Femogtyve års kærlighed - et yogajubilæum

”Jeg aner ikke, hvordan folk kommer igennem livet uden yoga,” udbrød en deltager efter en af mine klasser i Prana i sidste uge. Den udtalelse kan jeg kun være enig i. Og i mit tilfælde er det endda fuldstændig bogstaveligt. For siden januar 1998 har jeg aldrig levet mit liv uden yoga. Hvilket fører mig til den ret overraskende konklusion, at yogaen og jeg nu har været uadskillelige i et kvart århundrede.

Den første gang, jeg tog mine løbesko af for på bare tæer at træde ind på en yogamåtte, havde yogaen allerede taget de første spæde skridt mod at blive mainstream.

Men den var stadigvæk meget stærkere i sit traditionelle end i sit kommercielle udtryk, og de fællesskaber, man som nyforelsket udøver blev en del af, lå - på godt og ondt - langt fra nutidens beigefarvede wellness-tilbud til fortravlede middelklassekvinder, der har brug for et plaster på det moderne livs konstant blødende stress-sår.

De praksisser, jeg dengang blev præsenteret for, kom således meget hurtigt til at handle om alt andet end velvære, afspænding og balance. I stedet kastede jeg mig dumdristigt ud i at transcendere både kroppen og egoet, og meget af det, vi udsatte os selv og hinanden for i den periode, var ganske voldsomt og nok også for voldsomt.

Jeg var dog så heldig, at jeg inden det gik helt galt, mødte en lærer og en tilgang, der satte yogaen ind i en filosofisk ramme af nænsomhed, humor, kærlighed og fællesskab, og det hjalp mig til at få øjnene op for, at hvis jeg blev ved med at slå mig selv oven i hovedet med min praksis, så havde det nok mere med mine egne tankemæssige vanemønstre og mindre med yogaen at gøre. Og således blev min yoga efter en hård start med tiden det sted, hvor jeg for første gang i mit liv begyndte at elske mig selv.

At elske sig selv som kvinde og som underviser i en praksis, hvor man, da jeg startede med at formidle yogaen, nærmest pr. automatik havde sværere ved at trænge igennem end karismatiske (og faktisk også ukarismatiske), hvide, heteroseksuelle mænd, har aldrig været kedeligt, og det er heller ikke noget, jeg er kommet sovende til.

Jeg er klar over, at jeg er og alle dage har været en privilegeret, hvid kvinde. Jeg er heller ikke blind for, at hvis yogaens demografi var et en-til-en billede af vores samfund, så ville den farvede del af befolkningen være nærmest ikke-eksisterende (pånær på retreats i USA, hvor man trods alt møder folk med latinamerikansk baggrund. Dog ikke som naboer på yogamåtterne, men i køkkenet, hvor de laver mad til og vasker op efter retreatdeltagerne).

Men på trods af mit privilegium er jeg i en kvart menneskealder igen og igen blevet gjort opmærksom på, at i den branche, der er vokset op omkring yogaen, skal jeg trods alt stadig kende min kønnede plads. Og det er ikke en plads, jeg nogensinde har fundet komfortabel.

I mine første år med yogaen havde jeg ganske få rollemodeller i mit forsøg på at blive den lærer, som jeg fornemmede, at jeg havde potentialet til at blive. De undervisende kvinder, jeg mødte, fungerede stort set alle som en som en slags assisterende feer for deres tilbedte mandlige partnere.

Det gav derfor, inspireret af det verdensbillede, mening, at jeg satte mig for at finde en mand, ved hvis side jeg kunne undervise. Uheldigvis skulle jeg, i det par relationer, hvor jeg forsøgte mig med denne konstellation, være påpasselig med ikke at lade min uddannelsesmæssige baggrund med to universitetsgrader i sydasiatisk kultur og (ironisk nok) feministisk teori skinne igennem, i hvert fald hvis jeg skulle undgå ballade på hjemmefronten.

Og da jeg endelig fik rystet mig fri af yogakærester, der mente, at min vigtigste rolle var som deres rosenbladssmidende, fodmasserende, egostyrkende opvarter, trådte jeg ind i en ny virkelighed. Den virkelighed, hvor jeg som hovedunderviser opdagede, at en hel del kvindelige deltagere faktisk ikke satte pris på min insisteren på at stå på egne ben.

”Er du nu også sikker på det?” er et spørgsmål, jeg igen og igen er blevet stillet af særligt kvinder, når jeg igennem tiden har undervist kurser, uddannelser og workshops.

Og det er måske ikke så mærkeligt. For opdragede som vi i hvert fald i min og ældre generationer er til, at der kun er plads til én kvinde i toppen, én kvinde, hvis glassko prinsen samler op, så bliver man som kvindelig underviser ikke bare mødt som en kilde til inspiration blandt kollegaer. Man er som oftest også en konkurrent, som andre derfor ville foretrække gik i et med tapetet frem for at gøre opmærksom på sig selv, sin kunnen og viden.

