Er der en sundhedsminister til stede?

af Ann-Charlotte Monrad

 

Har man som jeg en ret Pippi-agtig tilgang til livet i tråd med ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”, så skal der generelt ret meget til at slå én ud. Man kan selvfølgelig godt fra tid til anden blive sendt til tælling, når man har været særlig dumdristig, men man kommer som regel altid rimelig hurtigt tilbage på fødderne igen. I tråd med det er bekymring heller ikke noget, der fylder meget.

Så den grad af bekymring, jeg har oplevet mig selv føle, siden landet lukkede ned d. 10/3, er temmelig uvant for mig. Og selv om jeg er selvstændig, har den ikke i noget særligt omfang økonomisk karakter, nej, den er først og fremmest opstået på grund af den magtesløshed jeg har følt, når en efterhånden mere og mere abstrakt sygdom har fået lov til at skygge for de mange andre sundhedsmæssige følgevirkninger som den fortvivlende situation, vi befinder os i lige nu, har.

Lad mig med det samme understrege, at dette på ingen måde er et politisk indlæg. Jeg er fuldkommen ligeglad med, hvilken politisk kasket man har på i denne krise. Men jeg er absolut ikke ligeglad med, at de beslutninger, der bliver truffet lige nu, føles som et overgreb på den danske befolknings sundhed.

De mentale udfordringer har fra dag 1 fyldt mest. Løbende har jeg været i kontakt med elever, der mærkede den angst vende tilbage, som de ellers igennem faste rutiner, der bl.a. omfattede yoga, havde fået styr på.

Jeg var også, ud fra min viden om nervesystemet, klar over, at mange – særligt hvis de midt i frygtretorikken ovenikøbet var truet på deres levebrød - var i fare for at blive ramt af akut stress, der kunne gå hen og blive kronisk, hvis den ikke meget hurtigt blev taget meget alvorligt af myndighederne. Men det blev den ikke. For alt har handlet om corona.

Sundhedsministeren udtalte i weekenden, at det eneste han har tænkt på i snart to måneder, er Covid19. Og statsministeren udtalte onsdag på Folketingets talerstol at vi stadig ”er (…) i en sundhedskrise. Vi må ikke sætte danskernes helbred over styr.”

Men det er jo netop det der i stor stil sker lige nu. Og det bliver kun værre for hver dag, der går.

For min nagende bekymring ser desværre ud til at være velbegrundet: Coronakrisen skaber angst og panikanfald og stigningen i opkald til psykiatriske hjælpelinjer er markant, har dr.dk netop skrevet.

Selv har jeg hørt ulykkeligt mange historier om ældre, isolerede borgere, der rammes af deres livs første depression netop nu, og unge, der rammes af deres første angstanfald, og det har du sikkert også.

Fra flere kanter bliver det nævnt, hvordan de store skolebørn lider uden udsigten til at få en normal hverdag tilbage, og at alt, hvad de har glædet sig til – fra konfirmationer til sidste skoledag til efterskoleophold – er blevet aflyst. ”Hvor er de forkælede”, hører man nogen sige, men det er kognitivt umuligt at se langt ud i fremtiden, når man er teenager. Særligt måske, hvis man har hørt politikerne sige, at intet nogensinde bliver det samme igen. Og er teenagere ikke også danskere, hvis helbred ikke må sættes over styr?

Men for ligesom at understrege, hvor lidt de store børns velbefindende spiller en rolle i de politiske overvejelser i coronaens Danmark, har Børne- og Undervisningsministeriet netop udstedt et forbud mod, at selv mindre grupper af de store skolebørn mødes udendørs, selvom de er i meget større fare for endda alvorlige psykiske problemer på grund af isoleringen fra deres venner, end de er for corona.

For uanset hvilken model for psykisk velbefindende, vi kigger på, går et par ting igen og igen: Vi har brug for positivt samvær med andre, og vi har brug for at bevæge os, hvis vi skal bevare den mentale balance. Og uden den mentale balance er også vores fysiske balance i fare.

Men opholdsforbud er nu udstedt for tæt befolkede bydeles åndehuller og samvær med nære og kære dér er afløst af bøderegn. Og det føles derfor for øjeblikket, som om der er lang vej til den politiske forståelse, som jeg temmelig fortvivlet og meget uvant næsten modløst ønsker mig: At dem der træffer valg for os alle sammen forstår, at man ikke bare kan slukke for mennesker i et par måneder, og så tænde dem igen, når det anses for passende.

Jeg er fuldkommen enig med statsministeren i, at vi er i en sundhedskrise, men for det første er jeg ikke sikker på, at vi ser krisen fra samme vinkel og for det andet er jeg virkelig bange for, at vi i måden hendes krise håndteres på, sætter danskernes helbred over styr. At vi, når det hele er overstået vil se, at operationen lykkedes, men at patienten døde.

Så hvis jeg ønsker mig én ting lige nu, er det ikke at kunne rejse ud i verden, selvom det ellers er noget, jeg elsker. Nej, det jeg inderligt ønsker mig er en sundhedsminister, der ikke bruger alle sine vågne timer på én sygdom, men også på befolkningens sundhed generelt. Alternativt kunne man måske i en periode gøre ham til corona/sygdomsminister, og så finde en eller meget gerne en gruppe af personer, der kunne komme med seriøse og velovervejede forslag til, hvordan vi på forsvarlig vis kan åbne op for de sundhedstilbud, der kan hjælpe danskerne igennem denne krise, både fysisk og mentalt. Jeg stiller gerne op, for det er et job, jeg aldrig har prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert. Og jeg har en masse dygtige kollegaer, der måske vil være med.

Links til de nævnte dr.dk artikler (copy/paste):

https://www.dr.dk/nyheder/indland/coronakrisen-skaber-angst-og-panikanfald-har-alle-elementer-som-forvaerrer-folks

https://www.dr.dk/nyheder/politik/statsministeren-lover-langsigtet-plan-genabning

https://www.dr.dk/nyheder/indland/skoler-ma-ikke-samle-store-elever-i-sma-grupper

https://www.dr.dk/nyheder/regionale/hovedstadsomraadet/coronakrisen-kan-have-skabt-uoprettelige-konsekvenser-kronikere

 
Ann-Charlotte Monrad