Yogakærlighed i kapitalismens tid

Et vedblivende dilemma i mit liv er, at jeg elsker at rejse - at være på farten og på vej ud i det blå uden planer, men med alle sanser tændte. Men at jeg hader at flyve. Hvilket af og til bare manifesterer sig som en utryg og ikke helt balanceret fornemmelse i kroppen. Og af og til som en decideret panik, som jeg kun med nød og næppe kan tøjle, så jeg ikke bryder ud i hysterisk gråd og hyperventilerer i den lille papirspose fra stolelommen foran mig. At jeg udmærket er klar over, at det er et totalt First World-problem, gør mig ikke mindre rædselsslagen ved selv den mindste turbulens. Men når jeg så lander, er det alligevel det hele værd. Sådan har jeg det af og til også med mit job som yogalærer.

Jeg har undervist siden 1999, og i de snart sytten år er der sket virkelig meget i yogaverdenen. Da jeg for nylig var landet og (med et lettet smil) vandret mod immigrationen i New York, faldt jeg i snak med paskontrolløren. Ville det være bedst for hans mavemuskler, spurgte han, da jeg havde fortalt ham, hvad jeg lavede, at melde sig til pilates eller yoga? Det spørgsmål i den situation ville jeg med temmelig stor sikkerhed ikke have fået for sytten år siden.

Men at yoga er blevet mere udbredt har selvfølgelig også en del at gøre med, at den kommercielle side af denne oprindeligt spirituelle praksis er vokset fuldkommen hæmningsløst, og det er der, min kærlighed til yogaen af og til næsten bliver til det modsatte og jeg begynder at betvivle, om jeg arbejder i den rigtige branche.

I min tradition, ashtanga yogaen, har vi et begreb, som giver mange udøvere julelys (eller yogalys) i øjnene: Gurushishya parampara – ideen om at en tradition videregives fra en lærer/guru til en elev. Jeg er selv af den overbevisning, at som flere og flere guruer falder hårdt fra deres piedestaler og lige ned i skandaler af ofte utrolig væmmelig karakter, skal vi være mere end almindeligt forsigtige med blindt at hengive os til guru-begrebet. Jeg er i langt højere grad fortaler for en mere flad struktur, hvor erfarne praktiserende inspirerer og underviser mindre erfarne uden nødvendigvis at påtage sig guru-rollen og alt hvad den indebærer.

Og selvom ashtanga yogaen i den grad er et guru-båret system, ser jeg faktisk denne fladere struktur eksistere side om side med guru-dyrkelsen, som udelukkende folder sig ud i Mysore, og udelukkende i forhold til en guru, der, uden at jeg kender ham personligt, virker temmelig afslappet.

Vi er nemlig i ashtangaen velsignet med en håndfuld ekstremt erfarne lærere (og med erfarne mener jeg undervisere med minimum 25-30 års erfaring), der ganske ydmygt deler ud af deres viden, vel vidende (og måske endda lettede over) at de aldrig kan påtage sig guru-rollen. Ingen af disse lærere bryster sig af store yogaskole-kæder eller tusindvis af følgere på youtube, men passer i stedet deres elever og den daglige undervisning, dag ud og dag ind. Og har man først mødt nogle af dem, er det meget svært selv at slå et for stort brød op. For hvis de stadig mener, at de er i en læreproces, hvor er jeg så?

Et godt eksempel på dette er fra i sommers, hvor vi hos Prana Yoga Shala var så heldige at have besøg af Manju Jois, Pattabhi Jois’ søn og en mand der med sine mere end 50 års undervisningserfaring, er den nulevende ashtangi der har længst erfaring med denne praksis. På workshoppens sidste dag spurgte han, om det var i orden med mig, at han afspillede nogle chants i min shala, mens han underviste. Jeg nikkede måbende. Ikke på grund af det med chants’ene (som var dejlige og gav en ubeskrivelig følelse af lethed), men fordi han faktisk spurgte. Væsentlig mindre respekt og venlighed har jeg oplevet fra lærere med ikke engang en tiendedel af hans erfaring.

