Forbundet forandring

Af de mange måder, man kan starte en yogaklasse på, holder jeg for tiden mest af den, hvor vi giver os tid til at lægge mærke til, hvad der er med os på måtten lige i det øjeblik, vi lander. Hvad kredser tankerne om? Hvad fortæller kroppen os om dagen eller ugen, der er gået? Hvad skal vi være opmærksomme på, før vores praksis begynder?

Når vi til slut mødes i sukhasana efter rejsen igennem fysisk sansede øjeblikke er forandringen ofte næsten overvældende. Vi er lige her, i os selv, i fornemmelsen af hud, muskler, åndedræt og hjerteslag i langt højere grad end i tanker om før og efter.

Vores praksis bliver således en fuldkommen enkel, kropsliggjort indsigt i en af yogafilosofiens hjørnesten: At alting, inklusiv os selv, er i konstant forandring. At vi mentalt kan bevæge os fra travlhed og bekymringer til sindsro og nærvær på under en time. At vores krop kan føles låst og spændt det ene øjeblik og fri og stærk det næste. Og selvom vi af erfaring ved, at tilstanden fra yogaen ikke varer evigt, ved vi også, at den kan findes igen.

At alting kan forandres i en positiv retning kan derfor være en fantastisk nyhed, særligt på dage hvor tingene er svære.

Men altings foranderlighed gælder selvfølgelig også de ting, vi ønsker ville vare evigt.

Som når sommerdage med danske jordbær, hjemmelavet hyldeblomstsaft, sandede fødder og duften af sol og saltvand i håret giver os livet i dets allermest enkle skønhed i gave. Eller når timer tilbragt i let og latterfyldt selskab, der får os til at føle os fuldkommen hjemme i os selv, helst ikke må stoppe, men gør, og efterlader os med en fornemmelse af savn, fordi livet bare er bedre sammen med dem, der gør os glade.

Så er det lidt tungt, når der kommer en yogafilosofi-kyndig med forkærlighed for buddhismen og snakker om, at alting er tomt for egentlig, blivende eksistens og derfor nødvendigvis vil forandres. For behøver det virkelig at være så svært for livet at være lutter sol, jordbær, grin og kærlighed?

Men midt i tristheden over at ting, der burde vare for evigt, ender, er der en anden sandhed gemt. For nok er alting tomt for egentlig, permanent eksistens. Men det er også tomt for separat eksistens. ”This is, because that is. This is not, because that is not. This is like this, because that is like that”, for at citere Thich Nhat Hahn og buddhismens syn på altings forbundethed. Intet og ingen kan stå alene, og intet og ingen er opstået af sig selv. Vi spiller alle sammen en kontinuerlig rolle i hinandens og verdens forandring, og selvom intet er permanent er intet heller uforbundet.

Jordbærrene kunne ikke gro uden regn, og vi ville ikke kunne spise dem, hvis de ikke var blevet plukket for os. Og hvis ingen kom og lavede yoga med os, ville vi som yogalærere slet ikke kunne købe dem. På samme måde eksisterer det sted, hvor du nyder at folde din yogapraksis ud, kun fordi du støtter det med din deltagelse, og fordi andre vil undervise dig, samt stå for opgaven med at danne rammen for din daglige eller ugentlige indre rejse ved at støvsuge, købe stearinlys, betale husleje, lønninger og meget mere.

Forbundne er vi selvfølgelig også i aller højeste grad til dem, som har fundet vej til os ad livets snørklede stier, og som på den ene eller anden måde har fundet en plads i vores hjerte. Og om de bliver eller vandrer videre kan vi selv i høj grad være med til at bestemme, selvom vi ikke altid kan bestemme måden de bliver på.

I mange år var min egen yogalærer et af de vigtigste mennesker i mit liv. Men da jeg nåede teenage-fasen af min praksis, skubbede jeg ham lidt væk. Jeg havde brug for at stå på egne ben og undersøge ting, der ikke var dem, han underviste.

I vinters mødte jeg ham tilfældigt igen. Og kunne glæde mig over et varmt gensyn og en god snak, på trods af mit årelange fravær fra hans undervisning.

Jeg så ham til dels stadig med elevens øjne, og var dybt taknemmelig over atter at lytte til ham og diskutere yoga med ham. Men jeg var også under vores adskillelse blevet en mere erfaren kollega, der kunne give ham min støtte i forhold til hans egne udfordringer.

Til vinter skal jeg praktisere med ham igen for første gang i fire år. Og selvom jeg er en helt anden kvinde, end jeg var, da jeg rullede min måtte ud til min allerførste klasse i hans selskab i 2002, er jeg til dels den jeg er i dag, fordi han har været i mit liv.

Som vi bevæger os ud i sommeren, kan det være godt at huske på altings foranderlighed, så vi ikke glemmer at sætte pris på alt det betydningsfylde, der er med til at gøre os til dem, vi er. Fra øjeblik til øjeblik vil det forandres en smule, og må derfor aldrig tages for givet.

Dette gør sig måske allermest gældende i forhold til dem vi holder af og som holder af os: Hvis vi ikke gør en konstant indsats for at nå hinanden, risikerer vi en dag at ende som fremmede. Selvfølgelig kan vi alle have brug for afstand og for at stå på egne ben, men derfor kan vi stadig kigge ind i hjertet og se, hvem der trods alt står med os, selv når vi føler os allermest alene.

Yogaen har meget at lære os, men vigtigst af alt er måske dette: Intet varer ved. Og kærlighed binder os sammen.

God sommer til jer alle.

Vil du fordybe dig i yogafilosofi med AC? Det er stadig et par pladser på Yogafilosofi i praksis til efteråret. Læs mere her: https://www.facebook.com/events/2398940216782675/

Ann-Charlotte Monrad