Kærlighed i coronaens tid

af Ann-Charlotte Monrad

Jeg voksede op med frygt som en fast del af min barndom. En frygt der føltes som om den var en del af min families arv igennem flere generationer. Ikke kun konkrette ting blev frygtet, som alvorlig sygdom eller dårlig økonomi. Frygten var meget mere end det. Den var en slags tilgang til verden, der gav mig en fornemmelse af at der bag hvert hjørne ventede en katastrofe, der kun kunne undgås, hvis man var meget, meget forsigtig. Så det var jeg.

I dag havde jeg sikkert både fået en angst- og måske endda en OCD-diagnose, men dengang interesserede få sig for, hvad der foregik i hovedet på et barn.

Da jeg blev teenager valgte jeg at sige farvel til frygten. Det gik op for mig, at ingen af de mange katastrofer, jeg var blevet inspireret til at forestille mig, nogensinde var sket, og jeg orkede ikke at spilde mere af mit liv på at være bange. Der var en grad af kontrol forbundet med frygten – forsøget på at kontrollere alt, så ingenting kunne gå galt - som jeg simpelthen ikke kunne holde ud, fordi det forekom mig, at den kontrol altid ville forhindre mig i at leve livet fuldt ud. Og hvis ikke jeg kunne det, hvad var så pointen med det hele? Derudover slog det mig, måske som en tidlig yogaindsigt, at vi vel i bund og grund ingenting kunne kontrollere, når det kom til stykket, så hvorfor overhovedet prøve?

Jeg begyndte ganske tidligt at rejse væk fra frygten og ud i verden på egen hånd, og i mit indædte forsøg på at finde mod, har jeg gjort en del temmelig dumme ting, men gudskelov er det aldrig gået så galt, at jeg ikke i det mindste har lært noget af det og stadigvæk den dag i dag er nogenlunde intakt.

I yogafilosofien taler vi om at en af hovedårsagerne til at så mange af os lider er, at vi har ting, vi begærer (raga), og ting, vi har aversion imod (dvesha), og ofte er dette begær og denne aversion så stærke, at vi har svært ved at lægge afstand til dem.

I mine tidlige år var mit familiært nedarvede begær tryghed, men dette ændrede sig med tiden til et behov for frihed, som jeg aldrig har lagt fra mig. Det kan både ses i mit valg af et af de mest frie og mindst trygge job i verden – selvstændig yogalærer – og nok også i det faktum at jeg siden jeg rejste ud i verden første gang på egen hånd aldrig rigtig har følt mig hjemme i Danmark.

For en af de ting, som den situation, vi befinder os i lige nu, for alvor viser er, at vi som samfund har fået indrettet os på en måde, der først og fremmest er tryg. De fleste trives med faste jobs, betalt ferie, et gratis og i hvert fald i rimelig grad velfungerende sundhedsvæsen, pensionsopsparinger, lange barsler og meget andet. Vi har kort sagt et liv, som folk i andre lande kun kan drømme om. Og af og til bliver det en tand for perfekt for mig.

Perfekt er det langt fra i det land, jeg ud over Danmark har opholdt mig mest i. Dagen inden jeg for kort tid siden rejste hjem fra Indien sidste gang, blev fyrre mennesker dræbt i et blodigt optøjer i Delhi, simpelthen fordi de var muslimer. Det er langt fra første gang, det er sket, og desværre nok heller ikke sidste. Politisk betinget vold er her som i mange andre lande altid en fare, og det samme er dødelige sygdomme som malaria, kolera og forureningsrelaterede lidelser. Derfor lever man, i modsætning til os i det trygge Norden, med en indgroet viden om, at livet er skrøbeligt.

Man kunne forestille sig at denne viden ville lede til en dyb, lammende frygt, men oftest virker det snarere som om den inspirerer til at få det bedste ud af livet, trods alt. For hvis man ved, at meget få ting ligger inden for ens kontrol, bliver man måske mere realistisk i forhold til de muligheder, man rent faktisk har, bruger dem så godt man kan og glæder sig over dem.

Vores oplevelse af tab af kontrol i Danmark lige nu er en mulighed for at se livet i øjnene, som det i virkeligheden er: Det er en mulighed for at indse, at vi faktisk slet ikke har tabt kontrollen. Nej vi har aldrig haft den. Vi har bare haft liv, der kunne organiseres så komfortabelt, at vi har kunnet bilde os det ind. Lige indtil den ikke gik længere og vi måtte se i øjnene, at vores forestilling om tryghed blot var det: En forestilling. Noget vi begærede. Men det gjorde den hverken blivende eller ægte.

Den indsigt kan selvfølgelig gøre os frygtsomme. Vi kan gå i panik og hamstre toiletpapir og bønner på dåse og se på andre mennesker som farlige smittebærere. Eller vi kan gå i panik og insistere på, at situationen slet ikke er farlig og ignorere myndighedernes retningslinjer.

Men vi kan også møde frygten med mod og se virkeligheden i øjnene, lige præcis som den er: Ja, situationen er alvorlig. Ikke for os alle sammen, måske, men for de mest skrøbelige blandt os. For den allerede lungesyge, for kemopatienten, for den gamle, elskede bedstefar eller bedstemor. Og den situation kræver, at vi handler medfølende og tager de forholdsregler der skal til for at de mest udsatte i blandt os kan blive ved med at få den hjælp, de har brug for.

Så når vi lukker alting ned i Prana i nogle uger, gør vi det ikke af frygt. Vi gør det af kærlighed. Fordi vi ikke bare vil passe på vores sunde, raske og stærke elever, men også på dem, som de bekymrer sig om.

Er det sjovt for små, selvstændige forretninger som vores af miste indtjening? Nej. Er det et godt tidspunkt at være en timelønnet yogalærer på lige nu? Nej!

Men en sjælden gang sker det, selv i vores kontrollerede samfund, at vi må træffe valg, som slet ikke passer os, og se det utrygge i øjnene. Det utrygge, der måske føles dobbelt så utrygt for os, der oplever at både vores sundhed og vores levebrød er truet.

Når det sker, er det vigtigt at minde os selv om, at vi har adgang til de fineste våben at bekæmpe frygten med: Det ene er mod, særligt modet til at træffe svære, utrygge, ukomfortable beslutninger. Og det andet er kærlighed. Ikke bare til vores allernærmeste, men også til alle dem, der kun vil klare denne krise, hvis vi løfter i flok, også selvom det betyder, at vi selv kommer til at sidde stramt i det.

Skal vi være oprigtigt bange for noget i denne her situation er det, at vi mister vores medfølelse. Lad os støtte hinanden, så det ikke kommer til at ske.

Klasser i Prana er som udgangspunkt aflyst i de næste to uger, til og med lørdag d. 28/3. Vi betaler vores timelønnede undervisere for deres aflyste klasser i perioden, og håber at du fortsat vil støtte os (eller den yogaskole, du plejer at betale til) med dit medlemskab.

Planen hos os er både at livestreame klasser (på Facebook) og lægge nye videoer ud på vores YouTube-kanal, som du kan følge her: 

https://www.youtube.com/user/PranaYogaShala