Den etiske komponent

”We make the world better by making people safer,” siger Stephen Porges i et interview om sit arbejde med det, han kalder Polyvagal Theory. En af hans pointer er, at når frygt tages ud af ligningen, så har vi meget lettere ved at fokusere og, med hans i dette tilfælde helt enkle ord, ”do lots of interesting things”.

Jeg stødte for nyligt på en yoga-podcast (Yoga Meets Movement Science), der (ret forsimplet) stillede spørgsmålstegn ved Poly Vagal Theory, der da også har været debatteret igennem længere tid.

I særdeleshed stillede podcasten spørgsmålstegn ved de mange (dyre) yogakurser, der, adskilt fra, men inspireret af teorien, bliver udbudt for at forbedre deltagernes vagusnerve-tonus. En pointe her var, at hvis folk virkelig er traumatiserede, så har de brug for mere end sådan et kursus for at hele.

Derudover nævntes den (også i mine øjne) vigtige pointe, som af og til overses i yoga, nemlig at vi har brug for et nervesystem, der både kan være sympatisk og parasympatisk tændt, alt efter situationen, og at de to ikke nødvendigvis udelukker hinanden.

Et af problemerne med podcasten var dog, at ingen af de to pointer, så vidt jeg kan se, egentlig tager udgangspunkt i Porges’ arbejde. I forhold til den anden pointe taler han bl.a. om hvordan det sympatiske nervesystem er (positivt) tændt, når vi f.eks. dyrker aktiv sport sammen med andre eller kaster os ud i udfordrende projekter, som vi kan lide. Og i forhold til den første, så sælges der måske af og til kurser uden tilstrækkelig dybde, men det skal ikke skygge for det seriøse arbejde med traumepatienter, som teorien har inspireret til, og som f.eks beskrives i Bessel van der Kolks bog The Body Keeps the Score. Derudover er det i mine øjne et kæmpe skridt i den rigtige retning, at teorien virkelig har sat fokus på, hvordan en fuldkommen naturlig reaktion ved overgreb er et fryse frem for at reagere ved at kæmpe eller flygte. Hvilket vil sige at vi nu ved, at et manglende nej ikke er det samme som et stiltiende samtykke, men en mindst lige så naturlig reaktion i en faresituation som et knæ i skridtet er det.

For mig bliver podcasten dermed et eksempel på noget af det, som for alvor er blevet populært inden for yogaen – særligt i USA - de sidste 5-10 år: Nemlig at være kritisk over for alt, også det som mange læner sig op ad og finder brugbart i et forsøg på at navigere igennem livet. Først og fremmest fordi det at være kritisk tilfredsstiller et ønske vi har om at fremstå som klogere og bedre oplyste end alle andre.

At være kritisk kan selvfølgelig ganske ofte være en god ting, når vi beskæftiger os med yoga som både mental og fysisk praksis, i hvert fald når der er hold i det, vi siger. For påstande uden særlig rod i virkeligheden har domineret yogaen alt for længe.

Et eksempel på dette er den holdning til menstruation, som jeg for mere end tyve år siden blev præsenteret for i min egen, tidligere praksis, ashtanga yoga, da jeg startede. Her fik jeg at vide, at min praksis hver måned skulle stoppes de første tre dage, jeg menstruerede.

I mange år praktiserede jeg derfor i smug disse dage – ikke nødvendigvis ashtanga-sekvensen, men noget, der mindede om den, bare blidere – fordi min krop trængte til bevægelsen. Sådan har jeg det stadig, og nu glæder jeg mig over, at jeg ikke længere behøver at praktisere i smug, fordi jeg ved, at blød bevægelse for i hvert fald mange af os giver god mening i forhold til at understøtte kroppens arbejde under menstruationen, også i forhold til at gøre klar til de næste faser af vores cyklus.

Med den viden om kvindekroppen, som jeg har nu, kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, om forbuddet mod at praktisere under menstruationen havde mere med den i visse dele af den indiske tradition ganske ofte observerede frygt for den påstået urene, blødende kvinde at gøre, end den havde med at give mig som kvindelig praktiserende den bedst mulige vejledning, når det kom til min egen fysiske sundhed.

Så selvfølgelig er der mange forhold i yogaen, vi kan og skal stille spørgsmålstegn ved. Men fordi disse spørgsmål bliver stillet i en yogakontekst, bliver vi også nødt til at holde os for øje, hvordan og hvorfor vi gør det. Og her dukker en term fra yogafilosofien – ahiṃsā – op, og den går faktisk hånd-i-hånd med Porges’ idé om det trygge menneske.

Man skal ikke have studeret meget yogafilosofi for at havde stiftet bekendtskab med begrebet ahiṃsā, der ofte oversættes med ikke-vold, men egentlig betyder ikke-dræbe. Det er det første af de etiske principper, yama’erne, som skal hjælpe den praktiserende på vejen mod en tilstand af yoga, og det er det etiske princip, som de øvrige fire yama’er er indlejret i. Hvilket vil sige, at vi må finde en måde at handle på, der altid er i etisk overensstemmelse med en tilgang, hvor vi ikke skader eller sårer andre, også når vi f.eks. siger det, vi anser for at være sandheden (som er den anden yama, satya). I relation til den oven for nævnte podcast kunne dette ske ved først at nævne de mange gode ting, som Porges’ arbejde har medført, frem for simpelthen at bruge kritik af hans teori som afsæt for selvpromovering.

