En gradbøjet frihed

af Ann-Charlotte Monrad

De fleste weekendmorgener har min stue i den sidste tid været fuld af sovende teenagere. De har opdaget, at skoven bag vores hus er et af de få fristeder, hvor de kan være sammen uden voksne der råber, at de skal holde en meters afstand. Så der står de hen under aften, et sted mellem stendyssen, kæmpeegen og Djævlebakken, og holder en slags fest. Kun en enkelt gang er politiet troppet op, fordi forbipasserende ringede og anmeldte dem for ikke kun at være ti samlet, men nok snarere fjorten eller måske endda femten.

Inden jeg smutter ud af døren disse morgener, kigger jeg ind til dem. For at tjekke at alle der skal være der er der, og at de alle ser nogenlunde hele ud. Jeg tjekker også, fordi de er ret søde, som de ligger der hulter til bulter, næsten voksne, men ikke helt. Det giver mig en stille tilfredshed at vide, at jeg har et tag og nogle vægge, der kan danne rammen om deres tryghed, når de har festet, og morgenmad i køleskabet til dem når de vågner længe efter at jeg er gået.

Og den tilfredshed nærer jeg mig ved, for tilfredsheden har generelt trange kår i mit liv lige nu.

Det sidste spinkle håb om noget uproblematisk smukt i 2020 brast sidste weekend, da det stod klart, at mit årlige reset på Hydra, som jeg altid læner mig op af som det sted og den tid, hvor jeg samler kræfter til al den omsorg og alt det nærvær jeg som yogalærer skal tilbyde mine elever igennem vinterhalvåret, var aflyst. Selvom Grækenland har været endnu mindre ramt af corona end Danmark, var det bedst at blive hjemme ”for at være forsigtig”, kunne en som altid lettere patroniserende regeringsmagt fortælle mig.

I den udtalelse blev de to former for verdenssyn, der har kæmpet mod hinanden de sidste tre måneder, virkelig sat på spidsen: Det verdenssyn der hylder forsigtighedsprincippet, og som helt og holdent har ladet sig overbevise om situationens farlighed, og det verdenssyn for hvilket intet er mere farligt end tabet af frihed og retten til at bestemme selv.

”Kan I ikke bare vente og være tålmodige?” siger dem med verdenssyn 1 til dem med verdenssyn 2.  Men det er svært, når hele ens liv er formet efter et ønske om frihed og retten til selvbestemmelse. Når man har valgt et liv som selvstændig på en måde, der kun dårligt passer ind i de ret firkantede hjælpepakketilbud, der for mange af os således ikke er til den store hjælp. Særligt hvis den omsætning vi mister er så stor, at den ikke bare tilnærmelsesvis dækkes.

Så nej, økonomisk kan vi ikke vente længere, fordi vi ikke har en fast løn, vi får udbetalt uanset hvad. Hvilket betyder, at mange af os ikke har fået løn. Noget sted fra. I tre måneder.

Men for mig har det ikke engang været det værste.

Jeg har igennem hele mit voksenliv ernæret mig som yogalærer, og er derfor ikke uvant med, at pengene af og til er små, og jeg kan leve meget nøjsomt. Som en erfaren yogi ved jeg også godt, at yogaens indre frihed aldrig kan tages fra mig. Men tabet af ydre frihed har været hæslig. At få frataget min ret til at gøre det, der fylder mit liv med mening, nemlig at være der for mine elever, at drage omsorg, samle og støtte, har været noget af det værste, jeg nogensinde har prøvet.

Pranas fællesskab har mødtes online, men det har – selvom absolut bedre end ingenting - været et meget utilstrækkeligt plaster på såret i forhold til det at kunne mødes i virkeligheden, se hinanden i øjnene og dele vores historier, vores tristhed og utryghed, særligt i denne tid.

I forhold til yoga som et helende fællesskab er denne adskillelse ikke bare hjerteskærende, den er også fuldkommen paradoksal: Forskere fra SOAS’s Hatha Yoga Project har nemlig som en af deres teser, at yoga er opstået præcis i en krisetid som denne. Fra hovedsagligt at leve i landsbysamfund samlede folk fra omkring Buddhas tid sig i større bystrukturer i Nordindien, og der begyndte hidtil ukendte epidemier at opstå. Kontemplative praksisser, der kunne støtte mennesket i mødet med lidelsen, begyndte at vokse frem, deriblandt yogaen.

