Yoga for fællesskab

 

”The yoga industry is booming – but does it make you a better person? spurgte en artikel i The Guardian mig for nylig. Artiklen omhandlede ikke overraskende den tendens, der kan opleves i et yogamiljø, der hovedsageligt består af hvid, vestlig middelklasse med råd til at spendere tusindvis af kroner på designeryogatøj og yogarejser: Yogaen er blevet til et egodrevet projekt, et projekt, der kun handler om os, påstod artiklen. Og jo mere vi piller i vores navle, jo mere vender vi verden ryggen. Hvilket er særlig problematisk, fordi vi i yogaens målgruppe jo må tænkes at have tid til faktisk at give en hånd med andre steder end på vores egen mindfulness-rejse, når vi nu kan bruge hver anden weekend på ayurveda-kurser og yogalæreruddannelser.

 

Da jeg læste artiklen, havde jeg netop læst et Instagram-opslag fra en af verdens nok mest berømte yoginier. som beskrev, hvordan hun da også har det svært af og til, og kan blive ked af det i sin yogapraksis. Hvilket jo på sin vis er rigtig fint, fordi det kan støtte op om de begyndere, der måske bliver mødt af et mørke på måtten, som de ikke havde forventet, da de købte den lokale yogaskoles påstande om, hvor velafbalanceret man bliver af yoga. Men som også understreger The Guardian-artiklens påstand om, at yoga ofte handler mest om os selv og om, hvordan vi og vores selvudviklingsprojekt har det. For hvis en udøver med tyves års erfaring og en ekstremt avanceret asana-praksis stadigvæk med jævne mellemrum har brug for at dele ud af, hvor svær hendes rejse er, hvad chance er der så for at nybegynderen vælger fællesskabet over den personlige oplevelse?

 

I min egen erfaring flyder man ikke naturligt over i en mere altruistisk praksis efter nogle år med yoga. Man skal have inspiration fra andre, der har gået den samme vej, og så skal man træffe en bevidst beslutning om at parkere sin selvinvolvering en smule. Fordelen ved det valg er så, at vi helt ærligt ikke går glip af det store. For på et tidspunkt når vi nemlig alle til et sted i vores praksis, hvor det bare ikke bliver meget bedre. Et sted, hvor vi må indse, at visse fysiske og mentale smerter og ubalancemønstre er nogen, vi må lære at leve med. Hilse dem velkommen, når de dukker op, bevares, men ikke kontinuerligt optages af dem. Simpelthen fordi der er brug for vores energi andre steder. Hvilket, hvis du er yogalærer, kan handle om den hjælp og omsorg, du giver dine elever. Eller kan være valg du træffer om at gøre en forskel på et mere globalt plan, fordi det er så nødvendigt i en verden, der falder mere og mere fra hinanden.

 

Men bare fordi det er nødvendigt, at vi giver verden en hånd, der rækker ud over fredschanting og en loving-kindness meditation i ny og næ, er det ikke nødvendigvis let, har jeg de sidste par år måttet sande.

Da Danmark i maj 2015 valgte en regering, der som en af sine mærkesager havde at gøre livet så svært for bl.a. flygtninge som muligt, startede jeg gruppen og Facebook-siden Yoga for et åbent Danmark. Vores mål var at tilbyde yoga til grupper, der blev berørt af den utryghed, som en regering med et gedigent underskud på medfølelseskontoen, skabte.

 

Og det er muligvis den sværeste opgave, jeg nogensinde har kastet mig ud i. Vi tog kontakt til Røde Kors ad flere omgange, men det kom der ikke noget ud af. Vi satte en praktikant til at opsøge tilbud for flygtninge og indvandrere igennem et par måneder, men det kom der heller ikke noget ud af. Vi undersøgte, om man kunne skaffe hjælp til transport fra flygtningecentre til yogaskoler, men det kunne ikke lade sig gøre. Vi kastede os ud i undervisning af hjemløse, men så skulle stedet, hvor der blev undervist, renoveres. Og sådan fortsatte det igennem et års tid.

