Yogi nr. 1

 

Hvis jeg havde en krone for hver gang jeg har hørt udsagnet ”Yoga er ikke en konkurrence”, ville min bankrådgiver være ret vild med mig. Efter tyve år som yogalærer har jeg dog måttet indse, at det udsagn i den grad er en sandhed med modifikationer.

Mit første møde med yoga som konkurrence fandt sted i begyndelsen af mine år som ashtangi. Her oplevede jeg igen og igen hvordan særligt mandlige yogalærere med den perfekte kombination af tilpas meget muskelmasse og lav fedtprocent underviste workshops og udgav dvd’er på stribe, der hovedsageligt viste deres akrobatiske bedrifter sat ind i en spirituel ramme.  Mens læreren stemte op i håndstand, beskrev han hvordan det udelukkende handlede om vejrtrækning, bandhas og fokus. Det handlede ikke om akrobatik.

Ikke desto mindre var dette åbenbart slet ikke gymnastisk baserede system bygget op på den måde, at man kun fik lov til at rykke videre i serierne, når man til en vis grad bemestrede stadigt mere radbrækkende stillinger. Og først når man var rykket videre, kunne man gøre sig forhåbninger om certificering, afholdelse af internationale workshops, dvd-produktion mv. Hvilket kort sagt betød, at hvis man ikke havde akrobatiske evner, kunne man holde sine bandhas og sit fokus til man blev blå i hovedet, men en fast indtægt, man kunne leve af, skulle man ikke regne med.

Det resulterede i, at det blev meget svært at undgå den fysiske konkurrence, både yogierne imellem, men selvfølgelig også personligt, når den genstridige krop man var udstyret med ikke makkede ret, og til ens store frustration bare ikke fattede, hvor vigtigt det var at den kun lave dropbacks og andre af den slags yogiske åndeligheder.

På et tidspunkt nåede jeg et sted i min egen yoga, hvor det blev tydeligt for mig, at jeg ville have gavn af at skrue lidt ned for den fysiske konkurrence, der gjorde min asanapraksis intens på en måde, der var alt andet end sund for min mentale balance og mine overanstrengte led (som for øvrigt altid har hadet dropbacks).

Jeg var blevet præsenteret for buddhistisk meditation på min første teacher training, og det virkede som et fornuftigt sted at flytte mit fokus hen i en periode. Men selvom konkurrencen her ikke var så gennemgribende eller fysisk tydelig, var den der stadig.

Hvem kun sidde mest rank under endeløse meditationer og bevare et udtryk af noget, der lignede oplysning, selv når knæene skreg og ryggen græd? Hvem kunne holde sig vågen under timelange tomhedsbelæringer og måske endda se ud som om man forstod noget af det, der blev sagt? Hvem kunne være mest mild og medfølende i sin omgang med andre, uanset hvor lidt indsigtsfulde, de var (måske endda særligt, når de ikke var indsigtsfulde)?

Det er selvfølgelig overvejende positivt at konkurrere om, hvem der er mest medfølende, men det var svært ikke fra tid til anden at blive ramt af en fornemmelse af, at man bare ikke var buddha-agtig nok og måske aldrig ville blive det. Som når en stille, pittoresk tåre trillede ned ad kinden på en medmediterende, mens man selv skulle kæmpe indædt for ikke at rulle sig sammen i fosterstilling og krampegråd under meditationer på moderkærlighed…

Et tredje sted, hvor jeg på min spirituelle rejse mødte konkurrencen var i løbet af et ophold på Osho International Meditation Resort i Pune. Jeg var på ingen måde en overbevist Osho-tilhænger, men jeg havde en kæreste, der var, og jeg var nysgerrig.

Her blev jeg præsenteret for noget, der var stik imod den fysiske strenghed, jeg kendte fra ashtanga, og den stille ophøjethed, jeg havde med mig fra buddhismen. Her konkurreredes der på følelser.

Hvem kunne være mest rasende, mest ulykkelig og mest skingrende, hvinende glad til gruppeøvelserne? Ikke mig, viste det sig.

Opvokset i forstæderne i en dansk middelklassefamilie som jeg var, ville jeg nok kunne have været i stand til naturligt og med nogen succes at fremprovokere et enkelt emotionelt udtryk, nemlig det passivt-aggressive, men det var desværre ikke på dagsordnen.

Så jeg hankede op i min bordeaux-farvede robe og gik uforløst fra alle gruppepraksisser. Og det blev ikke bedre til de ugentlige barfodsfester, hvor man skulle danse som sensuelle  elverpiger med lukkede øjne og vuggende hofter uden noget stærkere end chai til at løsne op for hæmningerne.

I konkurrencen om at give fuldkommen slip på sig selv måtte jeg indse, at mine odds var virkelig dårlige, og det var uden stort vemod at jeg besluttede, at Osho ikke var vejen for mig.

Alle, der har deltaget i en spirituel praksis, kan sikkert komme med lignende eksempler. Ganske subtilt kan bare måden vi klæder os på være med til at positionere os på den åndelige vej. Man ser f.eks. ikke mange yogalærere i det syntetiske, neonfarvede løbesæt, de fik i julegave fra arbejdspladsen, selvom det vel i bund og grund godt kunne bruges på lige fod med Lululemon-leggings, Spiritual Gangster-toppe og farvekoordinerede malas.

Men derfor gør det mig også ekstra glad, at jeg i dag oplever, at noget helt nyt er på færre i hvert fald i den del af den spirituelle verden, der har yogaen som sit hovedfokus.

Med hele opbruddet i forhold til kultagtig gurutilbedelse er den blinde tiltro til læreren – og dermed forsøget på at gøre det han siger bedre end alle de andre – lagt på hylden rigtig mange steder. I stedet er en ny tilgang begyndt at vokse frem: For det første er communities, hvor vi støtter hinanden og bruger hinandens kompetencer, dukket op. Og for det andet er der med disse communities endelig kommet fokus på det, vi faktisk har påstået lige fra starten: At yoga ikke er en konkurrence.

For mange af os har efterhånden indset, at uanset hvor hårdt, vi anstrenger os, vil vi altid kun være den bedste til én ting, nemlig til at være lige præcis dem, vi er, på godt og ondt.

Og den indsigt har ændret det, vi præsenterer vores elever for: I stedet for at undervise dem i tricks, faste formler og ”universel” alignment, opfordrer vi til og underviser i hvordan man kan undersøge sin egen personlige - mentale såvel som fysiske - alignment. Den, der folder sig ud i hvert eneste levende, åndende, foranderlige øjeblik. Så vi kan ære lige præcis det, vi har med i baggagen og tage det med på tegnebordet, frem for at prøve at rive det ned og bygge det om.

Den form for praksis handler først og fremmest om en ting: Kærlighed. I første omgang til os selv, men også til de fællesskaber, der favner os, som vi er. Og den kærlighed fører en ekstra erkendelse med sig: At vi alle sammen er yogi nr. 1. Og at vi hele tiden har været det.

/AC

Vil du fordybe dig i yoga med os, har vi datoer for næste 200-timers teacher training med ledige pladser klar i næste uge (den starter til januar 2019). Send en mail til pranayogashala@gmail.com, hvis du vil have oversigten tilsendt, når den er færdig.

Der er infomøde om vores 300-timers overbygningsuddannelse d. 29/4 kl. 14 i Magstræde 10C. Mødet varer ca. 45 min.

 
Fie Lindholm