Our classes

 

Vinyasa 

Vinyasa er den mest dynamiske af vores yogaklasser. Det ville ikke sige, at vi drøner derudaf over stok og sten uden at have os selv med, men der vil være en god portion bevægelse. Efter en stille start, hvor vi lander og finder lidt grundstyrke, bevæger vi os igennem varierede flows med momenter af stilhed drysset med venlig hånd undervejs, og efter ca. halvtreds minutter giver vi os tid til at lande de ting, vi har bygget op til, og runder stille af. Som med alle vores klasser er vinyasa tilrettelagt efter tidspunktet på dagen, årets gang og stemningen i rummet. Vi anbefaler altid, at du lytter til dig selv og modificerer din praksis, så den imødekommer dig. Lad din underviser vide, hvis du har nogen skader, vi skal tage hensyn til.

 

Vinyasa 2.0 

Den styrke og bevægelighed, vi bygger op på vores øvrige hold, slår vi os ca. en gang om måneden løs med på Vinyasa 2.0. Klassen, der varer halvanden time, vil udover forholdsvis genkendelige flows også præsentere dig for nogle af de lidt mere udfordrende stillinger, som yogaen er kendt for. Et godt hold for dig, der er vild med både yoga og leg og ikke behøver at være perfekt til alt for at have haft en god praksis…

 

Yin Flow 

Yin flow er et godt hold, hvis du er ny i yogaen eller har en dag, hvor en rolig praksis kunne gøre dig godt. Klassen har fokus på flows og bevægelse kombineret med stille stræk og plads til fordybelse.

 

Restorative Yin 

Vores allermest stille hold. Her støttes kroppen i hvilende stillinger, og du giver dig tid til at observere. Og til dem, der har dårlig samvittighed over ”bare” at slappe af: På disse klasser tænder vi op for det parasympatiske nervesystem, som det er ekstremt vigtigt at have tonet, hvis din krop skal være i balance. Så det kan godt være, at du ikke føler, at du laver noget. Men du hjælper til gengæld dine indre organer og din fordøjelse til at arbejde optimalt. Og så kan du se frem til en god nats dyb søvn bagefter.

 

Strenght & Stillness 

Denne klasse er et godt supplement til Yin Flow and Vinyasa. Her har vi fokus på at opbygge en god grundstyrke samtidig med at vi finder plads til ro. Klassen er god for både begyndere og til dig der ønsker en simpel og stabil praksis.

 

Prana Fusion 

Prana Fusion er et halvanden time langt nærende mix af stille styrke, enkelt flow, myofascial release og lidt akupressur, rundet af med restorativ forkælelse. Du behøver ikke at have lavet meget yoga for at kunne deltage, men du skal være forberedt på at det her er en klasse, hvor vi giver kroppen lov til at tale og giver os tid til at lytte til, hvad den siger.

 

Prenatal Yoga 

Tekst på vej. Kom forbi igen snart!

 

Manhood Yoga

Manhood Yoga er en koncept klasse baseret på Seva*. Holdet er kun for mænd og som deltager bliver al din betaling doneret væk. Vi praktiserer hver onsdag morgen fra 8.45 - 9.45 og der er ingen forventninger om, at du har nogen viden eller erfaring med yoga eller meditation. Fælles for de fleste deltagere på dette hold er en del stivhed i kroppen, lidt korte haser og et ønske om måske en dag at være fleksibel nok til at kunne nå sine egne fødder. Donationsdelen er en vigtig faktor ved denne klasse. Du betaler min. 50 kr pr. klasse, som bliver doneret videre til initiativet Women´s Club, der er en del af Trampolin Huset - et kulturhus og værested i Nordvest henvendt til flygtninge og asylansøgere. Du behøver ikke at tilmelde dig yogaklassen for at være med og vi har yogamåtter i studiet, som du kan låne gratis. Det eneste du skal gøre, er at møde op lidt før klassens start. Du kan holde dig opdateret om holdet på klassens Instagram. Klassen er altid guidet af Fie Lindholm.

*Idéen om velgørenhed