Snublende nært

 

Om indsigt i yoga

”Hvad ønsker du dig allermest?” blev jeg engang spurgt af en healer. ”At være i balance uanset hvad der sker,” svarede jeg. Femten år senere lyder det stadig som en god ide, selvom jeg også har lært, at det er en tilstand, det ikke er let at nå. 

Når vi begynder at studere yogafilosofi, er begrebet vṛtti et af de første, vi støder på. Det er en betegnelse for de mange “drejninger”, som sker i vores sind i stort set alle vores vågne timer, og som en god yogapraksis vil prøve at stilne så meget, at de i første omgang bliver håndterbare.

Vores vṛttis kan til dels ses som de mønstre og filtre, der påvirker lige præcis vores virkelighedsopfattelse. Nogle filtre er personlige, baseret på den individuelle historie, vi bærer med os, mens rigtig mange er samfundsskabte. Også det, der giver os en forestilling om, hvordan det gode liv ser ud. Og i det samfund, vi har fået skabt os, er kravene til det gode liv høje, og de smitter også af på vores forestillinger om yoga.

Brug lige et øjeblik på at visualisere din yndlingsyogaklasse. Det er højst sandsynligt en af dem, hvor alting flyder, hvor lærerens ord bliver direkte oversat til fysisk kunnen og mentalt nærvær, og hvor du føler dig let, stærk og rolig. Og måske endda lækker.

At nyde den slags klasser er der selvfølgelig intet galt i, og som yogalærere bestræber vi os nok ofte på at undervise så mange af dem som muligt. Men fordi en helt særlig form for succes spiller så stor en rolle i vores konkurrencesamfund, hvor vigtigheden af ikke bare at være bedst men også af at have det fantastisk hele tiden indprentes i os fra vi er børn, kan jagten på det perfekte yogaøjeblik ofte stå i vejen for alle de andre øjeblikke, der lige så ægte kan præsentere os for en tilstand af yoga.

På en af de bedste klasser, jeg nogensinde har undervist, var der helt sikkert ingen, der følte sig lette. En fredag eftermiddag på vores 200-timers forløb i foråret 2019 var vi alle dukket op med så meget sidst på ugen-træthed, at det uudtalte kollektive ønske bare var at ralle af udmattelse på vores pøller i fire timer og måske endda sove lidt. De fleste af os hang udelukkende sammen af lige dele viljestyrke og koffein. Men vi havde som altid en vis mængde stof, vi skulle nå igennem.

Som jeg kiggede rundt på 23 trætte ansigter, blev jeg nødt til ærligt at sige, at jeg selv var alt andet end oplagt. At uanset hvor skønne, jeg syntes mine med-yogier var, kunne jeg virkelig godt have brugt en aften på sofaen.

I vores fælles, indrømmede uoplagthed tog humoren over. Og glæden ved at dele yogaen, trods alt, også når den er lidt klodset og træthedssnublende. Vi kom næsten mirakuløst stoffet igennem og var endda tæt på at opfinde en ny religion. Og ikke mindst kom vi tættere på hinanden.

Den oplevelse ligger faktisk fuldkommen i tråd med yogafilosofien, som den præsenteres i ikke bare en af yogaens men nok en af verdens vigtigste og smukkeste tekster, Bhagavad Gita.

Her får helten Arjuna i det sværeste øjeblik i sit liv den helt store, mystiske oplevelse, da hans bedste ven Krishna viser sig for ham i al sin guddommelighed. Både som alt det mest fantastiske i verden, alt det mest hæslige og alt det midt imellem.

Arjuna bliver så lamslået over oplevelsen, at han øjeblikkeligt beder Krishna om at vende tilbage til sin oprindelige form.

