. Insight. Surrender. And this experience is the gift and the opportunity that we receive from yoga taught as a seriously transformative practice. Not from yoga as wellness.

So what I insist on (and what I’ll keep insisting on for as long as I teach yoga) is that we don’t let yoga as insight become engulfed by yoga as sport and wellness. That we don’t let down those teachers who can inspire us to make a lasting change in our lives. Because the way the market is looking right now, our teacher in her basic, rented room might believe in her “product” until she’s blue in the face, but her chances of surviving as a yoga teacher are slim, especially if she has a family to feed.

I’m lucky to be blessed with a stable and loving community at Prana Yoga Shala, and on a daily basis I experience how nurturing our sharing of all things yoga is for all of us, teachers as well as students.

So let me repeat what I already wrote in my previous article: As a yogi you can pay what your experienced and knowledgeable teacher charges. You can arrange your week so that you can show up for some of her classes, even if she can’t offer ten classes a day to fit in with your busy schedule. And you can say “no” to free yoga offered by big chains. Because free yoga is never free, especially not for the small studio owners.

And to all owners of big, commercial chains: Please refrain from using platitudes like “just believe in your product”. Even the strongest of beliefs can’t influence the market forces currently at play in modern yoga.

To round off, let me underline this point: In my book it will never be un-yogic to speak up against inequality. To me it is, in fact, quite the opposite.

 

If you’re in Copenhagen on June 2 and/or 3 join one of the many charity classes offered by small studios and independent teachers for hOMe/#yogahjaelper (#yogahelps). All proceeds go to Morning Café for the Homeless.

 

 

 

 

 

 

Prisen på yoga. Et nytårsforsæt.

En nat for mange år siden vågnede jeg op i min seng i København til en rystelse, jeg ikke kunne forstå. Jeg sprang op og løb ind til min lille søn, men før det gik op for mig, at det var et jordskælv, jeg mærkede, var det slut. Da jeg næste morgen loggede på min computer, ramte døgnets anden rystelse mig: Min lærer havde solgt sin skole i Boulder, mit elskede yoga-tilflugtssted, hvor jeg havde oplevet de fleste af mine personlige yoga-jordskælv.

Det var ikke bare yogaen, der var særlig på The Yoga Workshop. Det var også stemningen på skolen. Fra fornemmelsen af altid at være velkommen, og at yoga var noget, vi samarbejdede om, til oplevelsen af at det aldrig handlede om penge (man lagde bare sin betaling i en lille boks, og der var tillid til at man ikke snød): Her fik yogaen i alle dens aspekter lov til at vokse. Min lærer parkerede endda altid et stykke fra skolen, så pladserne tættest på var ledige til de elever, der kom i sidste øjeblik

De fleste af os, der elsker yoga, kan sikkert nævne en håndfuld steder, der har haft betydning for vores praksis. Betydning på den måde især, at de har fået os til at se verden igennem nye filtre, eller måske helt præcist: Uden filter.

Her har vi oplevet kroppen som et fantastisk univers af levende, åndende nærvær, og ikke som noget, der skal måles og vejes. Her har vi oplevet vores egne mønstre opløses og måske endda dvælet i den frihed det er ikke længere at skulle bedømme alting.

For det er noget af det, yogaen kan: Løfte os ud af en virkelighed, der handler om præstation, position og to-do-lister.

En virkelighed, der er gennemsyret af frygten for, at vi aldrig er helt tilstrækkelige: Hverken tilstrækkelig nærværende, dygtige eller pæne. For selvom yoga i mediebilledet ofte handler om det fysiske, har det fra mit perspektiv altid været det mentale, der gør yoga så verdensomvæltende og så helt afsindig vigtig i vores moderne verden. For vi har brug for at se tingene som de er, uden filter. Og vi har brug for at se på os selv og hinanden på samme måde. Så vi kan se hvor meget skønhed og godhed, vi helt naturligt rummer.

I bund og grund er yogaens gave det modsatte af penge: Den er det sted, hvor vi oplever, at penge har så uendelig meget mindre værdi, end vi normalt tillægger dem.

Ikke desto mindre er der paradoksalt nok penge i den gave. For yogaens erkendelser gør, at vi får det bedre, og hvem vil ikke gerne have det bedre? Og betale for det?

Hvor yoga, da jeg startede, meget, meget sjældent var drevet af en forretningsplan, er det, som indtjeningsmulighederne er vokset, noget der i den grad har ændret sig.