Og det er min pointe: Yogaen bliver mere og mere kommerciel, en vare man kan købe og sælge. Det giver langt flere adgang til de sundhedsmæssige fordele – både mentale og fysiske – som yogaen tilbyder. Og det er godt! Men af og til mister vi også noget på vejen.

Vi skal minde nye lærere (herunder tæller jeg også mig selv) om, at et virkeligt kendskab til yoga folder sig ud over tid – lang tid. At vi først virkelig ved, hvad vi snakker om, når yogaen har været en del af vores livs op- og nedture, og ikke kun opturene. Når det sker, opstår blødheden, rummeligheden og venligheden helt af sig selv.

En måde at gøre dette på er at holde kontakten til de lærere, som ydmygt og år efter år efter år har dedikeret deres liv til yogaen og hvis praksis foregår mindst lige så meget uden for som på måtten. Jeg har været heldig at være i ganske tæt kontakt med nogle stykker af dem, og der går ikke en dag uden at jeg tænker på dem med taknemmelighed. Særligt på de dage, hvor selvpromoveringen bliver så skinger, at der næsten går konkurrence i, hvem der er bedst til yoga.

Det er de dage, hvor jeg har det lige så skidt med yogalærerbranchen som jeg har det med at flyve, og hvor jeg spekulerer på, om jeg ikke ville gøre mig selv og min egen praksis en tjeneste, hvis jeg fandt et andet job, hvor jeg ikke skal forholde mig til kalorielet markedsføring af det, som i sin mest autentiske form har potentiale til virkelig at ændre verden til det bedre. Men fordi jeg jo netop elsker det – min praksis og undervisning, som med årene smelter mere og mere sammen - mindst ligeså meget som jeg elsker at rejse, bliver jeg alligevel ved. Og af og til genlæser jeg min egen lærers ord om yogalæreretik fra min første Teacher Training med ham for tolv år siden:

”Prepare students so that they have good listening and learning skills. They must learn to lay aside their presuppositions and ways of doing things. Genuine yoga begins when students have respect, desire and are completely present. The transmission is one of relationship. Of course the teacher has had this attitude in relation to their teachers. Students must have this attitude even if other students are teaching. Otherwise, without humility and respect, yoga becomes a farce.”

Ydmyghed og respekt er af og til en mangelvare i moderne yoga. Vil vi ændre det, kunne et sted at starte være ved at vi ikke længere promoverer os selv og vores yoga som den bedste. Men ved simpelthen at beskrive, hvad vi tilbyder, så præcist som muligt, med en forståelse af, at sandheden ikke kun findes i vores egen retning. Og ved at møde hinanden - på tværs af retninger og lærere - som det vi er: Medstuderende i livet, uanset hvor længe vi har været i gang. Og helt ærligt vil jeg hellere hænge ud med en flok medstuderende end med en flok eksperter.

 
 

Tidligere Blogs

For tidligere Blogs tryk her:

- Find din indre gudinde,.. Eller præstinde... Eller kriger eller Henning...

- En guddommelig kop kaffe

- Du bliver, hvordan du spiser

- Når sindets drejninger kommer til ophør - den klassiske definition på yoga

- Fra glorificeret gymnastik til indre ro

- Ligevægt - eller ligeglad?

- Verdens bedste julegave

- Fællesskab eller mig, mig, mig

- Derfor skal du ikke droppe yogaen (eller klidbollerne)

- Yoga og Facebook - sociale og asociale medier

- Yoga, håb og kærlighed

- Alder er kun et tal

- Yoga er ikke (for alvor) overfladisk

- Derfor bliver du lykkeligere af yoga

- Kommer man til skade i Ashtanga Yoga?

- Derfor skal du tage din yogauddannelse i Danmark

- Kan du alt? Også bede om hjælp?

- Julefred - om at slutte fred med julen

- Hvor dyb er din navle?

- Øvelse gør mester eller hvad?!

- Hvad er farligst - hvede eller sult?

- Den sande lære(r) - om ægte og uægte guru'er

- Sild, snaps og yoga