Anatomi: Usexet, nørdet og helt fantastisk

“Men er det overhovedet muligt at lave chaturanga mindst tredive gange om dagen næsten hver dag i årevis uden at slide på skulderleddet?”

Efter en periode med ret intense smerter i kroppen, særligt i min ene hofte, havde jeg, henimod det, der skulle vise sig at blive enden på min ashtanga-praksis og –undervisning og begyndelsen på noget nyt, sat mig for en gang for alle at få styr på min yogaanatomi.

Jeg havde på det tidspunkt praktiseret i små femten år, altid seks dage om ugen og kun med to afbræk på hver tre dage. Det ene på grund af en togtur tværs henover Indien. Det andet da jeg efter at have født min søn en tirsdag først fik rullet min måtte ud igen om fredagen. Men uanset hvor meget og hvor vedholdende, man praktiserer, materialiserer en viden om anatomi sig ikke automatisk, og det havde jeg altså besluttet mig for endelig at få gjort noget ved.

Nærmest ved et tilfælde var jeg startet med skulderen, og mit ovenstående spørgsmål faldt efter fire dage på en immersion, hvor jeg både var blevet klogere på dette ekstremt sofistikerede led, men også var kommet i tvivl om hvorvidt den praksis, jeg havde udsat det for i årevis, måske på sigt ville gøre mere skade end gavn.

”Der er selvfølgelig forskel på, hvor meget forskellige skuldre kan bære,” sagde min underviser diplomatisk, ”men det er nok meget godt at finde nogle alternativer til chaturanga.”

Hjemme igen var det næsten som om jeg kunne høre den del af bicepssenen, der smelter sammen med labrum (som er en essentiel del af skulderens stabiliseringsstruktur), skrige hos mine elever, når jeg underviste traditionel ashtanga, og selvom jeg i starten prøvede at kombinere det, jeg nu vidste, med en stadigvæk formmæssigt genkendelig ashtanga-praksis, blev det sværere og sværere at retfærdiggøre over for mig selv.

Da jeg som næste område i kroppen kastede mig over hofteleddet, begyndte det at gå op for mig, at overbelastningen af skulderen fulgtes af en fuldkommen mangel på forståelse for hvor vigtig en stabil frem for en meget smidig hofte er i rigtig meget af den yoga, jeg var blevet undervist i indtil da. Og at det var den direkte årsag til mine smerter. Som jeg begyndte at lave om på min praksis ved at skabe fokuseret styrke omkring mit hofteled holdt jeg op med at have ondt, selvom jeg ellers var begyndt at tage det for givet, at jeg cirka hver tredje nat vågnede, fordi jeg havde for ondt til at sove.

Siden min fordybelse i skulderen og hoften er hele kroppen blevet mit interesseområde. Og der er altid nye ting at fascineres af. Fra de muskulære sammenhænge via bindevævet og hvordan vi bedst tager hånd om det (læs mere om det her: https://www.pranayogashala.dk/new-blog/2019/5/30/kroppen-i-yoga ), til betydningen af nervesystemet for vores evne til at bevæge os, til rygsøjlens dybt fascinerende konstruktion og meget, meget mere.

Jeg har haft den store ære at få lov til at undersøge to donorer på to forskellige hands-on dissektionsprogrammer – en mand og en kvinde – fra huden, igennem bindevævet og musklerne og hele vejen ind til knoglerne, med en skalpel og en meget stor portion nysgerrighed. Det jeg er allermest taknemmelig over ved denne rejse med anatomien er at som jeg hele tiden bliver bedre til at forstå kroppens sammenhænge, bliver jeg bedre til at italesætte disse sammenhænge, når jeg underviser. Hvilket styrker mine elevers egen dialog med deres kroppe og øger sandsynligheden for at den fysiske og mentale balance som mange af os søger, når vi kaster os over yogaen, opstår hos dem.

