Alle tiders sundhed

Min søn er nærmest ud af det blå begyndt at interessere sig for træning og sundhed, og igennem det seneste halve års tid er han seks ud af ugens syv dage taget i fitness, med venner eller alene. Af alt det gode, jeg har prøvet at give videre til ham, er han derfor lige nu mest begejstret for en ret specifik ting, nemlig det gen, jeg selv har fra hans morfar, og som gør det muligt at få store lægmuskler...

Jeg kan dog også genkende noget andet, han har arvet fra mig, og det er evnen til at blive helt utrolig grebet af det han laver i en sådan grad, at han ikke bare må vide alt om det, men også må fortælle alle andre om det. Hvorfor han nu ganske ofte modtager opkald og sms’er med spørgsmål om træning fra sine venner, fordi han på rekordtid er blevet sit netværks sundhedsekspert.

Det siger sig selv, at vi har en masse snakke om det sunde liv, nu hvor jeg endelig har en i familien, der interesserer sig lige så meget for kroppen, som jeg gør.

En dag her i påsken faldt snakken på sund kost, og mens han er klar over, at anatomi i den grad er min ting, kunne jeg se på hans ansigtsudtryk, at han ikke var helt sikker på, om sund kost også er det (muligvis fordi jeg aftenen forinden havde spist halvdelen af de pomfritter, som han gudskelov stadigvæk er afslappet nok til af og til at hente hos vores lokale pizzeria).

Men jeg forklarede ham, at sundhed for mig ikke handler om at spise det, der på ethvert tidspunkt er mest oppe i medierne som det absolut sundeste. Tværtimod prøver jeg med den kinesiske medicin i hånden på forholdsvis afslappet vis at integrere en forståelse af madens energetiske påvirkning i mit liv, så jeg ved, hvad der understøtter og forstyrrer den balance, der er min. Og den balance ændrer sig med årstiderne, mine sindsstemninger og årene, der går. At spise sundt for mig betyder derfor ikke at tælle kalorier og være rædselsslagen for visse madvarer, men at jeg er opmærksom på kvaliteten af og energien i de fødevarer, jeg indtager. Det betyder også, at jeg ved, hvordan jeg bedst muligt krydrer og tilbereder min mad, og hvordan jeg balancerer indtagelsen af ting, der potentielt kunne skabe ubalance, men som samtidig er så fulde af nydelse, at jeg ikke vil droppe dem helt.

At jeg i mit liv har plads til al slags mad, er en af grundene til, at jeg hver gang, jeg sætter mig til at spise eller giver mig selv eller andre akupunktur, glæder mig over, hvor mangefacetteret den sundhedsforståelse, som jeg for alvor har valgt at kaste min kærlighed og mit fokus på igennem de sidste seks-syv år, er. Så selvfølgelig glæder det mig også, at der er kommet mere interesse for den traditionelle, kinesiske måde at forstå sundhed på i yogaverdenen. Det har nemlig i ganske lang tid nu været min klare overbevisning at yoga og kinesisk medicin supplerer hinanden på fantastisk vis, energetisk såvel som filosofisk. Ikke desto mindre kan jeg ikke undgå at studse lidt over, hvordan kinesisk medicin af og til præsenteres, når den møder yogaen.

Lad det være sagt med det samme: Yoga er i endnu højere grad end kost, akupunktur eller noget som helst andet en dybt integreret del af min måde at gå til sundhed på. De sidste mange år har jeg indrettet min yogapraksis efter hvad jeg oplever er nødvendigt i forhold til min cyklus, mit humør, mine arbejdsopgaver, min livssituation og meget mere. Jeg ved, hvilke ubalancer, jeg læner mig op ad, og jeg ved, hvad jeg på min yogamåtte skal gøre ved dem for at komme for eksempel sygdom eller bare almindeligt fysisk og mentalt ubehag i forkøbet. Derfor er jeg, selvom jeg elsker poesien fra fem elements-teorien og ideen om, at årstidernes skiften bør have en betydning for måden vi praktiserer yoga på, også klar over, at det ikke er nok for eksempel at praktisere og undervise ting, der relaterer sig til Lever- og Galdeblære om foråret – træelementets sæson – da vi alle, særligt som vi bliver ældre, har en hel palet af ubalancemønstre, som ikke kun kan indkredses ved hjælp af et enkelt element, men kræver at vi inddrager andre af særligt TCM’s forståelsesmetoder. (TCM = Traditional Chinese Medicine).

Helt centralt i denne forståelse er de organfunktioner, som i TCM hver især har en lang række opgaver at varetage - mentale såvel som fysiske - og som også samarbejder med hinanden, så en ubalance i en given funktion ikke bare påvirker selve funktionen, men også hvordan vores organisme fungerer som helhed. Dette er i min erfaring mere kompliceret at sætte sig ind i end f.eks. fem elements teorien, men i den grad besværet værd, fordi det giver os en forståelse af, hvordan vi understøtter os selv. Både med akupunktur og kost, der kan være - men ikke nødvendigvis er - relateret til den årstid, vi befinder os i, og med yoga, der i forhold til specifikke ubalancer skal have forskellige grader af intensitet og sekvenseres på hensigtsmæssige måder. Måder, der kan (men ikke nødvendigvis behøver at) indeholde de yin yoga-stillinger, som det er blevet så populært at kæde sammen med kinesisk medicin, selvom de ikke i højere grad end nogen andre yogastillinger eller -øvelser er gavnlige i denne sammenhæng.