En mere ahiṃsā-inspireret tilgang til uenigheder er dog ikke altid så ligetil for os, der er vokset op med det moderne samfunds krav om at udmærke os. For så længe det at være den bedste anses for at være et mål i sig selv, så er det nødvendigt at træde andre under fode for at nå den plads. Og det er svært at gøre på en ikke-voldelig måde, der skaber tryghed... At træde andre under fode oplever vi i en yogasammenhæng selvfølgelig ikke kun i podcasts, men også i mange andre situationer. Som når vi f.eks. bruger vores uddannelsesmæssige baggrund til at lægge afstand til eller nedgøre andre underviseres arbejde, frem for simpelthen at præsentere det, lige præcis vi har at tilbyde, uden at påstå, at vi ved bedst, eller at vi er bedre end andre.

Set med yogaens etiske briller er forsøg på succes på andres bekostning selvfølgelig særlig problematisk inden for vores disciplin, men det gør det ikke mindre problematisk, når det sker i andre alternative praksisser. I den kinesiske medicin, som jeg bruger en meget stor del af min tid på lige nu, støder jeg også med jævne mellemrum på behovet for at være den bedste. Jeg forestiller mig, at den taoistiske filosofi har noget at sige om det, men uanset hvad stemmer det dårligt overens med den viden vi i dag har om, hvor stor en rolle det empatiske møde har i en behandling. Ikke desto mindre ses ikke sjældent en nærmest mekanisk tilgang i arbejdet med medicinen, hvor den bedste uddannelse tæller mere end både medfølelse og indlevelse, og hvor nålene bare skal i de korrekte punkter på den korrekte måde, for at det er en god behandling. Der undervises overraskende lidt i vigtigheden af at skabe trygge, empatiske rum, lige som det rum, der på mange skoler undervises i, som udgangspunkt kan være præget af konkurrence frem for samarbejde.

I alle disse tilfælde er forståelsen for, hvor stor betydning det mellemmenneskelige har for at vores discipliner for alvor skal fungere, besynderligt fraværende. Derfor giver det for mig i den grad mening at holde fast i Porges’ teori om, hvordan vi regulerer vores nervesystem i forhold til det, vi bliver præsenteret for i mødet med andre mennesker, også fordi vi kan bruge det som en rettesnor for, hvordan vi selv møder andre. For hvad sker der, hvis vi som undervisere og/eller behandlere fokuserer på, at vi skal være – eller i hvert fald ønsker at præsentere os som – den bedste? Og hvad sker der, hvis vi slipper den tanke, så den ikke længere tager plads og skygger for det menneske, der står lige foran os?

Forestil dig et øjeblik, at du træder ind i rummet hos en, der vil imponere dig med sin viden. Hvordan vil det føles? Og hvordan vil det føles, hvis du træder ind i rummet hos en, der først og fremmest ønsker at se dig? Hvor tror du, at det, som lige præcis du søger, har de bedst mulige vilkår for at åbenbare sig?

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke skal vide, hvad vi laver som undervisere og behandlere. Men det betyder, at hvis vi ikke sætter den etiske komponent først, fordi vi sætter behovet for at imponere først, så vil den mellemmenneskelige del af processen – der spiller en kolossal rolle i alt arbejde med kroppen og sindet, der ligger ud over det rent mekaniske - gå tabt.

Uanset hvordan fremtiden for polyvagal-teorien ser ud, tager jeg derfor i hvert fald én ting med mig, som jeg som underviser og uddanner af yogalærere har set bevist igen og igen: Det rum, jeg kan skabe for andre, er uendeligt meget vigtigere i deres egen proces med at lære eller hele eller begge dele, end jeg (og i særdeleshed mit ego) er for deres udvikling. Hvilket betyder, at hvis jeg vil være med til at skabe en bedre verden ved at skabe tryggere mennesker, så bliver jeg nødt til at skrue ned for mit eget behov for at brillere. Jeg skal selvfølgelig dele det, jeg ved. Men jeg skal gøre det, så det bliver forståeligt og brugbart. Og jeg skal gøre det på en måde, så modtagerne af det føler sig trygge i processen. For trygge mennesker lærer bedst.

Og hvis jeg undervejs bliver grebet af behovet for at blive set, må jeg sørge for at stille mig selv spørgsmålet: Gør jeg det her, fordi jeg vil vise, at jeg er den bedste? Eller gør jeg det, fordi jeg vil gøre verden til et bedre sted? Og på dage, hvor jeg har brug for lidt ekstra hjælp til at tøjle egoet, kan jeg minde mig selv om, at der på vinderskamlen kun er plads til én. Og at det derfor må være et temmelig ensomt sted at stå i længden.

Du kan læse mere om at integrere yogafilosofien i din måde at skabe balance i livet på, samt om hvordan det moderne samfund påvirker vores tilgang til yoga i min seneste bog Vejen hjem - yoga for livet som kan bestilles hos Saxo.com.

Vi dykker altid i et eller andet omfang ned i yoga og kvindekroppen, når vi kombinerer yoga og kinesisk medicin i Prana, men på sjette modul af vores overbygning er temaet vores hovedfokus. Læs mere her.

Du kan også deltage i en weekend, hvor du introduceres til arbejdet med at kombinere kinesisk medicin og yoga. Eller simpelthen forkæle dig selv med 2,5 times skøn praksis og oplæg 2. pinsedag, der tager udgangspunkt i nogle typiske kvindeproblematikker.