I mit tilfælde har den omstændighed ført til to ting: Den ene er, at jeg kontinuerligt igennem hele min karriere med yogaen har uddannet mig så godt, at ingen for alvor har kunnet betvivle min viden, så jeg i stedet for at forsvare min ret til at tale har kunnet bevæge mig hen mod det sted, hvor jeg i dag kan bruge mine kræfter på simpelthen at undervise. Den anden er et ønske om at gøre op med denne måde at møde andre kvinder på og i stedet skabe fællesskaber, hvor vi - mænd såvel som kvinder - ikke konkurrerer, men støtter hinanden, slapper af sammen og giver plads til, at vi hver især kan være lige præcis, som vi er. For sandheden er jo, at hvis vi gør det til en normal ting, at dit køn er irrelevant, når det kommer til din ekspertrolle i yoga, så er der plads til os alle, også alle kvinder. At der kun er plads til én kvinde i toppen, er nemlig ikke en universel sandhed. Det er en samfundskonstruktion. Og den er aldeles forældet, særligt i en branche, hvor både de fleste udøvere og de fleste undervisere er kvinder.

Hvem vi så hver især vil være i den nye konstruktion, hvor vigtigheden af køn opløses, er et godt spørgsmål, og noget jeg glæder mig til at følge og være medkonstruktør på de næste 25 år. For selv efter at jeg har fået knoklet mig til en plads, hvor jeg kun ganske sjældent skal kæmpe for min ret til at tale, kan jeg stadig opleve, at jeg - som rigtig, rigtig mange af mine medsøstre - bliver udfordret i min ret til at være mig selv. Gudskelov har jeg dog efterhånden en del erfaring at trække på, når jeg bliver mødt af den slags udfordringer.

Da jeg som 29-årig fik udgivet min første bog – en roman om yoga – blev portrættet af moderne yoga til min lettelse generelt godt modtaget af mine kollegaer. Det gjorde et ellers ret fedt foto til en artikel om bogen i Alt for damerne til gengæld ikke. På fotoet sad jeg i et par slangeskindsmønstrede leggings i yogastillingen krounchasana på en bardisk, og selvom det passede godt til bogen, passede det ikke godt til yogaen, fik jeg at vide.

Som alle andre unge kvinder havde jeg egentlig bare tyet til det eneste virkemiddel, jeg havde, hvis jeg ville gøre opmærksom på det, jeg havde at sige (og jeg havde trods alt en hel roman). Men det virkemiddel, lærte jeg, var bare ikke et, man skulle bruge, hvis man ville undgå yogaomverdenens misbilligelse.

Fremadrettet nedtonede jeg derfor mit udtryk noget. Men gudskelov lærte jeg også, at omverdenens misbilligelse rørte mig en hel del mindre, end jeg ville have troet, før jeg oplevede den.

Det samme gør sig gældende i dag, hvor jeg efter at have dedikeret mit liv til yogaen og brugt et astronomisk antal timer både som underviser og som studerende ved at dygtiggøre mig inden for det, der betyder noget for mig – som yogafilosofi, anatomi og kinesisk medicin mv. – stadig kan blive mødt af forundring over og endda utilfredshed med, at jeg alligevel ikke er anderledes, end jeg er. Man kan for eksempel mene, at jeg ikke er blød nok. Eller hård nok. Spirituel nok. Feminin nok. Forretningsmæssigt tjekket nok. Tjekket nok i mit privat- og følelsesliv. Huslig nok. Moderlig nok. Struktureret nok. Ustruktureret nok. Sød nok. Føjelig nok.

At andre ikke mener, at man er nok, kan selvfølgelig føre til en følelse af utilstrækkelighed. Særligt fordi den følelse er så let at internalisere.

Men her kan jeg glæde mig over, at jeg ikke ved, hvordan man klarer sig igennem livet uden yoga. For det nok mest dyrebare, jeg har fået ud af min femogtyve år lange kærlighedshistorie med den er, at den har givet mig ro til at lære mig selv at kende på godt og ondt. Jeg ved, hvem jeg er, og hvem jeg ikke er. Jeg ved, hvor jeg er nok, hvor jeg ikke er nok, og hvor jeg er for meget. Og jeg favner det hele, og står ved mig selv. Og det gør jeg måske særligt, fordi jeg i den buddhistiske praksis, der har været en del af min yoga næsten siden starten, igen og igen er blevet undervist i ikke at spilde dette dyrebare menneskeliv på uvæsentlige ting. Hvilket i den grad inkluderer andres mening om mig. Og skulle jeg glemme denne lærdom, bliver jeg hver dag mindet om den i stilheden på min måtte. Af min mageløse vejrtrækning. Af mit vævs bevægelighed og evne til at regenerere. Af den sindsmæssige oplevelse det er at kunne træde et skridt tilbage fra tankemæssige vanemønstre, så verden og jeg selv i den står tydeligere frem uden emotionernes filtre.

Hvis jeg midt i denne praksis skulle bekymre mig om andres blik på mig og holdning til mig, ville jeg helt grundlæggende have misforstået det, som yogaen har forsøgt at lære mig, siden jeg var 24 år gammel: At det vigtigste på dens vej, der også er vejen hjem til mig selv, er, at jeg gør lige præcis den positive forskel, som lige præcis jeg kan gøre i verden. At jeg så autentisk som muligt følger min vej, og ikke en andens. Både som privatperson, som yogalærer og som leder af en yogaskole. Også når den vej er fuld af jordskred, vejarbejde og langsomme mulddyr. For så længe den vej, jeg følger, er brolagt med yoga, så skal det nok gå. For på den er jeg, uanset hvor kort eller langt, jeg er nået, altid allerede hjemme. Og det hjem er fuldt af kærlighed.

Du er altid velkommen i Prana, hvor du bare møder op til vores almindelige klasser uden at tilmelde dig online først. Du kan også læse om vores skønne events i foråret her.