Den jord, der også er os - når yogaen forener

I mine første år som yogaudøver overlappede mine universitetsstudier med min nye måde at være i verden på, der stort set var antitesen til det, jeg havde lært som studerende: I yogaen, som jeg mødte den, var der masser af krop og meget lidt intellektualisering.

Min baggrund taget i betragtning faldt det mig selvfølgelig naturligt at bede mine medpraktiserende om titler på bøger, jeg kunne fordybe mig i, for at få en større forståelse af, hvad det var, vi lavede på vores måtter, men det var ikke vejen frem, fik jeg at vide. For vores form for yoga var “99% praksis og 1% teori”.

At sanse verden fysisk frem for at tænke over den var faktisk forfriskende for én, der havde tilbragt det meste af sit liv med hovedet i en bog, og måske var det i virkeligheden det, der fik mig til at blive hængende, også selvom jeg ikke sjældent følte mig ude af mit element. Det siger dog sig selv, at der er forskel på at have yogaen som hobby og som et arbejde. For skal man for eksempel hjælpe en elev med ondt i skuldrene, så skal man være udstyret med magisk alvidende evner, hvis man skal kunne gøre dette uden nogensinde at have åbnet en anatomibog. Og at være magisk alvidende er trods alt kun de færreste forundt, og jeg er helt sikkert ikke en af dem.

Så en yoga stort set uden teori var ikke vejen frem for mig, og min interesse for traditionel, uteoretisk ashtanga var allerede begyndt at dale, da jeg nåede til det sted på min yogarejse, hvor jeg ikke længere kunne holde mig fra bøgerne.

Min yogalæsning startede med yogafilosofi og fortsatte med anatomi og kinesisk medicin, og jeg kan stadig huske, hvor begejstret jeg blev, da jeg fik udleveret en omfattende litteraturliste på min første uddannelse hos min lærer sammen med paperback-udgaver af Upanishaderne og Bhagavad Gita.

At jeg opgav en yoga uden teori betød dog ikke, at der ikke gik en rum tid, før den nørdede lærer, der hellere vil forstå skulderleddets struktur end bruge tid på at få sig en blæret håndstand, for alvor fik taletid i yogaverdenen. Det skete i virkeligheden først, da yogamiljøet blev ramt af en tsunami af afsløringer om overgreb i forbindelse med #metoo.

Fra nærmest den ene dag til den anden mistede alvidende magi sin kapital, da det viste sig, at den ikke bare var så nøgen, som H.C. Andersens kejser, men også overraskende ofte havde brugt denne nøgenhed i situationer, hvor den burde have vidst bedre.

Efter det blev der hårdt brug for en yoga, der var til at stole på, og når man forklarede folk, hvorfor de endeløse gentagelser af chaturanga dandasana var langt fra hensigtsmæssige, faldt det ofte sammen med en fornemmelse, som de underviste selv havde haft, og som de nu turde stole på, da de ikke længere turde stole på deres traditionelle undervisere.

Så den hierarkiske tilgang, hvor man gjorde som den påstået alvidende lærer sagde, erstattedes af en interesse for og forståelse af kroppes mangfoldighed og respekten for dem. Dette tog kun til under nedlukningerne, hvor det viste sig, at en blæret håndstand ikke var en helt så effektiv måde at opfylde de fysiske og mentale behov, som vores nye livsvilkår præsenterede os for, som en roligt nærende yogapraksis var det.

Selv har jeg glædet mig over dette skifte. For jeg elsker, at jeg endelig kan dele den blødt styrkende og roligt flydende yoga, som jeg selv nyder at praktisere, og jeg sætter virkelig pris på, at jeg slipper for at vride min hjerne for at finde måder at gøre umulige stillinger tilgængelige på for de mange elever, som disse stillinger på ingen måde gavner. Bevægelsen fra det blærede til det nærende har helt sikkert haft stor betydning for min lyst til at holde fast i Prana, også i de perioder, hvor det økonomisk har set allermest sort ud.

Ikke desto mindre er jeg, når jeg kigger ud over landskabet i yogamiljøet, begyndt at spekulere på, om vi trods alt har bevæget os så meget over i det nørdede og det videns- og evidensbaserede, at vi er begyndt at miste forbindelsen til det, der er en mindst lige så dyrebar del af yogaen, og som på sin vis var det, jeg blev præsenteret for i de første år af min praksis, hvor min yoga foldede sig ud hinsides det evidensbaserede.

