Angst æder sjæle op* – nervesystemets udfordringer i en tid med corona

af Ann-Charlotte Monrad

 

Da min søn var ti måneder gammel kom han, som mange, mange andre danske børn, i vuggestue. Han var heldig at få en plads i et smukt, gammelt Pippi Langstrømpe-agtigt hus på en stille villavej på Amager, og hans far og jeg kunne derudover med vores skiftende arbejdstider lade ham bruge vuggestuen som en slags hyggelig legestue. Han blev afleveret et godt stykke op ad formiddagen, legede lidt, spiste en gigantisk, varm frokost, tog sig en lur og blev hentet. Men selvom jeg ikke kunne forestille mig et mere idyllisk institutionsliv, gjorde det alligevel ondt af aflevere ham.

En dag, da jeg hentede ham, var han i gang med at blive puslet af sin yndlingspædagog. Selvom det egentlig ikke var det, han mest var i gang med. For han var i gang med at grine, så hele hans lille krop hoppede, fordi hun kildede ham så dejligt på maven, mens hun kiggede på ham med kærlighed i hele ansigtet. I det øjeblik fyldtes jeg af en taknemmelighed, der var så stor, at den var ved at slå mig omkuld: At opleve et menneske have en sådan nærhed med mit barn i noget, der i bund og grund var en arbejdssituation, gjorde mig i det øjeblik væsentlig tryggere ved den verden, jeg havde sat ham i.

Den tryghed er sidenhen blevet sat på prøve, ikke mindst i den sidste måneds tid.

Natten til tirsdag i denne uge sov jeg meget lidt. Noget ved aftenens pressemøde havde påvirket mit nervesystem på en måde, der gjorde det svært at finde ro. Jeg var, inden jeg gik i seng, begyndt at se fortvivlede opslag på Facebook fra forældre til små børn, der ikke anede deres levende råd, og jeg tænkte på alle mine selvstændige venner med små forretninger – kropsbehandlere, frisører, yogalærere mv. – der nu ville blive ramt endnu hårdere på økonomien, fordi deres fremtidsudsigter endnu engang var blevet sat på pause.

Fra dag 1 af denne krise har jeg ellers i det store hele støttet regeringens håndtering af situationen, selvom én ting har bekymret mig: At vi ikke tager alle de mange udfordringer af mental karakter, som mange allerede kæmper med og som bliver forværret i denne tid, særlig alvorligt. Derfor fik jeg hurtigt stablet vores Prana Karuna-side på benene i håbet om på blot en eller anden måde at være med til at rette op på dette. Bortset fra det har jeg undladt at blande mig i debatten, fordi det ret hurtigt blev tydeligt, at med mindre man erklærer sig 100% enig med den linje vi har valgt at følge i Danmark er man i fare for 1. at få smækket ”hold mund. Du er ikke ekspert” i hovedet ud fra den forståelse, at kun eksperter i corona må udtale sig, selvom realiteten er, at eksperter siger mange forskellige ting for tiden, og at de valg, der i sidste ende bliver truffet, er overvejende politiske. Og 2. at hvis man er kritisk, sætter man læger og sygeplejesker i fare ”så bliv nu bare inden for og rid stormen af”.

Men mandagens pressemøde ramte ind i noget som jeg, baseret på mit professionelle virke igennem tyve år, har en del erfaring med: nemlig hvad der sker, når vores nervesystem stresses. Og den viden er vigtig, hvis vi på sigt skal passe på os selv, hinanden OG det danske sygehusvæsen.

Det første, der slog mig ved pressemødet var den monotone frygtretorik, der som altid fyldte en hel del: ”Det er meget, meget farligt. Vi skal ikke gå for hurtigt frem. Det kan gå helt galt, hvis vi gør det”, nu endda krydret med: ”Ingenting bliver nogensinde det samme igen”.

Frygt har siden Danmark lukkede ned været med til at holde os balancerende på linen med tungen lige i munden. Frygt har fået os til at holde afstand, sidde alene i vores lejligheder, afholdt os fra at have samvær med vores nære og kære. Man kan mene om den tilgang hvad man vil, men den har indtil videre været så effektiv, at vi i hvert fald ikke har haft problemer med at skælde hinanden ud i det offentlige rum, hvis vi oplever at reglerne bliver overtrådt. Og de fleste af os har accepteret, at vi godt kan leve med denne frygt – også selvom den måske ikke helt er vores egen – i nogle uger.

Men nu tilføjedes med samme monotone frygtrøst noget nyt, nemlig ”Nu begynder vi midt i faren at åbne op, og vi starter med at sende alle de små børn i vuggestuer, børnehaver og 0.-5. klasse afsted. Og vi forventer, at I fortsat sørger for, at de holder afstand”.

En af mine største inspirationskilder i min undervisning igennem det seneste års tid er psykiater og hjerneforsker Stephen Porges. Ved man noget om hans forskning, bliver det ret tydeligt, hvorfor jeg lå vågen natten til tirsdag: En af hans hovedpointer er, at vagusnerven ud over at være en slags hovedkontakt til det parasympatiske nervesystem (der groft sagt tillader os at hvile, fordøje og bevare homøostase) også kan være aktiv i en af de to måder vi reagerer på, når vi oplever fare. Den måde vi alle kender er det sympatiske nervesystems ”kæmp eller flygt”-respons, men en anden mulighed er den, som den udviklingsmæssigt ældste del af vagusnerven står får, nemlig at vi fryser på stedet, når vi rammes af frygt.