Så at yoga er noget af det, der har været allermest og allerlængst forbudt i en tid, hvor vores nervesystemer skriger på denne måde at være i kroppen og sindet og sammen på, har gjort mig så rasende, at jeg ikke tror vreden helt er forsvundet på noget tidspunkt siden landet blev lukket ned for tre måneder siden, og det endda selvom jeg virkelig godt ved, at vrede ikke er sund.

Vreden har dog også været en drivkraft for mig til sammen med to fantastiske kollegaer at samle mange af landets yogier i en fælles front og et fælles ønske om genåbning af vores virke. Og det har hjulpet lidt at vide, at vi er mange, der har det på præcis samme måde.

Hvad der ikke har hjulpet er det kig ind under kølerhjelmen, der hvor magten bliver formet, som vi i dette arbejde har fået.

Hvis nogen stadig sidder og tænker, at alle beslutninger, der bliver truffet her til lands lige nu sker fornuftigt, meningsfuldt og ud fra et ønske om at få os alle sikkert tilbage på fode igen, så må jeg skuffe: Det spiller muligvis en vis rolle, men ikke i bare tilnærmelsesvis samme grad som hvad der vil gøre det største udslag i meningsmålingerne, uanset hvor mange mennesker, man tromler henover. Sygdommen tog aldrig for alvor fat i Danmark, hvilket er godt, men genåbningens overforsigtighed har i min optik i mindre grad skyldtes fare og i højere grad skyldtes et ønske om at bevare popularitet. For hvis genåbningen bliver så besværlig som mulig, kan alle jo se, hvor farligt det hele er. Og så risikerer man ikke at miste stemmer. Jeg har således erfaret, at ordet ”folkestyre” nok trænger til at blive redefineret. Med mindre folkestyre betyder: ”Vi er faktisk fuldkommen ligeglade med, hvordan I har det, så længe lidt over halvdelen af jer stemmer på os til næste valg”. Og det tror jeg gælder uanset hvilken blok, man som politiker tilhører og uanset hvem, der havde siddet ved roret igennem de seneste måneder.

Det bringer os tilbage til de sovende teenagere i min stue. For efter jeg igennem et døgns tid havde været fuldkommen slået omkuld af også at have mistet mit græske lysglimt, kiggede jeg ind til dem der i stuen og tænkte: ”I det mindste har vi alle her i huset under normale omstændigheder en grad af frihed, som mange andre mennesker i verden kun kan drømme om”. Jeg fik endda den privilegeredes dårlige samvittighed over at have brokket mig à la ”Stakkels hvide pige, der ikke kan komme på ferie”.

Men så dobbeltslog det mig, at meget er gået skævt i verden, hvis jeg kan få dårlig samvittighed over at begræde mit tab af frihed, fordi jeg trods alt har det mindre slemt end mange andre.

For vi har alle ret til en ikke-gradbøjet frihed. Vi har ret til – inden for lovens rammer – selv at bestemme hvordan vi vil tjene vores penge, hvor vi vil rejse hen, hvad vi vil lave i vores fritid, sammen med hvem og hvor mange. At nogen aldrig har haft den frihed er fortvivlende. Men det gør det ikke mindre forkert, når andre der har haft den, mister den.

Og mistet den har vi i Danmark siden d. 11/3. Nogen finder det i orden. Andre gør ikke. Dem der ikke gør har haft meget svært ved at få ørenlyd dette forår. Det skal ændre sig nu. Vi skal i gang med at diskutere, hvordan vi får vores frihed igen. Vi skal blive enige om, at frihed ikke kan gradbøjes. Og vi skal som folk i det her land insistere på fremover at blive taget med på råd, når vores folkevalgte ønsker at gøre drastiske indgreb i vores liv. Så ordet ”folkestyre” kan få sin gamle betydning tilbage. Og så vi atter kan mødes i fællesskaber. Uanset om vi er teenagere i en skov eller yogaudøvere, der i fællesskab, indendørs og i tørvejr, deler vores praksis. Og vi skal finde en måde at gøre det på, så det aldrig, aldrig nogensinde gøres ulovligt igen. For yogiens frihed er muligvis en indre tilstand, men det ændrer ikke på det faktum, at ydre frihed er en menneskeret.

Det største tak til jer, der har støttet Prana igennem nedlukningen. Da vi har livestreamet fra dag 1, har vi ikke søgt lønkompensation, men jeres støtte har betydet, at vores timeansatte lærere alligevel har kunnet få løn for deres aflyste klasser igennem hele perioden. Vi glæder os helt vildt til at mødes med jer igen og dele yogaen, efter planen fra d. 8/6.