Tanken slog mig, da jeg læste Amitav Ghosh’s fantastiske The Nutmeg’s Curse – Parables for a Planet in Crisis, der beskriver hvordan en moderne, vestlig verdensopfattelse af naturen som en umælende størrelse, der frit kan udnyttes og udpines af mennesket, har ført til nutidens klimakrise. Og at vi har brug for en diskursændring, hvor vi ikke længere omtaler jorden som noget, vi ejer, noget som kan måles og vejes og sælges, men som en levende, åndende organisme i sin egen ret. Og at vi ikke bare omtaler den, men går i dialog med den. Fordi den har ret til at bestemme sin egen skæbne. Som en indfødt høvding citeres for at sige: ”I wonder if the ground has anything to say?” (s. 51)

At jorden kan have - eller have fået frataget - sin åndelighed og ret til at tale stod i den grad klart for mig, da jeg fra dybt i Keralas Western Ghats, hvor jorden synes at tale sit eget sprog i en eksplosion af kaotisk frodighed, mellemlandede i München, hvor den tyske landbrugsjord lå i kvadratisk opdelte stykker, uden tvivl rig på næring, men umiddelbart temmelig fattig på ånd.

Og det faldt mig ind, at det netop er den åndelige del af yogafilosofien, der kan være svær at undervise i en vestlig sammenhæng. Taler vi om citta-vṛttis/sindets drejninger og om de etiske ydre og indre principper, yamas og niyamas, er de fleste oftest ret godt med. Men når vi bevæger os over i temaer som hengivenhed til det guddommelige (bhakti) og om overgivelsen til īśvara, īśvara praṇidhānā, sker det sjældent uden løftede øjenbryn blandt tilhørerne. Ikke nødvendigvis fordi vi ikke selv i glimt har oplevet noget, der føltes større end det, vi kan sætte ord på, men fordi vi som del af en moderne, vestlig diskurs har det svært med ting, vi ikke har ord for.

Præcis som Ghosh insisterer på en diskursændring, der giver plads til oprindelige folks forståelse af naturens iboende guddommelighed – et levende væsen frem for en vare - hvis naturen (og dermed mennesket) skal have en chance for at overleve, falder det mig ind, at vi i yogaen skal begynde at overveje, hvor meget den vestlige tilgang, der ser kroppen som en maskine, der fra tid til anden skal repareres, har sneget sig ind i vores måde at dele yogaen på, mens vi ihukommer, at selv ikke den bedste videnskab kan få det hele med, fordi dens ord på et tidspunkt vil komme til kort.

For os, der elsker at tilbringe tid i naturen, og som igen og igen finder visdom og omsorg der, som inspirerer os til at fortsætte vores håbefulde færd ad livets sjældent snorlige vej, uanset hvor mange stenskred, vi skal kæmpe os over, er det ikke svært at se vores egen organisme som en del af denne større organisme. Hvilket vil sige, at noget af os selvfølgelig kan måles og vejes. Men ikke alt.

Det betyder ikke, at vi ikke skal holde fast i den viden, vi har om kroppen som anatomisk struktur, men vi kan måske i højere grad begynde at vove og gøre det på en måde, der ikke overskygger en sanset erkendelse af vores manifestation i universet som mere end blot nervesystem, muskler, bindevæv osv.

I vores undervisning vil det kræve, at vi på én gang kan dele for eksempel de nervesystemsregulerende praksisser, der tillader os at tage endnu en tur rundt i livets manege med vores udfordringer, men at vi samtidig holder fast i at insistere på at se på verden igennem yogaens filter. Og igennem det filter fremstår vi som en manifestation af en åndeligt gennemstrømmet natur, hvilket får vores verdslige udfordringer til at svinde ind eller måske endda helt opløses, fordi de i bund og grund er en del af en diskurs, som vi faktisk har friheden til at fravælge og erstatte af en, hvor det vigtige er radikalt anderledes end det, som samfundet har lært os, at vi bør fokusere på.

Gør vi det, kan vi holde fast i en forståelse, der - inspireret af min lærers insisteren på ikke at falde ind i en fundamentalistisk tilgang til tingene – er en jeg har taget med mig fra mine tidligste dage som yogastuderende. Og det er den tilgang, hvor en tese og en antitese bliver til en syntese. I dette tilfælde er tesen den intellektuelle tilgang til verden, antitesen er dens modsætning, hvor praksis sættes over teori, og syntesen er der, hvor vi finder plads til begge dele. For selvfølgelig er der ting, vi kan måle og veje. Men der er også ting, som intellektet aldrig vil kunne favne. Ting, der kræver, at hjertet er vågent. Så vi kan se verden som et sted gennemstrømmet af åndelighed. Og høre, hvad jorden har at sige. Den jord, der også er os.

På videreuddannelsen Ro, hvor vi fordyber os i både nervesystemet, restorative praksisser, blød pranayama, der tilgodeser den kvindelige fysiologi, yogafilosofi og meditation, samt andre mindfulness-praksisser, vil vi hele tiden balancere yogaen som et redskab til at finde balance i en travl hverdag med yoga som en praksis, der som sit sigte har friheden. Du kan deltage på 55 timer, deltage på et eller flere af de tre moduler eller bruge forløbet som første del af vores 300-timers uddannelse. Læs mere her.