Santosha. Tilfredshed som en overlevelsesstrategi

I legenden om Lao-Tzu fortælles det, at den kinesiske vismand havde brugt det meste af sit liv på at undervise andre i at leve i harmoni med Tao – den livsenergi, der gennemstrømmer alt i Universet.

Han blev dog med tiden så udmattet af ikke for alvor at trænge igennem til sine elever, der blev ved med at kæmpe imod og stille sig på bagbenene, at han besluttede sig for at lade menneskeheden passe sig selv, så de kunne leve de uharmoniske liv, de åbenbart holdt så meget af.

Han satte sig derfor op på sin okse og red stik vest mod den grænse, hvor den kendte verden ophørte.

Ved grænsen genkendte grænsevagten ham, og skønt han forstod behovet for at lægge alt bag sig – han boede trods alt selv på kanten til det ukendte – bad han dog Lao-Tzu om at skrive sin visdom ned, så den kunne deles med kommende generationer, der måske ville være mere lydhøre.

Lao-Tzu indvilligede og forfattede Tao Te Ching. Derefter satte han sig atter op på sin okse og krydsede grænsen. Ingen så ham nogensinde igen.

Når man i yogaen på den ene side arbejder med at dele dens indsigter, men på den anden side ønsker at forme en tilværelse, der kommer så lidt som muligt i vejen for ens egen praksis og erkendelser, er det fra tid til anden ikke svært at identificere sig med Lao-Tzu’s ønske om at smide håndklædet i ringen og dagdrømme om en okse, der kan føre en langt mod vest (eller for nogen af os mod syd eller øst).

For uanset hvor nærende vores fællesskaber er, er der heller ikke noget mere forstyrrende for sindsligevægten end andre mennesker og, måske særligt, de samfundsstrukturer som vi har bygget op omkring os, og som det ikke altid er lige let at finde sig til rette i, når man først har erkendt, at de langt hen ad vejen er uforenelige med det yogiske ideal.

Men er man fattig på okser og er man – trods alt – ikke helt færdig med alt det fine, som selv en af og til udmattende moderne verden også kan byde på, må man finde metoder til at blive hængende, også på dage hvor man har allermest lyst til at løbe langt væk.

En af de metoder er santosha – tilfredshed - en af Yoga-sutraernes fem niyama’er, der ofte oversættes som de fem indre discipliner eller, med lidt mindre formelle ord, fem måder at møde sig selv på i en yogapraksis, der handler om indsigt.

Som altid er Patanjalis sigte med yogaen at nå til en tilstand af absolut mental afskårethed fra den verden, de fleste andre mennesker lever i. Men selv hvis man har et mål, der er lidt mindre ekstremt end det, giver det mening at kultivere santosha, både i forhold til generelt at leve et liv i balance, men også hvis vi vil et sted hen med vores praksis, der ligger hinsides behagelig bevægelse.

For yogisk tilfredshed kan, når den praktiseres over længere tid, fungere som en slags teflon imod alt det, som verden, så længe vi insisterer på at leve midt i den, aldrig holder op med at smide i hovedet på os.

Det er vigtigt at understrege, at den tilfredshed, som yogafilosofien beskriver, er en tilstand, der kan sanses helt ind i knoglerne. Det er ikke den mere gængse tilfredshed, der er baseret på de succeskriterier, vi som samfund dømmer os selv og andre ud fra, og som, i modsætning til yogaens, hviler på et yderst skrøbeligt fundament, fordi den aldrig rækker så dybt ind i hjertet, at den ikke er afhængig af omstændighederne: Vores vellønnede job, vores parforhold – ofte kørt som en velsmurt, men måske ikke ligefrem passioneret maskine - samt de mange materielle goder, vi omgiver os med, og de dyre middage og spændende rejser vi bruger som afledningsmanøvrer fra det faktum, at vi ikke ved, hvordan det føles at være tilfredse på en måde, der ikke er baseret på hvad vi ejer og hvor succesfulde vi er, men som er vores, uanset hvad.

Der kan selvfølgelig sagtens være et sammenfald mellem hjertedyb tilfredshed og et liv, der ligner den gode samfundsborgers til forveksling. For vi kan jo godt være landet det helt rigtige sted med de helt rigtige mennesker og det helt rigtige nærende indhold i livet, der gør det tydeligt for os, at vi ikke behøver at identificere os med samfundets succeskriterier for at efterleve dem, fordi vi har en grundlæggende forståelse for, at de er netop det: Samfundets. Ikke vores egne.

Men for mange er det ikke tilfældet. Og er man blevet fanget i drømmen om det perfekte liv, er det svært ikke igen og igen at slå sig på dets af og til ubarmhjertige krav, der kan skygge for den sandhed, at det gode liv findes i mange forskellige former, også dem der er meget langt fra at være perfekte på overfladen.

At man har indset, at der er brug for en ny måde at være tilfreds på end den, man er blevet opdraget til, gør det dog ikke nødvendigvis til noget let forehavende at integrere denne nye tilgang i livet, paradoksalt nok fordi den overfladiske tilfredshed jo tager sig så fint ud.

