Lysets hjerte – en indisk rejse

”You have to keep breaking your heart until it opens”. Rumi

Indiens sidste gave til mig på en netop overstået rejse fik jeg blot få øjeblikke før jeg trådte ind i Mumbais nye, flotte, internationale lufthavn, der som alle andre af den slags lufthavne er et ikke-sted, der, hvis det ikke var for et par butikker med lokale souvenirs, kunne ligge hvor som helst i verden.

Det samme kan ikke siges om taxaturen fra indenrigslufthavnen, der var umiskendeligt indisk. Vi havde betalt en allerede fastsat pris på ca. 25 kr. inden vi forlod terminalen, men taxachaufføren med vores nummer og en bil på størrelse med en sardindåse var ikke glad. Først brokkede han sig til sin kollega over den korte tur, så til den person, han talte i telefon med, og så til mig. Det sidste gjorde han efter at have smidt vores baggage op i en meget lav trådkurv på taget af den rullende dåse uden at besvære sig med at binde taskerne fast, hvorefter han gennede os ind på bagsædet, der udover at bære passagerer også fungerede som hjem for en større familie af myg.

”Chote, chote, Ma’m”, klagede han, da vi satte i gang, og at beløbet var småt måtte jeg med et ”accha, accha” give ham ret i, men kunne, da mit ordforråd på hindi stort set var brugt op i den udveksling, ikke gøre så meget andet end at stikke ham yderligere 100 rs. og håbe, at det ville få os sikkert til lufthavnen. Jeg kunne selvfølgelig have tilføjet den sidste sætning, jeg kunne komme i tanke om på hindi – ”dette er en lille, ren bil” – men det ville kun have været grammatisk korrekt.

Turen var kort, men uforglemmelig. Ved hver opbremsning og bump på vejen forestillede vi os, mens vi baskede myg væk, vores baggage ryge af taget og ud i den bagvedkørende trafik, og jeg fik i hvert fald aktiveret samtlige bandhas i håb om, at det ville have en positiv effekt på trådnettet. Som om det ikke var nok, åbnede chaufføren under kørslen sin dør på vid gab, lænede sig langt ud ad bilen med en enkel hånd på rattet og efterlod en større spytklat paan på jorden og os fuldkommen flade af grin.

Det føltes mirakuløst, at vi nåede sikkert frem, men også som en sidste gave på en eventyrlig rejse, der var ved at nå sin afrunding. En gave, der viste, at alt i verden bliver bedre af at blive delt, ikke kun det luksuriøse og perfekte, men også – og måske særligt – det skæve og skøre. At jeg ved hjemkomsten satte mig alene ind i en Tesla-taxa, der lydløst, strømlinet og begivenhedsløst kørte mig det sidste stykke hjem, understregede kun denne pointe.

I et land, hvor kaos ikke sjældent lurer lige under overfladen, kan det måske overraske, at tilgangen til livets åndelige dimension ofte er enormt velstruktureret. En dag i et indisk tempel er for eksempel fyldt med en lang række ritualer, der følger et fast mønster. Præster forbereder pujaer, bader gudestatuer, chanter, tænder lys, tilbyder gudens velsignelse til besøgende og meget mere, alt sammen efter et skema, der har været mere eller mindre uforandret igennem århundreder.

Når vi som vestlige praktiserende med en målorienteret tilgang til tilværelsen oplever denne ceremonielle stringens, er det let at blive inspireret, for det ligner noget vi kender, og måske føler vi endda en grad af lettelse ved at opleve, at åndelighed er noget, vi gør. Så vi chanter så og så mange mantraer til Lord Ganesh, remover of obstacles, så hindringer på vores vej vil forsvinde. Vi køber styrkegivende, kærlighedsvækkende mala’er på nettet og har dem på til velorkestrerede fuldmåneceremonier. Vi tager hvidt tøj på for at signalere åndelighed, og vi ruller vores måtte ud hver dag for at trække vejret igennem en fast praksis i håbet om at nå en grad af sindsligevægt, der måske en dag vil føles som lykke.

”Just do your practice and all is coming,” giver så god mening ud fra det verdensbillede, der fortæller os, at man skal yde, før man kan nyde, og at du er din egen lykkes smed. Gør vi A, så sker B. Om det er 108 Ganesh-mantraer eller 108 solhilsner, så venter belønningen på den anden side.

Men levede liv viser igen og igen at dette er en sandhed med særdeles store modifikationer. For livet er i langt højere grad en sardindåsetur inklusiv myg og spytten end det er en tur i en Tesla. Vi kan derfor kortlægge vores åndelige rejse lige så tosset vi vil, men for det første kan vi risikere at forveksle kortet med det sted, det forsøger at kortlægge, og hvis finurlige lyde, lugte, blindgyder og veje, der alligevel ikke helt førte derhen, hvor vi troede, aldrig kan overskues på forhånd. For det andet kan vi med kortet i hånden og en fast indtegnet rute gå glip af alle de svinkeærinder, der af og til viser sig at bære på mere visdom end selv den bedst lagte plan.

