Notes on yoga

Under normale omstændigheder ser vi i Prana – som sikkert alle andre steder, der tilbyder bevægelse – en øget aktivitet og interesse, når vi kommer lidt ind i foråret, som regel i løbet af april. Efter en lang, mørk vinter, hvor energien har været sat på vågeblus, bliver de fleste af os nemlig opmærksomme på, at sommersæsonen med badeture og bare ben står lige for døren, og vores lyst til at røre os (og måske stramme lidt op efter vinterens indendørs hygge) vokser.

De sidste to år har det som yogaskole været svært at imødekomme denne lyst, da vi har været tvangslukket. I år har vi gudskelov åbent, men vi ser også tegn på, at mange vælger yogaen fra, som priserne på smør, benzin og el stiger. Det er selvfølgelig uheldigt for os og alle andre yogaskoler, der har overlevet to år med corona og nu også skal overleve stigende inflation. Men det er allermest uheldigt for sundheden.

Read More

På National Museum of the American Indian i Washington D.C. findes et kort over den oprindelige befolkning, der fra det nordligste nord til det sydligste syd af Amerika skaber en sammenhængende, alternativ nation på tværs af landegrænser. Tanken om dette oprindelige fællesskab, der ikke begrænses af nationalitet, er utrolig smuk. Af og til føler jeg, at det samme gør sig gældende for yoga i dag: At vi på tværs af landegrænser taler et fælles sprog og prøver at leve efter en fælles etik, der er den samme: Yogaens. Og mange af os i dette transnationale fællesskab identificerer os som kvinder.

Read More

Jeg er godt klar over, at mange bruger udtrykket ”hofteåbning” for at beskrive særligt bevægelserne udadrotation og ekstension. Og det kan selvfølgelig virke lidt pedantisk at gå i rette med det. Men problemet er, at hvor ordene ”udadrotation” og ”ekstension” er forholdsvis neutrale, så er ”åbning” det ikke. Det er i stedet generelt positivt ladet. Det vil sige, at hvis nogle fortæller os, at vi er åbne, bliver vi glade. Får vi til gengæld at vide, at vi er lukkede, så er den ikke så god. Særligt ikke, hvis det er en partner, der siger det...

Read More

Jeg er klar over, at hjernen er skruet sådan sammen, at den for at sikre vores overlevelse har langt lettere ved at gribe ud efter det negative end efter det positive. Men personligt er jeg, efter nogle både personligt og professionelt benhårde år, færdig med bare at overleve. Fra nu af vil jeg insistere på min ret til også at trives, og jeg vil derfor fylde mit liv og min opmærksomhed med ting, der gør mig glad, og give meget mindre plads til ting, der udfordrer og frustrerer mig. Måske vil jeg - i hvert fald i visse tilfælde -faktisk ikke give dem nogen plads overhovedet.

Read More

En af de fineste yogalærere, jeg kender, spurgte mig for nylig, lettere fortvivlet: ”Er det mig, der gør noget forkert?”

Hun kunne simpelthen ikke forstå, at der ikke kom nogen elever til hendes klasser. Jeg kunne forsikre hende om, at hun ingenting gør forkert. Tværtimod er hendes undervisning både omsorgsfulde og nærende på en måde, som alle her til lands har så hårdt brug for lige nu. Selvom de ikke møder op. Og det er selvfølgelig paradoksalt, men der er i hvert fald én god grund til det.

Read More

Ikke at føle sig hjemme er et tema, jeg støder på igen og igen for tiden. Jeg har stort set ikke haft en dybere samtale igennem de sidste mange måneder, der ikke har handlet om, hvordan vejen videre herfra skal se ud.

Det forekommer mig, at vi før marts 2020 havde så travlt med bare at halse efter en tilværelse fyldt med krav om konstant vækst og udviklingspotentiale, at der slet ikke var tid til at stille spørgsmål. Men det blev der så, da alt lukkede ned.

Read More

En af de ting, der fascinerer mig dybt ved kinesisk medicin er, hvor ualmindelig lidt simpelt et system, det er. Hvis man er vild med at gøre ting meget forenklede og firkantede, er det nok ikke her, man skal lede efter svar, men har jeg efterhånden lært noget om livet så er det, at det aldrig er enkelt, og at jeg ønsker en behandlingsform, der kan rumme dette faktum.

