Mindre, langsommere, blidere: Yoga i 2026

I 2025 blev det på særligt én weekend udkrystalliseret, hvordan jeg var havnet et sted i mit liv, som ikke var bæredygtigt. Men også hvordan vejen videre skulle se ud.

Tilbage i september var jeg i London for at deltage på en workshop, der blev et meget præcist billede på året, der er gået: Noget var helt fantastisk. Noget var fuldkommen rædselsfuldt. Og der var ikke så meget midt imellem.

Underviseren var Tiffany Cruikshank. Hun har, siden jeg startede på min overbygning hos Yoga Medicine for mere end ti år siden, været en af mine største kilder til inspiration som underviser.

Fantastisk var, selvfølgelig, hendes undervisning, der tematiserede udbrændthed og satte fokus på de mange forskellige redskaber, vi har i yoga, til både at forebygge og behandle den epidemi af dyb udmattelse, der florerer blandt moderne mennesker.

Fantastisk var det også at gense både Tiffany og mine kære veninde og kollega Lisa og udveksle erfaringer fra et job, der altid er dybt givende, men sjældent helt let.

Og fantastisk var det at have lidt tid på egen hånd i en by, jeg elsker, og som jeg var så heldig at kalde hjem, da jeg tog min første yogaklasse der for 28 år siden.

Mindre fantastisk var det, at jeg selv balancerede på grænsen til et stresskollaps.

Da nogle kæmpe og fuldkommen uforudsete ekstraregninger ramte Prana i foråret 2024, kunne jeg vælge en af to udveje: Jeg kunne lukke Prana, gå på dagpenge og finde et andet job. Eller jeg kunne lægge en masse gratis arbejdstimer i mit livsværk, indtil jeg havde fået økonomien på ret køl igen.

Jeg valgte det sidste. Og begav mig ind i seks til syv dage lange arbejdsuger, hvor jeg gav behandlinger, underviste privatforløb og mine almindelige klasser, samt uddannelsesweekender på vores 200- og 300-timers forløb, som jeg blev nødt til at køre samtidig, da tilslutningen var for lav til at nøjes med et.

I sensommeren i år havde jeg derfor fem undervisningsweekender på seks uger uden mulighed for at tage fri i løbet af ugen. Og Pranas administration, de sociale medier osv. skulle også passes. Samtidig med at jeg skulle holde skarpt øje med mit eget forbrug, så der også var råd til mad sidst på måneden. Og fattigdom er den ultimative stressfaktor, også selvom den ikke er permanent.

Da nyheden om moms på undervisning fra d. 1/1-26 så ramte i slutningen af august, måtte jeg ikke bare indse, at jeg ville blive ramt på mit eget virke, der allerede krævede alt af mig. Som forperson for vores brancheforening måtte jeg også træde ind i kampen for alle mine kollegaer, selvom jeg egentlig ikke havde flere energireserver at trække på.

Hvor fuldkommen udkørt jeg var, blev jeg meget, meget bevidst om i London.

I den støttede restorative stilling, der afrundede første klasse fredag aften, kunne jeg pludselig ikke mobilisere de kræfter, jeg skulle bruge for at rejse mig og tage hjem til mit hotel, seks stop væk med undergrunden.

For en, der stort set altid har haft overskud på energikontoen og altid lige kan lidt mere, var følelsen af totalt kollaps virkelig skræmmende.

Og selvom det til sidst lykkedes mig at få slæbt mig hjem og endda også afsted igen dagen efter, selvom jeg mest af alt havde lyst til at blive liggende i sengen, føltes det ikke som en sejr. Det føltes, som om jeg helt grundlæggende havde svigtet mig selv i forsøget på at være der for andre ved at redde Prana.

Men det blev værre endnu.

For til lørdagens første klasse, endda midt i shavasana, indså jeg, at det, jeg havde gået og ventet på, siden covid slog yogabranchen i stykker – at en stabil økonomi var mulig for en lille, uafhængig yogaskole som min - aldrig ville komme til at ske. Simpelthen fordi måden vi ser yoga på i dag har ændret sig radikalt siden dengang, jeg selv startede, selvom yogaen i sin grundessens ikke har.