En udlægning af Arjunas ønske om det helt normale er, at vi sagtens kan nå til erkendelse igennem det nære, velkendte og elskede. Faktisk er det en af tekstens hovedpointer: At det ikke er igennem perfekt udførte riter, ekstrem askese, eller – kunne vi tilføje i dag – den mest blærede asanapraksis, at det virkelig vigtige åbenbarer sig. Nej, det er igennem kærlighed, igennem vores evne til at åbne vores hjerter og virkelig elske.

Men en anden vigtig pointe er også, at vi tit foretrækker at se tingene igennem de filtre, vi bærer med os, så vi ser dem, som vi forestiller os, at de skal være. Præcis som Arjuna har en specifik idé om, hvordan det guddommelige bør tage sig ud og hvad det bør indeholde, har vi nok alle en specifik idé om, hvordan om ikke det guddommelige så i hvert fald rigtig yoga skal se ud.

Så hvis Krishna gav os et eksempel på en yogaklasse, der kunne give os indsigt, ville det være svært at acceptere hvis det ikke var den, hvor vi var i perfekt, mindfult flow, men den hvor vi guidet af en lettere uoplagt lærer væltede rundt på vores måtte, mens vi mest af alt  tænkte på, hvad vi skulle spise efter klassen. For indsigt via noget, der ikke er perfekt – perfekt mystisk, perfekt ophøjet, perfekt fysisk kontrolleret - stemmer bare ikke særlig godt overens med vores verdensopfattelse.

Jeg bliver selv af og til ramt af ideen om det perfekte som vejen til indsigt. Da jeg underviste vores sidste modul på overbygningen, havde jeg fordybet mig i yogafilosofi i ugevis. Jeg havde fundet gode citater, lækre chants, de korrekte årstal, tre Bhagavad Gita-oversættelser og endda en hjemmeside, der lod mig transskribere sanskrit-alfabetet devanagari med diakritiske tegn. For den perfekte lærer er en, der virkelig har styr på sine ting, tænkte jeg.

Men da en af vores deltagere, der er yogalærer og afspændingspædagog, afrundede vores længste dag med at demonstrere den mest omsorgsfulde læggen-til-rette i shavasana, jeg nogensinde har prøvet, smeltede jeg simpelthen. Og blev der i min smelten mindet om, at kroppen via blid berøring i mindst lige så høj grad som hjernen kan præsentere os for en tilstand af yoga. Og at min tilstand fandtes lige i det øjeblik, hvor jeg slap behovet for at præstere og bare lod mig favne i kærligt nærvær.

Den største skønhed ved yoga er for mig, at muligheden for indsigt findes over alt, lige for øjnene af os. I det perfekt smukke, i det svære, i det kærlige, i det kiksede.

Af og til skal vi bevæge os i det perfekte flow, af og til skal vi snuble. Af og til skal vi tænke kloge tanker, og af og til skal vi bare smelte. Men først og fremmest og altid skal vi elske og favne og rumme.

I mine noter til Bhagavad Gita stod der: ”K viser A at han ikke bare er sig selv i sin egen form, men at han er alt, og at A derfor kan åbne sit hjerte over for alt på samme måde som det er sket i relationen til K”. Når man selv starter med A og elsker en, der starter med K, så er det en indsigt, der bærer en helt særlig kraft i sig. Og den indsigt har fået mig til at ændre mit svar på, hvad jeg ønsker mig mest. Evig balance er sikkert fin, men jeg foretrækker et altid åbent hjerte. Et hjerte, der igen og igen inviterer mig til en tilstand af yoga, også når jeg snubler og ikke har styr på noget som helst. Et hjerte, der ved, at det guddommelige ikke er noget ophøjet. Det er lige her. I en kærlig berøring. I et øjeblik med den, vi elsker. Og kigger vi hinanden dybt nok i øjnene, kan vi se det.

På både vores 200- og 300-timers uddannelser fordyber vi os i yogafilosofiens hovedbegreber og diskuterer, hvordan vi kan integrere dem i en helt almindelig, moderne hverdag.

 

 
Ann-Charlotte Monrad