Read More

Uddrag af Vejen hjem - yoga for livet af Ann-Charlotte Monrad

Jeg blev engang spurgt, om det egentlig er nødvendigt at lave yogastillinger for at opnå en tilstand af yoga. Mit svar var, at vi ikke kan adskille hovedet fra kroppen. De kroppe, der bevæger os rundt i verden, bærer i mindst lige så høj grad som vores minder og tanker på vores historier. Kun de færreste af os har et neutralt eller endda positivt forhold til kroppen. Yogaen kan være en vej til at ændre på dette. Men den kan også, som den præsenteres mange steder i dag, langt hen ad vejen være med til at holde os fast i et mønster, der ikke er hensigtsmæssigt.

Read More

Da jeg i denne uge gik og tumlede med min modvilje mod at gøre det oplagte i en presset tid - at tilbyde os alle i Prana dårligere løn for mere arbejde - blev jeg af en af mine græske venner præsenteret for det smukkeste udtryk (jeg har vist sagt det før, men jeg siger det igen: Alting lyder bedre på græsk!)

Udtrykket var: Ο πλούτος της λιτότητας. Πλούτος kan oversættes med “overflod”, mens λιτότητας er det modsatte, at man nøjes med ganske lidt. Sat sammen betyder de to ord, at man finder rigdom i det at nøjes med lidt, med lige præcis nok. At det netop er i det enkle, det hvor man skærer helt ind til benet, at rigdommen findes. I yogaen vil vi nok betegne den tilstand som saṃtoṣa - tilfredshed. At vi ikke hele tiden vil have mere (heller ikke yogatimer fra morgen til aften), men at vi er tilfredse med det, vi har og det, vi bliver tilbudt.

Read More

“Hvor finder du tid til dine pauser?” Det er et spørgsmål, vi som yogalærere ofte stiller vores elever (og os selv), og et spørgsmål, jeg har stillet mange, mange gange i min undervisning. For realiteten er, at mange af os lever så travle liv, at vi sjældent kan gøre os forhåbninger om andet end små pauser fra tid til anden. En gang om året kan vi så glæde os til den lidt længere pause, som sommerferien er (hvorfor den helst skal føles ret perfekt, og ikke være fyldt med kaotisk rejseri, småskænderier eller sure teenagere).

Men her på det sidste er jeg begyndt at stille mig selv et andet spørgsmål, og det er: “Hvordan kan jeg skabe et liv for mig selv, hvor jeg ikke føler, at jeg har brug for pauser?”

Read More

I Danmark kan jeg af og til blive overvældet af vores behov for succes, der kan måles på indtjening, antal af uddannelser og personlig vækst. Ud fra dette perspektiv burde Prana have vokset sig større og større år for år, men det er aldrig rigtig sket. Og det har aldrig for alvor generet mig, men efter min sidste rejse til Hydra forstår jeg det egentlig godt. For vores opgave ligger meget tættere på den, som hende, der laver morgenkaffen og ham, der serverer isen på Hydra, har: Vi er her ikke for at vækste eller for at blive den mest succesfulde yogaskole i byen. Vi er her for at yde en service.

Read More

(…) frihed i forhold til at rejse er ikke en neutral størrelse længere. Der er beslutninger, som skal træffes, for eksempel i forhold til vaccination. Og det har fået mig til at tænke over, hvor fri jeg egentlig er i min krop i det hele taget, for som enhver med feministiske tendenser ved, er det personlige politisk: Kvindekroppen er mange ting, men egentlig fri er den ikke.

Read More

At slippe frygten er ikke det samme som at overgive dig til magten, men en mulighed for at reagere på verden omkring dig fra et sted af klarsyn.

Måske vi kan starte med at give os selv fri for alt det, vi er bange for, om det så bare er for en enkelt dag eller to. Debatten på Facebook går helt sikkert ikke i stå, selvom vi holder op med at blande os et døgns tid...

For en stund kan vi fylde hjertet og hinanden med alt, der er en modvægt til frygten og insistere på at leve. Hinsides frygten for sygdom, vacciner og alle de andre ting, der falder os ind, når vi stiller os selv spørgsmålet: ”Hvad er du bange for?”

Read More

Mange inden for yogaverdenen har måske allerede i et eller andet omfang stiftet bekendtskab med fem fase- eller fem elementsteorien, som særligt når det kommer til at integrere den kinesiske medicin med yogaen kan være en interessant indgangsvinkel, fordi forståelsen af elementerne og deres indbyrdes påvirkninger af hinanden er så gavnligt et værktøj, hvis vi vil skabe meningsfulde yogasekvenser, der støtter op om vores mentale og fysiske helingsprocesser. At inddrage en forståelse af påvirkningen af alt fra årstidernes skiften til de livscyklusser, vi alle bevæger os igennem, kan således være en fantastisk måde at gå til yogaen på.

