Meditation - et fælles projekt

En eksplosion af regnbue farvet lys. En dyb stemme fra oven der - med en klang af Morgan Freeman - deler meningen med livet. Øjeblikkelig oplysning. Og måske en enhjørning eller to.

Alt sammen helt og aldeles og til min store skuffelse og overraskelse fuldkommen fraværende, da jeg et par år inde i min rejse med yogaen begyndte at meditere. Ikke engang en smule sindsro kunne det blive til. Konstant kværnende tanker var det eneste, jeg havde at gøre godt med, når jeg satte mig på min meditationspude, og de var sjældent den helt store fornøjelse at være i selskab med.

Mere end tyve år senere er der ikke så meget, der har ændret sig, når jeg stort set dagligt praktiserer det femte af Patanjalis otte led, pratyahara, og trækker sanserne til mig for en stund. Det eneste, der virkelig har ændret sig, er hvad jeg forventer at få ud af min praksis, selvfølgelig.

For forestillingen om den store, mystiske oplevelse er blevet erstattet af en stille glæde over, hvordan dét regelmæssigt at sidde i stilheden med sig selv tilbyder en indsigt i, hvordan de mønstre, vi lever livet efter, og de filtre, vi ser verden igennem, opstår og opløses.

 

I weekenden mediterede vi sammen på vores 200-timers uddannelse. Det har vi gjort siden første forløb i 2012, og det er stadigvæk de mest dyrebare, men også de absolut mest intense to dage jeg tilbyder i Prana i løbet af året. Både fordi jeg er klar over, hvor hårdt det kan være at sidde i stilhed med sig selv, fysisk såvel som mentalt. Men også fordi jeg ved, at alle i salen på et eller andet tidspunkt i løbet af sådan en weekend får lyst til at være alle andre steder end lige dér, i et nu der er fuldt af kropslig protest og larmende tanker. Og som yogalærer er det at skabe et rum, som de tilstedeværende ønsker at forlade, helt ærligt ikke det, man er allermest komfortabel med, heller ikke selvom man har gjort det mange gange før.

Hvorfor gør jeg det så? kan du (og jeg selv hver eneste gang mindst én gang undervejs...) spørge. Hvorfor ikke bare tilbyde endnu et modul med lækker, velvære-fokuseret bevægelse, spændende anatomi og filosofisk snak, som man kan zoome ind og ud af, mens man drikker sin kaffe? Er der ikke allerede lidelse nok i verden?

Er vi tro mod den klassiske yoga der, i århundreder inden hatha yogaen indvarslede den fysiske praksis, vi kender i dag, var en kontemplativ praksis, giver det mening at meditere. Inspireret af bl.a. Yoga-sutraerne kan vi bruge vores praksis til ikke bare at betragte verden, men også at betragte måden, vi betragter verden på, og hvordan dette ”vi” i det hele taget bliver til. I stilheden med os selv vil vi opleve, hvordan de mange historier, der optager vores tanker, og gør ”os” til ”os”, har med relationer at gøre, og hvordan disse relationer – og vores måde at gå til dem på – på både godt og ondt farver vores væren i verden.

Vi bliver også, på et helt fysisk plan, opmærksomme på, hvordan vi reagerer, når noget ikke er præcis, som vi vil have det, specielt når vi ikke lige umiddelbart kan ændre på det, men simpelthen må sidde med det, indtil det naturligt – lige som alt andet i verden – kommer til ophør.

Og i den praksis opstår både den tålmodighed og rummelighed, vi har brug for, hvis vi vil om på den anden side med andet end en træt ryg i bagagen. Og som er nødvendige, hvis vi ønsker at dele yogaen med andre fra et nærværende, omsorgsfuldt og ærligt sted. Faktisk, vil jeg mene, bør man overveje, om arbejdet med yogaen overhovedet er noget, man skal påtage sig, hvis man ikke fra tid til anden placerer sig i stilheden og bliver siddende, også når man ikke har lyst til at blive siddende længere.

For yoga som meditation er ikke regnbueeksplosioner og fede, mystiske oplevelser, der tilføjer lag til ens åndelige selviscenesættelse. Yoga som meditation er tværtimod at skrælle lag af sin selvforståelse ved nøje at undersøge, hvordan den er kommet i stand, og hvordan den potentielt kan skabe et filter imellem os og verden, der gør det sværere at møde den, samt de mange mennesker, vi deler den med, fra et sted af rent nærvær. Et sted, der gør det muligt for os at skabe trygge rum, hvor også andre inviteres til at stille skarpt på de filtre og mønstre, der er deres.

Det er det, jeg plejer at svare, når man spørger mig, hvorfor vi mediterer på vores uddannelse. Men min tur fra Prana til metroen lørdag eftermiddag gav mig også en anden god grund til at insistere på vigtigheden af meditation.

