Øvelse gør mester – eller hvad?!

I år holdt jeg sommerferie i Kina, hvor jeg for nogle år siden tilbragte en længere periode. Som altid, når jeg besøger steder, jeg har været før, kunne jeg ikke lade være med at lægge mærke til forandringerne. Både omgivelsernes, men også de forandringer, der var sket med mig. Så selvom jeg var et sted, jeg kendte, blev alting oplevet på ny og med nye øjne, fordi jeg ikke længere var den samme som for tre år siden.

At opleve noget på ny igen og igen er noget, vi som udøvere af ashtanga yoga er eksperter i. Vores praksis er mere eller mindre en fast sekvens af stillinger, som vi bevæger os igennem dag efter dag, år efter år. Alligevel føles vores praksis aldrig ens to dage i træk. Der er altid nye steder i kroppen, der kalder på vores opmærksomhed, nye sindstilstande og tankestrømme, der gør hver praksis unik.

Man kunne forestille sig, at fordi vi laver det samme hver dag, bliver vi bedre og bedre til det; svære stillinger bliver lette og vores udviklingskurve er støt stigende.

Men mange af os oplever det modsatte. Nogle ting bliver selvfølgelig lettere med tiden, men der er lige så mange tilbagefald, som der er fremgang. Vi kan have en fuldstændig formidabel praksis hvor alting lykkes tirsdag, for så at slæbe os igennem til navasana torsdag, som var kroppen blevet omdannet til en pose gamle, spirede kartofler.

Og hvis yoga handlede om at være bedst til de sværeste stillinger, ville vi uden tvivl blive diskvalificeret for vores miserable præstation.

Det heldige er så, at yoga ikke handler om at have en støt stigende udviklingskurve. Det handler ikke om at være den, der laver de sværeste stillinger, eller om at være den stærkeste, smidigste og letteste. Yoga er nemlig, på nær ganske få, let ignorerbare undtagelser, ikke en konkurrencesport.

Hvad er yoga så? Først og fremmest en metode til via kroppen at være fuldt og helt til stede over for alt, hvad der sker, fra øjeblik til øjeblik. En metode til at observere al forandring – uanset om det er til det værre eller bedre – med sindsligevægt.

En god praksis er ikke en, hvor alle dine asanas er lige til forsiden af Yoga Journal, og du får imponerede (og måske lidt misundelige blikke) fra alle de andre i shalaen. En god praksis er, når du har været nærværende over for lige præcis det, der opstod, mens du praktiserede. Og om det var en følelse af lethed eller tyngde, tristhed eller glæde, spiller ingen rolle.

Således bliver yoga et rigtig godt sted at lære at være ærlig over for sig selv. For er du helt åben over for og opmærksom på hver eneste følelse, der opstår i din praksis, er det meget svært at bilde dig selv noget ind. Og tager du den evne med over i dit hverdagsliv, øger det din evne til at være tro mod dig selv i alle situationer. Ikke at det betyder, at du altid skal have din vilje, og at tingene altid skal være, som du vil have dem. For igennem vores praksis har vi jo netop lært også at kunne være til stede og ikke løbe væk, når tingene bliver svære. Men vi slipper for at reagere uhensigtsmæssigt, fordi vi kender os selv.

Yoga gør det altså muligt igen og igen at vende tilbage til nuet, uanset hvad det måtte indeholde. Yoga giver os evnen til at opleve alting på ny, uden at skulle dømme, uden at skulle beslutte om noget er godt eller skidt, fordi vi kan se, at det simpelthen bare er. Indtil det forsvinder eller forandres.

Det vi bliver gode til er derfor ikke nødvendigvis smukke, imponerende stillinger. Men til at leve livet på godt og ondt. Og det er faktisk mere end en guldmedalje værd.

Tidligere Blogs

For tidligere Blogs tryk her:

- Når sindets drejninger kommer til ophør - den klassiske definition på yoga

- Fra glorificeret gymnastik til indre ro

- Ligevægt - eller ligeglad?

- Verdens bedste julegave

- Fællesskab eller mig, mig, mig

- Derfor skal du ikke droppe yogaen (eller klidbollerne)

- Yoga og Facebook - sociale og asociale medier

- Yoga, håb og kærlighed

- Alder er kun et tal

- Yoga er ikke (for alvor) overfladisk

- Derfor bliver du lykkeligere af yoga

- Kommer man til skade i Ashtanga Yoga?

- Derfor skal du tage din yogauddannelse i Danmark

- Kan du alt? Også bede om hjælp?

- Julefred - om at slutte fred med julen

- Hvor dyb er din navle?

- Øvelse gør mester eller hvad?!

- Hvad er farligst - hvede eller sult?

- Den sande lære(r) - om ægte og uægte guru'er

- Sild, snaps og yoga