 

På den positive side fik vi en smule penge fra en fond, der kunne lønne en yogalærer i Trampolinhusets kvindeklub, og i dag går pengene fra Prana Yoga Shalas ugentlige Manhood-yogaklasse, der er donationsbaseret, til netop kvindeklubben i Trampolinhuset.

 

Yoga for et åbent Danmark har også givet mig kontakt til en ildsjæl af en yogalærer på Ærø, der har delt de smukkeste erfaringer om sin yogaundervisning af uledsagede flygtningedrenge på det lokale center.

Men alt i alt ville Yoga for et åbent Danmark være lukket for længe siden, hvis projektet havde været en forretning, der skulle løbe rundt. Og hver eneste gang Facebook minder mig om, at jeg ikke har postet noget på siden længe, ser jeg mig selv i gruppen af middelklasse-yogier, der gerne vil redde verden, så længe det bare ikke pletter mine nye yogabukser eller bringer min dosha i ubalance. Og det er simpelthen ikke godt nok. For jeg tror inderligt på, at yoga kan gøre os til bedre mennesker,  i hvert fald hvis det er en vej, vi aktivt vælger at gå.

 

Min drøm om at hjælpe flygtninge med yoga var nok var en smule naiv. Flygtninge i Danmark har brug for hjælp og velvilje fra politisk side i langt højere grad end de har brug for asana-praksis. Men der må være en masse andre måder, vi her i landet kan bruge yogaen til at skabe fællesskaber, der rækker ud over møder med folk, der ligner os selv.

Jeg er selv så heldig at uddanne yogalærere, der underviser uden for det klassiske yogasegment, dér hvor der hverken er råd til yogaferier eller matcha latte. Og de lærere inspirerer mig. Så min tanke er nu, at det måske er inspirationen, vi kan bruge Yoga for et åbent Danmark-siden til, både igennem små beretninger og interviews. Så vi alle kan finde nye veje til at bringe yogaen fra måtten og ud i verden.

 

For at markere den nye start skifter siden navn til Yoga for fællesskab. Mit mål er at poste noget ca. hver anden måned. I starten vil jeg tillade mig at topstyre processen ved at henvende mig til dem, der kunne have noget at dele. Men med tiden håber jeg på at kunne sætte siden fri, så vi alle kan inspireres til at vende vores yogablik fra os selv og mod hinanden og forme fællesskaber, der ikke bare handler om yoga, men om at være mennesker sammen. Og det kan vi selvfølgelig sagtens gøre, selvom vi , som mig, har (alt for) mange yoga leggings.

Tidligere Blogs

For tidligere Blogs tryk her:

- Din helt egen praksis

- Når guruen bor i hjertet

- På hvilket niveau er din yogapraksis?

- Vedholdende venlighed

- Guru-mæssigt udfordret

- Detox for sindet

- En perfekt, uperfekt jul

- En vej gennem mørket

- Yogakærlighed i kapitalismens tid

- Find din indre gudinde... Eller præstinde... Eller kriger... Eller Henning!

- En guddommelig kop kaffe

- Du bliver, hvordan du spiser

- Når sindets drejninger kommer til ophør - den klassiske definition på yoga

- Fra glorificeret gymnastik til indre ro

- Ligevægt - eller ligeglad?

- Verdens bedste julegave

- Fællesskab eller mig, mig, mig

- Derfor skal du ikke droppe yogaen (eller klidbollerne)

- Yoga og Facebook - sociale og asociale medier

- Yoga, håb og kærlighed

- Alder er kun et tal

- Yoga er ikke (for alvor) overfladisk

- Derfor bliver du lykkeligere af yoga

- Kommer man til skade i Ashtanga Yoga?

- Derfor skal du tage din yogauddannelse i Danmark

- Kan du alt? Også bede om hjælp?

- Julefred - om at slutte fred med julen

- Hvor dyb er din navle?

- Øvelse gør mester eller hvad?!

- Hvad er farligst - hvede eller sult?

- Den sande lære(r) - om ægte og uægte guru'er

- Sild, snaps og yoga