Med kærligheden som spejlingsflade

Hvordan forestiller du dig de perfekte omstændigheder for en dyb, nærende og måske endda erkendelsesvækkende yogapraksis? Er det noget med en lysfyldt sal med træbjælker i loftet og udsigt til en skovsø igennem store vinduer? Er det måske i Rishikesh, i en ashram ved bredden af Ganges? Eller i en strand-shala i Goa, hvor havbrisen blidt kærtegner din hud i shavasana?

Eller hvad med en slagmark? På randen af en krig, hvor du i din stridsvogn skal kæmpe mod folk, du har kendt hele livet? Folk du endda ser op til og holder af? Folk som du med meget stor sandsynlighed vil blive nødt til at slå ihjel? Nej, vel?

Ikke desto mindre er det ikke yogaidyllen men øjeblikket inden en krig, der danner rammen om den mest berømte yogaklasse, der nogensinde er blevet undervist. Nemlig den, som Krishna deler med Arjuna i den klassiske yogatekst Bhagavad Gita.

Teksten viser med al tydelighed, at yogaen ikke bare er en praksis, vi kan ty til, når vi trænger til fysisk velvære og mental ro midt i en travl hverdag – selvom den selvfølgelig og gudskelov også er det. Men at yogaen er et sted, hvor vi kan finde hjælp, når vi står midt i de allersværeste øjeblikke af livet. Måske ikke, som Arjuna, på vej i reel kamp, men nok fra tid til anden på vej til i hvert fald metaforisk at kæmpe. Af og til mod andre, men nok oftere mod os selv. Mod vores tvivl. På os selv. På vores evner. Vores værd. Vores ret til at blive elsket som dem, vi er.

Igennem yogaens klarsyn mindskes tvivlen. Og vi står en lille smule stærkere. Som Arjuna kan vi således, der på vores måtte, indtage vores egen dharmakṣetre/kurukṣetre, vores egen dharmas og handlings slagmark, hvor vi finder en vej videre, der er i overensstemmelse med vores egne værdier, værdier vi måske har fået finpudset og ryddet lidt op i efter at have kigget på dem igennem yogaens lup. For det er nok et af de aspekter af yoga, der med størst sikkerhed og gang på gang slår benene væk under mig: I hvor høj grad vi som helt almindelige, moderne mennesker har gavn af at se på vores egen ageren og væren i verden igennem yogafilosofiens flere tusind år gamle briller.

”Once you’ve gotten a taste for how love interfaces with everything within the web of life, you should stand up quickly, consider what will serve the whole, and act in spite of not knowing definitively how things will turn out, otherwise you could be at risk of being caught in the crossfires of life”.

Citatet er fra Richard Freeman og Mary Taylors bog When Loves Comes to Light – Bringing Wisdom from the Bhagavad Gita into Modern Life. Det bruges i forbindelse med en diskussion om, hvorvidt vi – midt i en livskrise – har hele atten kapitler til at gennemgå de mange forskellige filosofiske tilgange, som Krishna underviser Arjuna i, så han kan handle yogisk i en svær situation.

Svaret er selvfølgelig nej – Freeman og Taylor kalder det da også et ”don’t try this at home”-teaching moment (s. 49), og vi må gå ud fra, at der må have været en eller anden form for guddommelig mellemkomst, der har gjort den lange filosofilektion mulig, for allerede i starten af teksten skraber hestene utålmodigt i jorden og konkylierne gjalder, som de to hære står ansigt til ansigt på krigens første dag.

At vi, lige så snart vi i vores yogapraksis har fået en første fornemmelse af både den dybe forbundethed mellem os og alt andet og alle andre, samt har erkendt det fælles menneskelige vilkår det er at ønske os et liv levet som en spejling af kærligheden, der kan fylde og favne os – på særligt ensomme dage måske bare den kærlighed, der er vores vejrtrækning – må vi handle. Også selvom vi ikke med sikkerhed ved, hvad denne handling fører med sig.

For verden har brug for, at vi handler i kærlighed i langt højere grad end den har brug for, at vi sidder med hænderne i skødet og spekulerer på, om der nu også er perfekt styr på alle detaljer, og om vi virkelig er helt sikre på, at tingene falder ud, som vi ønsker os og har planlagt det. Faktisk finder vi i et af Gita’ens mest berømte vers et opgør med perfektionismen, for, som det beskrives i 3.35, er det bedre at udføre sin egen dharma uperfekt end en andens dharma perfekt.

