Den blødeste lykke
For lidt over et år siden ankom jeg til Hydra i starten af juni efter en vinter med meget lidt bevægelsesfrihed. Jeg havde på det tidspunkt kæmpet Prana igennem to nedlukninger og en mellemliggende periode med endeløse og konstant skiftende restriktioner, og jeg havde også taget del i Danske Yoga- og Meditationslæreres arbejde for alle landets undervisere, der i visse tilfælde var lige så polariserede som resten af befolkningen.
På et personligt plan havde jeg forsøgt at navigere igennem kølvandet på en temmelig rå og ubehagelig skilsmisse, der på stort set alle tænkelige planer havde kostet mig dyrt. I processen med efterfølgende at prøve og invitere lykken indenfor, havde jeg formået at få mit hjerte eftertrykkeligt knust. At blive slået til plukfisk af livet var således efterhånden blevet min spidskompetence, og var det ikke for min yogapraksis, havde jeg næppe klaret mig igennem de konstante skuffelser med et nervesystem i nogenlunde behold.
Og nu sad jeg så endelig det sted, der i næsten ti år havde været min trygge havn midt i livets mange storme og opdagede, at jeg ikke længere var sikker på, hvordan det føltes at være lykkelig. Jeg vidste, hvordan der var at føle sig stærk. Ukuelig. Som en overlever. Men lykkelig? Det havde jeg glemt.
Som det ofte sker i den slags situationer, faldt jeg kort efter min ankomst over et citat, der ganske præcist indkapslede, hvordan jeg havde det. På min yndlingssten ved vandet læste jeg: ”I dream of never being called resilient again in my life. I’m exhausted by strength. I want support. I want softness. I want ease. I want to be amongst kin. Not patted on the back for how well I take a hit. Or for how many”.
I det øjeblik gik det op for mig, at det ikke i længden er bæredygtigt at have ”stærk” som sin vigtigste kvalitet. Og at det for mig var på mere end høje tid at invitere blødheden indenfor. Gudskelov var der intet bedre sted i hele verden at gøre det end lige præcis der, hvor jeg var.
”Der må være en anden grund til, at du bliver ved med at komme tilbage. Det kan ikke kun være på grund af solskinnet,” sagde en af dem på Hydra, som jeg hilser på og af og til drikker et glas vin med, da jeg stødte på ham på mit seneste besøg for nogle uger siden.
På sin vis har han ret, selvom det ikke, som både han og overraskende mange andre synes at tro, handler om kærlighed. Det handler om blødhed. Den blødhed jeg - siden jeg opdagede, hvor udmattet jeg var af al den styrke, man (og jeg selv) forventede af mig - igen og igen er vendt tilbage til øen for at finde.
Jeg har selvfølgelig tænkt en del over, hvorfor jeg har brug for at være på en lille klippeø en dagsrejse fra der, hvor jeg arbejder, og hvor min søn opholder sig, for virkelig at finde den og dvæle i den, så den bliver en mere og meget integreret del af min egen natur og min tilgang til livet. Og jeg er kommet frem til, at det udover vandet, den tidløse horisont og den varme duft af sten, måske særligt skyldes, at den cykliske natur, der er livets, bliver så tydelig på en lillebitte ø, hvor man konstant er vidne til, hvordan vi alle fødes, vokser op, lever med glæder, lever med sorger, ældes og dør.
I en moderne storby, derimod, hvor vi ofte hovedsageligt tilbringer tid sammen med folk, der er præcis det samme sted i livet som os, suges vi let ind i hver eneste begivenhed, hvert eneste projekt, hver eneste livssituation med en intensitet der, løsrevet fra livets store billede, er dybt, dybt udmattende. I sådan et liv skal vi altid positionere os og vi skal præstere, og meget få at os formår at holde fast i blødheden midt i præstationen.
På øen har jeg igennem årene, som den stille observatør, jeg som regel er der, været vidne til, hvordan liv i virkeligheden folder sig ud med en betryggende ensartethed.
For ti år siden sejlede jeg ud til stranden med en smuk ung mand, der charmerede de besøgende kvinder med sin sang og sit vaskebræt. Som årene gik, kom der en hustru, en lille søn og en farmave til, og i dag er den smukke unge mand, der sejler gæster ud til øens strande den dreng, der med skrammer på knæene plejede at hjælpe sin bedstefar på båden i skolesommerferien. Hans fuldskæg skjuler, at det ikke er så længe siden, at han ikke drak kaffe mellem turene, men spiste is.
I mange år sukkede min venindes mor efter et barnebarn, hun kunne kaste al sin kærlighed på. For et år siden blev familien velsignet med ankomsten af den længe ventede guldklump, og nu drøner den lille krudtugle med en voksen i hånden fra havnekanten til sin onkels butik og tilbage igen. Næste gang jeg ser ham, kan han nok gå turen alene, og inden vi får set os om, løber han, som min egen søn gjorde det, for hvad der både føles som meget kort og meget lang tid siden, på egen hånd ned i byen for at hente souvlaki.
På øen leves livet således efter en velkendt formel. Alle har selvfølgelig deres personlige udgave af den formel, men den folder sig stadig ud på genkendelig vis for langt de fleste, i fuld synlighed for alle. Den synlighed gør, at livets opture og nedture ikke kommer til at fylde helt så intenst. Alle har prøvet det hele. Eller kommer til det. Fordi det er en del af vilkåret ved at være menneske. Så at nogle år naturligt nok er mere sorgfulde og svære end andre, får ikke lov til at stjæle smilene. Heller ikke mit.
”Du smiler altid. Hver eneste gang, jeg ser dig, smiler du,” sagde en anden bekendt, der denne sommer er vendt tilbage til øen efter at have prøvet lykken i Athen hen over vinteren. Og var kommet til den konklusion, at det ikke var det rigtige sted at lede efter den.
Og jeg måtte give ham ret. Både i forhold til mit smil og i forhold til lykken.
For uden at der er sket noget specielt godt i mit liv igennem det sidste år – faktisk nærmest tværtimod – er lykken alligevel atter blevet min.
For lykken, viste det sig, er ikke afhængig af specifikke parametre. Den er ikke afhængig af om man har et succesfuldt job, en fantastisk kæreste eller et lækkert hus. Den er afhængig af, at vi forstår livet. Forstår hvor fuldkommen mageløst, det er at være til. Hvor dyrebart det er at eksistere. Og hvor skrøbeligt, porøst og hurtigt overstået det er for hver eneste af os, i hvert fald set i det store billede. Og det kan vi selvfølgelig vælge at se som noget sørgerligt. Men vi kan også vælge at bruge det til at minde os selv om ikke at spilde al vores tid på det, der skygger for livets smukke øjeblikke, og som - set i det store billede - er af begrænset betydning. Vi kan bruge det til at indse, at vi får ganske lidt ud af leve som var livet en kamp, der skal vindes. Og vi kan bruge det til at få øje på og rydde op i alle de ting, relationer og steder, der ikke giver plads til, at vi inviterer blødheden indenfor. Den blødhed, der er brug for, hvis vi for alvor vil gøre lykken til vores.
I ønskes alle en blød, lykkefuld sommer ❤️
Traditionen tro har vi sommeryoga hver morgen i uge 32. Du skal tilmelde dig senest d. 1/8.
Du kan også tage med på sensommerretreat på Orø d. 16/9-18/9. Early bird-tilbud indtil d. 15/7.
Og husk at pakke lidt yogafilosofi til din sommerferie. Køb Vejen hjem - yoga for livet.