En dag ad gangen. En slags julehilsen

I slutningen af november havde jeg en lidt sær årsdag. Da var det nemlig fem år siden, jeg trådte ud af et ægteskab, der ikke havde fungeret i lang tid, og ikke var et sted, hvor jeg følte mig hjemme.

I starten håbede jeg, at jeg kunne få et af de brud, hvor alle lynhurtigt blev venner, og hvor vi bare kom videre med nye, gode liv. Det kunne jeg ikke. Over flere omgange måtte jeg kæmpe for alt, hvad der har størst betydning for mig – inklusive Prana - ligesom jeg måtte kæmpe for at bevare en økonomisk frihed til at leve mit eget liv, som jeg ønskede det.

Midt i den kamp ramte corona, og så var der udfordringer på flere fronter.

Når jeg ser tilbage på de sidste fem år, er det vist kun i mine dyrebare pauser på Hydra, at jeg for alvor er stoppet op for at få vejret. Måske fordi de mange benspænd fik mig til at tro, at hvis jeg så meget som lukkede øjnene i et sekund, ville alt være væk, når jeg åbnede dem igen.

Konsolidering er et ord, der beskriver situationen godt: For hvad er mere naturligt end at man midt i en krise samler så meget som muligt til sig i forsøget på at have i hvert fald noget nær nok?

Og jeg har konsolideret ved at kaste liv og sjæl i mine klasser, workshops og uddannelser i Prana, i arbejdet med mine privatklienter og i min egen uddannelse inden for kinesisk medicin. Ikke sjældent har mit liv derfor været fuldkommen sammenfaldende med mit arbejde og mine studier, for der har ganske enkelt ikke har været tid til ret meget andet end korte kaffepauser og en gang imellem en middag med mine kæreste venner, før jeg skulle videre i teksten.

Det siger sig selv, at dette ikke er en bæredygtig livsstrategi i længden. Og at det kun har kunnet fungere, fordi jeg absolut og helt og aldeles elsker det, jeg laver.

Men en ting er at elske det, man laver. Noget andet er at se i øjnene, at selv ikke den højeste grad af virkelyst grundlæggende kan ændre på en situation, som er større end os. Og lige nu er yogaen og i særdeleshed yogalæreruddannelser ramt af to ting: Hård konkurrence og dårlig økonomi. Og selvom jeg nyder hvert eneste sekund af at undervise på vores overbygning, der er blevet endnu bedre, end jeg turde drømme om, da jeg startede første forløb op i 2018, og selvom jeg glæder mig til i hvert fald endnu en omgang af vores skønne 200-timers uddannelse til sommer, så er jeg begyndt at rydde op i, hvordan jeg fremadrettet bruger min tid bedst. Så der er en balance imellem det, jeg giver, og det jeg modtager. Og måske er jeg også kørt en smule træt i den af og til lidt skingre kamp om kunder i yogabranchen...

At tage udgangspunkt i situationen, som den er, og ikke som jeg synes, den burde være, er noget, både yogaen og livet har lært mig, særligt i løbet af de sidste fem år. For er der en ting, jeg med absolut sikkerhed ved nu, så er det, at hverken jeg eller nogen anden har kontrol over særlig meget.

Og måske er den erkendelse den vigtigste for dem af os, der har oplevet et liv både før og efter at det sikkerhedsnet, som vi troede, vi havde spændt ud under os, er bristet. Eller snarere: Har vist sig blot at være en illusion. For når vi erkender, at intet er sikkert, og at intet kan kontrolleres af os, må vi lære at leve på en ny måde. En måde, hvor vi erstatter illusionen om, at vi kan få tingene til at flaske sig, som vi ønsker det, med et forsøg på at lære, hvordan vi med en grad af ynde kan navigere i det, der faktisk er virkeligheden, og som også rummer alt det, vi ikke ønsker os. Vi tager en dag ad gangen. Og insisterer på ikke at gå glip af de få glimt af blå himmel, der trods alt altid findes, selv i perioder, hvor solen glimrer ved sit fravær.

Meget, meget ofte er de glimt af blå himmel andre mennesker. I mit tilfælde er det i særdeleshed de mennesker, jeg deler Prana med. De mennesker, hvis små venlige og endda kærlige handlinger giver mig lyst til at nære dem på samme måde, som de nærer mig.

For sådan er det med kontrol. Det er ikke den, der skaber det gode liv. Det skabes først i de øjeblikke, hvor vi lader kontrollens modsætning – det åbne hjerte – tage over. Det åbne hjerte, der har været min egen ledestjerne igennem fem rå år.

Så når vi i en yogasammenhæng ganske ofte taler om at give slip, mener vi ikke, at vi skal give slip på vores dybe relationer til andre mennesker og i stedet sidde uinvolveret og i ophøjet majestæt på en bjergtop. Det vi slipper er ikke kærligheden. Det er vores frygt for at få hjertet knust, når vi overgiver os til kærligheden, vi slipper.

Vil vi leve et fuldt liv, kan vi nemlig ikke undgå fra tid til anden at få hjertet knust. Fordi livet kun for alvor bliver meningsfyldt, hvis vi investerer netop hjertet og risikerer det.

Således er det meningsfulde liv ikke et, vi kan kontrollere. Vi kan bare trække vejret i det. Være nærværende i det. Række ud efter hinanden i det. Holde hjertet åbent i det. Og leve det. En dag ad gangen.

Prana er en lille, kvindedrevet, uafhængig yogaskole uden investorer i ryggen, og den bedste julegave, du kan give os, er at du laver yoga med os - på klasser, workshops og uddannelser i Magstræde eller på Prana online.

Selv bruger jeg al min viden om yoga, yogafilosofi, anatomi, kinesisk medicin mv. i arbejdet med at hjælpe mine privatklienter til at finde større balance i kroppen, sindet og livet. Du finder min nye hjemmeside her.