Kinesisk medicin som en kilde til øget velvære og større energi

Som både yogalærer og akupunktør har jeg igennem mange år arbejdet med at kombinere de to energetiske og holistiske retninger for at give mine klienter og elever adgang til brugbar og bæredygtig energi på en måde, der holder over tid, samtidig med at jeg har fokuseret på at lære og lindre de fysiske og mentale symptomer, der får os til at søge mod yogaen og den kinesiske medicin.

Mange har en idé om, hvad yoga - fra den stille til den helt dynamiske udgave - er for en størrelse. Men hvordan fungerer den kinesiske medicin konkret?

Måske kender vi nogen, der har fået akupunktur, fordi de havde ondt i knæet. Måske har vi hørt vores yin yoga-lærer tale om, at foråret er træfasens tid, og at vi derfor skal lave en masse sidestræk, eller at vi i efteråret med fordel kan fokusere på evnen til at give slip.

Ingen af delene er forkerte, men det giver desværre en lidt forsimplet forståelse af, hvad den kinesiske medicin er og kan.

Først og fremmest er den kinesiske medicin et tilbud om en livspraksis, der gennemstrømmer måden vi bevæger os på, måden vi spiser på og måden vi i det hele taget er i verden på. Mindre kan selvfølgelig gøre det, og man kan også få meget ud af selv små livsstilsændringer, der er i overensstemmelse med den kinesiske medicin, men grundlæggende handler denne måde at gå til sundhed på ikke om at symptombehandle. Den handler om at forstå, hvorfor ubalancer overhovedet opstår, og hvad vi kan gøre for at komme dem i forkøbet livet igennem.

Hvad skal næres? Hvad skal bevæges?

Når vi inddrager en forståelse af kinesisk medicin i vores liv (og vores yoga) for at øge velværet og overskuddet og forebygge både mentale og fysiske ubalancer, så er der to ting, vi særligt kan holde os for øje:

·      Hvad skal næres/ikke yderligere drænes?

·      Hvad skal bevæges?

Det er umuligt at leve og blive ældre uden at opbygge et underskud af qi - den livsenergi/prana, som er omdrejningspunkt for alt, hvad man laver som akupunktør og egentlig også som yogaudøver - men det er muligt at påvirke, hvor hurtigt det underskud opstår, ligesom det er muligt at undgå de værste symptomer på det.

I kinesisk medicin ser vi altid på livet ud fra et ”big picture”-perspektiv. Det betyder, at vi opfordrer til, at man bruger sin energetiske opsparing fornuftigt og over tid, frem for at trække for store veksler på den på én gang eller hele tiden.

Denne tankegang inddrages i livet, også længe før man oplever ubalancer i modsætning til i Vesten, hvor vi ofte først opsøger behandling, når vi oplever symptomer/er blevet syge. Et eksempel på dette er, at man i kinesisk medicin ikke ser hård træning og sparsom kost som vejen til sundhed. Faktisk tværtimod. Begge dele vil med tiden lede til underskud af dyrebar livsessens.

Vi ser heller ikke på symptomer opstået i forbindelse med overgangsalderen som noget, der opstår fra det ene øjeblik til det andet, men som noget, der skyldes en lang række forskellige faktorer, som vi med fordel kan holde os for øje længe inden første symptom opleves.

På samme måde som vi ikke kan undgå at miste qi, som årene går, men bare må prøve at passe på den, vi har, er det, i et fortravlet moderne liv, umuligt ikke at opleve, at vores qi stagnerer en gang imellem. Det kan skyldes stress, men det kan også skyldes de mange energier, vi hele tiden ramler ind i. Bare forestil dig en cykeltur på en regnvejrsdag i myldretiden i København eller et kig på nyhederne…

Således er den stagnerede qi for mange af os en grundtilstand, der kan være årsagen til meget af det både mentale og fysiske ubehag, som det ikke er sjældent at leve med som en stort set permanent tilstand som moderne menneske.

Underskud og stagnation = ubalancer

Når der er underskud og stagnation, opstår mange af de primære ubalancer, jeg som behandler møder igen og igen. En stor del af mit arbejde er i den forbindelse at formidle, hvorfor ubalancerne opstår, og hvordan man kan komme dem i møde.

For den gode nyhed er, at der er meget vi kan gøre for at lindre eller helt opløse ubalancerne. Fra ganske små ting til måden, vi møder os selv og verden på.

Og ud over at booke tid hos en akupunktør, kan vi også lære om, hvordan vi kan bruge yogaen - der er en fuldkommen vidunderlig kilde til energetisk balance, når vi bruger den med det sigte - målrettet til at skabe en vedvarende energi og overskud. Ikke bare til det, vi bliver nødt til at lave, men også - og måske endda i særlig grad - til alt det, der gør livet værd at leve.

Er du klar til at booke en behandling, privattime eller et forløb? Så læs mere her.

Ann-Charlotte Monrad