For den er jo stadig den vej til indsigt, som primært mandlige lærere underviste os i i slutningen af 90’erne, da jeg selv begyndte at praktisere.

Men i dag fokuserer vi på noget andet. I min egen undervisning fylder særligt de aspekter, der gør, at vi kan bruge yogaen til at drage omsorg om os selv og til at forebygge både mentale og fysiske ubalancer. Sådan er det også for mange af mine dygtige kollegaer. Der hovedsageligt er kvinder. Og det betyder, at yogaen er blevet et omsorgsfag. Hvilket har gjort det markant dårligere lønnet end det var for tredive år siden. Selvom det vi i dag laver er uendelig meget vigtigere for folkesundheden end det var, da fokusset var på ekstreme asanas og uopnåelig oplysning.

Da den erkendelse ramte, blev jeg så rasende, at jeg kun med nød og næppe kunne blive i min hvilestilling.

I månederne, der er gået siden, er raseriet blevet transformeret til drivkraft. For det, der skete på klasserne i London var også, at jeg fik det bedre. Mit nervesystem blev reguleret og min krop styrket, og da jeg rejste hjem, kunne jeg atter stå på benene.

Jeg kunne endda undervise en weekendworkshop om netop udbrændthed for en gruppe af elever fra tidligere uddannelser kort efter.

Det føltes, som om jeg havde oplevet et mirakel. Et mirakel ved navn yoga. Og er man en, der deler det, fortjener ens arbejde at blive respekteret, værdsat og belønnet.

I den forbindelse er det selvfølgelig absurd, at man gør det 25% dyrere at gå til yoga i 2026. Særligt fordi man samtidig nedsætter en gruppe, der skal forske i kvinders sundhed. For sundhed starter med nervesystemet. Også hormonel sundhed. Og yoga regulerer nervesystemet, i hvert fald når der undervises med det sigte, og det ikke handler om larmende playlister og hæsblæsende flows uden tid til nærvær.

Men på trods af regeringens benspænd, på trods af manglende støtte til omsorgsarbejdere og på trods af et alt for hårdt 2025 fortsætter jeg altså med at gøre det, jeg har gjort i hele mit arbejdsliv: Jeg deler yogaen. Fordi den er vigtig. Særligt i den verden, vi har skruet sammen, hvor der er så dårligt plads til os.

Og jeg insisterer på, at bæredygtig sundhed ikke findes i ”Større, hurtigere, hårdere”. Men i præcis det modsatte: Mindre, langsommere, blidere. Uanset om det vi laver er bevægelse, styrketræning eller afspænding og rolige stræk.

For som sundhed promoveres i dag, er der mere end nogensinde før brug for veluddannede undervisere med integritet. Undervisere, der ikke ryster på hånden, når det kommer til at lære andre, hvordan man rent faktisk opbygger vedvarende sundhed, milevidt fra tåbelige longevity-tricks eller forsimplede trænings- og kostråd, der ikke er forankrede i andet end behovet for hurtig opmærksomhed.

Og tiden er åbenbart endelig ved at være med mig. For næste års trends, har jeg læst, bliver nærvær og at lære at mærke sig selv. Og det har jeg efterhånden en del erfaring med. Både når det trender, og når det ikke gør.

Så lad os mødes i Magstræde 10C, hvis du ønsker sundhed og indsigt i krop og sind på den lange bane. Ikke fordi det er nytår. Ikke fordi det er smart. Men fordi det giver mening. Og fordi meget lidt godt kan ske uden omsorg, både for dig og for mig.

Vil du lære, hvordan du kan gøre yogaen til en blivende del af dit liv? Siden 2012 har jeg uddannet yogalærere, og hos Prana får du en uddannelse, der er en hel del ud over det sædvanlige. Næste 200-timers forløb starter sidste weekend i marts. Læs mere her.

Husk også at komme på vores åbne klasser og workshops eller tag med til Hydra til maj. For mental og fysisk sundhed sker ikke af sig selv. Og viden, forståelse og integrering er altid vejen frem. Ikke hurtige tricks. Læs mere i Nyt fra Prana.