Yoga og Facebook – sociale og asociale medier

Jeg har i mange år været forholdsvis aktiv på Facebook. En stor del af mit voksne liv har jeg brugt alle mine penge (og lidt til) og al min fritid på at rejse, og har været heldig at lære skønne mennesker at kende mange forskellige steder i verden. Facebook har gjort det muligt for mig at følge med i deres liv, så det er lettere at tage kontakt og fortsætte, hvor vi slap, når vi engang imellem befinder os samme sted længe nok til en kop kaffe eller en middag.

Som leder af en lille yogaskole med et ikke-eksisterende reklamebudget er Facebook også helt uundværligt, når vi skal gøre vores elever og andre opmærksomme på, hvad der foregår hos os, hvilke nye kurser vi tilbyder osv.

Et par gange har Facebook virkelig vist sit værd som socialt medie: Når folk, jeg holder af, men ikke ser så tit, har givet udtryk for, at noget i deres liv gik mindre godt. For så har jeg kunnet tage kontakt – i den virkelig verden – og givet dem den trøst og opbakning, jeg nu kunne.

Men det er ikke sket så tit. For det er ikke så tit, at nogen tilbyder andet end glansbilleder i deres statusopdateringer, hvor man finder væsentlig flere feriebilleder end billeder af ungen, der skriger i Netto torsdag kl. 17.30, eller manden, der morgensurt siger, at han kraftedme ikke gider tage endnu en snak om familiens skrantende økonomi.

Så mens vi har vores helt almindelige dagligdags liv, hvor tingene går op og nogle gange rigtig meget ned, har vi vores glansbilledliv på de sociale medier, hvor vi altid er solbrune, rappe i replikken og like’r alting. Og er vi dedikerede yogier, har vi garanteret også post’et nogle smukke billeder af os selv i lækre yogastillinger frem for billeder af alle de januarmorgener, hvor vi er stive, har ondt i ryg og led og glemt at børste tænder.

Men er det egentlig så slemt? Som mennesker har vi vel altid haft mere travlt med at fortælle om, hvad der går godt i vores liv, end hvad der går skidt. Og så længe vi ved, at der er to sider af samme sag – vores altid positive, overskudsagtige Facebook-profil og vores lidt mindre entydige og lidt mere kantede ”virkelige” jeg – så går det nok. Når også vi husker, at det samme gør sig gældende for alle andre!

Problemet opstår, når vi bedre kan lide alt det smukke og interessante inde på Facebook (vores selvskabte profil inklusiv) og begynder at erstatte vores sociale liv med livet på de sociale medier. Når vores børn vil lege eller vores venner i biffen, mens vi har travlt med at statusopdatere.

For nyligt var jeg sammen med en ven, der er meget aktiv på Twitter. Vi var sammen med en flok børn, der var ret opsatte på dessert. Min ven var mere opsat på en ekstremt lang gåtur til et sted, som ville kunne afføde et interessant tweet. Jeg insisterede på desserten, men oplevede, at min ven forsvandt ind i sin egen verden – muligvis i et forsøg på at få en børnefloks valg af is omformuleret til en dybsindig kommentar til fornøjelse for de mange, der følger ham.

Jeg oplevede også for kort tid siden, hvordan jeg fik en del kommentarer og svar på noget, der egentlig ikke var ment som et spørgsmål, men snarere en observation. Og selvom jeg var meget taknemmelig for de gode forslag og ikke mindst for, at nogen gad at tage sig tid til at forholde sig til noget, jeg havde sagt, slog det mig også, at alle de mennesker da helt sikkert havde noget bedre, de kunne bruge deres tid på. Nogle rigtige mennesker i den rigtige verden, de kunne være sammen med.

Og der besluttede jeg mig for, at mit nytårsfortsæt for 2014 skal være meget mindre Facebook. Det har nu holdt i en uges tid, og det er lidt som at komme hjem fra en rejse, når jeg med et par dages mellemrum logger ind. For når jeg tjekker, om der er noget, jeg er gået glip af, er det som om, der ingenting er sket, mens jeg har været væk.

Til gengæld er der blevet dejligt stille i den virkelige verden, nu hvor jeg ikke længere skal forholde mig til hundredevis af andres meninger, men kun til mine allernærmestes. Men det kan selvfølgelig også være, at der er stille, fordi alle er på Facebook…

P.S. Er du ikke overbevist af ovenstående, kan jeg varmt anbefale Dave Eggers roman The Circle, der udover at være virkelig underholdende og meget spændende på ganske skræmmende vis beskriver, hvad der sker med os, når andres like’s bliver det vigtigste i livet.

Tidligere Blogs

For tidligere Blogs tryk her:

- Når sindets drejninger kommer til ophør - den klassiske definition på yoga

- Fra glorificeret gymnastik til indre ro

- Ligevægt - eller ligeglad?

- Verdens bedste julegave

- Fællesskab eller mig, mig, mig

- Derfor skal du ikke droppe yogaen (eller klidbollerne)

- Yoga og Facebook - sociale og asociale medier

- Yoga, håb og kærlighed

- Alder er kun et tal

- Yoga er ikke (for alvor) overfladisk

- Derfor bliver du lykkeligere af yoga

- Kommer man til skade i Ashtanga Yoga?

- Derfor skal du tage din yogauddannelse i Danmark

- Kan du alt? Også bede om hjælp?

- Julefred - om at slutte fred med julen

- Hvor dyb er din navle?

- Øvelse gør mester eller hvad?!

- Hvad er farligst - hvede eller sult?

- Den sande lære(r) - om ægte og uægte guru'er

- Sild, snaps og yoga