Yoga, håb og kærlighed

 

Jeg tilhører ikke gruppen af cool yogalærere, der svæver igennem årets højtider uden at skænke dem en tanke, udelukkende fokuseret på deres egen, åndelige udvikling.

Jeg elsker jul! Jeg skal sætte ekstra tid af i december måned, når jeg skal igennem byen til Magstræde, fordi jeg hele tiden må stoppe op og kigge på julepynt og smage på julegodter, og jeg underviser ofte med en let klejnekvalme frem til juleferien.

Min kærlighed til julen skyldes absolut ikke, at denne tid på året altid har været synonym med familieidyl og harmoni for mig. I min barndom – som sikkert i mange andres – blev andestegen ofte serveret med bitre stikpiller og vrede udbrud. Alt det, man havde imod familien, lod sig kun slet skjule under juletræstæppet, og i kombination med den præstationsangst, der oftest greb min families kvinder i deres forsøg på at overgå hinandens brunede kartofler, forsvandt glæden gang på gang, år efter år.

Så snart jeg blev gammel nok, stak jeg derfor af i december og nød næsten at glemme julen under fjerne himmelstrøg. Men også kun næsten. For da min egen lille familie skulle til at holde jul for otte år siden, fandt jeg i kasser på loftet en masse julepynt fra fjerne egne. Julepynt, jeg havde købt, når jeg var rejst væk for at undgå julen.

Hvilket fører mig til mit tema for årets sidste blog, nemlig håb.

For selvom jeg på overfladen tilsyneladende havde opgivet julen, havde jeg åbenbart ikke opgivet håbet om en dag at fejre en jul fyldt med alt det, jeg altid havde drømt om: Et Disney-juletræ med glitrende kugler, en vidunderlig middag spist i ro og mag og ikke mindst: Masser af kærlighed og glæde.

Og måske er det derfor, jeg elsker julen. Fordi den som noget nær det eneste i vores kultur symboliserer kærligheden og håbet.

Kærligheden til hinanden via kærligheden til det lille barn, der fødtes julenat, og som vi nogle gange (når vi ikke drøner rundt i Magasin på jagt efter julegaver) bliver mindet om af vores smukke julesalmer.

Og håbet, der er mindst lige så vigtigt. Selvom jeg personligt opgav kristendommen for mange år siden, bliver jeg altid rørt af det håb, som det nyfødte barn julenat indbyder til, håbet om noget smukt og nyt. Håbet, der fylder hjertet, også selvom vi jo egentlig godt ved, at det ikke gik ligefrem strålende for det lille barn, da han voksede op og blev en mand.

Udover at ønske alle læsere af bloggen rigtig glædelig jul og godt nytår, vil jeg derfor også ønske jer håb, som er den måske bedste julegave, man kan få.

På yogaskolen i Magstræde har vi det sidste år oplevet en masse forandringer, og jeg har ikke sjældent skulle hanke godt op i håbet, når tingene kun gik meget, meget langsomt fremad og nogle gange temmelig meget tilbage. I år glæder jeg mig dog til alle de skønne ting, der kommer til at ske i Prana Yoga Shala-regi i 2014 (og et par stykker i 2015…) og ikke mindst glæder jeg mig til at dele det hele med jer.

Og mine egne brunede kartofler? De er altid katastrofale, men det gør ikke så meget, for min tranebærsovs er fantastisk! 

Tidligere Blogs

For tidligere Blogs tryk her:

- Når sindets drejninger kommer til ophør - den klassiske definition på yoga

- Fra glorificeret gymnastik til indre ro

- Ligevægt - eller ligeglad?

- Verdens bedste julegave

- Fællesskab eller mig, mig, mig

- Derfor skal du ikke droppe yogaen (eller klidbollerne)

- Yoga og Facebook - sociale og asociale medier

- Yoga, håb og kærlighed

- Alder er kun et tal

- Yoga er ikke (for alvor) overfladisk

- Derfor bliver du lykkeligere af yoga

- Kommer man til skade i Ashtanga Yoga?

- Derfor skal du tage din yogauddannelse i Danmark

- Kan du alt? Også bede om hjælp?

- Julefred - om at slutte fred med julen

- Hvor dyb er din navle?

- Øvelse gør mester eller hvad?!

- Hvad er farligst - hvede eller sult?

- Den sande lære(r) - om ægte og uægte guru'er

- Sild, snaps og yoga