Et andet ord for yoga. Om kontroltab som nytårsforsæt

I løbet af den sidste uges tid har vi mødtes i Prana til to af mine favoritklasser: En hvor vi ved vintersolhverv fejrer, at det atter går mod lysere tider, og en nytårsklasse, hvor vi sammen byder det nye år velkommen og inviterer det inden for, som vi ønsker os, og slipper det, der ikke skal med videre.

Men jeg har også en anden decembertradition, der startede, da jeg overtog vores lokale i Magstræde tilbage i 2012, og den går ud på, at jeg i starten af årets sidste måned, når årets budget fra uddannelser mv. er ved at være brugt op, logger ind på vores konto, mens jeg holder vejret og håber, at det ikke står helt så galt til, som jeg frygter, selvom jeg sjældent bliver positivt overrasket.

Præcis som det er tilfældet med vores traditionsrige vinterklasser, hvor vi kaster os ud i nye sekvenser hvert år, har min egen reaktion på vores ved årsskiftet altid skrantende økonomi dog også ændret sig med tiden. Hvor jeg de første mange år tænkte ”Åh nej. Hvordan skal jeg finde penge til huslejen i januar?” tænker jeg nu: ”Hvor bliver det spændende at se, hvordan jeg finder penge til huslejen i januar!” For indtil videre er det altid lykkedes – gudskelov også i år - og derfor virker det ærlig talt som spild af kræfter at panikke over det.

At stole på, at tingene nok skal gå, har i det hele taget været et tema i Prana i 2023, hvor der som altid har været lidt skiftende bølgegange igennem året, der er gået, med stille måneder og travle måneder, fyldte workshops og workshops, det har været umuligt at fylde. Men vores 200-timers uddannelse gav mig i år – for første gang siden efteråret 2021 - troen på, at der stadig er plads til at uddanne på en lille, uafhængig og meget lidt kommerciel skole som vores, der godt nok ikke har rige investorer i ryggen, men til gengæld har masser af yoga i hjertet, samt en årelang erfaring med og habil viden om det at dele yogaen med dem, der vil dele den med andre.

I mit eget liv uden for Prana har jeg også observeret, hvordan det at insistere på kontrol – der er det modsatte af, hvad yogafilosofien i snart totusind år har anbefalet os - kan blokere for livet, når det er lettest, endda i en grad så letheden ender med helt at forsvinde.

Og det er en skam, for det at have kontrol giver os sjældent mere end en kortvarig tilfredsstillelse, der varer lige præcis så længe, som livet folder sig ud på en måde, der får det til at føles, som om det er vores styr på tingene, der råder, selvom det som regel egentlig mest skyldes held. Men før eller siden slipper heldet op, og livet gør noget andet end det, vi vil have det til. Og fordi netop dét er en uundgåelig del af den menneskelige tilstand, vil selv de øjeblikke, hvor vi føler, at vi har kontrollen, være farvet af frygt, fordi vi inderst inde godt ved, at det, vi tænker på som kontroltab, vil stikke hovedet frem og tage over, fordi kontrol i bund og grund aldrig har været noget, vi har haft, og altså heller ikke er noget, vi kan tabe.

Set ud fra yogaens perspektiv svarer vores fejlagtige forestilling om, at vi kan kontrollere noget som helst til, at vi holder os både lysvågne og fuldkommen anspændte på en direkte flyvning fra København til San Francisco, fordi vores frygt for at flyve har fået os til at bilde os selv ind, at lukker vi øjnene og slipper skuldrene fra ørerne i så meget som et sekund, så styrter flyet. For det eneste, der holder det på vingerne, er jo vores intense vågen.

Det yogafilosofien fortæller os er, at hvis flyet styrter, så styrter det. Og hvis det gør, er det da faktisk en skam, at vi har brugt de sidste timer af vores liv på at stirre rædselsslagent ud i luften i stedet for at læne os tilbage i stolesædet med et glas hvidvin og en god film. For før eller siden vil katastrofer af den ene eller anden art indtræffe i vores liv, så hvorfor ikke bare være fuldt til stede i de gode perioder, så vi måske endda på den konto kan samle lidt overskud ind til også at kunne håndtere de svære?