I dag er markedet groft sagt delt i to: Mindre skoler med en eller to lokaliteter, hvor der lægges vægt på en praksis, der er autentisk i forhold til det, underviserne brænder for, i stil med min lærers skole i Boulder. Det behøver ikke nødvendigvis være en traditionel, ældre linje, der tilbydes. Uanset linje undervises der dog altid på baggrund af mange års erfaring og ud fra et brændende ønske om at gøre en forskel og at gøre godt. Og i langt de fleste tilfælde løber det lige præcis rundt.

Og så er der de kæder, som har gjort deres indtog i særligt de større byer i Danmark, og som i langt højere grad handler om yoga som simulacrum. Det vil sige at formen muligvis ligner det, du kender fra de mindre steder, men det brændende ønske bag arbejdet her er størst mulig profit til ejerne, måske endda med henblik på at sælge kæderne og tjene millioner. Ofte uddannes instruktørerne på disse steder på korte forløb, der giver meget lidt dybde. Forståelsen for, at yoga ikke bare handler om vores fysiske form, og om hvordan vi tager os ud i spejlet, har ofte trange kår. Ikke at der ikke kan være dygtige undervisere her. Dygtigheden værdsættes dog først og fremmest, fordi den giver fulde sale og penge i kassen. Ikke fordi den giver deltagerne en forståelse af frihed, den klassiske yogas endemål.

Mit nytårsforsæt i 2018 er – sammen med en række andre små, dedikerede yogaskoler (stay tuned…) – at få yogaen som en praksis, der kan andet end at få dig til at svede, tilbage på dagsordnen. Jeg vil have de penge, der bliver lagt i kæder, der ser yoga som en vej til profit, tilbage til de undervisere, der ser yoga som en vej til frihed. Jeg vil være med til at højne niveauet for yoga i Danmark, så en weekendworkshop eller et 100 timers-kursus kun er første skridt på vejen til at blive yogaunderviser, og ikke en uddannelse i sig selv. En smagsprøve, før vi sætter tænderne i det fulde, nærende måltid, som yogaen er.  

Og jeg vil gøre dig opmærksom på, at hver gang du rækker ud efter endnu en 55-minutters samlebåndstime på de bugnende hylder i dit yogakædesupermarked, er der en lille, lokal skole med årevis af erfaring og indsigt, der er tættere på at lukke. Og er der noget, vi som moderne mennesker lige nu ikke har råd til at miste, så er det dem, der kan lære os, at vi er gode nok, som vi er. At vores kroppe er fantastiske, uanset form og størrelse. Og at vi grundlæggende er frie og altid har været det. Så selvom det bare virker lettere og billigere at støtte kæderne, bliver prisen i sidste ende, at yogaen ender som form uden indhold. Som endnu en vare, der skal sælges. Og er det virkelig en pris, vi har lyst til at betale?

 

Fra november 2018 tilbyder Prana Yoga Shala en 300-timers Yoga Alliance-godkendt overbygning for yogalærere med en 200-timers uddannelse. Læs mere om den under Uddannelse.

 

Som en tilføjelse kan jeg nævne, at jeg af en af Københavns store, kommercielle kæder er blevet anklaget for udelukkende at have skrevet ovenstående artikel i et forsøg på at promovere Prana Yoga Shalas videreuddannelse. Dette er ikke tilfældet, hvad jeg da også håber fremgår tydeligt af min argumentation i artiklen. Det er for mig i grunden ligegyldigt om yogalærere, der er seriøse omkring alle aspekter af arbejdet med yoga - og ikke bare wellness-delen - videreuddanner sig hos mig eller andre steder. Det er ikke ligegyldigt for mig, at videreuddannelser som min fungerer som en modvægt til overfladiske, korte uddannelser tilbudt af kommercielle kæder. Det er heller ikke ligegyldigt for mig, at mine kolleger på små, uafhængige skoler er lukningstruede, fordi de f.eks. ikke har samme budget til markedsføring, som de store kæder har. Vil du have mit syn på forsimplingen og kommercialiseringen af yoga uddybet, kan du læse min bog Hvor der er stille - en moderne guide til Patanjalis Yoga Sutras. Den kan lånes ganske gratis på biblioteket, så dette er heller ikke skjult reklame, men vidensdeling. Jeg er ikke i tvivl om, at frygten for at blive kaldt u-yogisk, som jeg er blevet det i kædens kritik, afholder mange yogalærere fra offentligt at forholde sig kritisk til problematikker i yogaverdenen. Jeg er ikke bange for særlig meget. Slet ikke for at blive kaldt u-yogisk.