For når langt det meste af ens tilværelse set med omverdenens øjne tilsyneladende er præcis, som den skal være, og når man sammenligner sig med andre, der har så meget mindre end man selv har, så kommer man let til den konklusion, at man da ikke kan tillade sig andet end at være tilfreds.

Men det hjælper bare ikke, hvis man ikke er det. Og gør man ikke noget ved det, vil man ikke sjældent ende med den form for tilfredshed, der på trods af et jovialt - men måske også lettere stramt - smil, har en undertone af irritation og endda vrede, der kommer til udtryk ved hver eneste lille uregelmæssighed, man møder på sin vej.

Som når man bliver nødt til at køre helt tæt på den forankørende bil på motorvejen, og, når den endelig skifter bane, også bliver nødt til at køre lige ind foran den og bremse lidt. Eller når man råber ad hende med ladcyklen, der fylder hele cykelstien. Eller når den unge tjener på den græske sommerferie simpelthen ikke ved nok om vin, og derfor skal irettesættes og undervises, og det i en grad så man helt overser solnedgangen, der ellers gør, hvad den kan, for at få en på bedre tanker med sin skønhed. Eller når den altid venlige ansatte hos den lokale bager ikke kan servere kaffen i en porcelænskop, fordi butikken ikke har dem, og som derfor skal overfuses, fordi det er svært at udtrykke sin tilfredshed i en IG-historie, når latte’n bliver serveret i et papkrus.

Tilfredshed, der ikke rigtig er tilfredshed, gør kort sagt ofte verden til et mindre behageligt sted at være for alle dem, der på den ene eller anden måde prikker til den krampagtige holden fast på en ydre form, der skal skjule, at det står mindre godt til på de indre linjer, end man synes, det burde. For man lever jo præcis på den måde, som man altid har fået at vide vil gøre en lykkelig. Og man har så meget. Man har bare ikke det, der virkelig gør en forskel.

De ydre succeskriterier fylder i modsætning til i det moderne samfund intet i den yogiske tilfredshed. Her går man som udgangspunkt ud fra, at succes kommer og går og derfor ikke er noget, man kan basere santosha på. For det er med lykken, der er opstået på grund af heldige omstændigheder, som det ville være med vores livs perfekte rammer, hvis vi havde købt dem i Ikea: Med navnet Lykkatorp ville de selvfølgelig være lige til at samle, men de ville aldrig blive helt som på billedet. For der ville være ridser i lakken, en skrue eller to, vi undervejs bare ikke kunne få til at passe, og en skuffe der, uanset hvad vi gjorde med den, ville blive ved med at binde.

For sådan er livet, selv i Lykkatorp. Manglende skruer, skuffelser, brud og generelt rodede relationer, også til os selv, der ikke kan balanceres af selv de lækreste omgivelser og den mest prestigefyldte karriere.

Det, der til gengæld kan give balance, er overskuddet til at være fuldt til stede i de øjeblikke, der rent faktisk er smukke, midt i alle dem, der ikke er.

Det kan være øjeblikke tilbragt med de mennesker, der virkelig ser os og sætter pris på det, de ser. Også det, der er ridset i lakken og fuldt af løse skruer. De mennesker, der får os til at føle os hjemme, uanset hvor i verden, vi er.

Det kan være øjeblikke, hvor vi nyder solopgangens gyldne skønhed, også selvom vi ser den fra vores plads i morgenkøen på motorvejen. Det kan være den første duft af efterår fra den park, vi i forpustet tempo passerer halvvejs igennem en travl dag. Og det kan være den dreng, vi møder i kiosken, når vi henter en pakke, og som prikker til vores medfølelse, fordi han ser lidt forhutlet ud, men som udenfor bliver mødt af sin bedste vens store smil, fordi han har købt slik for en tyver, og fordi det at have slik for en tyver og en bedste ven at dele det med, er to af de mest dyrebare ting, der findes, når man er ti år gammel.

Og først og fremmest er det bare at være. Til stede i livet i regnvejr og storm. I vejrtrækningens stille dans. I fremmedes venlige smil og i favnen på den, vi elsker. Uden behov for det perfekt orkestrerede liv. Men med hjertet åbent og sanserne tændte. Så øjeblikke af flygtig, hjertevarmende skønhed kan berige os på alle slags dage, også på dem, hvor vi har tilbragt morgenen med at google ”køb af okse man kan ride mod vest på”.

Santosha inviterer os således til at gøre tilfredshed til en grundessens i vores væren, uafhængigt af vores livs øvrige omstændigheder. For lærer vi at blive yogisk tilfredse, så lærer vi, at det perfekte findes i alle de små øjeblikke i livet, som vi overser, så længe vi tror, at tilfredsheden kun kan findes i de store.  

Vil du fordybe dig i yogafilosofien og i en masse andre, af yogaens fascinerende aspekter? Vores næste 200-timers forløb starter til marts, og du får Early Bird-rabat frem til d. 15/11.