Kvinde, gudinde, menneske

Når vi i Prana på kurser og uddannelser giver en introduktion til, hvordan man kan inddrage kinesisk medicin i sin yogapraksis og undervisning, starter vi gerne med at indkredse begreberne ”yin” og ”yang”. Vi taler om, hvordan de er gensidigt afhængige af hinanden, og om hvordan noget kun er relativt yin, fordi noget andet er relativt yang. Vi sætter også ord på henholdsvis yin- og yang-kvaliteter, med det forbehold at intet altså er endegyldigt yin eller yang.

En af de kvaliteter, der i den sammenhæng ofte bliver nævnt i forbindelse med yin er ”feminint” og endda ”kvindeligt”. Beskrevet som det stille og indadvendte står det i modsætning til den udadvendte, maskuline yang-energi.

Når yin beskrives som feminint og i særdeleshed som kvindeligt, har jeg dog altid et forbehold. For fra mine specialestudier i moderne, indisk kvindelitteratur ved jeg, at det ikke er alle kulturer, der har præcis de samme kønnede inddelinger af kvaliteter, som vi har i Vesten. Når vi møder den sydasiatiske kultur, gør kraftfulde gudindeskikkelser som Kali og Durga i høj grad op med vores vanemæssige forståelse af, hvad det vil sige at være kvinde – og med køn som andet end en social konstruktion i det hele taget. For er der noget, man ikke kan beskylde disse gudinder for at være, så er det blide og stille.

Fordi jeg altid har elsket at læse om de steder, hvor jeg også elsker at rejse, var indisk litteratur i en årrække det, jeg læste mest af. De seneste par år er det så særligt genfortællinger af græske sagn og myter, ofte skrevet ud fra en feministisk vinkel, jeg har kastet mig over.

Denne sommers læsning har blandt andet omfattet Jennifer Saints Elektra. Bogen fik mig til at studse over, at jeg aldrig tidligere har undret mig over præmissen for Den trojanske krig, selvom jeg som klassisk sproglig student og senere som bifagsstuderende i oldgræsk ved gud har brugt en hel del tid på at læse Homer. Mine (mandlige) lærere fandt det, så vidt jeg husker, heller ikke nødvendigt at undre sig over den.

Kort fortalt har historien om Trojas fald sit udgangspunkt i fortællingen om en kvinde, der efter en god del år i sit muligvis ikke specielt lykkelige ægteskab vælger at udskifte sin ægtefælle med en ny partner.

En af de klassiske diskussioner i den forbindelse går på, om hun mon blev lokket på afveje af den trojanske Prins Paris. Eller om han eller en gudinde forheksede hende. Eller om hun simpelthen – oh rædsel – forelskede sig i en anden end sin ægtemand Menelaus, der i en del genfortællinger af sagnet faktisk lyder som en partner, der måske ikke selv var helt uden skyld i, at hans hustru forlod ham.

Uanset hvad førte hendes valg af nyt liv til en ti år lang krig, kolossale tab på begge sider og et til sidst nedbrændt Troja. For kvinder, må man forstå, kan ikke bare gøre som det passer dem uden konsekvenser. Det er i den sammenhæng også værd at nævne, at for at krigen overhovedet kunne komme i gang måtte den forsmåede Menelaus’ bror Agamemnon skære halsen over på sin teenagedatter Iphigenia som et offer til gudinden Artemis, der ellers ville fortsætte med at tilbageholde vinden, så de græske skibe ikke kunne røre sig ud af flækken. Derfor blev Iphigenia lokket til Aulis, hvor flåden ventede. Og derfor måtte hun lade livet på gudindens alter. Men skurken i den historie anses overraskende nok sjældent for at være Agamemnon selv, men tværtimod hans kone og Iphigenias mor, Klytaimnestra, der havde den frækhed at hævne datterens mord ved at slå sin mand ihjel, da han ti år senere vendte tilbage til Mykene.

Det vi kan lære af at læse Homer (udover at Grækenland er andet end souvlaki og smukke solnedgange, måske...) er, at det ikke er så mærkeligt endda, at vi næsten pr. automatik ser det feminine som passivt og derfor sætter det på yin-siden i en vestlig sammenhæng. For det kan godt være, at vi ikke ordret kan genfortælle et græsk epos som Iliaden. Men det betyder ikke, at den kultur, vi er vokset op i, ikke bygger på tekster som denne. Og at tekster som denne ringeagter kvinders ret til at træffe deres egne valg, og i stedet lader deres påståede ugerninger retfærdiggøre krig og mord. For i disse fortællinger er kvinden – særlig tragisk i Iphigenias unge skikkelse - mandens ejendom.