 

Yoga and the Culture of Silence

“Would all foreign women please dress in an appropriate manner? Scantily clad Western women inspire assaults on all women, regardless of clothing”.

While this might not have been the specific wording of the sign, this was pretty much what it said.

I read it at the local internet café in the early days of my yoga journey 17 years ago. I had just arrived in Auroville in South India to practice ashtanga for three months.

Right around the time I fell in love with ashtanga, I had finished two Masters degrees in Comparative Literature – one from University of Copenhagen and one from SOAS/School of Oriental and African Studies. Both my dissertations were on modern, Indian women’s writing, and both used Feminist theory to unravel the meaning of the texts that I studied.

The sign at the internet café challenged my feminist self and my culturally sensitive self to a battle. Of course you should always dress in a way that was respectful to the culture you were visiting, my culturally sensitive self said. But was it really okay to blame sexual assaults on inappropriately dressed women on the women themselves? And was it also okay to blame the assaults on women dressed in a chaste manner on the women who wore too little clothes according to conservative South Indian culture? What about the men assaulting the women? Weren’t they to blame at all?

Over the years, I kept returning to Auroville. On one such visit, I was appalled to notice that my community’s housekeeper Rani, a respectable, hard-working, local woman was bruised from an obvious beating. Her husband had attacked her, I was told, which was unfortunately not that unusual, as domestic violence is an all too common occurrence in the region. What I particularly remember about Rani was how embarrassed by her bruises she seemed. As if she had done something wrong.

My own yoga journey has not been without the particular physical challenges that come with being a woman.

When I watched the now infamous Pattabhi Jois adjustment video for the first time last year, I was transported back to my very first ashtanga yoga retreat in the summer of ‘99.

The teacher at the retreat was certified and highly recognized. He was also highly handsy. He grabbed my breasts when adjusting me in Marichyasana C, and my crotch in prasarita padottanasana C. In headstand, he placed a finger on top of my vagina, telling me that this was where I needed to relax. For those of you getting ready to claim that this could potentially be a useful adjustment, I can tell you that it isn’t.

The retreat had an extremely sexualized energy with naked sauna in the evening and naked swimming in the daytime. I kept my bikini on most of the time, as I’m naturally pretty shy. But I was dating a guy at the retreat, and somehow felt that despite my outrage and disgust at the adjustments I received, I might be partly to blame for them. This was yoga, and we were supposed to practice brahmacharya, but here I was sleeping with a guy that I probably wasn’t going to marry, so could I really blame the teacher for molesting me, when I obviously wasn’t all that chaste myself?

Maybe because of this and maybe because of my youth, I never confronted him. He had a reputation for being almost enlightened (or at least really good at handstands), so who was I to question him? But I did ask the guy I was dating to watch over me during practice, as he was in another group. The unwanted attention stopped, and I rewrote everything as an anecdote on how to never adjust anyone.

But watching the adjustment video, my feelings of helplessness and disgust resurfaced. They were almost twenty years old, but they hadn’t lost their strength. At that moment I realized that I would no longer be able to teach or practice ashtanga yoga ever again. What I saw Pattabhi Jois do in the video was what the certified teacher had done to me. It was not a freak occurrence, not an accident. It was embedded in the system. A system that unfolded in a part of the world where women will be blamed for assaults on themselves and other women, because of the way they dress. A region where women will be assaulted by their husbands, regardless of how they dress, because that’s just how it is.

Unfortunately, there’s very little I can do to to stop assaults on women in India or anywhere else in the world. I can support organizations that fight violence against women, but that’s about it.

What I can do, what we can all do - especially in a yoga context - is to once and for all stop blaming the women being assaulted, no matter whether they are insensitively dressed tourists, conservatively dressed local women or yoginis in short yoga shorts.

What we can do is to stop overlooking the “flaws” of gurus - “they’re only human. We all have flaws” - because they are/were such great men. (This particular comment made by a highly regarded authorized teacher to a sharing of the adjustment video shocked me nearly as much as the video itself).

What we can do, in a yogic setting, is to respect every woman’s spiritual journey and not make her doubt her right to practice by objectifying her.

