Et liv med plads til dig

Hver dag, når jeg ruller min yogamåtte ud, ser jeg frem til en rejse, der er vigtigere end nogen anden rejse, jeg kan tage på, nemlig rejsen ind i mig selv. Og for en kvinde, der helst vil være på farten og på opdagelse i verden det meste af tiden, er det faktisk lidt af en indrømmelse.

Det har ikke altid været sådan. I mine første år med yogaen var det udførelsen af de stillinger, jeg som udøver af en traditionel praksis med en fast sekvens altid skulle lave, der fyldte mest. Var jeg god nok til dem? Kunne jeg presse mig selv så dybt ind i dem, som jeg så andre udøvere gøre det?

Hver gang, jeg mødte op til undervisning, og ganske ofte, når jeg praktiserede alene, håbede jeg, at dette ville være den mirakuløse gang, hvor min krop ikke var min krop, men en, der var meget smidigere og stærkere.

Men det var den aldrig. Og uanset hvor ofte, jeg fik at vide, at jeg bare skulle fortsætte, når stillinger igen og igen drillede, ændrede min rygsøjle aldrig form, så den tillod dybe bagoverbøjninger at føles andet end intenst smertefulde for mig, ligesom mit hofteled blev ved med at insistere på ikke at ville udadrotere helt nok til, at jeg kunne trække mit ben bag nakken og langt ned ad ryggen.

Først den dag, hvor jeg holdt op med at tro på, at hvis jeg bare blev ved, så ville det hele komme (hvilket nogenlunde faldt sammen med den dag, hvor jeg havde lært nok om knoglestruktur til at se det problematiske i den påstand) kunne jeg begynde at fordybe mig i en yoga, der handlede om at nære mig selv frem for at nære et system, der aldrig havde besværet sig med at undersøge, hvordan kroppe egentlig fungerer.

Efter at have taget afsked med en måde at praktisere på, der i bund og grund ikke havde mit velbefindende for øje, mistede jeg interessen for at have det andet end godt på min yogamåtte.

Hvor man i min oprindelige tilgang havde insisteret på, at vi lærer at håndtere livets svære stunder og endda lidelse ved at opleve det hele på vores yogamåtte, var jeg var endelig nået til den konklusion, at livet er så endeløst rigt på svære stunder, at yogaen i stedet for at være et sted, hvor man kan øve sig på dem, bør være et sted, hvor man giver sig selv lov til at tage en pause fra dem.

Den indstilling er stadig den, der gennemstrømmer min egen praksis og min undervisning, der fokuserer på at skabe et omsorgsfuldt og nærende rum, hvor pausen, roen og den kærlige, lydhøre bevægelse, der folder sig ud i det rum, kan give overskud til livet i dets mangfoldighed af gode såvel som mindre gode øjeblikke.

At det rum er af største nødvendighed for rigtig mange af os, er kun blevet understreget efter at jeg er begyndt at supplere min klasseundervisning med privatforløb. For er der noget, som bliver mere og mere tydeligt for mig med hvert menneske, jeg får lov til at støtte med de redskaber, jeg har, så er det, at vores moderne menneskeliv minder ret meget om min oprindelige praksis: Det er et sted, hvor vi konstant forventes at gøre ting, som vi måske slet ikke er bygget til, hverken mentalt eller fysisk, og hvor puljen af ting, der udfordrer, er væsentlig større end puljen af ting, der hjælper os til at trives.

Da jeg for nyligt på et kursus om feminin ledelse holdt et oplæg om selvomsorg og livsvisdom, var en af kommentarerne, at det kunne være svært at overskue at give plads til nye, gode vaner i et liv, der allerede er overfyldt med ting, der kræver ens konstante opmærksomhed. Og det er jo rigtigt. Men som da jeg selv lagde min egen praksis om i sin tid, er det ikke meningen, at vi skal klemme endnu mere ind i et allerede overfyldt skema. Det er meningen, at vi skal tage stilling til, hvordan vores liv er formet, og om det er bæredygtigt i længden. For præcis som vi hver især er udstyret med en rygsøjle, der i større eller mindre grad kan ekstendere, er vi også udstyret med sind, der ikke nødvendigvis – og slet ikke hele tiden – kan rumme alt det, vi beder dem om. Så spørgsmålet er, hvad der skal tages ud af ligningen.

I mit eget tilfælde har det været ret enkelt. Jeg har for længe siden accepteret, at jeg på den ene side elsker mit arbejde højt og finder stor tilfredshed i det, men at jeg på den anden side ikke er det mindste huslig eller spor interesseret i det perfekt æstetiske hjem.

De fleste af mine ting er oldgamle, og går de i stykker, men kan fikses med gaffatape, får de lov til at blive. Det er muligvis ikke kønt, men det fungerer, og jeg vil gå ret langt for at slippe for en tur i Silvan eller Ikea.

Da min søn gik i folkeskolen, var jeg også den mor, der altid købte kage i stedet for selv at bage den, ligesom jeg var meget lidt aktiv i de sociale arrangementer på hans skole, fordi jeg foretrak at bruge min sparsomme fritid på at hænge ud med ham eller med mine veninder. Jeg fik derfor aldrig et nært forhold til de andre forældre, men til gengæld har jeg skabt et fællesskab i Prana, som jeg ikke havde kunnet skabe, hvis jeg samtidig skulle have været mor og husmor nr. 1, i hvert fald ikke hvis jeg ville undgå at køre mig selv ned under gulvbrædderne.

Jeg er sikker på, at en yogapraksis, der sætter fokus på mig og mit velbefindende, har givet mig styrken til at stå ved mig selv, også selvom jeg ikke lever op til alle de krav, som det moderne samfund vil have os til at opfylde, hvis vi skal kunne siges at leve det perfekte voksenliv. Men igennem mit arbejde har jeg igen og igen set, hvor drænende det perfekte voksenliv kan være. Og præcis som vi kan vælge en praksis, vi enten kan bruge til at slå os selv oveni hovedet med, eller en praksis, vi kan bruge til at finde næring og glæde i, så kan vi vælge de ting fra, som simpelthen ikke betyder det store for os, også selvom samfundet insisterer på, at de er vigtige. Og når vi gør det, gør vi samtidig vores til at ændre på de krav, som vi ikke alle sammen kan leve op til hele tiden.

For samfundet er jo faktisk os. Hvilket betyder, at hvis endnu flere af os insisterer på liv, der skal være nærende, have plads til pauser og være fulde af andre værdier end dem, der handler om forbrug og prestige, så bliver de liv, vi forventes at leve, pludselig ret anderledes. Og hvis vi ikke vil vælge en yogapraksis, der gør mere ondt end godt, hvorfor vil vi så acceptere at leve liv, hvor vi ikke rigtig trives?

Hvis samfundet er os, kunne det så ikke være en idé at vi begyndte at forme det på en måde, der rent faktisk gav plads til os? Både til dem af os, der elsker at have et smukt hjem og til dem af os, der er fuldkommen ligeglade, så længe vi bare hver dag får lov til at rejse hjem til os selv i yogaen.

Jeg sætter fokus på trivsel på workshoppen Med hjertet først lørdag d. 3/12 kl. 10.00-12.30 og på den 55-timers videreuddannelse Balance i (kvinde)livet, der starter til januar.

Begge kurser vil være fulde af redskaber til at skabe et skønt indre hjem med plads til dig.