Vagusnerven er på grund af sin placering som en af de ti kranienerver tæt forbundet med de øvrige kranienerver, der innerverer ansigtets forskellige muskler. Det resulterer i, at melodiøs tale og en levende mimik - både hos os selv og andre - vækker vagusnervens evne til at skabe ro, mens et udtryksløst ansigt, samt en monoton, og særligt en dyb monoton stemme (som et rovdyrs sagte, faretruende brummen) vækker vagusnervens frygtrespons.

Det vil groft sagt sige, at får vi en besked, der skal vække vores frygt - som for eksempel ”det her er meget farligt” og ”intet bliver nogensinde det samme igen” - og bliver dette ovenikøbet sagt med en monoton stemme og et ubevægeligt, alvorligt ansigtsudtryk, så vil vores nervesystem som en overlevelsesmekanisme og på grund af kranienervernes tætte forbindelse til vagusnerven modtage et signal om overhængende fare. Hvilket igen vil sige at en monoton frygtrøst, der skal vække en angst, der holder os i selen i en potentielt løssluppen påske fuld af solskin og hyggeligt samvær, går helt ufatteligt dårligt i spænd med beskeder om at åbne Danmark op ved at starte med de allermindste. At mange forældre i denne situation sidder tilbage med en næsten uformulerbar frygt, der enten gør dem vrede eller mærkeligt handlinsglammede, skyldes ikke, at de er dumme og ikke kan forstå de artikler, der siger, at børn stort set ikke er i fare for corona. Det skyldes, at deres nervesystem er blevet vækket til at opfatte fare både med ordene, der blev sagt, men også af måden hvorpå og konteksten hvori de blev udtalt. Og det er måske alt andet lige ikke den smarteste måde at starte en genåbning af samfundet på. For hvor effektiv vil jeg som mor være på min arbejdsplads, hvis jeg sidder med en uformuleret frygt dybt i mit nervesystem om at magthaverne ikke vil mit barn det bedste - uanset om dette passer eller ej?

Det andet problem med situationen i forhold til nervesystemet handler igen om ansigtets betydning for vores nervesystems homøostase. Vi har evolutionsmæssigt alle brug for at se smil, høre grin og – for de mindste – tryg pludren fra en nærværende voksen. Vi har også alle brug for det for at trives og føle tryghed i vores hverdag (hvilket måske er grunden til at zoom-møder, hvor man kan se hinanden, er blevet så populære i denne tid).

Kan børnene få netop dette, hvis de skal holde afstand til hinanden, og hvis deres professionelle omsorgspersoner (fuldt forståeligt) skal holde afstand til dem og måske endda er bange? Forestil dig i yderste perspektiv (og det bliver næppe realiteten, men mindre kan også gøre det) min lille søn blive puslet af en pædagog i fuldt beskyttelsesudstyr, eller i hvert fald en ansigtsmaske, og uden smil i øjnene, fordi hun er bekymret for sin lungesyge mand derhjemme…

At sige at små børn ikke er i fare for corona er endnu et tydeligt bevis på, at vi i denne fortvivlende situation ikke ser det store billede: Corona er farlig på mange planer, men måske i endnu højere grad for langt de fleste af os i de eftervirkninger, som situationen - og ikke sygdommen - har. Et svækket nervesystem, der er blevet bombarderet med frygt, er nemlig den direkte vej til en lang række alvorlige sygdomme, både for børn og voksne. Hvis vi ikke snart får nogle eksperter ind og snakke om det, så politikerne faktisk lytter, kan det blive mindst lige så farligt for vores sundhedssystem, der, som økonomien i landet truer med at brase sammen, vil være dårligt stillet til at håndtere disse senvirkninger.

Og hvad er så løsningen? Først og fremmest dialog. Mulighed for at udtale sig kritisk uden at blive slået oveni hovedet med de to oven for nævnte angreb. Måske en sådan dialog kunne føre til en klarlæggelse af, hvor stort behovet egentlig er for at sende de små ud af døren, så de forældre, der virkelig skal arbejde, kan gøre det vel vidende at der er god nok plads og tid og rum til, at deres børn har det så fint og normalt som overhovedet muligt i situationen, samtidig med at de mere udsatte omsorgsarbejdere fortsat kan blive hjemme. Og hvis ikke alle børn behøver komme af sted, kan vi måske så småt begynde at åbne andre ting op, der både kan genrejse økonomien og livsglæden.

En af de vigtigste grunde til, at jeg holder så meget af Porges’ forskning er ikke bare forskningen i sig selv. Det er også grunden til, at han overhovedet forsker i det, han gør. Og den grund er, at han ved at skabe en forståelse for, hvad der balancerer et nervesystem, vil finde ud af, hvordan vi som mennesker bliver mere trygge. For, siger han, det er kun, når vi er trygge, at vi rent fysiologisk er i stand til at træffe velovervejede valg med plads til flere perspektiver, og det er kun, når vi gør det, at vi kan være med til at skabe en bedre verden. Et skræmt nervesystem vil derimod lukke af for hjernens evne til at gøre netop dette.

Så hvis vi vil være med til at genskabe og genåbne et samfund kunne vi måske starte med at insistere på at frygtterminologien slutter, fordi den både nu, men måske især på sigt, vil gøre mere skade end gavn. Dernæst kunne vi insistere på at vi alle – stadigvæk!!! – har ret og frihed til at være medbestemmende i det liv vi skal leve, ikke bare nu, men også langt ud i fremtiden, uanset om vi er eksperter eller ej. Det kan godt være, at intet nogensinde bliver det samme igen, men det er kun, hvis vi lader frygten vinde, at det behøver at være dårligt.

*Artiklens titel er fra en gammel Fassbinder-film. Den er desværre ret dækkende for, hvad vi oplever lige nu.

Interview med Stephen Porges.

 

 
Ann-Charlotte Monrad