Men der er andre måder at arbejde med sammenhænge i den kinesiske medicin end fem fase-teoriens sheng- og ko-cyklus.

Read More

Har et år med meget begrænset menneskelig kontakt vist os noget så er det nok, at vi kan online-shoppe dagen lang, hvis vi da har råd, men at intet måler sig med samvær med vores nære og kære, når det kommer til en dyb fornemmelse af tilfredshed: Det der får os igennem livet er at kunne kramme, snakke om løst og fast ansigt til ansigt, så vi kan se hinanden i øjnene og fornemme, hvor vi hver især er i livet igennem vores kropsholdning og udstråling.

Read More

Jeg gør mig ikke længere nogen forhåbninger om, at vi fra politisk side kommer til at se en ny tilgang til situationen. For her danses ikke med energierne, men kun med corona. Ikke desto mindre kan vi selv tilføje kategorier til de daglige coronatal: Hvor mange selvstændige har ligget søvnløse i nat? Hvor mange teenagere har grædt sig i søvn? Hvor mange skilsmisser er under opsejling? Hvor mange begyndende depressioner er slået ud i lys lue? Hvor mange andre og langt mere alvorlige sygdomme er blevet overset? Hvor mange selvmord? Hvor mange forslåede børn?

Read More

At forsøge at fylde sine dage med noget meningsfyldt når det meste af det, der plejer at give livet mening, er taget fra os, er nok en beskrivelse af denne nedlukningstid, som de fleste af os vil kunne nikke genkendende til.

Ud over at dele yoga i vores livestream-gruppe og køre vores uddannelser videre online, har jeg kastet mig over bagning, og kan med en vis overbevisning sige, at jeg sagtens kan levere kasteskyts, hvis det skulle komme til en revolution i Danmark, for mine boller er – efter fem mislykkede forsøg - absolut bedre at slå nogen ud med end de er at spise.

Chancen for at mit hjemmebag bliver brugt til våben er dog nok noget mindre end den er for, at jeg nogensinde bliver særlig huslig. For intet tyder på en revolution.

Read More

Midt i udmattelsen begyndte noget andet at stråle frem, som et lys i mørket. Noget der har skinnet klarere dette år end nogensinde før i de tyve år, jeg har undervist i yoga, og som der er blevet skruet lidt ekstra op for igennem de sidste svære uger: Det er en stråleglans, der kommer fra hjertet af vores danske yogafællesskab, og som udspringer af en delt ærlighed omkring vores skrøbelighed og bekymring, både blandt undervisere og elever. Den tager form ved at vi rækker ud til hinanden og lytter uden at dømme, selv når vi er allermest trætte, fordi vi ved, hvor meget en sådan rækken ud og lytten kan betyde. At det måske bare lige er den der skal til, for at vi kan klare en dag, en uge og en måned til.

Read More

Jeg har frem til d. 23/10 prøvet at holde Prana så corona-kaos frit som muligt, men ved den sidste udmelding om restriktioner måtte jeg dog se i øjnene, at jeg ikke længere kunne insistere på retten til ikke at være firkantet.

Med kun ni elever tilladt pr. hold fik Prana for første gang et bookingsystem. Det var den eneste praktiske løsning, og jeg sagde til mig selv, at det heller ikke nyttede noget at være firkantet omkring ikke at være firkantet.

Men da der på et par klasser i træk gik ged i den med for sene afmeldinger og elever, jeg havde nået at afvise, knækkede filmen for alvor næsten for mig for første gang siden nedlukningen. Ikke fordi eleverne ikke meldte afbud i tide. Men fordi vi var i en situation, hvor det var nødvendigt, når det nu ALDRIG havde været mit ønske at køre en yogaskole på den måde. Jeg havde stille og roligt set min frihed som selvstændig borger i et frit land indskrænkes siden marts, og nu var det nået dertil, hvor min lille forretnings DNA også skulle ændres, og det var simpelthen dråben.

Read More

Jeg tror, vi er nået til et sted i coronaens hærgen i det danske samfund, hvor vi må begynde at spørge os selv, hvad der giver vores liv værdi. Er der en balance imellem faren for corona og faren for at miste vores frihed og fornemmelsen af samhørighed i de nærende fællesskaber som opstår i f.eks. et yogarum? Og hvis det ikke er et spørgsmål, vi ønsker at stille, må vi i hvert fald spørge os selv, hvordan vi kan blive ved med at være der for hinanden, fremfor ensomt eller i meget små lukkede grupper at sidde i vores stille hjem dag efter dag mens den samfundsgenererede frygt for andre mennesker bare vokser og vokser.

Read More