What we can do is ask ourselves how we would react if she were our mother, our sister, our daughter. Because she is. 

Does this force us to question the system that we teach and practice? Of course it does. But by refusing to question it, we don’t make the questions go away. We simply place ourselves right in that culture of silence that has made assaults on women go unpunished for hundreds of years. And I don’t care how you rephrase that to explain your ongoing support of your yoga system. To me, it will never be yoga.

Thank you to Karen Rain, whom I was greatly inspired by in Auroville many years ago, for being the first senior ashtangi to openly and unapologetically speak out about abuse in Mysore: http://www.decolonizingyoga.com/karen-rain-responds-mary-taylors-post-sexual-misconduct-pattabhi-jois/

 

 

 

Yoga for fællesskab

 

”The yoga industry is booming – but does it make you a better person? spurgte en artikel i The Guardian mig for nylig. Artiklen omhandlede ikke overraskende den tendens, der kan opleves i et yogamiljø, der hovedsageligt består af hvid, vestlig middelklasse med råd til at spendere tusindvis af kroner på designeryogatøj og yogarejser: Yogaen er blevet til et egodrevet projekt, et projekt, der kun handler om os, påstod artiklen. Og jo mere vi piller i vores navle, jo mere vender vi verden ryggen. Hvilket er særlig problematisk, fordi vi i yogaens målgruppe jo må tænkes at have tid til faktisk at give en hånd med andre steder end på vores egen mindfulness-rejse, når vi nu kan bruge hver anden weekend på ayurveda-kurser og yogalæreruddannelser.

 

Da jeg læste artiklen, havde jeg netop læst et Instagram-opslag fra en af verdens nok mest berømte yoginier. som beskrev, hvordan hun da også har det svært af og til, og kan blive ked af det i sin yogapraksis. Hvilket jo på sin vis er rigtig fint, fordi det kan støtte op om de begyndere, der måske bliver mødt af et mørke på måtten, som de ikke havde forventet, da de købte den lokale yogaskoles påstande om, hvor velafbalanceret man bliver af yoga. Men som også understreger The Guardian-artiklens påstand om, at yoga ofte handler mest om os selv og om, hvordan vi og vores selvudviklingsprojekt har det. For hvis en udøver med tyves års erfaring og en ekstremt avanceret asana-praksis stadigvæk med jævne mellemrum har brug for at dele ud af, hvor svær hendes rejse er, hvad chance er der så for at nybegynderen vælger fællesskabet over den personlige oplevelse?

 

I min egen erfaring flyder man ikke naturligt over i en mere altruistisk praksis efter nogle år med yoga. Man skal have inspiration fra andre, der har gået den samme vej, og så skal man træffe en bevidst beslutning om at parkere sin selvinvolvering en smule. Fordelen ved det valg er så, at vi helt ærligt ikke går glip af det store. For på et tidspunkt når vi nemlig alle til et sted i vores praksis, hvor det bare ikke bliver meget bedre. Et sted, hvor vi må indse, at visse fysiske og mentale smerter og ubalancemønstre er nogen, vi må lære at leve med. Hilse dem velkommen, når de dukker op, bevares, men ikke kontinuerligt optages af dem. Simpelthen fordi der er brug for vores energi andre steder. Hvilket, hvis du er yogalærer, kan handle om den hjælp og omsorg, du giver dine elever. Eller kan være valg du træffer om at gøre en forskel på et mere globalt plan, fordi det er så nødvendigt i en verden, der falder mere og mere fra hinanden.

 

Men bare fordi det er nødvendigt, at vi giver verden en hånd, der rækker ud over fredschanting og en loving-kindness meditation i ny og næ, er det ikke nødvendigvis let, har jeg de sidste par år måttet sande.

Da Danmark i maj 2015 valgte en regering, der som en af sine mærkesager havde at gøre livet så svært for bl.a. flygtninge som muligt, startede jeg gruppen og Facebook-siden Yoga for et åbent Danmark. Vores mål var at tilbyde yoga til grupper, der blev berørt af den utryghed, som en regering med et gedigent underskud på medfølelseskontoen, skabte.