Således bliver yogaen til en modgift mod frygten for kontroltab. Faktisk lærer den os, at Universet griner af ordet ”kontroltab”, fordi det får os til at tro, at vi har nogen kontrol at tabe. Til gengæld lærer den os også, at vi stadigvæk kan handle og gøre en forskel, fordi vi igennem vores praksis begynder at få en fysisk erkendt fornemmelse af de energier (guṇas), som alting opstår som en manifestation af - guṇas acting on the guṇas med Freeman og Taylors ord. Så selvom vi ikke kan forvente kontrol, kan vi stadigvæk hjælpe verden – både vores egen lille verden og den større omkring os – et bedre sted hen, i særdeleshed hvis vores handling sker med et blik på alt og alle omkring os, der går igennem hjertet.

Et forskningsresultat, der for alvor fik sat mindfulness på landkortet som en praksis, der kan øge mentalt velvære og nærvær, viste, at en gruppe mennesker, der havde mediteret igennem længere tid, havde en fortættet præ-frontal cortex og derfor havde en øget evne til at handle velovervejet. Det konkluderedes – i særdeleshed i de artikler, der beskrev forsøget - at meditationen havde skabt denne tilstand i hjernen. Men en af de forskere, der deltog i projektet, påpegede senere, at resultatet også kunne være tolket på en anden måde: At de undersøgte kunne have været tiltrukket af meditation, fordi deres præ-frontale cortex var fortættet – man havde jo nemlig ikke undersøgt deres hjerner, før de begyndte at meditere, og kunne derfor ikke med sikkerhed sige, hvad der havde været resultatet af hvad.

Når jeg læser citatet om at handle uden nødvendigvis at kunne overskue alle konsekvenser af handlingen, kan jeg ikke med sikkerhed sige, om yogaen har lært mig denne tilgang til livet, eller om jeg er blevet tiltrukket af yogaen – og måske i særdeleshed har kastet min kærlighed på teksten om Arjunas dilemma – fordi jeg aldrig har haft problemer med at træffe livsændrende beslutninger på under et minut, når mit hjerte fortalte mig, at det var det rigtige at gøre. Og at jeg faktisk har haft store problemer med at gøre det modsatte.

Jeg sagde således ja til min første betalte ansættelse som yogalærer flere år inden jeg tog min første yogalæreruddannelse, ud fra en Pippi-agtig indstilling om, at det havde jeg aldrig prøvet før, så det kunne jeg helt sikkert sagtens finde ud af (og selvfølgelig var jeg absolut rædselsslagen før mine første mange klasser, men alligevel elskede jeg at undervise, når jeg først var kommet i gang).

Jeg sagde også med det samme ja til at overtage den yogaskole, der i dag er Prana, selvom jeg flere år tidligere havde afslået Richard Freemans tilbud om at flytte til Boulder og overtage hans skole med ordene: ”Jeg skal aldrig nogensinde være leder af en yogaskole!” (Han smilede medfølende, den dag jeg fortalte ham om Prana...)

Men selvom jeg har haft – og stadig af og til har – søvnløse nætter over mit karrierevalg, er det også det bedste, jeg nogensinde har gjort i forhold til det at dele yogaen. Og selv set i bagklogskabens og nedlukningernes og inflationens lys, ville jeg ikke have valgt anderledes, for Pranas kærlige og støttende fællesskab kan jeg ikke forestille mig at leve uden.

Også når det kommer til min søn, har kærligheden fyldt det hele, og detailstyringen meget lidt. Men det viser sig, at man godt kan vokse op og blive et fantastisk menneske, selvom man nåede at bo tre forskellige steder inden man fyldte et år og har tilbragt en stor del af sin barndom på en yogaskole med en bog eller (helst) en iPad, fordi ens mor skulle undervise efter skoletid og i weekenderne. Og at man, hvis man aldrig har været i tvivl om, at man fortjener al kærlighed i verden, kan finde sine egne, stærke ben at stå på, også selvom ens forældre ikke altid har haft helt godt styr på det med at være voksne.

På denne Mors Dag tænker jeg på alle de mange fantastiske kvinder i vores fællesskab i Magstræde, der i disse dage bliver mødre. Jeg har meget få praktiske råd at dele (jeg fik ikke engang installeret en kopholder på Kornelius’ barnevogn...), men jeg ved, at så længe kærligheden får lov til at være spejlingsfladen for alt, hvad der folder sig ud i livets mangefacetterede væv, også – og nok i særdeleshed – i forhold til vores børn, så bliver livet så smukt, at det ikke gør det mindste, at det ikke er perfekt.

På vores 200-timers uddannelse er yogafilosofi altid en vigtig del af undervisningen. Næste forløb starter d. 1/7, og vi har en enkelt plads tilbage. Læs mere.