For gaderne var tæt pakkede af mennesker på lørdagsshopping med poserne fulde af forbrugsgoder, der muligvis gavner den højt besungne vækst, men som også mindede mig om, at vores globale overforbrug netop har givet os den vådeste novemberdag nogensinde, en sommer og et efterår fyldt med ekstreme vejrfænomener, samt det varmeste år siden man begyndte at måle den slags.

Og efter en dag med fokus på vores dybe forbundethed med alt andet og alle andre var det virkelig svært at træde ind i den kollektive disconnect, der får os til at glemme, at vores egen Black Friday- og juleshopping har en direkte indvirkning på tingenes tilstand. Fordi verdens beboelighed påvirkes af de valg, vi alle i fællesskab træffer lige nu. Og at vi i jagten på det perfekte liv med det perfekte udseende og den perfekte bolig på paradoksal vis er i gang med at ødelægge den bolig, vi alle deler.

Selvfølgelig vil jeg ikke påstå, at vi kan meditere os ud af klimaforandringerne. Der skal modige, politiske beslutninger til for at gøre en forskel, ligesom de 100 virksomheder, der står for 71% af verdens CO2-udledning må holdes ansvarlige.

Men vi kan meditere på hvordan de mønstre, vi hver især bærer med os, skaber forbruget. Hvorfor bliver vi for eksempel ved med at tro, at materielle goder fører til blivende, uforanderlig lykke, når de aldrig nogensinde har gjort det før?

Hvorfor har vi brug for at imponere hinanden med alt det, vi ejer, når det, vi i virkeligheden alle sammen har brug for, er at imponeres over, hvor lidt vi kan nøjes med?

Hvorfor tager vi i stedet for at tage ud i naturen, når vi har fri, og næres af dens gratis skønhed, ind til byen for at bruge penge, hvorefter vi bekymrer os om, at vi ikke har penge nok, og derfor arbejder endnu hårdere? Og når vi så har gjort det, tager vi atter ind til byen igen for at forkæle os selv, fordi vi har arbejdet så hårdt..

I meditationen kan vi lære vores tankemæssige vanemønstre at kende, og det gør det lidt lettere at lade være med at reagere på det samfundsskabte behov for ”mere-større-bedre”, der på ingen måde er i vores interesse. Så vi i stedet kan begynde at fremelske evnen til at være tilfredse med det, vi har: Tøjet, der ikke er gået i stykker endnu, vores ti år gamle tallerkener, der stadig fungerer fint, også selvom de måske har et enkelt skår, vores assorterede samling af kopper, der minder os om alle de forskellige steder, hvor vi engang købte dem. Og selvfølgelig også den frostklare luft mod kinderne. Varmen under tæppet på en kold novemberlørdag. Den gode smag af kaffe. En sms fra en vi elsker. Og, måske vigtigst af alt: Vores vejrtrækning. Vores hjertes slag.

 

Da vi nåede søndag eftermiddag og afrundede retreatet med at chante Lokah Samastah Sukinho Bhavantu (må alle levende væsner alle steder være lykkelige og frie), var jeg ikke overrasket over de smil, jeg så, da jeg kiggede rundt på mine medmediterende.

Glæden ved at have siddet igennem kedsomheden, ubehaget og irritationen med en evne til at observere sig selv, også i de allermest udfordrende øjeblikke, var tydelig. En evne, vi ikke kan tænke eller læse eller tale os til, men kun kan meditere os til, som en vedholdende, utrættelig og ganske jordnær betragter.

Og selvfølgelig kan vi, som i klassisk yoga, bruge den til hovedsageligt at betragte os selv. Men vi kan også bruge den til at betragte de mønstre, der skaber de samfund, vi lever i lige nu. De samfund der, både når til kommer til fred, menneskelighed, respekt og forståelse nationer imellem og i forhold til vores fælles ansvar for klimaet, igen og igen har spillet fallit.

Så hvis vi vil give hinanden en gave i år, bør det måske være, at vi først kigger indad og dernæst udad, for så at slutte af med at se hinanden i øjnene og blive enige om, hvad vi virkelig bør ønske os: En verden, vi alle kan leve i, og en jordklode, vi alle kan bebo. Og det arbejde starter på vores meditationspude. Men det slutter ikke der.

 

Næste Yoga Alliance-godkendte 200-timers forløb hos os starter til marts. Læs om uddannelsen her.

Vil du give dig selv eller en du holder af en bæredygtig gave med vedvarende effekt, kan du læse om vores vinter- og juleevents her.

 

 

 

 

 

 

 

Ann-Charlotte Monrad