Det var den skønne Helenas ansigt, der ifølge sagnet fik tusind skibe til at sejle ud for at få hende tilbage til der, hvor hun hørte hjemme, ved sin mands side. Hendes ansigt. Ikke hendes personlighed, intellekt, visdom eller godhed. Hun var det smukke trofæ uden ret til selv at vælge. Og hvis man mener, at vi er et helt andet sted i dag, så kan man bare kaste blikket mod USA, hvor kvinders ret til at bestemme over deres egen krop ikke længere er en selvfølge.

Også i yoga dukker ideen om kvinden som først og fremmest form desværre af og til op. Som kvindelig yogalærer har du groft sagt to aldre, når den vestlige fortælling om kvinden får lov til at bestemme i en yogasammenhæng: Den, hvor du har værdi, fordi du er ung, lækker og smidig, men ikke sjældent bliver anklaget for at være useriøs, hvis du poserer på fotos, der viser at du er ung, lækker og smidig. Og den, hvor du har samlet årevis af viden og erfaring, men hvor du ikke længere anses for at være relevant, fordi du ikke længere er ung og (ungdommeligt) lækker (selvom du nok stadig i et eller andet omfang er smidig). Dine mandlige kollegaer, derimod, har sjældent en udløbsdato.

Gudskelov ser jeg mange modne kvindelige yogalærere træde i karakter og insistere på deres ret til synlighed og taletid, også selvom grå hår og rynker har haft flere år til at blomstre. Og det er glædeligt, fordi den rigdom af viden, de kan tilføre vores praksis, ikke må ofres på det alter, hvor den evige ungdom tilbedes.

Men hvis vi for alvor skal ændre på forældede kønsroller – og forældede forestillinger om køn i det hele taget – i yogaen, så kræver det, at vi træffer aktive valg, og ikke bare gør det, som samfundet har indkodet i os som en slags rygmarvsreaktion: At dømme os selv og hinanden ud fra alder og køn.

Selv har jeg tilbragt de sidste par uger med at undervise anatomi, yogafilosofi og kinesisk medicin mm. på vores 200-timers uddannelse. Jeg har undervist et meditationsretreat, privatelever, almindelige klasser og et dagligt morgenkursus. Og jeg kan med absolut sikkerhed og uden at sætte mit lys under en skæppe eller slå mig selv oven i hovedet med Janteloven sige, at jeg aldrig har været en bedre, mere vidende, inspirerende og omsorgsfuld underviser, end jeg er nu. Og det har jeg tænkt mig at fortsætte med at være, ligesom jeg har tænkt mig at fortsætte med at udvikle mig, tilføje nye lag til min viden og først og fremmest: Være nysgerrig. Også selvom jeg, endnu engang, nærmer mig min næste fødselsdag.

Jeg gør det selvfølgelig både for min egen skyld – fordi jeg elsker elsker elsker at undervise yoga og dele det, jeg ved – men jeg gør det også, fordi jeg ønsker at gøre vejen lidt lettere for den næste generation af lærere. For de skal have lov til at være sig selv og skinne med det de kan, uden at nogen skænker deres alder eller køn en tanke.

Faktisk ønsker jeg at se, at man i den nære fremtid lige så naturligt skriver ”feminin” på yang som på yin-siden i en vestlig yogasammenhæng. For med yogaens iboende forståelse for, hvad sand frihed er, er den et oplagt sted at starte opgøret med vores forældede idéer om, hvordan vi skal passe ind i bestemte kasser, der i særdeleshed har det med at holde kvinder fast i roller, jeg personligt hverken gider eller nogensinde har gidet spille. For jeg vil have lov til at identificere mig både med den vilde Kali og den blide Parvati, såvel som med den mediterende Shiva, samt Shiva i hans altødelæggende form. Jeg vil kort sagt – og det er nok mit største fødselsdagsønske i år - have lov til at være lige præcis den, jeg er, og gøre lige præcis, som det passer mig, uden at få sendt tusind skibe i nakken. Jeg vil ses som et menneske med de maskuline, feminine og ikke-kønnede kvaliteter, jeg på ethvert givet tidspunkt har. For jeg vil undervise yoga som frihed. Og det kan jeg ikke gøre, hvis man placerer i en kasse, hvor jeg ikke hører hjemme.

Fordyb dig i yogaens mange smukke aspekter med mig i Prana. Vores 300-timers uddannelse starter til oktober, og du kan også tage uddannelsen som 55-timers videreuddannelser, hvis du ønsker at deltage på kortere forløb.