Fordi jeg lever af at undervise, kan jeg selvfølgelig godt komme i tvivl om det giver mening at insistere på at tilbyde noget, der ikke bare sælger sig selv. Noget, det måske kræver lidt mere overskud at tilmelde sig, end en weekend med håndstandstræning eller – i den anden ende af skalaen – dejlig stille restorativ yoga. Og svaret er at jeg gør det, fordi intet i min egen praksis og mit virke som underviser nogensinde har givet mig den samme grad af tro på det jeg laver, som min forståelse af hvordan kroppen hænger sammen og fungerer. Hvad der hjælper den. Hvad der slider på den. Hvad en sund balance mellem styrke og stræk, bevægelse og stilhed er. Når jeg ser eleverne på vores 200-timers uddannelse vække deres stabiliserende styrke i løbet af vores seks måneder sammen, oplever jeg, at det ikke bare gør dem mere sikre i deres flows. Det giver dem også fysisk styrke til at sidde med ro og nærvær i løbet af vores meditationsweekend sidst i uddannelsen. Og det oplevede jeg aldrig, dengang dybe stræk var hovedfokusset i min undervisning, selvom vi lavede uendeligt mange flere chaturanga’er, end vi gør i dag.

En af de ting, jeg er gået væk fra i min undervisning af yogaanatomi er den tilgang, jeg selv igennem årene har oplevet, og som aldrig rigtig har fungeret for mig, nemlig hvordan vi kan lave forskellige stillinger med korrekt alignment (hvad end det er), en tilgang der ganske ofte tager udgangspunkt i en specifik asana from for i den enkelte udøvers unikke krop. Når korrekt alignment undervises bliver der sjældent spurgt om det overhovedet er en god idé at lave de stillinger, vi kigger på, og om der eventuelt findes alternativer. Det er de spørgsmål, jeg stiller nu. Og jeg stiller dem først og fremmest til min krop, som den dag i dag stadigvæk seks dage om ugen er mit foretrukne yogalaboratorium.

Jeg er godt klar over, at det kan være en anelse grænseoverskridende at indrømme – måske særligt over for sig selv, men da også over for kollegaer - at anatomi ikke er det sted, man er skarpest, hvis man allerede underviser. I mange år blev jeg altid selv lidt stille, når snakken faldt på muskler, sener og ledbånd. For jeg følte, at jeg som yogalærer burde vide mere om emnet, end jeg egentlig gjorde. Men faktum er, at anatomi er et område, der kræver fordybelse over tid. Så når mulige yogaudøvere siger, at de gerne vil lave yoga og blive smidigere, men at de ikke kan lave yoga, fordi de ikke er smidige nok, så gælder det samme for anatomi: Vi vil som undervisere gerne vide mere, men vi kan måske ikke lide at tilmelde os et kursus, fordi vi ikke synes, at vi ved nok. Til det kan jeg kun sige, at vi aldrig kommer til at vide nok. Vi kommer aldrig til at vide det hele. Men det skal ikke afholde os fra at fordybe os. Og det bedste ved studiet af anatomi er, at vi i min erfaring kan gå ud og bruge alt det nye vi lærer med det samme. Og føle os stærke, både i kroppen og som undervisere. Og få vores elever til at føle det samme. Og nej, jeg vil ikke påstå at yogaanatomi er lige så sexet som en håndstand. Eller lige så blødt og behageligt som en restorativ pude. Med mindre du synes, at nørdet er det nye sexet, og at det er fedt at hvile i sin viden. Og det synes jeg egentlig, at det er.

Giv dig selv 25 timers fordybelse i kroppen dette efterår, når AC og Thor deler rundhåndet ud af deres passion for yogaanatomi. Er du yogalærer eller bare passioneret yogi, er dette kurset, du ikke vil gå glip af. Lørdag d. 21/9 varmer vi op med en 2,5 times Master Class med fokus på stærke fødder, ankler og knæ. Læs mere om begge kurser via vores Events-side: https://www.pranayogashala.dk/workshops

Ann-Charlotte Monrad