Min egen plan så i mange år sådan ud, at jeg besøgte et utal af hinduistiske og buddhistiske templer, ashrams og hellige steder i jagten på den sande oplevelse af yoga. Uden besvær lagde jeg her mit ansigt i de rette folder og sad med den ranke ryg, der viste, at jeg var en seriøs praktiserende. Men sjældent følte jeg særlig meget. Hvilket, tænkte jeg, heller ikke behøvedes, nu hvor min åndelige tjekliste var så velafkrydset.

Det er dog noget tid siden, at jeg pakkede den liste væk. For ingen minutiøs, spirituel kortlægning har passet til mit liv igennem det seneste par år, hvorfor min hovedårsag til at holde fast i min praksis i dag er for at få det største mentale og fysiske overskud til et liv, der er blevet ved med at udfordre.

Så da jeg en varm torsdag morgen i februar i tempelbyen Chidambaram satte fødderne i et tempel, hvor gulvvask ikke hørte til blandt tempelpræsternes daglige riter, var jeg ikke engang parat til at forstille åndelighed, faktisk snarere tværtimod.

Jeg så nemlig i langt højere grad end tidligere med særdeles kritiske øjne på, hvordan ceremonier får os til at tro, at vi har nogen som helst kontrol over et liv, der kun for de heldige få, fuldkommen tilfældigt og uden en gennemskuelig karmisk retfærdighed, bliver som vi ønsker det. Med armene over kors og en let hovedrysten kiggede jeg derfor på de troende, der stimlede sammen foran Lord Ganesh’ darshan i håb om velsignelse.

”I spilder tiden,” tænkte jeg. ”Jeg har bedt og bedt om at få hindringen for min egen lykke fjernet, og ingenting er sket. At tro er spild af tid. At udføre riter er en joke.”

Jeg skulle til at vende mig for at gå, da noget, der føltes som den blødeste, luftigste omfavnelse stoppede mig, fulgt af nogle stille ord, der næsten fik mig til at føle mig vægtløs.

”Du er kommet med specifikke krav til, hvad du vil have for at være lykkelig, men sådan fungerer lykken ikke. Hindringen for din lykke er ikke konkret. Den er i dit eget hjerte. Og der vil den være indtil du åbner øjnene og ser verdens skønhed. Al skønheden. Ikke bare den, der passer dig.”

I næste øjeblik var jeg tilbage i min fysisk erfarede virkelighed. Jeg mærkede det snavsede tempelgulv under mine bare fødder, og mærkede, at det blev til varmt sand, da jeg trådte ud i tempelgården. Jeg mærkede brisen mod min hud og tårerne på mine kinder.

Det betød i det øjeblik ikke så meget, om ordene, jeg havde hørt, kom fra min egen underbevidsthed eller fra en deus ex machina der forsøgte at vække mig. For det var sandt, at jeg havde stirret mig så blind på én ting, at jeg havde mistet evnen til at mærke lykken ved blot at være til. Og det gik op for mig, at det var på høje tid at jeg valgte mit hjertes rene møde med verden som mit lykkested og ikke lod det overskygge af noget som helst andet. Det slog mig, at jeg havde sat en ramme op for mine forventninger til livet, præcis som vi sætter regler op for vores åndelige praksis: Med henblik på at opnå et særligt resultat. Men at jeg, så længe jeg gjorde det, aldrig ville stå med andet end kortet i hånden. Og at selv det fineste kort aldrig kunne være virkeligheden.

I en åndelig praksis har vi i sidste ende to ting at vælge imellem, når vi endelig indser, at intet nogensinde bliver, som vi havde forventet det, uanset hvor vedholdende vi er i vores praksis. Vi kan beslutte os for at vi har taget fejl, spildt tiden og at ingenting er guddommeligt, hvilket i sidste ende gør alting meningsløst og tilfældigt. Eller vi kan beslutte os for at alt er. Det grimme og skuffende, der ikke lever op til vores forventninger, såvel som det smukke og fine, samt alt det midt imellem. Vi kan se i øjnene, at uanset hvor mange knubs, livet giver os, bærer vi kernen af guddommelighed i os, og at ingen og intet skal lægge låg på den, heller ikke med vores tilladelse.

Denne indsigt nås sjældent – eller i hvert fald ikke udelukkende – igennem en ellers nok så velorkestreret asana-praksis, en perfekt ayurvedisk diæt eller daglig, omfattende pranayama. Den nås først og fremmest når vi tillader vores hjerte at blive knust så vidt åbent, at den eneste vej til heling er igennem den dybeste kærlighed til os selv på godt og ondt. Så vi kan bevæge os ud i verden og insistere på retten til at være elskede, om det så bare er af jorden under vores fødder og solens stråler mod vores hud.

Personligt vil jeg nok til stadighed opleve øjeblikke af tvivl på altings og mest af alt på min egen guddommelighed. Jeg vil glemme at insistere på, at jeg fortjener at få i lige så rigt mål, som jeg giver, og jeg vil gemme mig i min veltilrettelagte praksis for at søge lindring. Men forhåbentlig vil jeg der finde modet til at overskride de grænser der skal til, for at jeg kan tage den rejse dybt ind i mit eget hjerte, hvor jeg midt i livets ukontrollerbare kaos ser hinsides det kort, jeg tror viser mig vejen til lykken. Fordi den sande lykke først findes der, hvor vi tør smide kortet væk. Og er jeg heldig, vil den rejse føles som en skør taxatur for enden af det smukkeste eventyr.