For at give et eksempel på en ubalance, vi skal være opmærksomme på året rundt, oplever vi i Danmark – som jeg har skrevet om det for nyligt – en stor grad af fugtubalancer, forårsaget af både klima, kost og måden, vi som samfund har tendens til at gå til verden på, og disse ubalancer har i den grad godt af bevægelse. Ikke ti kilometer lange løbeture eller hårde spinningklasser, da der ofte ligger en underskudsubalance til grund for fugten, men rolig, nærværende bevægelse som i en rolig flow yoga-klasse eller en tai chi-praksis.

Også når det kommer til, hvordan helbredet påvirkes fra første menstruation til længe efter at overgangsalderen er overstået, er en viden om kombinationen af yoga og kinesisk medicin i alle dens aspekter dyrebar, særligt fordi den hjælp, vi får fra vestlig medicin i denne henseende, ofte er mangelfuld og som regel udelukkende handler om at give hormoner af den ene eller anden art, hvilket ikke tager fat om roden af problemet, men fjerner det kunstigt. I den tænkning virker det af og til som om man er af den overbevisning, at kroppe, der menstruerer, ikke kan finde ud af at styre sig selv – noget der kan lyde som et ganske skræmmende ekko af tidligere tiders kvindesyn – men skal kontrolleres udefra.

I kinesisk medicin kunne intet være længere fra sandheden: Her æres og understøttes evnen til at menstruere, til at undfange, bære og føde børn på en måde, der tager hele klientens livssituation under overvejelse, når der skal skabes balance. Vi undersøger, om problemerne skyldes alt fra underskud af yin eller yang, underskud af Milt qi eller Lever blod, blodstagnation, Lever qi stagnation og meget mere. Hver diagnose har en tilhørende behandling, hver diagnose kan eksistere side om side med en anden diagnose – så vi sagtens kan opleve underskud og overskud på én gang – og hver diagnose vil have en specifik yogapraksis og tilgang til kost, som vil gavne. Til det kan vi sagtens tilføje en viden om, at foråret er træelementets sæson, men hvis vi virkelig vil tilrettelægge yogaen, så den bliver en vej til balance for os selv og andre, skal vi se et større billede og have mange flere detaljer med. Gør vi det, vil vi til gengæld ikke bare opleve, at vi kan tage ejerskab over vores eget velbefindende. Vi vil som sidegevinst også opleve, at vi fra tid til anden kan nyde at spise halvdelen af vores barns pomfritter helt uden dårlig samvittighed og uden at føle os usunde.

Vil du vide mere?

I vores næste 300-timers uddannelse indgår tre forskellige 55-timers videreuddannelser, der alle løber over tre weekender. Du kan deltage i videreuddannelserne uden at være tilmeldt hele vores 300-timers forløb.

De første 55 timer har det overordnede tema energi. Her sætter vi den kinesiske medicin ind i en yogasammenhæng, så du kan lære at skræddersy praksisser til dig selv, dine klasser og evt. dine privatelever, der kombinerer yoga med en forståelse af de mest almindelige ubalancemønstre i kinesisk medicin, såsom underskuds- og overskudstilstande, Milt-ubalancer, Lever-ubalancer, Hjerte-ubalancer mv.

Du kan deltage uanset hvilken type yoga, du praktiserer og/eller underviser, men vær opmærksom på, at vores hovedfokus er på flow yoga, og at du både vil blive præsenteret for mere dynamiske og mere stille praksisser, med en hovedvægt på det dynamiske.

 

Energi – 55-timers videreuddannelse i yoga og kinesisk medicin

Fredag d. 21/10 kl. 16.30-20.30

Lørdag d. 22/10 kl. 11.00-18.00

Søndag d. 23/10 kl. 11.30-17.30

 

Fredag d. 18/11 kl. 16.30-20.30

Lørdag d. 19/11 kl. 11.00-18.00

Søndag d. 20/11 kl. 11.30-17.30

 

Fredag d. 16/12 kl. 16.30-20.30

Lørdag d. 17/12 kl. 11.00-18.00

Søndag d. 18/12 kl. 11.30-17.30

 

Pris: 8500,-

Vi tilbyder 8 pladser på videreuddannelsen til deltagere, der ikke er med på hele 300-timers forløbet. Vi anbefaler derfor, at du tilmelder dig i god tid. Ved tilmelding betales halvdelen af beløbet (kontonr. 6737-1054791), som sikrer din plads. Resten af beløbet betales senest d. 1/9. Ved tilmelding senere end d. 1/9 betales hele beløbet på én gang. Indbetalinger refunderes ikke.

Tilmelding eller yderligere info: pranayogashala@gmail.com

 

 

Ann-Charlotte Monrad