Yoga er ikke (for alvor) overfladisk

 

Da jeg kastede mig ud i ashtanga yogaen for femten år siden, fandtes der én bog om denne yogaform. Bogen var skrevet af Lino Miele. Den listede de forskellige stillinger i første og anden serie, og en lille, tegnet stregmand viste, hvordan stillingerne så ud. Det var det. Andet materiale fandtes ikke. På nær en fotokopi, hvor stregmanden over fire sider lavede de samme stillinger, som han gjorde i bogen.

På sin vis er jeg glad for, at jeg startede, dengang inputs om, hvordan en ashtanga praksis ”skal” se ud, var næsten ikke-eksisterende.

Hvis jeg i min spæde yogastart var blevet præsenteret for det væld af DVD’er, bøger, YouTube-klip mm., som endeløse rækker af smidige, slanke mennesker, oftest klædt i meget lidt tøj, gør tilgængelige for andre udøvere på næsten daglig basis nu om dage, havde jeg måske opgivet på forhånd. For hvor store var chancerne lige for, at jeg nogensinde ville blive så stærk og smidig som dem, efter at jeg første gang havde oplevet at kollapse i en chaturanga dandasana på min nye, alt for glatte måtte? Så er det trods alt sværere at blive misundelig på en stregmand…

Yogaen er i den grad blevet en industri (selvom jeg stadigvæk vil påstå, at det en yogaudøver spenderer på sin hobby igennem et helt liv er ret lidt i forhold til for eksempel en Iron Man-entusiast.)

Før praktiserede vi i det tøj, det var mindst ubehageligt at have på, når man lavede lotus. Nu kan man få hele yogagarderober, der både dækker før, under og efter-behov. (Jeg tør slet ikke tænke på, hvor lidt tjekket jeg selv så ud i gamle dage efter en svedig praksis. Gudskelov var der dengang ikke så mange hippe cafeer at hænge ud på for at drikke ”efter yoga-latte” (og der var for øvrigt heller ikke ”efter yoga-latte”, men filterkaffe eller urtete.))

At diverse fitness-kæder tilbyder weekendkurser for deres instruktører i noget, der skal minde om yoga, gør heller ikke forestillingen om en overfladisk livsstilsindustri, hvor lækkerhed tæller højere end selvindsigt, mindre.

Alligevel er jeg ikke bekymret.

Faktisk vil jeg påstå, at uanset hvordan og hvor meget, man prøver at kommercialisere yogaen, kan den aldrig for alvor blive overfladisk. Simpelthen fordi det, vi arbejder med i yogaen, er rigtige mennesker med rigtige følelser og rigtige livshistorier, uanset udseende og tøjstil.

Det slog mig for nyligt, hvor mange skønne yogier, jeg kender. Og at en fællesnævner for mange af os, der har valgt at dedikere en stor portion af vores tid og måske endda vores arbejdsliv til yogaen, er, at vi ikke nødvendigvis har de mest rosenrøde barndomsminder med i baggagen. Noget som vi har lært at (i hvert fald prøve at)finde ro med igennem vores praksis på en måde, så vi kan hjælpe andre til at finde den samme ro med det, der er, og det, der har været.

For mit eget vedkommende var den ærlighed, som yogamåtten krævede, da jeg ikke længere gled rundt på den, en fuldkommen livsomvæltning. Her var der endelig et sted, hvor alt andet end sandheden var ligegyldigt. Hvor man ikke kunne lyve for sig selv, fordi kroppen fik plads til at fortælle sindet om, hvordan tingene egentlig stod til. Også når de ikke stod til på en måde, der signalerede overskud og "bedre end de andre". Hvor jeg var i orden, som jeg var. Også når jeg ikke var i orden. Det havde jeg aldrig nogensinde oplevet før. Og jeg elskede det. Og elsker det stadig. Ligesom så mange andre, jeg kender, gør det. Af selvsamme grund.

For uanset hvor pænt tøj man tager på til sin yogaklasse, og uanset hvor meget ens neglelak matcher ens lululemon-top, så gør de ting hverken fra eller til, når man befinder sig midt i sin praksis, hvor man må se på tingene, lige præcis som de er, hvert øjeblik.

Nogle gange er det selvfølgelig en lækker oplevelse. Det er skønt at bevæge sig og få lagt lidt afstand til alt det, der måske ikke er så vigtigt alligevel. Men livet er ikke altid lækkert. Og af og til bliver vi også konfronteret med dét i vores praksis. Men vi kan stadigvæk gøre det, som yogaen starter og slutter med: Nemlig trække vejret. I stormvejr, såvel som i solskin. Derfor er yoga i bund og grund ikke andet end livet i en nøddeskal: Skønt, levende, vibrerende. Og af og til hæsligt og fyldt med smerte. Og nogle gange bare efterårsgråt. I én lang vekselvirkning. Og vejrtrækningen binder det hele sammen.

Og det er en erkendelse der, uanset hvordan man vender og drejer den, aldrig kan blive overfladisk.

 

Tidligere Blogs

For tidligere Blogs tryk her:

- Når sindets drejninger kommer til ophør - den klassiske definition på yoga

- Fra glorificeret gymnastik til indre ro

- Ligevægt - eller ligeglad?

- Verdens bedste julegave

- Fællesskab eller mig, mig, mig

- Derfor skal du ikke droppe yogaen (eller klidbollerne)

- Yoga og Facebook - sociale og asociale medier

- Yoga, håb og kærlighed

- Alder er kun et tal

- Yoga er ikke (for alvor) overfladisk

- Derfor bliver du lykkeligere af yoga

- Kommer man til skade i Ashtanga Yoga?

- Derfor skal du tage din yogauddannelse i Danmark

- Kan du alt? Også bede om hjælp?

- Julefred - om at slutte fred med julen

- Hvor dyb er din navle?

- Øvelse gør mester eller hvad?!

- Hvad er farligst - hvede eller sult?

- Den sande lære(r) - om ægte og uægte guru'er

- Sild, snaps og yoga