Sindet i hjertet – et alternativt perspektiv på lykken

” (...) like a word, I hold no weight in this world yet still carry my own life,” skriver Ocean Vuong i On Earth We’re Briefly Gorgeous.

Som mennesker tilbringer vi en stor del af livet på udkig efter lykken, og for nogle af os fører vores søgen os til yogaen.

Men yoga eller ej: Særligt på vores Nordeuropæiske breddegrader har lykken ofte trange kår, fordi den som regel tager udgangspunkt i et værdisæt, der for de fleste af os kun kortvarigt og i glimt vil kunne præsentere os for det, vi forbinder med en tilstand, vi vil kalde lykkelig. Fordi det er et værdisæt, der sætter individet i forgrunden og forlanger, at vi arbejder for fremgang, succes og også meget gerne stående klapsalver fra livet. Alternativt, hvis vi ikke lykkes som vi får at vide, at vi bør, er vi i fare for at hensygne i fortvivlelse over, at vi, i et samfund, hvor egoet belønnes, er lykkens diametrale modsætning, nemlig en fiasko.

Så vi gør, hvad vi kan for at opnå succes, både i livet som helhed, men også når det kommer til vores yoga, selv hvis den bare er en hobby: Vi klør på for at blive dygtige, og måske, i vores dygtighed, for at blive set. Af vores medpraktiserende, af vores underviser, af vores venner og følgere på de sociale medier.

Således anstrenger vi os for at opnå smidighed og styrke, uden altid at tage højde for de faktorer i vores liv, der på ethvert givet tidspunkt kan udfordre og måske endda umuliggøre denne stræben. Og vi holder – også af og til lidt krampagtigt – fat i vores insisteren på at være mindfulde, selv i perioder, hvor vi slår os så meget på livet, at det eneste vi egentlig har lyst til er at råbe af det og skælde ud.

Har vi yogaen som mere end en hobby – som en del af vores virke eller måske endda som vores primære karriere for eksempel – fortæller vi med stolthed om udsolgte klasser, fulde workshops og overbookede uddannelser, men vi nævner kun sjældent den frustration, vi alle oplever, når tingene går mere end trægt, og vi skal vende hver halvtresøre for at få vores økonomi til at hænge sammen, og hvor vi underviser i næsten tomme sale.

Fanget i et verdensbillede, hvor lykken er guld og grønne skove, kan vi i vores fokus på, hvor svært vi har det, og hvor meget vi burde studere markedsføring og hyre en erhvervscoach, let komme til at overse, at der netop i yogaen er en anden måde at få vendt en oplevelse af fiasko til et sted, hvor vi byder lykken indenfor: Og det er den, hvor vi træder et skridt tilbage og ser på os selv og dermed på vores forståelse af, hvad lykken er for en størrelse, igennem et andet filter, end det, vi hele livet igennem har fået at vide er det eneste rigtige.

I en samtale med en tidligere novicemunk i Laos oplevede jeg for nyligt noget, jeg ellers kun havde haft en intellektuel forståelse af. Hver gang, han brugte ordet ”sind”, lagde han hånden på sit hjerte.

At netop hjertet er det sted, man i Buddhismen anser for sindets residens, var jeg godt klar, men det var første gang i de over tyve år, der er gået, siden jeg begyndte at integrere den buddhistiske livsfilosofi i min egen måde at leve livet på, at jeg så det kropsliggjort. Og det gik op for mig, at jeg stadig har en del af mit sind siddende i min hjerne.

Ud fra et yogaperspektiv er det, i hvert fald i de første faser af vores praksis, ikke nødvendigvis en dårlig ting, at vi i Vesten forbinder vores væren i verden med vores evne til at tænke. For selvom målet med yogaen i den klassiske filosofi er at få sindets drejninger til at ophøre, har vi brug for vores tanker og for vores evne til at analysere og forstå på vejen mod tanketomhed. Fordi vi har brug for at kunne stille skarpt på, hvad det er for mønstre, der forhindrer os i for alvor at træde ind i en tilstand af yoga.

Til gengæld kan den baggrund, vores mønstre er opstået på – vores insisteren på intellektet frem for en mere sanset tilstand af væren – også blokere for ikke bare vores indsigt, men for vores evne til for alvor at dvæle i den.

For hvis du hele livet har fået at vide, hvordan intellektet er det, der giver dig din eksistens og også er det, der vil føre til din lykke, fordi lykken findes igennem den ofte mentalt betingede succes, så er det mere end svært helt ind i knoglerne at slippe denne måde at eksistere på. At se, at det er det, den er. Bare en måde. Blandt utallige andre måder. Inklusiv en måde hvor der ikke sættes spørgsmålstegn ved, at sindet sidder i hjertet, og at det derfor er hjertet, livet leves igennem.

Skal denne livstilgang være vores, kræver det, at vi giver afkald på ideen om vigtigheden af egoet og dets succeskriterier. Og at vi virkelig giver afkald. Ikke bare intellektuelt, som noget vi siger, at vi gør. Men at vi gør det til den måde, vi er i verden på, fra øjeblik til øjeblik.

Vil vi lade opmærksomheden slå sine rødder i hjertet, kan vi starte med at mærke dets slag. Forestille os, hvordan de slag ikke bare er nødvendige for at holde os i live. Men at bølgerne fra dem forbinder sig til alt andet og alle andre omkring os. Ligesom vores medmennesker og -væsners hjertebølger forplanter sig i os.