Yogaens alternativ til drømmen om kontrol er en indsigt i at alt, hvad der ligger ud over den rene bevidsthed, puruṣa, som yogaen er en vej til erkendelse af, er energi i konstant bevægelse. Og den energi kan vi ikke styre. Men vi kan lære at genkende dens manifestationer og derved bevæge os med den igennem tilværelsen på en måde, der er bæredygtig i forhold til vores egen sindsro. Ikke fordi vi på den måde altid får, hvad vi vil have. Langt fra, faktisk. Men fordi vi ved at lære at danse til energiens skiftende rytmer med tiden kan lære at værdsætte skønheden i den kaotiske dans, som den byder os op til.

Og hvis det lyder som for meget af det gode, kan vi da også bare fortsætte med det, vi allerede kender så godt: At micromanage hver eneste detalje af vores eget og vores nærmestes liv. Så længe vi forstår, at det kræver, at vi holder det meget, meget tæt ind til kroppen, så vi undgår overraskelser. Præcis som når man inden jul har bestilt sin egen gave i giverens navn, så man er sikker på, at man ikke bliver skuffet. Selvom man højst sandsynligt allerede er blevet skuffet ved tanken om, at hvis man lod andre tage over, ville man nok ikke få tingene præcis, som man ville have dem. Fordi de ikke kan læse tanker og ikke, ukontrolleret, gør præcis som man synes, at de burde gøre.

Og det er i bund og grund skuffelsens dilemma: At man selv må sørge for, at tingene bliver som man vil have dem, uden at man for alvor kan glæde sig over, at de er blevet, som man ville have dem, fordi man selv har måttet tage ansvaret for at få alting til at gå lige efter planen. Og det dilemma kan føre til bitterhed. Til at man bliver vred på alt og alle. Og særligt på dem, der har svigtet i udfoldelsen af ens perfekt orkestrerede verdensbillede.

Men man kan også komme til en anden form for indsigt: At livet uundgåeligt og med ganske jævne mellemrum vil skuffe os. Og at vi, hvis vi giver plads til skuffelsen som en integreret del af livet, også giver plads til, at det fra tid til anden vil overraske os positivt.

For hvis vi selv har brolagt hver eneste centimeter af vores livsvej og selv har valgt typen af sten og beplantningen i vejkanten, så kan den hverken føre os længere eller andre steder hen end lige præcis dertil, hvor vores egen fantasis grænser går.

Og hvis vi har bildt os selv ind, at vi mere end noget andet i verden ønsker os et liv, hvis vej er velkendt og uden sideveje og mulighed for svinkeærinder, er det ikke usandsynligt, at lige præcis vores fantasi har sine begrænsninger. Ved blandt andet at få os til at tro, at alt hvad der ikke er i fuldkommen overensstemmelse med vores egen idé om, hvordan vores livs manuskript skal skrives, er skræmmende farligt. I stedet for befriende og lykkeskabende på en måde, som vi slet ikke kan forestille os, men som vil åbenbare sig, hvis vi tager første skridt ad en vej, vi ikke selv har planlagt ned til mindste detalje. En vej, hvor vi af og til kommer til at kaste os ud på dybt vand eller vandrer så langt ind i skoven, at der ikke længere er skovstier, og hvor vi ikke kan være fuldkommen sikre på, hvad vi træder ned i.

Og det kan selvfølgelig være skræmmende, særligt fordi vi igennem vores opvækst og vores voksenliv fra stort set alle de instanser, vi er kommet i kontakt med, er blevet opfordret til at gøre tingene på en måde, der ikke involverer dybt vand og mørke skove. Men er det virkelig så meget mere skræmmende end eventyr- og magifornægtende kontrol? For realiteten er, at livet og verden kun for alvor viser os sine magiske sider, når vi tør slippe excel-arket og kaste os ud i det med hjertet først.

Og kan det fungere for en lille yogaskole uden noget, der bare minder om en forretningsplan, men bare et dybt og inderligt ønske om at gøre godt og nære fællesskabet i en verden, hvor begge dele ikke sjældent føles som mangelvarer, så kan det nok også fungere for dig.

Jeg ønsker os alle et godt og lykkebringende nytår med plads til masser af den magi, der først for alvor åbenbarer sig, når vi lærer at glæde os til at opleve, hvordan livet mon kommer til at folde sig ud og overraske os, frem for at frygte alt det, der potentielt kan gå galt. For den magi føles temmelig meget som frihed. Og frihed er et andet ord for yoga.

Bliv en del af vores fællesskab i et halvt år, når vi i midten af marts starter endnu et 200-timers forløb op.

Du kan også støtte både dig selv og vores arbejde med yogaen ved at tilmelde dig workshoppen Hormoner og balance anden weekend i januar. Det er også muligt kun at deltage om lørdagen eller på workshoppens formiddagsklasser.