 

Og det er muligvis den sværeste opgave, jeg nogensinde har kastet mig ud i. Vi tog kontakt til Røde Kors ad flere omgange, men det kom der ikke noget ud af. Vi satte en praktikant til at opsøge tilbud for flygtninge og indvandrere igennem et par måneder, men det kom der heller ikke noget ud af. Vi undersøgte, om man kunne skaffe hjælp til transport fra flygtningecentre til yogaskoler, men det kunne ikke lade sig gøre. Vi kastede os ud i undervisning af hjemløse, men så skulle stedet, hvor der blev undervist, renoveres. Og sådan fortsatte det igennem et års tid.

 

På den positive side fik vi en smule penge fra en fond, der kunne lønne en yogalærer i Trampolinhusets kvindeklub, og i dag går pengene fra Prana Yoga Shalas ugentlige Manhood-yogaklasse, der er donationsbaseret, til netop kvindeklubben i Trampolinhuset.

 

Yoga for et åbent Danmark har også givet mig kontakt til en ildsjæl af en yogalærer på Ærø, der har delt de smukkeste erfaringer om sin yogaundervisning af uledsagede flygtningedrenge på det lokale center.

Men alt i alt ville Yoga for et åbent Danmark være lukket for længe siden, hvis projektet havde været en forretning, der skulle løbe rundt. Og hver eneste gang Facebook minder mig om, at jeg ikke har postet noget på siden længe, ser jeg mig selv i gruppen af middelklasse-yogier, der gerne vil redde verden, så længe det bare ikke pletter mine nye yogabukser eller bringer min dosha i ubalance. Og det er simpelthen ikke godt nok. For jeg tror inderligt på, at yoga kan gøre os til bedre mennesker,  i hvert fald hvis det er en vej, vi aktivt vælger at gå.

 

Min drøm om at hjælpe flygtninge med yoga var nok var en smule naiv. Flygtninge i Danmark har brug for hjælp og velvilje fra politisk side i langt højere grad end de har brug for asana-praksis. Men der må være en masse andre måder, vi her i landet kan bruge yogaen til at skabe fællesskaber, der rækker ud over møder med folk, der ligner os selv.

Jeg er selv så heldig at uddanne yogalærere, der underviser uden for det klassiske yogasegment, dér hvor der hverken er råd til yogaferier eller matcha latte. Og de lærere inspirerer mig. Så min tanke er nu, at det måske er inspirationen, vi kan bruge Yoga for et åbent Danmark-siden til, både igennem små beretninger og interviews. Så vi alle kan finde nye veje til at bringe yogaen fra måtten og ud i verden.

 

For at markere den nye start skifter siden navn til Yoga for fællesskab. Mit mål er at poste noget ca. hver anden måned. I starten vil jeg tillade mig at topstyre processen ved at henvende mig til dem, der kunne have noget at dele. Men med tiden håber jeg på at kunne sætte siden fri, så vi alle kan inspireres til at vende vores yogablik fra os selv og mod hinanden og forme fællesskaber, der ikke bare handler om yoga, men om at være mennesker sammen. Og det kan vi selvfølgelig sagtens gøre, selvom vi , som mig, har (alt for) mange yoga leggings.

Tidligere Blogs

For tidligere Blogs tryk her:

- Din helt egen praksis

- Når guruen bor i hjertet

- På hvilket niveau er din yogapraksis?

- Vedholdende venlighed

- Guru-mæssigt udfordret

- Detox for sindet

- En perfekt, uperfekt jul

- En vej gennem mørket

- Yogakærlighed i kapitalismens tid

- Find din indre gudinde... Eller præstinde... Eller kriger... Eller Henning!

- En guddommelig kop kaffe

- Du bliver, hvordan du spiser

- Når sindets drejninger kommer til ophør - den klassiske definition på yoga

- Fra glorificeret gymnastik til indre ro

- Ligevægt - eller ligeglad?

- Verdens bedste julegave

- Fællesskab eller mig, mig, mig

- Derfor skal du ikke droppe yogaen (eller klidbollerne)

- Yoga og Facebook - sociale og asociale medier

- Yoga, håb og kærlighed

- Alder er kun et tal

- Yoga er ikke (for alvor) overfladisk

- Derfor bliver du lykkeligere af yoga

- Kommer man til skade i Ashtanga Yoga?

- Derfor skal du tage din yogauddannelse i Danmark

- Kan du alt? Også bede om hjælp?

- Julefred - om at slutte fred med julen

- Hvor dyb er din navle?

- Øvelse gør mester eller hvad?!

- Hvad er farligst - hvede eller sult?

- Den sande lære(r) - om ægte og uægte guru'er

- Sild, snaps og yoga