At hjertets banken er et delt livsvilkår for os alle, og at den separation mellem os og andre, som vores samfund bygger på, i virkeligheden er en illusion. At vi måske kan tænke, at vi grundlæggende er alene i verden, i livet såvel som i døden, men at bare det, at vi deler liv og død som vores livsvilkår med alt og alle, der lever, gør, at vi er ubrydeligt forbundne. Hvilket gør vores vigtighed både meget, meget mindre og meget, meget større. Meget, meget mindre, fordi vores til alle tider porøse ego forgår i det øjeblik, vores hjertes slag stopper. Men meget, meget større fordi vi er en del af alt andet, og fordi vores væren i verden kan være med til at tage den i den ene eller den anden retning, alt efter om vi vælger et fokus på for eksempel det egne eller det fælles.

I dag ser vi, hvordan vi i vores higen efter det lange liv, med spandevis af kosttilskud, rigide træningsprotokoller og strikse kostplaner, der udelukker al nydelse og fællesskab, mister blikket for det, der er livets måske mest dyrebare gave til os: At det er vores at bære, selvom det er så kortvarigt, at det næsten er vægtløst. At det gælder for os alle. Og at det er det, der gør os smukke, og livet med. Ikke at vi er for evigt unge, for evigt perfekte, i en evig bevægelse af fremgang fra det ene succesfulde øjeblik til det næste. Men fordi det liv, der er vores, er slut, inden vi får set os om. Som kirsebærtræernes kortvarige blomsterflor. Og at det gælder for os alle.

Men kan vi, der er opvokset til tonerne af den sang, der fortæller os, at vi er, fordi vi tænker, overhovedet gøre os forhåbninger om at leve livet til en anden melodi? Den, hvor sindet flyttes fra hjernen til hjertet?

Den første teknik, man undervises i i mange kontemplative praksisser er den, hvor man ved hjælp af et fokuspunkt støtter opmærksomheden i at falde til ro. At det selvfølgelig er lettere sagt end gjort, vil enhver, der har gjort forsøget, kunne skrive under på.

Men med vedholdenhed opnås i hvert fald glimt af sindsro.

Fokuspunktet, der ofte deles, er det, hvor man tæller sin vejrtrækning – indåndinger, udåndinger eller begge dele og med forskellige tælleteknikker.

For eksempel er der den udgave, hvor man efter hver udånding tæller, med start ved et og afslutning ved ti, hvorefter man starter forfra ved et igen. Med mindre man da opdager, at man laver mental multitasking eller helt har glemt at tælle, hvorefter man også starter forfra igen. (Det sidste er for de fleste af os for øvrigt langt mere sandsynligt end det første.)

Når man tæller udåndingen, støtter man den mentale træden et skridt tilbage fra tankemylderet, som på sigt vil åbenbare oplevelsen af i hvert fald en grad af sindsro. Det sted, hvor tankerne bare får lov til at være sig selv, eller måske endda kun opstår i glimt, porøse og forgængelige.

Her – ikke fanget i tankerne, men dvælende hinsides deres kommen og gåen - finder vi potentialet for at opleve, hvordan nedarvede såvel som samfundsskabte mønstre skaber vores egen unikke tilgang til verden. Hvordan vi for eksempel forholder os til ros og kritik. Til tryghed og til frygt. Til kærlighed og ligegyldighed. Vi bliver også opmærksomme på, hvordan der med tilgangen følger reaktioner. Og at den meget, meget sjældent fører til en blivende fornemmelse af lykke, en reel oplevelse af tilfredshed. Fordi ganske lidt nogensinde præcis bliver, som vi vil have det.

Til gengæld begynder vi at opleve lykken i den tilstand, hvor vi simpelthen er til. I hjertets banken. I vejrtrækningens livgivende rytme. I regnen mod taget. I lyden af fuglesang. I skraldebilens rumlen. Midt i livet, på godt og ondt, der hvor ingen betragter os, og vi får lov til simpelthen at eksistere, så længe det varer.

Et alternativ til at tælle vejrtrækningen lærte jeg i Laos. Mantraet Phoud Tho. Phoud, når du ånder ind. Tho, når du ånder ud. Her får opmærksomheden en grad af ensartethed, som man ikke finder i tællingen, og den kan derfor have mindre tilbøjelighed til at gå på vandring.

Mantraet er det navn, man bruger om Buddha i Laos. Gentager man det længe nok, bliver det først til alt. Og så til intet. Et navn med præcis samme dyrebarhed og præcis samme porøsitet som hvert eneste af vores åndedrag. Som os selv.

Og hvis Buddhas navn kan opløses til intethed i vores praksis, så virker det lidt fjollet at insistere på, at det samme ikke er muligt med vores ego. Og også lidt fjollet at insistere på at det, opløsningen af egoet - i hvert fald i glimt – er noget at frygte. I stedet for en gave at tage imod med taknemmelighed. For begynder vi først at pakke den gave op, så er der en god chance for, at det er lige præcis i den, at vi endelig finder en sand oplevelse af lykke, der ikke er betinget af andet end livet selv.

Vil du fordybe dig i yogaen og dens alternativer måder at tilbyde dig et liv med plads til lykken, starter vores næste 200-timers forløb op d. 16/3. Vi har lige nu to pladser tilbage på forløbet og gentager det ikke i 2024.