Kan du stadig mærke verden?

Mine yndlingsdage er de efterårsdage i Grækenland, hvor vinden har lagt sig og vandet er stille og lunt. Det er dage, hvor man kan svømme så langt, man orker, i det krystalklare vand omkring Hydra.

I tre år har Avlaki, et af mine favoritbadesteder været lukket på grund af fare for stenskred, men de stejle klipper omkring den lille bugt er endelig blevet sikret med net, og min første svømmetur på en vindstille dag i sidste uge var intet mindre end paradisisk.

Mindre paradisisk var det, at en ganske højrøstet familie væltede ned på stranden, da jeg sad og tørrede i solen efter min svømmetur.

Faren var i panik fra det øjeblik, de trådte ned på badeklippen. Alt var farligt, mente han, og alle børnene, der ellers havde en alder, hvor de måtte kunne tænkes at passe på sig selv, skulle passe på. Og hvis de glemte det, skulle han nok minde dem om det.

Der er steder på Hydra, hvor man hopper direkte ned i meget dybt vand. Avlaki er ikke et af dem. Men sønnen på ca. femten holdt alligevel krampagtigt fat i badestigen, mens han stod med fødderne solidt plantet på havbunden i vand, der gik ham til lidt over navlen, med ryggen mod havet. Derfor så han ikke, at bådene, der sejler mellem øens fjernere strande og havnen, fra tid til anden skaber bølger, så havet selv på en stille dag dag går fra mildt til i let bevægelse, og derfor råbte han til sin far, der stod to meter væk og ellers endelig var på vej ned i det guddommelige vand: ”Far, far. Det bliver altså ret voldsomt nu!”

”Op alle sammen. Nu!!” skreg faren til bedstemoren og datteren, der soppede i det laveste vand ved badestedets lille stenstrand.

Jeg kunne ikke længere dy mig. At de skulle gå glip af den skønneste badetur på grund af frygt for en ikke-eksisterende fare var næsten lige så uudholdeligt, som den energi af sitrende panik de spredte omkring sig.

”Der er absolut ingen fare på færde,” sagde jeg. ”Bølgerne bliver lidt kraftigere, når en båd sejler forbi. Vent et minut, og så er alt stille igen”.

Jeg forventede egentlig en vred reaktion, men faren så næsten lettet ud over at kunne slippe frygten et øjeblik.

”Okay,” sagde han. Og til sin søn: ”Jeg kommer i nu”. Og da han først var i, svømmede han faktisk. Og konkluderede, at vandet jo var helt vidunderligt. 

At se på verden igennem et filter af frygt i stedet for at se, hvad der er lige for øjnene af os, er faren på stranden ikke alene om. Men det behøver ikke være sådan.

Som yogaelsker og -underviser igennem mere end halvdelen af mit liv har jeg selv forfinet evnen til at se det, der er lige for øjnene af mig, fordi den evne er yogaens største gave til den praktiserende. Den har gjort det muligt for mig at mærke min krop og styrke mit sind, og jeg ved det meste af tiden, hvad jeg har brug for og hvad jeg skal begrænse.

Der er selvfølgelig perioder i mit liv, hvor jeg må arbejde hårdere, end jeg egentlig har overskud til, og perioder, hvor mine nære og kære har brug for mig på en måde, så jeg må sætte deres behov før mine egne. Men efterfølgende kan jeg så bruge alle de redskaber, jeg har, til atter at lande i mig selv.

Der bliver skrevet vidt og bredt om, at yogaens popularitet er dalende, og at yogalærere ikke længere kan konkurrere med fitnesscentre og pilatesstudier.

At det aldrig har været sværere at engagere sine deltagere og invitere nye indenfor, mærker jeg dagligt i Prana.

Samtidig læser jeg, at vi aldrig har været hårdere ramt af stress, og at man begynder at se det som en seriøs trussel mod landets økonomi. Så seriøs faktisk, at regeringen nu vil etablere en forebyggelsesfond, der skal knække stresskurven. Og selvom de næppe kommer til at række ud efter erfarne yogalærere som mig, er det da tankevækkende, at mange af os, der sidder inde med dyrebare indsigter om, hvordan man med en vedholdende og livslang indsats kan gøre krop og sind stress-resiliente, igennem flere år nu har kæmpet for at kunne fortsætte med at lave det, vi laver, på grund af manglende tilslutning.

For yogaen er jo den oprindelige og holistiske wearable. Med en yogapraksis har du ikke brug for en gadget, der fortæller dig, hvordan du har det, og om du har sovet godt. Med yogaen bliver du din eget gadget.

Og yogaen lærer dig ikke bare at vende blikket indad. Den lærer dig også at sanse verden og dine medmennesker. Den lærer dig at nyde en vindstille dag ved havet og en guddommelig svømmetur uden frygt. Så du kan lære dine børn det samme.

Den tager dig ud af algoritmens selvforstærkende loop. Den (gen)lærer dig at leve livet, der hvor det rent faktisk sker. Ikke på en råbende, larmende og frygtopildnende skærm. Men hvor det er aller smukkest: I nuet. Og selvom det nu ikke altid folder sig ud på en paradisisk græsk efterårsstrand, er det altid væsentlig mere interessant end hvad der foregår på din smartphones simulakrum af liv.

Så læg telefonen og vend din opmærksomhed mod verden omkring dig. Hvad er det første, du får øje på? Hvordan får det dig til at føle? Kan du betragte følelsen uden at reagere på den? Kan du bare være med det, der er? Være i det nu, der står og venter på, at du træder ind i det?

I yogaen gør vi det sammen. Igen og igen. Indtil det rolige nærvær ikke længere er noget, vi gør, men noget vi er. Og i en verden, hvor vi er besatte af at måle alting, er det måske blevet tid til at måle vores evne til ægte nærvær.

I Prana tilbyder jeg ugentlige åbne klasser, workshops og en yogalæreruddannelse, der starter op igen til marts.

Uanset om du er ny eller tilbagevendende elev, får du din første måned til 500,-